Arkiv

Archive for the ‘Religion’ Category

Religion og moral er en privatsag

5. januar 2009 Skriv en kommentar

Religion og moral er en privatsag


Svar til en vildført sognepræst.


KRISTELIGT DAGBLAD er (naturligvis) blandt de dagblade, der har beskæftiget sig med Fremskridtspartiets afstandstagen fra en folkekirke finansieret af tvangsudskrevne skatteydermidler.

Bladet har således anvendt spalteplads på nogle kritiske bemærkninger fremsat af sognepræst P. Sevelsted, der imidlertid klart viser, at den brave præstemand har misopfattet en god del af partiets program.



Fremskridt bringer her uddrag af Mogens Glistrups svar til pastoren:


“Kritik er naturligvis altid velkommen. Et politisk parti bør jo igen og igen efterprøve sine synspunkter. Særlig velkomment er pastor Sevelsteds indlæg imidlertid netop nu. Fremskridtspartiet planerer nemlig her i efteråret 1973 at udforme sin kirkepolitik mere detaljeret end hidtil sket. Vi modtager derfor meget gerne bidrag og håndsrækninger.


For at forebygge, at vi render ind i debatirgange, benytter jeg lejligheden til at oplyse, at pastor Sevelsted vist på tre punkter har misforstået os:


1)

Fremskridtspartiet mener, at filmfinanciering ikke bør ske for tvangsudskrevne skatteydermidler. Opgaven er streng med at gennemføre dette synspunkt. Alle fem folketingspartier vedtog nemlig i fuldstændig enighed i 1972 den nugældende filmstøttelov. For at få Fremskridt på området kræves derfor noget i retning af et vælgerjordskælv. Fremskridtspartiet hilser derfor med glæde, at den statsstøttebevilgende myndighed til Jens Jørgen Thorsen-filmen valgte at bruge 0,6 af de skatteydermillioner, som takket være gammelpartiernes umoral hvert år skal udspys til filmbranchen fra staten. (Filminstituttet er naturligvis i lige så høj grad et dansk teaterorgan som for eksempel kultur- og udenrigsministeriet).


2)

Ingen Fremskridtsmand har nogensinde ønsket at gøre Bornholm til et ferieparadis baseret på spillebuler og bordeller. Selv har jeg i en tale fremholdt dette som et skræmmebillede, der måtte indtræde, hvis Bornholmerne gjorde det, efter min mening tåbelige, at omdanne øen til en selvstændig stat.


3)

Punkt 4 i Fremskridtspartiets program lyder:

Religion og moral er den enkelte borgers privatsag. Alle levn fra katolicismen, pietismen og victorianismen rykkes op med rode. Hvad en borger foretager sig, uden på væsentlig måde at genere andre, skal det være hans frie og suveræne ret at gøre”.


Fremskridtspartiet vender sig stærkt mod partidisciplin. Et programpunkt som det anførte sigter derfor blot på at dække, hvad flertallet af vore talsmænd mener. Selvested eller andre med afvigende opfattelser af et sådant spørgsmål kan alligevel være fuldgode Fremskridtsfolk. Af hensyn til vælgerne må de blot – hvis de opstilles som partiets kandidater – præciserer, hvilke programpunkter de ikke kan tiltræde.


Den nu indledte runde af drøftelser om Fremskridtspartiets kirkepolitik vil måske medføre, at programpunkt 4 bliver uddybet og / eller ændret”.


Mogens Glistrup


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 1. årgang / 15. oktober 1973

Den franske intifada

22. december 2008 13 kommentarer

Den franske intifada

I Frankrig er man kommet tilbage til såkaldt normale tilstande efter, at der i de 20 dage fra den 27. oktober til den 17. november 2005, blev afbrændt 9.000 biler i 300 franske byer. Der blev i alt foretaget 3.000 arrestationer, og 126 politifolk blev såret. To kirker og en række andre offentlige bygninger blev brændt af. En parisisk borger blev dræbt af voldsmændenes slag. Han havde prøvet at slukke ilden i en affaldscontainer. Den 17. november erklærede det franske politi, at nu var opstanden slut. For antallet af afbrændte biler var nu nede på 100 pr. nat, og det anså man for at være normale tilstande.

Denne fredstilstand leder tankerne hen på noget, vi har set før. Det var efter Oslo-fredsforhandlingerne i 1993. USA´s præsident Bill Clinton, Israels Yitzhak Rabin og palæstinensernes leder Yasir Arafat gav hinanden hånden på græsplænen foran Det Hvide Hus. Palæstinenserne fik selvstyre, og freden var hjemme. Israelerne tilbød fleksibilitet, tilbageholdenhed og generøsitet. Dette tolkede Arafat givetvis som svaghed, og hans næste træk blev intifadaen (af arabisk: “at kaste noget af sig”, red.) med horder af stenkastende unge og selvmordsbombere med eksplosiver og metalstykker i specialdesignede dødsveste. For palæstinenserne selv blev resultatet et liv med korruption, fattigdom, dødskult, selvmordsfabrikker og militant islamisk radikaliseren. Deres overordnede mål var Israels udslettelse gennem jihad (hellig krig, red.). Man har aldrig anerkendt Israels ret til at eksistere. Som der fortsat brutalt trues på hjemmesiden: http://www.hizb-ut-tahrir.dk/new/“tilintetgørelsen af jøde-entiteten” og “dræb dem, hvor I end finder dem”. 80 % af Palæstinas indbyggere mener da også, at det var brugen af vold, der drev Israel ud af Gaza.


Den almindelige forklaring i pressen på den franske opstand har været dårlige sociale forhold. Men undersøger man omstændighederne, er der andre ting, der dukker op. For det første var de allerfleste oprørere muslimer. Selv om der også lever mange vietnamesere og kinesere under ringe forhold, har de ikke deltaget i optøjerne. For disse nationaliteter går vejen til fremgang over hårdt arbejde. Men på samme måde som i Palæstina, betegnes de muslimske bydele som besat område. På en af opstandens første dage filmede et hollandsk Tv-hold en bande unge mennesker med pandebånd med koran-citater råbende: “Allah Ak´bar”, Allah er stor, sådan som vi kender det fra Palæstina. Og den tyrkiske premierminister – Erdogan – har kædet oprøret sammen med det franske forbud mod, at skolepiger bærer det muslimske slør.


Washington Post skrev den 19. oktober, at franskmænd var blevet rekrutteret til jihad-træning i bl.a. Irak, Syrien og Libanon til indsættelse i Frankrig. Den franske indenrigsminister, Sarkozy, skrev den 27. september, at den algeriske muslimske Salafist Gruppe for Prædiken og Kamp, GSPC, havde kaldt til kamp mod Frankrig, som man kaldte fjende nr. 1, “fjende af vor religion”. Og i brevet af 12. oktober til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), truede de 11 muslimske ambassadører bl.a. med, at avistegningerne af profeten Muhammed kunne skabe reaktioner blandt muslimske samfund i Europa. Så tingene er blevet udtrykt ganske klart.


Et resultat af islamiseringen af franske bydele er, at her bærer alle kvinder slør, og mændene har skæg efter de religiøse forskrifter. Detailhandlere der solgte alkohol og svinekød er blevet tvunget væk og syndige steder som: Biografer, teatre og dansehaller er blevet lukket. Som det blev sagt til en journalist: “Vi forlanger bare at kunne passe os selv”. Dette gælder også politiet, som holder sig væk fra disse områder. Det hedder “no go” zoner. Det er sket 9.000 gange i 2005, at politibiler er ramt af stenkast også fra stor højde. Taxaer kommer heller ikke i områderne.


Som i Palæstina er antisemitismen (jødehad, red.) voldsom i Frankrig, hvor der bor 5 – 7 millioner muslimer og 600.000 jøder. I 2002 blev en synagoge nedbrændt i Marseilles. I Strasbourg blev en synagoge forsøgt antændt. Den franske regering finder, at angrebene mod jøder skal ses i sammenhæng med den Palæstinensiske-Israelske konflikt. Når situationen i Palæstina tilspidses, giver det sig også udslag i Frankrig.

Det såkaldte internationale samfund – herunder USA, EU og Danmark – betaler også milliarder til Palæstinenserne. Det er de ikke blevet mere fredelige af. Tværtimod. EU´s kommissionsformand Barosso har stillet i udsigt, at EU vil betale en milliard euro til de berørte franske by-områder. Dette er udtryk for en utilgivelig naivitet. Som om jihad-krigerne skulle overgive sig, fordi man kaster pengesedler efter dem.

O. Gerstrøm

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 34. årgang / februar 2006

Den nationale katastrofe

7. december 2008 36 kommentarer

Den nationale katastrofe

 

Muhamedanerne fører hellig krig i:

Palæstina, Bosnien, Kosovo, Libanon, Sudan, Eritrea, Tjetjenien, Etiopien, Somalia, Afghanistan, Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan, Kashmir, Burma, Indonesien og Filippinerne. Herudover er der blodige muhamedanske stridigheder i Tyrkiet, Israel, Egypten, Algier, Iran og Irak – for lige at nævne de værste steder.

Ifølge det internationale samfunds normer skulle islam derfor stå øverst på dagsordenen, når FNs sikkerhedsråd holder møde. Men, man lader som om, denne verdensomfattende krigsstilstand ikke eksisterer og fortsætter i stedet med at hælde benzin på bålet i form af nye internationale konventioner, der skal sikre den muslimske indvandring i de kristne lande. Således – da Schlüter-regeringen (V, C, CD og KrF, red.) vedtog den nationale katastrofe, udlændingeloven af 1983, som gav retskrav for enhver af klodens beboere mod lille Danmark -, var det efter pres fra den internationale godhedsindustri.

 

Denne industri har det korrupte og uduelige FN som sit øverste symbol, men den styres effektivt af klodens eneste supermagt, USA. Det kan observeres, at skiftende regeringer konstant retter dansk udenrigspolitik ind efter USA, som f.eks. da vi skulle bombe Serbien. Den internationale godhedsindustri har New York Times (amerikansk avis, red.) som et af sine vigtigste talerør. Danmark bliver stort set aldrig nævnt i denne avis, men vi kom alligevel på forsiden lige før jul, hvor temaet var “vore problemer med at integrere de forskellige minoriteter”. Man var åbenbart forfærdet over Nyrups (A) udtalelser om muslimske bønner i arbejdstiden, og Danmark fik nogle rap med pisken. Straks herefter kom Nyrups regeringsomdannelse, hvor han som medlem af sit hold optog den radikale Johannes Lebech, der prædiker muslim-tolerance med en fanatisme kun overgået af Mimi Jakobsen (Centrum Demokraterne, D). Det interessante er, om Nyrupogså i denne sag – var udsat for internationalt pres.

 

Tyskland, Østrig, England og Frankrig er i øvrigt hårdere ramt end Danmark, men det er en ringe trøst, når man ser på fremskrivninger af befolkningssammensætningen i Danmark. “Gammeldanskerne” vil først komme i mindretal i visse storkøbenhavnske kommuner, men herefter vil de øvrige følge som dominobrikker.

 

Men hvad er det så, man går ind til, når Islams magt styrkes i et område? Fra Indonesien fortælles om, hvordan muslimer på øen Kasiui i øgruppen Molukkerne har dræbt 93 kristne, som nægtede at konvertere til islam. En flygtning fra massakrerne fortalte, at over 700 beboere på øen havde lovet at konvertere, efter at 3.000 personer fra fire landsbyer var flygtet ud i junglen efter et muslimsk angreb, hvor otte kristne var blevet dræbt. De tilbageblevne fik valget mellem at konvertere til islam eller blive dræbt. Den væbnede muslimske konflikt på Molukkerne har varet i 2 år, hvor 500.000 er flygtet, og over 4.000 er blevet dræbt.

 

I Brønshøj bor “flygtningenAbdul Aziz med kone og to børn. Det vil sige, for tiden sidder han i fængsel i Moskva anklaget for at udøve terror i Allahs navn i Tjetjenien. Ifølge hans dagbog har han taget gidsler og tortureret dem foran et videokamera for at tvinge store pengebeløb ud af familierne, så han kan finansiere Islams hellige krig – Jihad – i Tjetjenien. Den danske ambassade i Moskva assisterer Abdul Aziz,og har bl.a. foræret ham en koran.

 

Er det svært at forstå, at Fremskridtspartiet vil lukke de danske ambassader i udlandet og opsige en række internationale konventioner? Er vi enige om, at det er på høje tid?

 

O. Gerstrøm

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1-2 / 29. årgang / januar-februar 2001

Attentat mod ytringsfriheden

4. december 2008 18 kommentarer

Attentat mod ytringsfriheden

 

Nedenstående er manuskriptet til formanden for Fremskridtspartiets politiske udvalg Ole Gerstrøms indlæg i udsendelsen, Dagens Spids, som Danmarks Radio sendte den 29. november 2004.

 

Ole Gerstrøm er fast medlem af udsendelsens panel og har som følge heraf jævnligt indlæg i udsendelserne.

 

Da den klartskuende hollandske politiker, Pim Fortuyn, blev myrdet af en religiøs aktivist i maj 2002, kunne man håbe, at det var et enkeltstående tilfælde. Men da pistolskud og slagterkniv blev rettet mod filminstruktøren, Theo van Gogh, den 9. november i år, blev det klart, at mere står på spil. Den religiøse vold er også et attentat mod vore frihedsrettigheder og idealer. Og dermed mod vor samfundsform.

 

Ingen kan herefter kritisere Islam, eller måske endog bringe faktuelle oplysninger om Islam, uden at have i baghovedet, at man risikerer alvorlige konsekvenser, ja, måske endog livet. For mange mennesker vil dette betyde, at man bliver forsigtig, taler uden om, eller tier stille.

 

I realiteten er censuren genindført. Denne gang er det ikke stats- eller kongemagten, der på forhånd skal godkende, hvad man har skrevet. Denne gang kan man næppe få en forhåndsgodkendelse.

 

Men man kan få en fatwa, d.v.s. en religiøs gejstlig ordre, som den nu afdøde iranske Ayatollah Khomeini udstedte mod forfatteren, Salman Rushdie, i 1989 efter at han havde skrevet bogen “De Sataniske Vers”. Rushdie har siden måtte leve under politibeskyttelse på en hemmelig adresse. Og der kan næppe være tvivl om, at han stadig er i konstant livsfare, for en fatwa forældes ikke. Den ægyptiske nobelprisvinder i litteratur, Naguib Mahfouz, kritiserede denne Khomeini for at udøve “intellektuel terrorisme”, men han blev sidenhen mere medgørlig og sagde så, at Rushdie ikke havde ret til at fornærme nogen og særligt ikke profeten eller noget som helst, der var helligt.

 

Noget tilsvarende skete på Københavns Universitet i sidste måned, idet en jødisk-marokkansk lektor blev overfaldet og tævet af tre arabiske talende mænd, tilsyneladende fordi han som vantro havde læst op af Koranen, hvilket er ulovligt efter Islams regler. Lederen af det pågældende universitetsinstitut har udtalt, at ingen religion må sætte grænser for ytringsfriheden. Men det kan han sige lige så mange gange han vil. Det ændrer ikke på den faktiske tilstand, at censurets mørke har sænket sig. For man ved, at ukendte beslutningstagere kan foretage alvorlige dispositioner.

 

I Københavns nordvestkvarter har en af landets mest markante imamer, Abu Laban, sagt, at ytringsfriheden skal indskrænkes for Islamkritikere som van Gogh, for ytringsfriheden er ikke hellig. Forleden opfordrede han dog ikke til at gribe til vold, hvis man føler sig krænket. Men samtidig lægger han lokaler til Hizb ut-Tahriris aktiviteter. Det er organisationen, hvis talsmand blev idømt straf i Landsretten for at gengive Koranens opfordring rettet mod jøderne: “Og dræb dem, hvor end i finder dem” som der stod på løbesedlerne. Så vi kan formode, at Abu Laban taler med to tunger, og at der står villige kræfter bag hans ord.

 

Den somalisk-hollandske, Ayaan Hirsi Ali, er medlem af det hollandske parlament. Det var hende, som inspirerede Theo van Gogh til at lave kortfilmen “Submission” – det betyder underkastelse. Filmen viser en muslimsk kvinde i et voldeligt ægteskab. Hun bliver voldtaget af en slægtning og som følge heraf, bliver hun i henhold til den islamiske tradition brutalt straffet for utroskab. Ayaan Hirsi Ali lever i dag under jorden og kan ikke indtage sin plads i parlamentet eller vise sig offentligt. For hende er censuren en realitet.

 

En åben fortaler for censur er også medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Det radikale Venstre, Tanwir Ahmad, der taler om misbrug af ytringsfriheden. Han siger: “Mange tror, at ytringsfriheden er absolut”. Han repræsenterer fortsat de radikale, Hørups parti, oplysningens parti, som man betegnede det engang.

 

“Islam er bagud”

Pim Fortuyn udtalte i april 2002, kort før han blev myrdet, at:

 

Set med moderne briller er Islam bagud. Kristendom og jødedom har været igennem oplysningstidens og humanismens store vaskemaskine, men det er absolut ikke tilfældet med Islam.

 

En frontkæmper

En af oplysningstidens store var den franske 1700-tals forfatter, Voltaire.

 

Det var ham, som sagde: “Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil indtil døden forsvare din ret til at sige det”. Han var en af de frontkæmpere, vi kan takke for vore frihedsrettigheder.

 

Den kosteligste

Og den kosteligste af disse frihedsrettigheder, er det frie ord.

Det frie ord har nu fået kniven.

Ole Gerstrøm

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 33. årgang / juni 2005

Fortsat intifada i de franske forstæder

2. december 2008 Skriv en kommentar

Fortsat intifada i de franske forstæder


Franske muslimer i forstæderne fører fortsat krig mod politiet. Fransk presse skriver næsten ikke om volden, der vækker minder om oprøret sidste år, hvor 9.000 biler blev brændt af og 126 politifolk blev såret. Men engelske Daily Telegraph rapporterer 5. oktober om voldsomme sammenstød med i gennemsnit 14 sårede politifolk hver dag. Da Indenrigsministeriet konstaterede, at antallet af sårede politifolk nåede 2.500 for året 2006, erklærede et politiforbund, at man var i en tilstand af borgerkrig i forstæderne, de såkaldte “banliecues”.


Politiet risikerer at blive angrebet, hvis man forsøger at arrestere lokale beboere. Man ser unge, fra en hel boligblok, gå på gaden for at befri arresterede kammerater. For nylig angreb dusinvis af unge muslimer 7 politifolk i en aktion, hvor man standsede en bilist uden spændt sikkerhedssele. Han kørte videre og endte med at torpedere en politibil.


Politiet kører en strategi med at tage territorier tilbage fra de muslimske bander. Men Michel Thoomis fra politiforbundet Action Police har skrevet til indenrigsminister Sarkozy, at man har brug for bedre udstyr. Man skal bruge pansrede køretøjer og vandkanoner. Han siger: “Vi er i en tilstand af borgerkrig iværksat af radikale islamister. Dette er ikke blot optøjer. Det er en intifada med sten og molotovcocktails”. 


Kilde: http.//www.telegraph.co.uk/news/main.jhtml?xml=/news/2006/10/05/wmuslims05.xm l 

O.  Gerstrøm

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3-4 / 34. årgang /september-oktober 2006

Danmark – et demokratisk fyrtårn

1. december 2008 8 kommentarer

Danmark – et demokratisk fyrtårn


Ambassadører, industribaroner, fhv. udenrigsministre, Bill Clinton og FN har kritiseret os, for et par uskyldige tegninger. Man hævder, at Danmark har lidt et renommé-tab som følge af profetballaden. Og “når et godt image først er ødelagt, er det næsten umuligt at genoprette”. Selv Anders Fogh Rasmussen (V) tager nu initiativ til at “reparere Danmarks image”.


Ødelagt image? Fordi Jyllands-Posten testede intimideringen? Proportionerne er absurde. Den danske regering (V og C, red.) er ikke belastet af mafiaforbindelser eller korruptionsskandaler, som det ses i det sydlige Europa. Den danske stat sanktionerer ikke brugen af tortur, således som det foregår i halvdelen af klodens lande. Danske dommere modtager ikke kontant betaling for at favorisere særlige interesser, som det sker selv i visse NATO-lande. Danske pressefolk bliver ikke fængslet for at skrive om følsomme emner. Overfanger voldtager ikke systematisk underfanger i vore fængsler. Danske aviser bliver ikke lukket af statsmagten. Der bliver ikke svindlet ved danske valg.


Skulle der være civiliserede lande, hvor man finder, at vore renommé er belastet, trænger deres egen integritet nok til et eftersyn. Profetsagen handler om civilisationen kontra mørkevælde. De sårede følelser var et propagandanummer.


I 2002 udbrød der brand i en pigeskole i Saudi Arabien. Det religiøse politi spærrede udgangene, fordi pigerne ikke bar slør. 14 indebrændte, men ingen sårede og krænkede muslimer fyldte gaderne. Her i 2006 havde særligt Egypten, Syrien, Iran og Palæstina alvorligt brug for en sag, der kunne aflede opmærksomheden fra andre problemer. Og balladen blev lanceret i Saudi Arabien, hvor ingen politisk manifestation finder sted uden at være dirigeret af magthaverne.


Til sidst var der muslimer, der slog muslimer ihjel i vrede over tegninger, de aldrig havde set, i en avis de aldrig havde hørt om, i et vantro land, hvor man avler svin og spiser deres kød, og hvor kvinderne bestemmer over mændene.


I profetsagen fremstår Danmark som et demokratisk fyrtårn, vi kan være stolte af, ligesom Mærsk-skibene, der fortsatte med at føre flaget, da det var værst. Tanke- og ytringsfrihed følges ad. Vore fremskridt skyldes den bestandige udfordring af gamle ideer. Barbariet må ikke vinde en millimeter på denne sag. Derfor er det beklageligt, at statsministeren vil til at “reparere vort image”. Han giver dermed barbariet en lillefinger. Vi håber, at han beholder hovedet.



O. Gerstrøm

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 34. årgang / juli 2006

Tak for denne gang

29. november 2008 2 kommentarer

Tak for denne gang


Dette lille land højt mod nord har taget imod flere hundrede tusinde af de rettroende flygtninge, har givet dem mad, bolig, uddannelse, sundhedsvæsen, ubegrænset taletid i Danmarks Radio, religionsfrihed og statsbetalte imamer. Alt sammen for talrige milliarder af kroner leveret af hårdtarbejdende skatteydere, der ikke modtager nogen tak for deres indbetaling.


Landet er demokratisk, og man har ytringsfrihed. Flygtningene bliver beskyttet mod vold af landets myndigheder. Der udøves ikke tortur, og fængslede risikerer ikke at blive fløjet til en ukendt fangelejr i et fjernt land. Man bliver stillet for en dommer inden 24 timer, og i fængslerne får man mad 3 gange dagligt. En fængselsimam afholder fredagsbøn.


Alligevel rejste den ledende imam – Abu Laban – med følge Mellemøsten tyndt. Han foreslog ikke takkebønner, men ophidsede til vrede og had mod det land, der havde vist en venlighed, der ikke kendes i noget Mellemøstligt land, hvor man ikke selv modtager flygtninge til trods for ufattelige olieindtægter.


Og imam Abu Laban fik med sine løgne oppisket en stemning i de Mellemøstlige lande, så imamer og statsligt TV tordnede imod danskernes gode sunde eksportprodukter, og man afbrændte danskernes flag på gaden. Imam Abu Laban hævder, at han repræsenterer tusinder. Er det ikke på tide, at imamen og disse tusinder bliver udstyret med en enkeltbillet til et rettroende område, og at vi så siger selv tak og tak for denne gang?


O. Gerstrøm

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 34. årgang / februar 2006

%d bloggers like this: