Arkiv

Archive for the ‘Udlændingepolitik (1997)’ Category

U d l æ n d i n g e p o l i t i k

3. august 2008 19 kommentarer

Det vil Fremskridtspartiet

 

U D L Æ N D I N G E P O L I T I K

 

Fremskridtspartiet mener, at danskernes udlændingepolitik skal have fem væsentlige formål, for at gøre Danmark til et trygt samfund:

 

1. Modtagelsen af flygtninge og familiesammenføringer skal stoppes.

 

2. Flygtninge hjemsendes, når der er fred i deres hjemland.

 

3. De sociale ydelser til udlændinge reduceres til et minimum.

 

4. Alle kriminelle udlændinge skal udvises efter udstået straf.

 

5. Statsborgerskab skal kun gives til dem, der opfører sig ordentligt.

 

Udlændingepolitikken vedtages i Folketinget. Det er derfor vigtigt, at vælgerne sammensætter Folketinget således, at der er politisk vilje til at føre en stram udlændingepolitik til gavn for danskerne.

 

Siden 1983 har flertallet i Folketinget ført en slap og uanstændig udlændingepolitik. Danmark fremstår i dag som en magnet for alverdens flygtninge og indvandrere. Danmark er ved at blive ødelagt af en uansvarlig udlændingepolitik.

 

Det vil Fremskridtspartiet ændre på.

Danmark – ny udlændingepolitik

Danmark har brug for en helt ny udlændingepolitik. Det får vi ikke ved, at borgerne hver dag bliver mere og mere utilfredse med de forhold, der opleves. Vi får kun en ny udlændingepolitik ved at sammensætte Folketinget på en anden måde. Alle de øvrige partiet har siden 1983 udviklet Danmark til en åben magnet for alverdens flygtninge, fidusmagere og familiesammenføringer. Fremskridtspartiet har ingen tro på, at de øvrige politikere vil ændre deres holdning. Derfor må vælgerne skifte disse udlændingevenlige politikere ud med gode folk, som vil Danmark det bedre.

 

Befolkningen skal stille krav til politikerne om handling. Slut med snak og bortforklaringer. Vi kræver handling. Det danske samfund og den danske folkesjæl lider under mange års forkert udlændingepolitik. Af angst for befolkningens reaktion så har politikere og embedsmænd søgt at skjule sandheden om, hvor mange udlændinge der reelt er i Danmark og sandheden om, hvad det koster samfundet med den skandaløse udlændingepolitik.

 

Fremskridtspartiet kan ikke selv løfte den vigtige opgave at få en ny stram udlændingepolitik. Befolkningen må hjælpe til. Det er hjælp til selvhjælp, eftersom det i dag er befolkningen, der lider under belastningen fra de mange udlændinge i vores samfund.

 

Danmark – danskernes hjemland

I dagens Danmark bliver der peget fingre af folk, som er stolte af at være danskere. Der bliver råbt racist efter folk, som er bekymrede for Danmarks fremtid som et multietnisk samfund. Det er aldeles urimeligt. Danskere er ikke racister – danskere er derimod – med rette – bekymrede for, om det samfund vi har brugt generationer på at opbygge skal ødelægges af velfærdsflygtninge, kriminelle indvandrere og religiøse fanatikere.

Fremskridtspartiet mener, godt Danmark kan modtage folk fra andre lande, hvis de kan klare sig selv uden at belaste de sociale systemer og uden at begå kriminalitet. Derudover må Danmark – som alle andre lande – stille krav om, at nye borgere indretter sig efter vores samfund både kulturelt, sprogligt og ordentlig opførsel.

 

Fremskridtspartiet mener derimod ikke, at Danmark skal ødelægges af velfærdsflygtninge, som blot ønsker adgang til de sociale kasser, eller familiesammenføringer, som bliver sociale klienter på danskernes regning. Vi vil heller ikke acceptere, at folk fra andre lande ikke overholder dansk lovgivning, kulturnormer og levevis. Vi vil ikke acceptere, at visse dele af Danmark styres af udlændinge, eller at de medvirker ved menneskesmugling, narkohandel og organiseret kriminalitet.

 

Fremskridtspartiet mener, dansk kristen kulturarv er værd at kæmpe for. Vi mener danskerne skal føle sig hjemme og trygge i Danmark, særligt i en verden, der bliver mere og mere internationaliseret.

 

Danmark – og internationale aftaler

Danmark har tilsluttet sig FNs flygtningekonvention. Vi kan godt modtage et vist antal flygtninge (under 1.000 om året) via FN. Det skal da være folk, som kun opholder sig i Danmark midlertidigt, til krigen eller den politiske forfølgelse i deres hjemland er overstået.

 

Danmark har derudover tilsluttet sig en række andre internationale aftaler – konventioner -, hvilket Fremskridtspartiet er imod. De medvirkende lande opfylder aftalerne meget forskelligt. Danmark har verdens mest gavmilde sociale system, hvorfor vi er en magnet for alverdens folk. Der er intet sted på jorden, hvor danskerne kan rejse hen og opnå tilsvarende gavmilde behandling.

Danmark skal ikke længere underskrive konventioner, som forpligtiger os til at dele ud af vores velfærd. I stedet skal vi arbejde for at komme ud af de mest skadelige konventioner og derudover kun opfylde vores forpligtigelser med et minimum.

Danmark – og flygtninge

De flygtninge, som har voldt Danmark så store problemer, er spontane flygtninge, der selv rejser til vores grænse og beder om asyl. Flygtninge, som vi har modtaget via FN har kun givet få problemer. Der er mellem 15 og 18 millioner flygtninge i denne verden. Danmark kan med sine 5 millioner indbyggere ikke klare det problem.

 

Fremskridtspartiet mener, at den bedste flygtningepolitik er at hjælpe flygtningene i deres nærområder. Flygtningen skal ikke rejse jorden rundt for at ende i Danmark. Vi kan hjælpe mindst 10 gange så mange mennesker ved at hjælpe flygtninge i deres nærområder frem for at modtage dem i Danmark.

 

Fremskridtspartiet kan acceptere, at Danmark via FN modtager et antal flygtninge hvert år, men kun midlertidigt. De skal ikke have ret til at blive i Danmark.

 

Fremskridtspartiet vil stoppe modtagelsen af spontane flygtninge ved vores grænser. Flygtningene skal have deres sag behandlet på grænsestationen og hjemsendes igen med det samme. De nuværende forhold, hvor flygtningen opholder sig i Danmark, imens deres sag behandles, og de kan klage i måneder og år, de forhold skal ændres. Indtil 1983 blev alle sager behandlet på grænsestationen, sådan skal det være igen.

 

Fremskridtspartiet vil ikke acceptere, at flygtninge med asyl i Danmark automatisk bliver indvandrere efter en periode. De skal tvært imod hjemsendes til deres hjemland så hurtigt som muligt efter krigen, naturkatastrofen eller lignende er overstået.

 

Flygtningen fra det tidligere Jugoslavien, herunder Bosnien, skal sendes hjem nu. Det gælder også de bosniere, som er her på særlige betingelser – de betingelser skal ophæves. Også flygtninge fra Somalia skal hjemsendes, da der nu er fred og ingen fare for at vende hjem.

 

Danmark – og indvandrere

Fremskridtspartiet er tilhænger af, at der opretholdes indvandrerstop. Så længe de sociale kasser står vidt åbne i Danmark. Lande som USA, Canada og Australien modtager indvandrere, som kan klare sig selv og ikke ligger samfundet til byrde. Danmark skal være lige så kræsen med, hvem vi giver opholdstilladelse. Både nuværende og fremtidige indvandrere skal kunne forsørge sig selv og deres familie. Opholdstilladelsen skal inddrages, når indvandrerne ikke længere kan klare sig selv, eller hvis de dømmes og straffes for kriminelle forhold.

 

Fremskridtspartiet er åben over for indvandring af folk, som kan bidrage positivt til det danske samfund. Men vi vil ikke være socialkontor for alverdens folk.

 

Danmark – og familiesammenføringer

Hvis udlændinge opholder sig her i landet som indvandrere eller flygtninge, og vil have deres slægtninge hertil, må de naturligvis selv bære omkostningerne ved transporten og det fremtidige ophold her i landet. Fremskridtspartiet er modstander af de nuværende regler, hvor vi modtager et stort antal familiesammenførte personer hvert år. Over 10.000 personer familiesammenførtes om året. Fra 1993 til 96 er antallet steget med 73 pct. En Ishøj-undersøgelse har vist, at 8.000 tyrkere fra 1974 til 1996 blev til 35.000 personer.

Familiesammenførte skal ikke have rettigheder i forhold til bistandsloven. Hvis ikke de kan klare sig selv, så må de forlade Danmark igen.

 

Danmark – og offentlig hjælp

Fremskridtspartiet er af den opfattelse, at de sociale systemer her i landet alene skal være forbeholdt danske statsborgere. Personer, som opholder sig her i landet som indvandrere med opholdstilladelse eller flygtninge med asyl, kun skal tildeles en minimumshjælp. Det kunne passende være et beløb svarende til folkepensionens grundbeløb og ikke mere.

 

Det offentlige skal ikke yde hjælp til udlændinge med egen formue eller arbejdsindtægt. Udlændinge skal ikke kunne modtage støtte til pårørende, der opholder sig i udlandet. Udlændinge skal ikke kunne opnå skattefordele ved at sende penge ud af landet på bidragskontrakter eller anden vis.

 

Fremskridtspartiet mener selvfølgelig, at udlændinge skal kunne overleve under deres ophold her i landet, men de nuværende regler er unødvendigt gavmilde.

 

Danmark – og kriminelle udlændinge

Fremskridtspartiet vil ikke tillade, at Danmark bliver hjemsted for kriminelle udlændinge. Hvis en indvandrer med opholdstilladelse eller en flygtning med asyl begår kriminalitet i Danmark, så skal de dømmes, afsone straffen og udvises. I Danmark kan udlændinge begå endog meget grove forbrydelser uden, at de udvises. Det vil Fremskridtspartiet have ændret.

Udlændinge, som nægter at overholde dansk lov, har ikke noget at gøre i Danmark. Kulturbaggrund kan aldrig være begrundelse for forbrydelser som: Jalousidrab, omskæringer af piger, menneskesmugling og ligende.

 

Udlændinge er ofte involveret i narkohandel. De involverede skal udvises efter udstået straf, da de ikke skal ødelægge danskerne med narkohandel.

 

Asylsøgere, der begår kriminalitet skal udvises straks. Det er ofte butikstyveri, dokumentfalsk, våbenbesiddelse og lignende asylsøgere er involveret i.

 

2. generationsindvandrere kan ikke udvises, da de ofte er danske statsborgere. I stedet skal de dømmes til afsoning på ubestemt tid i lukkede anstalter, hvor de først løslades, når de kan overholde danske normer og regler. Situationen på Nørrebro i København, hvor 2. generationsindvandrere har “taget magten”, er efter Fremskridtspartiets opfattelse helt uacceptabel.

 

Udlændinge, der deltager i terrorvirksomhed skal ikke finde beskyttelse i Danmark, men øjeblikkeligt udvises.

 

Danmark – og hjemsendelse

Fremskridtspartiet vil have flygtninge hjemsendt, når der er fred i deres hjemland. Ved hjemsendelsen kan der ydes et bidrag, som personen/familien kan bruge til at etablere sig for i hjemlandet.

 

Hjemsendelsen skal ske straks og uden ophold. Det er uholdbart, at de danske myndigheders behandling af hjemsendelsessager er så bureaukratisk og langsom, at personen kan nå at gå under jorden i Danmark. Personer, som nægter at oplyse hjemland, nationalitet og lignende lukkes inde, indtil de kan huske, hvorfra de kommer.

 

Fremskridtspartiet går ind for at nedlægge Dansk Flygtningehjælps vetoret og Flygtningenævnet som ankeinstans, således at sagerne undersøges af politiet og behandles af udlændingestyrelsen og ikke af andre.

 

Danmark – og illegale indvandrere

Fremskridtspartiet vil ikke tillade menneskesmugling eller anden illegal indvandring. Derfor skal de danske grænser beskyttes. Uanset dansk deltagelse i Schengen-samarbejde og EU, så skal vi med brug af politi og evt. militær beskytte vores grænse.

De danske politikere dummer sig igen og igen, og vores samfund bliver straffet ved at illegale indvandrere straks udnytter hullerne i vores sagsbehandling. Illegale indvandrere skal afvises med det samme på grænsen og sendes retur uden ophold i Danmark og uden ret til sagsbehandling.

 

Danmark – og integration

Fremskridtspartiet har den opfattelse, at flygtninge kun opholder sig i Danmark midlertidigt, hvorfor de kun skal gives et absolut minimum-kursus i danske regler og dansk sprog. De skal ikke have offentlig støtte til modersmålsundervisning og ingen offentlig støtte til etablering af kulturinstitutioner m.v.

 

Indvandrere skal undervises i danske forhold, sprog og kultur. Indvandrere må selv forestå modersmålsundervisning og kulturarbejde. Det offentlige kan stille skolelokaler til rådighed for f.eks. den aftenskolevirksomhed, indvandrerne selv organiserer.

 

Indvandrer skal integreres i det danske samfund. Da de skal blive her resten af livet, gælder det om, at de hurtigst muligt får indsigt i det danske samfund. Fremskridtspartiet er modstander af tvang. Indvandrere må derfor selv afgøre, hvor de vil bo, men kommuner skal have ret til at undgå ghetto-dannelser.

 

Danmark – og undervisning

Fremskridtspartiet vil have standset enhver offentlig betalt modersmålsundervisning. Der skal heller ikke ydes støtte til undervisning i udlændingenes kultur. Til gengæld skal indvandrere tilegne sig færdigheder svarende til 9. kl. niveau, eftersom det er samme krav, vi stiller til danskere.

 

Hvis ikke man deltager i undervisningen, mister man retten til at modtage offentligt underhold. Hvis indvandrerne ikke er tilfredse med de kulturelle forhold i de danske skoler, må de selv betale for privatskoleundervisning. Danske skoler skal således ikke indrette sig efter udlændingene, men omvendt.

 

Danmark – og kultur og religion

Fremskridtspartiet er tilhænger af religiøs og kulturel frihed. Udlændinge skal således have frihed til at dyrke deres kultur og religion, så længe det sker inden for gældende danske regler. Danske virksomheder eller offentlige institutioner skal derfor ikke indrettes med hensyntagen til f.eks. muslimers særlige ønsker eller krav.

 

Det offentlige skal ikke yde bistand til udlændinges kultur eller religion. Ønsker de at oprette særlige kulturhuse eller religiøse mødesteder (Moskéer), så må det ske 100 pct. for deres egne midler.

 

Danmark – og forskelsbehandling

Fremskridtspartiet er tilhænger af forskelsbehandling. Udlændinge skal ikke have samme forhold som danske statsborgere. Vi vil derimod ikke skelne folk på hudfarve, race eller politisk opfattelse. Vi ser alene på statsborgerskabet. Fremskridtspartiet er derfor modstander af racisme. Hvis ikke Danmark får en ny udlændingepolitik, er vi bange for, at befolkningen udvikler modstand mod udlændingene – hvor modstanden rettelig skal rettes mod politikerne.

 

I dagens Danmark er det ofte således, at udlændingene opnår særbehandling og fordele, som danskerne ikke kan. Det gælder i boligkøerne, køer til institutionspladser og lignende. Mange udlændinge har fået den fejlopfattelse, at de bare skal råbe racist efter en politibetjent eller en læge for at opnå særbehandling.

Fremskridtspartiet vil afskaffe alle direkte og indirekte særfordele, udlændinge har opnået. Danskere skal ikke lade sig undertrykke af rabiate udlændinge.

 

Danmark – og indfødsret (statsborgerskab)

Fremskridtspartiet mener, at Folketingets flertal tildeler alt for mange statsborgerskaber. Det årlige antal er kommet op på ca. 6.000 personer. Dansk statsborgerskab er en livslang gave, eftersom man ikke kan fratage statsborgerskabet igen. Udlændinge som får statsborgerskab ryger sammen med deres børn ud af statistikken over antal udlændinge i Danmark!

 

Folketinget skal være meget tilbageholdende med at give statsborgerskab. Hvis en person har dom for kriminelle handlinger, har levet af offentlig bistand eller ikke behersker det danske sprog, så skal der ikke tildeles statsborgerskab.

Det er ganske urimeligt, at kriminelle får statsborgerskab, lige som mange ansøgere end ikke kan tale et minimum dansk.

Fremskridtspartiet vil desuden indføre en årlig kvote på maksimalt 1.000 statsborgerskaber.

 

Danmark – og valgret

Fremskridtspartiet vil ikke have, at andre end danske statsborgere har valgret og valgbarhed til alle offentlige valg i Danmark. I dag kan udlændinge både vælge og vælges ved kommunale valg. Der er over 100.000 udlændinge med denne valgret. De kan både bestemme sammensætningen af vores byråd og vælges som amtsborgmester.

Fremskridtspartiet vil have valgloven ændret, så kun danske statsborgere og nordiske statsborgere med fast bopæl i Danmark i mindst 3 år kan deltage i kommunale valg.

 

Danmark – og folkeafstemning

Fremskridtspartiet vil have spørgsmål om opstramninger i den danske udlændingelov lagt ud til folkeafstemning. Befolkningen skal derved have mulighed for at bestemme den danske udlændingepolitik.

 

Fremskridtspartiet vil også indføre folkeafstemninger i kommunerne, hvorved borgerne kan afgøre, om kommunen skal modtage færre udlændinge.

 

Danmark – og udgifter til udlændinge

Fremskridtspartiet har i flere år søgt at få et overblik over de samlede udgifter til udlændinge. Regeringen (A og B) nægter at foretage regnestykket. Det er givet fordi de ved, at befolkningens reaktion vil blive stærk, når sandheden kommer frem.

 

Et kvalificeret bud er, at udlændinge koster de danske skatteydere mellem 18. og 20 milliarder kroner om året. Regeringens tal peger på ca. 11. milliarder kroner, men dertil kommer en række udgifter til bistandshjælp, sygehusophold, retsvæsenet, særbehandling o.s.v., som ikke er medtaget. Det er særligt i kommunalt regi, der ikke findes nogen oversigt over, hvad det koster at have de mange udlændinge i Danmark.

 

Fremskridtspartiet kræver fortsat, at regeringen giver ærlig oplysning om skatteborgernes udgifter til udlændinge.

 

Danmark – vi har en fremtid

Fremskridtspartiet er ikke et øjeblik i tvivl om, at den danske folkesjæl, kultur og egenart nok skal overleve. Men vi vil have udlændingepolitikken ændret nu, hvor udlændinge og folk med udenlandsk baggrund (tildelt statsborgerskab) allerede udgør 10. pct. af befolkningen. Danmark giver asyl til 70 pct. af ansøgerne, mens f.eks. Tyskland kun giver asyl til 5 pct. Vi skal holde op med at være tossegode. Illegale indvandrere betaler 10.000 DM for at blive kørt fra Flensborg til Padborg – hvorfor? For at få billet til det danske velfærdsbord.

 

Udlændinge er ikke dumme mennesker. De rejser derhen, hvor forholdene er bedst. Den danske lovgivning er som en magnet for disse folk. Vi skal hjælpe mennesker i nød, men ikke åbne vores sociale kasser for alverdens velfærdsflygtninge. Hvorfor skal vi uddele vores velfærd til andre landes borgere, når så mange danskere ikke har nok?

 

Fremskridtspartiet tror på, at vores udlændingelov bliver strammet op. Vi tror på vælgerne og deres ønske om ændring. Tror du også på os, så kan vi sammen løse problemet.

 

Fremskridtspartiet

 

 

Ovennævnte stammer fra brochuren:

Det vil Fremskridtspartiet

– Udlændingepolitik 1997

Kategorier:Fremskridtspartiet, Udlændingepolitik (1997) Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: