Arkiv

Posts Tagged ‘afskaf indkomstskatten’

Korrektion af hvad man påduttede os

5. december 2010 2 kommentarer

Korrektion af hvad man påduttede os

Journalisterne har i sommer haft gevaldig travlt med at påstå, at Poulsgaard og jeg skulle opfordre til blodbad i Danmark. Jyllands-Posten er gået det skridt videre at hævde, at jeg skulle være enig i alt, hvad Erik Haaest har skrevet.

Det absolut eneste i historien er, at vi har holdt os nøje indenfor følgende linjer, som i årevis har stået i, ”Det vil vi i Fremskridtspartiet”:

”Fremskridtspartiet kæmper for fremskridt for alle danske på folkestyrets vilkår. Gammelpartierne har ikke formået at følge den hastige samfundsudvikling. Dalrer folketinget videre med fede ord og skinløsninger, glider skråplanspolitikken ud i kaos. Spændinger mellem befolkningsgrupper kan måske endda udløse voldstilstande.

Progressivismen udspringer af direkte iagttagelse af 1970´ernes Danmark. Det frembyder kæmpemuligheder for, at alle kan leve lykkeligt. Herfor kan vi især takke teknikkens udvikling, den lange fredsperiode, stigningen i det almindelige uddannelsesniveau, nationalgrænsernes nedbrydning og den betydelige enighed, der i virkeligheden råder mellem danskerne, fordi vi hverken har racemæssige, religiøse eller sproglige skel af nogen betydning.

Fremskridtspartiet er ikke noget alt-eller-intet-parti. Opnår partiet ikke folketingsindflydelse stærk nok til at gennemføre alle sine programpunkter, vil livsvilkårene for menigmand i Danmark dog blive bedre, for hvert skridt frem det lykkes at komme med mindskning af indkomstskat, papirvælde og lovforbistring.

Helst skal vi have fjernet den blydyne af paragrafvildnæs, embedsmandspapirraseri og indkomstskattetryk, som er årsagen til samfundets dårligdomme. Tilslutning til partiet er derfor, indtil videre, betinget af – og alene betinget af – at man meget højt vil prioritere kampen ad demokratisk vej mod disse tre samfundsonder. Kun ved deres udryddelse kan vi få bugt med arbejdsløshed, valutaunderskud og livssurhedsfølelse”.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 7. årgang / 20. august 1979 

Indkomstskatten fylder 75 år

5. september 2010 22 kommentarer

Indkomstskatten fylder 75 år

Denne artikel burde være sat i sørgeramme.

Der er vel næppe noget, der har påvirket samfundsudviklingen mere uheldigt end netop indkomstskattesystemet.

Den 15. maj var fødselsdagen for den af vor første Venstreregering indførte indkomstskat (se om dens historie FREMSKRIDT 1973-2 side 8, 1975-19 side 1 og 1977-17 side 5) den havde nogle midlertidige forløbere, da omkostningerne ved de slesvigske krige skulle dækkes. Tilsvarende var oprindelsen i indkomstskattens fædreland, England.

Man bruge indkomstskatten i forbindelse med Napoleonskrigene og genoplivede den som permanent – under Robert Peels regering – i 1842, da den første industrialisering var under udvikling.

Men nu har samfundet ændret sig totalt. Og det har indkomstskattesystemets indretning også. Det er ikke mere luksusoverskuddet fra meget velhavende mennesker, som beskæres let.

Dermed afsløres skatteformens mange grundlæggende svagheder. Fx umuligheden i nøjagtigt at definere den indkomst, som man ønsker at beskatte.

Socialdemokraterne har som bekendt gennem den sidste generation indoktrineret om indkomstskattens fortræffeligheder. Fradrag, som forringer beskatningen, er noget ondt. Ingen ofre er for store for at sikre skattekontrol computerens minutiøse udspionering af den enkelte borgers mest intime og personlige livstilrettelæggelse.

I propagandahysteriet påstås bl.a., at skattetrykket bliver mindre, hvis fradragsjunglen blev saneret og alle selvangav korrekt. Professor Parkinson har tilsyneladende levet forgæves med sin påvisning af, at det offentliges udgifter med umættelighed stiger mindst lige så hurtigt som skatteprovenumulighederne.

Som en af baggrundene for flertalsskiftet i september 1976 til Fälldins VKR-regering blev det svenske skattesystem angrebet fra uventede hold. Astrid Lindgrens 102 % Pomperipossa-kamp mod finansminister Gunner Sträng kulminerede i Expressen for den 15. marts 1976. en måneds tid senere – den 22. april – tog Ingmar Bergmann i samme blad afsked med Sverige, fordi ”hvem som helst i dette land når som helst og hvor som helst kan blive angrebet og fornedret af en særskilt slags bureaukrati, der vokser som en galopperende kræftsygdom”.

Hjælpeløsheden overfor disse Orwellske tendenser blev af den stockholmske juraprofessor, Jacob Sundberg, den 30. november 1977 brugt som udgangspunkt for en forelæsning om Högskatteamhället”. Den er nu udkommet som nr. 39 i den skriftsserie, der udsendes af ”Institut för offentlig och International Rätt” ved Stockholm Universitet.

Sundberg fortæller, at den svenske marginaltekst var ca. 55 % i 1960 på indkomster omkring 60.000 kroner. Inflation har nu ført denne indkomst op på det dobbelte med en marginalskat på ca. 77 % til følge. Når man kun kan beholde 23 % til sig selv af den valuta, der hedder beskatbare kroner, søger man via skattetænkning at opnå indtjening i andre valutaer. Derfor opstår eksempelvis konferencehoteller, hvor gæsterne tilbringer tiden i luksus uden omkostninger, opblomstring af særlige livsforsikringer og indtjeninger, der viser sig i udlandet eller hos juridiske personer, som fonde, anpartsselskaber o.s.v.

Modtrækker herimod er det skattebureaukrati som Sundberg kalder den store gøgeunge. Det påfører befolkningen bogholderibyrder, som den ikke kan leve op til. Med sine vilkårlige skønsafgørelser skattevalter det, som ingen troede muligt i et retssamfund.

Og sådan fortsætter den onde spiral: Hårdere tryk fører til hårdere modtryk, der igen fører til hårdere tryk o.s.v. Nye herskende klasser vokser frem såvel i skatteforvaltningen som blandt skatterevisorer og advokater.

I 1974 udsendte USA´eren S. Duarte på forlaget Arlington House Publishers New Rochelle, New York, en 300 sider tyk bog herom – The income tax is obsolete”. I historiske og økonomiske analyser fastslår han, hvordan denne skatteform er politisk eksplosiv, ofte personlig smertefuld og en grusom påmindelse om prisen for det nuværende samfund. Efterhånden er det ikke bare skatteetikken, der står på spil, men det medvirker til at forkvakle den grundlæggende moral på mange andre felter også.

Der er kun en vej ud deraf: Fremskridtsideologiens sejr.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 6. årgang / 22. maj 1978

Indkomstskatteafskaffelse

20. januar 2010 40 kommentarer

Indkomstskatteafskaffelse

Fra første Fremskridtsfærd har det været et hovedpunkt at afvikle den fædrelandsødelæggende indkomstskat.

Det er skidt, så længe blot ét eneste frø er tilbage fra den ukrudtsplante. For så kan den igen vokse sig stor.

Hvor vidunderfuldt om Folketinget derfor med Fremskridtspartiets Esbjerg-visioner den 3. februar 1973 kunne erklære: ”I dag totalafskaffer vi indkomstskatten med øjeblikkelig virkning”.

Men det lader sig ikke gøre. Derfor opstilles her den klogeste rækkefølge for udryddelsen af indkomstskattens forfærdeligheder:

  • Socialsolidarisk og velstandsmæssigt mest gavnligt er at opfordre den malkeko, som alene kan lægge fremtidens guldæg. Derfor er det vigtigste af alt:

a) Forberede afskrivningsmuligheder (så tidssvarende ny teknologi hurtigst kan vinde indpas)

b) Afskaffelse af den samfundsforkalkende kapitalvindingsbeskatning (så ressourcerne sprænger stavnsbåndet og hurtigst kan finde herhen, hvor de under samfundsomskiftelighederne til enhver tid gør mest nytte).

Se nærmere side 26 i ”Sådan reddes Danmark (1989).

c) Leasingsærforfølgelserne ophæves (så enorme folkekræfter frigøres til gavn for produktionsapparatets modernisering).

d) Underskudsoverførselsretten udvides (så de, der løber en risiko og disponerer langsigtet, prisgives mindre).

  • Den alt for lave skattefri bundgrænse forhøjes stærkt (så folk med de laveste indtægter kan få deres privatforbrugsmuligheder forbedret i takt med de offentlige ydelsers bortfald og lønomkostningspresset kan sænkes).
  • Kommunale enhedsskatter (så skatten ikke opdeler det økonomiske livsgrundlag i 275 forskellige zoner).
  • 22 % -skattesatsen lempes (så alle indkomstskatteydere opnår samme lempelse).
  • 6 % og 12 % -skatten lempes. (når avislæsningsmiljøskadede vil give dette førsteprioritet, har indoktrineringen heldigvis ikke særligt meget smittet z-folket. Det fremgår af en opinionsundersøgelse fra 3. – 10. maj 1990 til et Kaj Dige Bach-blad. Der spurgtes om, hvad der er den vigtigste grund til at gennemføre en skattereform. For alle vælgere gav dette fordelingen i nedenstående første kolonne og for z-folk i kolonnen til højre:
Lavere marginalskatForenkling af skattesystemetLettelser for almindelige lønmodtagere og dårligst ligestilledeAndetVed ikke 20 %30 %43 %1 %6 % 7 %79 %14 %0 %0 %

Selskabsskatten og virksomhedsskatten lettes. (Her er tale om en bred forskellighedsvifte af skatteydere, for eksempel finansverdenen og hjemmemarkedserhverv, at det ikke er noget særligt velegnet område til at drive målrettet fornuftspolitik. Til syvende og sidst betales al skat af produktionen og så er det at foretrække, at skattebetalingsvejen er så kort som mulig. De forkætrede arbejdsgiverafgifter, som vi ved EF-harmoniseringen nok kommer til at godtage langt, langt flere af, har i al fald bl.a. den fordel. Når Z stadig gå imod dem, skyldtes det, at de andre partier lægger dem oven i de hidtidige horrible skatteplyndringer, men ved EF-tilpasningen bliver det dominerende skattenedsættelser, der så til en mindre grad måske afbødes af forhøjede socialafgifter. 

Overensstemmende hermed stemte Fremskridtspartiet mod regeringen (V, C og B, red.) den 29. maj 1990.

  • Formueskattenedsættelser (Erhvervsbladets 1988-lobby.kampagne var sagligt svagt funderet, fjr. for eksempel side 83-87 i ”Ud af skattereformfælderne”) (Udgivet af Mogens Glistrup i 1986, red.)
  • Lettelser på enkeltindkomstskatter er normalt ikke hensigtsmæssige. (Reduktion i folkepensionistbeskatningen, fjernelse af lejeværdien, mindre skat på overarbejde o.s.v. sker derfor som led i skatteskalamildnelser og ikke hurtigere).

I Fremskridts-fortiden (før november 1987) talte vi om uændrede forbrugsafgiftssatser. Den tid er forbi med den igangværende Europa-udvikling. Ved siden af 220 milliarder til udryddelse af indkomstskatten skal derfor skaffes 40 milliarder til forbrugsafgiftslettelser (inkl. afskaffelse af boligopvarmningsskatterne.).

Da de nuværende offentlige udgifter andrager 570 milliarder kroner vil vi alene have råd til offentlige udgifter på 310 milliarder kroner. Men da vi må forudse, at realrenteafgiften (20 milliarder kroner) og forskellige andre afgifter ikke vil kunne opretholdes med det nuværende provenu, skal vi reducere de offentlige til ca. 280 milliarder kroner. Det skal i alt væsentligt fuldbringes over årerne 1991-1996 inkl.

I hvert af disse år foreslås besparelser på ca. 60 milliarder kroner eller i alt 360 milliarder og en merudgift til sundhedsvæsenet, folkepensionen m.v. på 10 milliarder kroner årligt. Herefter har vi netto formindsket de offentlige udgifter med 30 milliarder kroner. Ad denne vej kommer derfor kun beskedne bidrag til nedbringelse af statens underskud, der i 1991 med den nuværende politik forudses at blive 30 milliarder kroner med stigende tendens.

Indfrielse af statsgælden (ca. 500 milliarder kroner) må derfor ske ved realisation af aktiver, såsom ATP-fonden, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, andre særlige fonde, statens ejendomme og aktier og vidtgående privatiseringer. Da sådanne kun kan foretages én gang, må Fremskridtspartiet sige nej til mange yderligere privatiseringer, indtil vi har tilstrækkelig sikkerhed i form af, at der ikke sker det, at privatiseringsprovenuet soldes op i merforbrug til offentlige udgifter, sådan som regeringen både i 1989 og 1990 har anvendt privatiseringspengene til frådseorgier sammen med dens socialdemokratiske bonkammerater.

Det var derfor ved ja-stemmerne til lovene om Statsanstalten og Kastrup Lufthavn, at Z-gruppen begik sine hidtil største 1990-bommerter.

Mogens Glistrup

Ovennævnte må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 18. årgang / juni 1990

%d bloggers like this: