Arkiv

Posts Tagged ‘Ældrepleje’

Ældrepolitik

15. september 2012 4 kommentarer

Ældrepolitik 

Fremskridtspartiet kræver flere rigtige plejehjem til afløsning for ældreboliger og andre kollektive boligformer for ældre.

Fremskridtspartiet forlanger tryghed og forbedret omsorg for de svageste ældregrupper, herunder de senildemente. Disse grupper har langt mere brug for tryghed end for forkromede boliger.

Fremskridtspartiet kræver derfor, at regeringen (A, B, Centrum Demokraterne (D) og KrF, red.) omgående tager initiativ til, at kommunerne igen kan etablere rigtige plejehjem med fast normeret personale efter bistandslovens regler. Fremskridtspartiet vil ikke længere acceptere, at den svageste gruppe i vort samfund skal nøjes med fjernbetjent hjemmehjælp i stedet for kærlig og omsorgsfuld pleje.

Resolution vedtaget på Fremskridtspartiets landsmøde

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 21. årgang / oktober 1993

Nye kræfter må til

12. marts 2012 Skriv en kommentar

Nye kræfter må til

De gamle politiske partier er desværre kørt fast. 

I deres fortvivlelse er de svajet hid og did med den ene reform efter den anden uden jordforbindelse.

Redningen ligger derfor hverken i at sætte kryds ved Ninn-Hansen (C) eller ved Anker Jørgensen.

Hvis samfundet ikke skal synke dybere og dybere i sumpen, så det ikke mere får råd til at sørge for sine gamle, er der kun én mulighed på valgdagen: At give stor indflydelse til Fremskridtspartiet.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 1. årgang / 23. november 1973

Sæt de gamle i fængsel!

13. august 2008 22 kommentarer

Sæt de gamle i fængsel!

 

I den seneste tid har der været en del eksempler på vores behandling af de gamle på plejehjem.

 

Som borger med de udmærkede oplysninger vi har set i tv om forholdene for straffefanger, vil jeg derfor foreslå, at man lader de gamle komme i fængsel. Dér vil de nemlig få mulighed for at have deres ejendele i cellen og se tv i deres eget rum.

 

De vil også få ordnet deres tænder og fødder og andre gebrækkeligheder på statens regning.

 

De vil også få vasket deres hår ganske gratis, og de vil få nye briller, når de trænger og blive kørt hele fædrelandet rundt, når de skal til diverse behandlinger. Af to politifolk i en behagelig bil, forstås!

 

Fin service!

De vil hver eneste dag få lejlighed til at opholde sig mindst en halv time i frisk luft. De vil blive lægeundersøgt ved det mindste pip, og sygeplejersker vil stå parat med gratis medicin døgnet rundt, hvis de ønsker et eller andet. De vil få bad hver dag og rent undertøj i stedet for, at bleen bare bliver vendt.

 

Der vil stå billard, bordtennis og andre forlystelser parat, hvis de skulle ønske lidt underholdning, og den helt store fordel vil være, at man ikke engang behøver at udskifte personalet. Fængselspersonalet er vant til at nurse om fangerne og stå på pinde døgnet rundt for at opfylde deres mindste ønske, at de så udmærket kan fungere som plejepersonale.

 

Fangerne på plejehjem

Og fangerne, ja, dem sender vi på plejehjem, hvor man kan holde dem neddyssede med beroligende midler, så de bliver fromme som lam og ikke har kræfter til at ringe på klokken. De må så vænne sig til at bade hver 14. dag og få frataget alle deres personlige effekter, for at personalet ikke skal bruge for megen tid på at komme uden om kommoden, lænestolen og fjernsynet.

 

Der skal de så, – hvis de ikke er slået helt ud af de beroligende midler – sidde og flette lidt peddigrør, og hvis det går højt blive kørt ud på terrassen én gang hver uge for at få lidt frisk luft.

 

Ingen penge har de nok af!

Jeg er ked af at sige det, men de bliver nødt til at vænne sig til at spise papmad, som kommer fra et stort centralkøkken og smager som at stikke tungen ud af vinduet. Det sværeste at vænne sig til vil nok blive, at man skal til at bruge alle de penge, man ikke har, på medicin, tandlægebesøg og briller.

 

Nogle vil nok indvende, at det dog var en frygtelig tanke. Hvorfor dog det? De gamle er jo ikke skyld i, at de er endt på plejehjem.

 

Fangerne har mildest talt selv været ude om, at de er havnet i fængsel.

K.  Mellergaard

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 29. årgang / maj 2001

%d bloggers like this: