Søgeresultater

Keyword: ‘carsten skattenkoch’

En højt skattet medborger – Carsten Skattenkock

20. oktober 2008 184 kommentarer

En højt skattet medborger – Carsten Skattenkock


Der tales meget om det verdensrekordhøje skatteniveau i Danmark. Indenfor de seneste måneder er nye bilafgifter og en række miljøafgifter blevet føjet til listen over skatteplager, der rammer danskerne. Ekstra Bladet har med sin serie på glimrende vis rettet spotlight mod det danske skattesystem.


Nu er det ikke den nemmeste sag i verden at få et overblik over, hvor mange former for skatter man som skatteyder når at få betalt gennem et langt liv. En kort eftersøgning efter forskellige former for skatter og afgifter i dele af Finansloven for 1997 gav en ganske pæn liste. Ud fra listen har jeg skrevet en lille historie om, hvordan en danskers liv kan forme sig – set fra skatteministerens (Carsten Koch, A, red.) synsvinkel:


Carsten Skattenkock – den danske borger hvis liv vi nu skal få et kort indblik i – kom til verden, som så mange andre, ved en fødsel på den nu nedlagte fødeafdeling på Skive Sygehus.


Vores ven får sig nogle småjobs, mens han går i skole og betaler selvfølgelig bruttoskat af indtægten samt almindelig skat, hvis indtægten går ud over frikortet. Den unge skatteborger fylder 18 og vil investere i et kørekort, og de obligatoriske gebyrer for prøver og kørekort betales.


Carsten får sig et rigtigt job, efter endt skolegang og pludselig er verden ikke så simpel længere, nu skal han huske kommuneskat, amtsskat, bundskat, mellemskat, indkomstskat, topskat og efter eget valg kirkeskat. Skulle det lykkedes for Hr. Skattenkoch at spare noget op af den beskattede indkomst, så er der selvfølgelig samme grad af beskatning på renteindtægten samt aktieafgift og realrenteafgift, hvis opsparingen går til investeringer.


Nu er det selvfølgelig sjældent, at man allerede – når man lige er startet på arbejdsmarkedet -,  også er i stand til at spare op, pengene bliver oftest brugt til bil, registreringsafgift, vægtafgift, benzinafgift, lovpligtig ansvarsforsikring, afgift af ansvarsforsikring, nummerpladeafgift og afgift af smøreolie.


Efter Carsten kunne bruge nogle af sine penge til et hus og resten til stempelafgifter, ejendomsskat og lejeværdi af egen bolig. Carsten vil gerne have nogle møbler i sit hus, men kassen er ved at være tom. Efter en samtale med den flinke bankrådgiver klarer de imidlertid likviditetsproblemer dog med et lån, og Carsten kan så gå ud og købe sine møbler mod selvfølgelig at erlægge moms altså merværdiomsætningsafgift.


Nu er huset ved at være ekviperet, Carsten vil gerne holde en indflytningsfest, til det formål bruges penge til øl, afgift af øl, vin, afgift af vin, spiritus, afgift af spiritus, en stor cigar, tobaksafgift, engangsservice (Carsten vil ikke vaske op), afgift af engangsservice, samt selvfølgelig ovenpå det hele moms.

Sådan en fest producerer selvfølgelig en del affald. For at komme af med det lægger Carsten det hele i store sorte plastikposer, der er købt mod at betale prisen og afgift på plastposer. Samme afgift betales selvfølgelig på de plastposer, som Carsten brugte til at bære sine indkøb hjem i. Indkøbene var indpakket i forskellige former for emballage, hvilket sammen med varen og emballageafgiften var med til at skabe den endelige pris og en del affald, som Carsten så må betale afgift af affald, for at komme af med.

Til en god fest hører også musik, det kan være grammofonplader, CDere eller bånd, Carsten selv har optaget, da er der blankbåndsafgift, som også gælder videobånd.

Det bliver en lystig fest, der er mange dejlige gæster. En af Carstens venner har en sød kvindelig bekendt med, Hanne. S. Katter. Sådan noget kan jo udvikle sig, og det gør det! Noget senere holdes der bryllup, med hvad dertil hører af vin, afgift af..og moms. Alt koster jo, men der skal selvfølgelig også sørges for en god dessert, så Hanne sørger for at betale is, afgift af konsumis, chokolade, afgift af chokolade m.v. Til denne fest er der også børn til stede, så der indkøbes lidt sodavand, og der betales afgift af mineralvand m.v. og oveni det hele moms.

Carsten får ind i mellem den idé at ofre lidt på at tippe, spille lotto, afgift af tipning, spille på væddeløbsbanen, afgift af spil på væddeløb, spille på kasino, kasinoafgift. En måneds tid før brylluppet havde vores ven, Hr. Skattenkock været heldig og vundet 9.948 i lotto og betalte selvfølgelig afgift af gevinster ved lotterispil m.v.


Hanne og Carsten bliver enige om at bruge en del af pengene til en bryllupsrejse. Inden de forlader Danmark, husker de selvfølgelig lige at skaffe sig pas mod at betale det nødvendige gebyr samt at betale passagerafgift i lufthavnen.


Tilbage i huset begynder regningerne for el, vand og varme at komme væltende med, hvad dertil hører af betaling af afgift af elektricitet, afgift af ledningsført vand, vandledningsafgift og afgift af visse olieprodukter, samt (indirekte da elværket bruger det som brændsel) afgift af stenkul, brunkul, gas og koks m.v., CO2-afgift og grønne afgifter på el, vand og varme.

Livets hårde realiteter begynder at gå op for Carsten og Hanne. Elpærer og elsikringer skal udskiftes, altså må nye indkøbes og afgift af glødelamper, samt afgift på elsikringer betales. For at holde sig vågen så længe om aftenen at det kniber med at vågne om morgenen, drikker Carsten og Hanne en del kaffe og the om aftenen, det samme gøres der om morgenen, for ligesom at vågne i en grad, så de kan komme i gang. Derfor købes der store mængder kaffe og the til huset,  og afgifterne på kaffe og the betales.


Tiden går og Carsten og Hanne har et behageligt liv. De tjener begge en god løn, og selv efter at have betalt de mange former for skat på indkomst, så har de penge tilbage til at forbruge således, at de kan betale afgifter af forbruget samt afgifter af forbrugsafgifterne.


Der bliver endda råd til at lave en pensionsopsparing, således at der også kan betales realrenteafgift af pensionskapitaler.

Hanne bliver på et tidspunkt noget rastløs omkring sit arbejde og forsørger at starte sin egen lille produktionsvirksomhed, hvilket Carsten selvfølgelig bakker op om. Der bestilles råvarer, og en enkelt medarbejder ansættes til at hjælpe til, hvilket koster bidrag til lønmodtagernes garantifond, bidrag fra arbejdsgivere til arbejdsløshedsforsikring, bidrag til arbejdsmarkedets uddannelsesfond, lønsumsafgift og løn.


Råvarerne skal desværre importeres og told betales. Det er lidt et slid at få virksomheden til at fungere, men efterhånden går det bedre, og selskabet omdannes til et aktieselskab først med Hanne som eneaktionær, senere overdrager hun nogle af aktierne til Carsten og betaler afgift ved overdragelse af aktier.

På et tidspunkt begynder selskabet at give overskud og betaler således selskabsskat, der bliver betalt udbytte på aktierne, og Carsten og Hanne betaler aktieindkomstskat.


Takket være deres store arbejdsindsats er økonomien efterhånden blevet helt god, og det betyder, at så skal der betales formueskat, alligevel finder Hanne og Carsten penge til at realisere en af deres store drømme – at købe en lille sejlbåd -, der selvfølgelig skal forsikres og afgift af lystfartøjsforsikringer betales.


På et tidspunkt vil Carsten og Hanne dele aktierne således, at deres børn får hver deres del og således, at ejerforholdene i virksomheden er helt afklarede, da aktierne gives til børnene betales selvfølgelig gaveafgift.


Tiden går, som den nu gør, og også Carsten og Hanne bliver ældre. På et tidspunkt sker der det, at først dør den ene og senere den anden, hvilket i grunden er trist, men alligevel blot et tegn på at naturen går sin gang – ligesom skattevæsenet, der i en sidste henvendelse vedrørende Carsten og Hanne gør arvingerne opmærksomme på, at nu skal de jo huske at betale arveafgift af arven!


Og her skal min lille historie ende, og det skal siges, at enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er ganske tilfældig og ikke tilsigtet. Skatter og afgifter griber i dag ind i alle dele af danskernes hverdag og tager penge på mange områder med mange begrundelser og ikke mindst på mange måder.


I ovenstående lille historie har jeg ikke medtaget problematikken omkring beskatning af de forhold som findes for virksomheder med aktiviteter i udlandet. Jeg har heller ikke medtaget alle de afgifter, der findes på virksomheder med specialproduktioner eller alle de afgifter, der betales fra landbrug og fiskeri.

Uanset at vi altså mangler nogle former for skatter og afgifter, så er det uden for enhver diskussion, at vi har mange former for skatter og afgifter, og at det er meget svært – for ikke at sige umuligt -, at få et overblik over hvornår vi betaler skat eller afgift af hvad. Det er også udenfor enhver diskussion, at det er urimeligt, at borgerne ikke ved, hvornår de betaler skat – og af hvad.


Der kan ofte læres meget af, at gå udenfor landets grænser og kigge på den måde problemer håndteres på der. Eksempelvis gør man i USA det, at når der købes ind, så er den pris, der står på prisskiltet det, som butikken vil have for varen, og når man så kommer til kassen, så bliver salgsskatten (hvad der svarer til vores moms) lagt til der – på den måde ved forbrugeren, hvor meget staten skraber til sig.


Men den slags åbenhed er den danske regering (A og B) og det danske Folketingsflertal vel ikke interesseret i?


Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3/25. årgang/marts 1997

Reklamer

Strategiske skattelettelser – Dansk dynamik

20. maj 2013 91 kommentarer

 3. Strategiske skattelettelser

Kilde:

DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi

Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————–

Danskerne er ubestridt det mest skatteplagede folk i verden. Men desværre er det en udbredt forestilling, at det høje skattetryk modsvarers af meget høje indkomstoverførsler og ”gratisydelser”, der tilnærmelsesvis udligner skattebelastningen. Det forudsættes således, at det der betales i skat kommer tilbage i form af offentlige tilskud. Det høje skatteniveau påvirker således kun vort samlede indkomstniveau i et beskedent omfang.

Men i den seneste undersøgelse fra OECD, der behandler forholdet mellem skat og indkomstoverførsler, punkteres denne myte totalt. En dansk lønmodtager har, som det fremgår af nedenstående tabel, det suverænt laveste rådighedsbeløb ift. bruttoindtjeningen, hvis man sammenligner med de øvrige OECD-lande.

 

Rådighedsbeløb i procent af bruttoindtjeningen fra 1988-1991

Land

1988

1989

1990

1991

Luxembourg

96,6

98,8

98,9

98,4

Portugal

87,8

91,6

92,4

93,1

Belgien

86,0

90,9

89,9

89,3

Frankrig

90,2

89,1

89,2

88,8

Spanien

89,3

89,2

88,6

87,8

Norge

83,5

83,2

84,1

84,8

Storbritannien

82,8

82,7

83,1

83,5

Italien

84,1

84,2

84,1

83,4

Grækenland

84,1

83,1

Uoplyst

Uoplyst

Sverige

73,4

72,5

75,4

83,0

Irland

77,7

78,6

79,0

79,0

Tyskland

78,1

77,5

78,7

77,6

Holland

73,4

74,5

69,6

68,9

Danmark

67,3

67,6

67,5

67,6

Undersøgelsen er en bekræftelse af, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem skatternes størrelse, og den modydelse den enkelte borger modtager fra det offentlige; og det er en underkendelse af velfærdsstatens økonomiske legitimitet. Men bag de sørgelige tal skjuler der sig et mere fundamentalt problem: Hvorledes påvirker det høje skatteniveau Danmarks vækst- og beskæftigelsesmuligheder?

Hvis man forsøger at danne sig et overblik over den skattepolitiske udvikling i Danmark, er jagten på et større provenu et gennemgående træk. Hensynet til finansieringen af de offentlige udgifter har været så tungtvejende, at forbehold over for skatternes utilsigtede virkninger konsekvent er blevet tilsidesat. Det kan vi imidlertid ikke tillade os mere; beskatningen har nemlig udviklet sig til et realøkonomisk problem, der truer vor nuværende såvel som fremtidige velfærd.

Det er rent faktisk muligt at påvise, at det høje skatteniveau både direkte og indirekte påvirker skatteydernes økonomiske dispositioner.

Deres adfærd er på en lang række områder betinget af skattemæssige betragtninger.

3.1. Arbejdsindsats

Valget mellem arbejde og fritid er en af de beslutninger, der bliver mest forvredet under et højt skatteniveau. Stiger skatten for arbejdsindkomster, er det fx naturligt at reducere arbejdsindsatsen til fordel for mere fritid, der endnu ikke er gjort til et skatteobjekt.

Når Fremskridtspartiet præsenterer dette synspunkt, bliver det ofte fremhævet, at den enkelte lønmodtager kun i beskedent omfang kan bestemme sin arbejdstid, fordi den er reguleret af overenskomster. Denne indvending kan imidlertid tilbagevises på flere punkter.

  1. For det første er det ligegyldig, at valget mellem arbejde og fritid træffes af den enkelte eller af organisationerne ved overenskomstforhandlingerne. Sidstnævntes krav må i en vis udstrækning afspejle medlemmernes ønske, hvorfor valget mellem arbejde og fritid omformes til et kollektivt krav. Den seneste arbejdstidsnedsættelse kan derfor betragtes som et fælles krav, der bl.a. var motiveret den høje skat på arbejdsindkomster.
  2. For det andet er det i en lang række tilfælde muligt at foretage individuelle justeringer af arbejdsudbuddet i form af deltidsbeskæftigelse, overarbejde og ekstrajob. Og de fleste undersøgelser viser, at der sker betydelige bevægelser på dette område selv ved en beskeden skattestigning eller – reduktion. For eksempel har en norsk arbejdsmarkedsforsker påvist, at det især er kvindernes arbejdsindsats, der øges markant, når der gennemføres en beskeden lettelse i personbeskatningen(7)
  3. Endelig kan den store gruppe af selvstændigt erhvervsdrivende selv bestemme deres arbejdstid, og deres arbejdsindsats vil derfor være meget følsom over for skattestigninger. En skattestigning gør det nemlig relativt billigere at befinde sig på golfbanen i stedet for i virksomheden.

Ud fra en politiske betragtning er det uinteressant, om en person vælger mere fritid frem for arbejde, men det er ikke uinteressant, på hvilken måde det sker. Beslutningen skal ikke hvile på skattemæssige forhold, men udelukkende på de individuelle ønsker og behov.

Det er derfor nødvendigt med reduktioner i marginalskatterne eller med andre ord i skatten af den sidst tjente krone. Det er truende for den fremtidige velstand, at arbejde fravælges til fordel for fritid af rent skattemæssige årsager.

3.2  Samspilsproblemer

Kombinationen af indkomstskat og indtægtsbestemte sociale ydelser fører ofte til marginalskatter på omkring 100 % og i særlige tilfælde mere. Der er med andre ord tale om en fattigdomsfælde, der indebærer, at mange familier er afskåret fra at skaffe sig bedre økonomiske vilkår ved at gøre en ekstra indsats. Det er et klassisk eksempel på, hvorledes det politiske system skaber mismod og frustrationer.

At problemet berører en meget stor gruppe i det danske samfund dokumenteres bl.a. af de beregninger, som Lovmodelrådet har udarbejdet(8). Heraf fremgår det, at den såkaldte marginalgruppe, der er ramt af samspilsproblemerne i 1990 udgjorde ca. 302.900 personer. Det understreges samtidig, at 53 % at disse personer er dagpengemodtagere, og at ca. 29 % er kontanthjælpsmodtagere. Fælles for alle der befinder sig i denne marginalgrupper er, at de ikke har nogen økonomisk tilskyndelse til at komme i beskæftigelse.

I en undersøgelse foretaget af tværministerielt udvalg (9) blev dette problem behandlet mere indgående. Desværre er udvalgets analyse og forslag til løsninger præget af, at der er tale om et særdeles følsomt emne. Samspilsproblemerne kan nemlig kun løses ved, at der gennemføres en kombineret reduktion i indkomstskat og sociale ydelser.

Men det vil også bidrage til at deres økonomiske situation kan forbedres markant. Den indtægtsforøgelse der kan opnås ved at komme i beskæftigelse vil mere end udligne tabet at sociale ydelser. Samtidig vil personer uden beskæftigelse stadig befinde sig i en rimelig indkomstposition.

3.3 Opsparing

Valget mellem opsparing og forbrug er også betinget af skatteniveauet; dels via beskatningen af kapitalafkast og dels via den velfærdspolitik der ligger bag beskatningen.

Beskatningen af kapitalafkast reducerer den kompensation, som skatteyderen modtager for sin opsparing eller investering. Når det ses i sammenhæng med at renteudgifter er fradragsberettigede, er tilskyndelsen til at spare op i stedet for at forbruge yderst beskeden. Dette er ikke et angreb på rentefradragsretten, men et ønske om at få beskatningen af kapitalafkast reduceret. Vi mener, at der er en sammenhæng mellem afkast og opsparing på trods af, at visse økonomer påstår det modsatte.

Årsagen skulle ifølge disse økonomer være, at opsparingen er bestemt af mere fundamentale faktorer. Hvis beskatningen af kapitalafkast øges, bliver den enkelte skatteyder således nødt til at øge sin opsparing for at opnå et ønsket rådighedsbeløb i fremtiden. Det øger opsparingen. På den anden side reduceres tilskyndelsen til at spare op, når beskatning af kapitalafkastet øges. Og det reducerer opsparingen. Deraf sluttes det helt urealistisk, at de to modsatte effekter udligner hinanden.

Ovenstående argumentation er kritisk afhængig af, at opsparing ikke er overflødiggjort af andre forhold. Hvis det offentlige i større omfang finansierer pension, uddannelse, samfundsydelser og boligudgifter, bortfalder tilskyndelsen til at spare op. I det omfang der finder en opsparing sted, er den derfor yderst følsom over for ændringer i kapitalbeskatningen.

Nyere analyser har da også vist, at en stigning i realafkastet på blot et par procent fører til en stigning i opsparingen på mellem 10 og 20 % (10). Meget tyder altså på, at de politiske ønsker om en højere opsparing kunne nås selv ved en beskeden nedsættelse af kapitalbeskatningen. Det ville overflødiggøre forbrugsbegrænsende indgreb i stil med ”kartoffelkuren”.

3.4. Investeringer

Skatternes indvirkning på investeringsomfanget er primært dikteret af opsparingens størrelse, hvorfor der er tale om en indirekte effekt. Men der er også mere direkte effekter:

  1. Skatternes forvridning af investeringsmønstret eller sammensætningen af de aktiver, som opsparingen skal finansiere og
  2. Visse afgiftstyper der direkte reducerer investeringsomfanget.

Investeringsmønstret forvrides, fordi der er en uensartet beskatning af forskellige former for kapitalafkast. Nogle investeringer beskattes således mildt eller slet ikke, mens andre investeringer brandbeskattes. Forvridningen forstærkes endvidere af, at beskatningen følger forskellige principper fx med eller uden inflationskorrektion.

Disse forhold tilskynder den enkelte investor til at placere sin opsparing i lavt beskattede aktiver. Og det er helt i overensstemmelse med den sunde fornuft, men det er ulykkeligt ud fra en samfundsmæssig betragtning. Det betyder nemlig, at en bestemt type af investeringer, der før skat er realøkonomisk rentable, fortrænges til fordel for investeringer, der før skat er mindre rentable.

Endelig bidrager en række afgiftsformer til at hæmme eller fortrænge private investeringer, der i en afgiftsfri situation vil blive iværksat. Det er fx tilfældet med den såkaldte aktieomsætningsafgift på 1 %. Det lyder måske ikke af så meget, men det har alligevel en markant effekt på fondsbørsens omsætning(11). Den politiske målsætning om at gøre København til et finansielt kraftfelt forudsætter, at denne afgift fjernes helt.

Det samme gælder for kapitaltilførelsesafgiften på 1 %, der både er hæmmende for oprettelsen af selskaber og udvidelse af egenkapital. Derfor bør denne afgift også fjernes, evt. i forbindelse med ophævelsen af selskabernes kapitalkrav, der virker som en katalysator for de mest besynderlige selskabskonstruktioner.

3.5. Lokalisering

Skatterne påvirker også beslutningen om, i hvilket land personer og virksomheder skal placere deres erhvervsaktivitet. I 80´erne opstod der ligefrem konkurrence på skatteområdet, hvor hvert land forsøgte at tilbyde det bedst mulige erhvervsklima. Selvom vi i Danmark gennemførte en skattereform med virkning fra 1987, så blev den aldrig et konkurrencedygtigt modstykke til de øvrige europæiske landes skattereformer; på visse områder var der nærmere tale om en forværring.

Det er derfor ikke overraskende, at gennemsnitlig 30.000 af den mest kvalificerede del af arbejdsstyrken årligt forlod Danmark i 80´erne, toppende med 32.000 personer i 1991. En ikke ubetydelig del af denne fraflytning var begrundet af skattemæssige overvejelser, og intet tyder på, at billedet vil ændre sig i 90 ´erne, hvis der ikke sker en markant skattereduktion. Når det sammenholdes med, at Danmark samtidig oplever en nettotilflytning af personer med et meget beskedent kvalifikationsniveau, er der grund til bekymring. Ikke fordi vi skal frygte mobilitet mellem forskellige lande, men fordi årsagen til mobiliteten er skadelig for vor nuværende og fremtidige velstand.

Hvis den uheldige tendens skal stoppes, er det nødvendigt at personskatterne og de sociale ydelser reduceres væsentligt, så tilskyndelsen til at flytte ind og ud af Danmark ikke hviler på skatte- eller forsorgsmæssige beslutninger. Men det er også nødvendigt at rette opmærksomheden mod de forhold, der påvirker virksomhedernes lokaliseringsovervejelser.

Her er Danmarks engang på miljøområdet særdeles skadelig. Mens de øvrige europæiske lande har valgt at føre en afbalanceret miljøpolitik, har et politisk flertal i Danmark valgt at spænde buen så hårdt, at en lang række virksomheder overvejer at flytte til udlandet inden for den nærmeste fremtid. Meget tyder på, at CO2-afgiften kan blive anstødsstenen. Den har påført virksomhederne en økonomisk belastning, der slet ikke står i relation til de miljømæssige skader, CO2´en påstår at forvolde. Og selvom virksomhederne skulle afholde sig fra at ”stemme med fødderne”, så vil mange arbejdspladser være truet som følge af indskrænkninger. Derfor må CO2-afgiften fjernes samtidig med, at der generelt etableres en mere afbalanceret miljøpolitik.

3.6. Skattelettelser med et strategisk sigte

Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter. Det gør vi også i år. Men vores forslag til skattelettelser for 1993 er udformet med et særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke det omtalte adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Vi har derfor sammensat skattelettelserne på en sådan måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede målsætninger.

60.000 kroner skattefrit

Den skattefri bundgrænse eller personfradraget forhøjes fra de nuværende ca. 30.000 kr. til 60.000 kr. Det betyder, at antallet af personer, der ikke skal betale indkomstskat stiger fra ca. 636.000 til skønsmæssigt 1.135.000. Det er i overensstemmelse med Fremskridtspartiets princip om, at man ikke skal beskattes af en indkomst, man ikke kan leve af.

Den foreslåede forhøjelse vil umiddelbart føre til et bruttoprovenutab på ca. 53 mia. kr., som der fordeler sig med ca. 20 mia. kr. til staten, 10 mia. kr. til amterne og 23 mia. kr. til kommunerne. Den endelige fordeling af provenutabet vil blive fastsat under forhandlinger med amter og kommuner.

Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse vil opfylde to væsentlige formål:

  1. Det private forbrug vil øge omsætningen inden for detailhandel, byggeri og håndværk. Det vil ud fra et meget forsigtigt skøn give 40.000 nye arbejdspladser i 1993. For hver person der går fra ledighed over i beskæftigelse, vil det offentlige i gennemsnit opnå en budgetforbedring på ca. 250.000 kr. Besparelsen er sammensat af henholdsvis dagpengeudgiften, det øgede skattegrundlag og en reduceret belastning af det offentlige aktiveringssystem. Først i 1994 opnås der en helårsvirkning, der skønsmæssigt vil skabe 75.000 nye jobs alene som følge af en stigende økonomisk vækst i samfundet.
  2. Skattelettelsen vil – kombineret med en justering af de indtægtsbestemte sociale ydelser – bidrage til en positiv adfærdspåvirkning. Personer, der befinder sig i marginalgruppen, vil have en tilskyndelse til at komme i beskæftigelse, fordi samspilsproblemet ikke længere udgør en barriere for en permanent indkomstforbedring.

Marginalskattelettelse:

Den såkaldte 6 % skat, der betales af indkomster over 162.330 kr., fjernes med virkning fra skatteåret 1993. Skatten er på ingen måde en rigmandsskat, idet godt 1,5 million lønmodtagere hvert år når over den omtalte indkomstgrænse. Endvidere udgør skatten kun 1,5 % at de samlede offentlige udgifter,hvilket slet ikke står i forhold til de skadevirkninger, skatten forvolder.

En fjernelse af 6 % skatten vil således kun medføre et bruttoprovenutab på 7 mia. kr., som stort set er selvfinansierende på grund af følgende dynamiske effekter:

  • Arbejdsindsatsen øges hvorved der sker en direkte forbedring af skattegrundlaget.
  • Lokaliseringsovervejelser ændres i positiv retning, hvorved flere højindkomsttagere opgiver planer om emigration og flere vender hjem fra udlandet. Det øger igen beskatningsgrundlaget.
  • Frynsegoder og lønaccessioner bliver mindre attraktive og erstattes derfor af almindelig lønindkomst. Det øger også beskatningsgrundlaget.

Hertil kommer de positive opsparings- og investeringseffekter, som ikke umiddelbart øger beskatningsgrundlaget, men som på længere sigt bidrager til øget vækst og beskæftigelse og dermed også til øgede skatteindtægter.

Fradragsret for menneskelig kapital

Som led i en afvikling af det nuværende aktiveringssystem, etableres en fradragsret på 125 % for alle udgifter afholdt ifm. de virksomhedsrelaterede uddannelser (VRU). Ordningen skal gælde for al intern uddannelse etc.). Provenuvirkningen kendes ikke på forhånd, idet VRU-ordningen ikke tidligere har været afprøvet. Men i princippet vil ordningen kunne benyttes af de ca. 30.000 selskaber og 160.000 personligt ejede erhvervsvirksomheder, der i 1992 havde et overskud. Det givne provenutab skal dækkes af en løbende reduktion i de bevillinger, som de såkaldte AMU-centre og andre erhvervsuddannelsessteder får tilført.

VRU-systemet vil opfylde følgende formål:

  • Skabe sammenhæng mellem uddannelsen og virksomhedernes langsigtede behov, fordi uddannelsen afholdes af virksomheden selv.
  • Gøre det attraktivt for virksomheden at oplære langtidsledige med henblik på et permanent beskæftigelsesforløb.
  • Mindske udsvingene i beskæftigelsen fordi virksomhedernes personaleplanlægning får en mere langsigtet profil.
  • Sikre, at de beskæftigede ikke fejluddannes inden for områder, hvor de ikke kan opnå beskæftigelse.

Afgiftsfjernelser:

Aktieomsætningsafgiften på 1 % afvikles. Provenutabet andrager sig kun til ca. 0,7 mia. kr. og er således en ubetydelig indtægtskilde. Til gengæld er afgiften særdeles hæmmende for aktieomsætningen på Københavns Fondsbørs.

Afviklingen af omsætningsafgiften vil opfylde følgende formål:

  • Øge aktieomsætningen på fondsbørsen og tiltrække udenlandske investorer hvilket vil fremme Københavns stilling som Nordens finansielle knudepunkt.
  • Forbedre erhvervslivets finansieringsvilkår idet en øget andel af risikovillig kapital vil tilflyde det danske aktiemarked.

Kapitaltilførselsafgiften på 1 % skal også afvikles. Provenutabet andrager sig her til beskedne 4 mia. kr., og er ligeledes en ubetydelig provenukilde. Til gengæld påvirker afgiften selskabernes adfærd i en uheldig retning.

Afvikling af tilførselsafgiften vil opfylde følgende formål:

  • Lette oprettelsen og omdannelsen af selskaber og fremme selskabernes udvidelse af egenkapitalen.
  • Gøre det økonomisk fordelagtigt for selskaberne at placere hovedsædet i Danmark i stedet for at placere den egentlige ledelse i udlandet. Afgiften foreslås afviklet ifm., at selskabernes kapitalkrav reduceres fra de nuværende 250.000 kr. til de oprindelige 80.000 kr.

Ejendomsvurdering:

Offentlig ejendomsvurdering bygger i dag på et forfejlet system. Senest har den 19. al, vurdering i 1992 medført skattestigninger på over 14 mia. kr. Konsekvenserne af vurderinger af alle ejendomme betyder, at ejendomsskatterne stiger, lejeværdien af egen bolig stiger, formueskatten stiger m.v. I en situation med økonomisk afmatning, kan nye højere vurderinger derfor medføre, at mange ejendomme sættes på tvangsauktion. Den kortsigtede løsning er at neutralisere virkningen af nye ejendomsvurderinger.

Neutraliseringen af nye vurderinger har følgende formål:

  • At reducere antallet af forventede tvangsauktioner som følge af de nye vurderinger. Og dermed undgå nye milliardudgifter til boligpakker.
  • At imødegå de problemer som opstår – fx da pensionister skulle betale for hjemmehjælp – ,når formueopgørelsen øges som følge af de stigende ejendomsvurderinger.
  • At forhindre stavnsbinding på boligmarkedet som følge af skattemæssige mobilitetsbarrierer og undgå huslejestigninger og øgede udgifter til boligstøtte.

At fastfryse tidligere ejendomsvurderinger er dog langtfra en permanent løsning. Det var det heller ikke, da Folketinget for år tilbage fastfrøs den 17. almindelige vurdering. Men det kan fungere som en midlertidig løsning, indtil der er etableret en helt ny opgørelsesmetode, der erstatter den vilkårlighed, som præger det nuværende offentlige ”vurderingssystem”.

3.7. Personbeskatningen før og efter

To af de foreslåede skattelettelser ændrer på en række afgørende punkter ved den personlige marginalbeskatning. Forhøjelsen af den skattefrie bundgrænse bevirker, at yderligere 500.000 personer helt undgår at betale indkomstskat.

Fjernelsen af 6 % skatten betyder, at den højeste marginalskattesats reduceres fra de nuværende 68 % til 62 % fra og med skatteåret 1993.

De omtalte personskattelettelser vil være et vigtigt skridt i retning af et mere dynamisk samfund, hvor vækst og beskæftigelse er sat i højsædet. Men det er overordentlig vigtigt, at processen videreføres, så det samlede beskatningsniveau reduceres yderligere.

Fremskridtspartiets mål er, at de foreslåede skattelettelser for 1993 følges op af yderligere lettelser i finansårene 1994 og 1995.

  • Kommuneskatterne, de amtskommunale skatter og statsskatten skal reduceres, så proportionalsatsen kun udgør 40 % mod de nuværende ca. 52 %. Det kan dels ske ved at reducere statsskatten på 22 % til 10 %, dels ved at sænke skatteloftet for de kommunale skatteprocenter. Skattelettelsen kan bl.a. finansieres ved en privatisering af A-kassesystemet og en nedlæggelse af amterne.
  • Kapitalindkomstbeskatningen skal også reduceres fra de nuværende 56 % til 40 % således, at der skabes symmetri mellem beskatning af henholdsvis arbejds- og kapitalindkomst. Det vil endvidere fremme både arbejdsindsats, opsparing og investeringer.
  • Endelig skal 12 % skatten reduceres til 10 %, så den højeste marginalskattesats bliver 50 % med en uændret indkomstgrænse på 230.000. Det vil øge gennemsigtigheden i skattesystemet og bidrage til yderligere dynamiske effekter.

Gennemføres disse skattelettelser i forlængelse af Fremskridtspartiets udspil for 1993, vil der kun være to marginalskattesatser tilbage: Én på 40 % for indkomster under 230.000 kr. og én for indkomster over 230.000 kr. Altså et enkelt og overskueligt skattesystem. Det er dog fortsat Fremskridtspartiets mål at afvikle indkomstskatten helt.

3.8. Skatteomlægninger og skatteillusion:

Skattereformer uden ægte skattelettelser er som en solferie uden sol. Forsøg på at omlægge beskatningen fra ét skatteobjekt til et andet løser ikke det grundlæggende problem, at beskatningsniveauet er alt for højt i Danmark. Befolkningen lider ikke af nogen form for skatteillusion, der berettiger til en udgiftsneutral omlægning af skatterne. Den samlede skattebyrde opleves stadig som det, den er: Uforandret.

Fremskridtspartiet kan derfor ikke tilslutte sig de forslag, som Udvalget om Personbeskatning har præsenteret i deres nyligt aflagte rapport (12). Ikke fordi vi mener udvalgets rapport indeholder forkerte oplysninger, men fordi rapporten alene er udarbejdet ud fra udgiftsneutrale forudsætninger. Forslagene giver således ikke en samlet skattelettelse, idet de foreslåede personskattelettelser udlignes af fradragssanering, miljøskatter, skærpet kapitalgevinst, skærpet ligning etc. Det er – uanset om udvalget hævder det modsatte – betydningsløs kosmetik.

Det er overvejelserne om et bruttoskattesystem imidlertid ikke. Det vil nemlig indebære, at den skattepligtige nettoindkomst ikke længere opgøres som summen af alle skattepligtige indkomster fratrukket summen af fradragsberettigede udgifter. Under et bruttoindkomstprincip trækkes fradragene ud af beregningen af den skattepligtige indkomst, hvilket automatisk vil udhule fradragenes skatteværdi. Det er helt i strid med skatteevneprincippet og må alene betragtes som et forsøg på at skabe en skatteskrue med et endnu større gevind. Og det er lige det modsatte, vi har brug for.

Ægte skattelettelser kræver ægte udgiftsbesparelser eller privatiseringer. Der findes ikke andre alternativer. Men ægte skattelettelser er også det middel, der er nødvendigt, hvis der skal skabes øget vækst og beskæftigelse. Og det vil pr. automatik forbedre skattegrundlaget.

Henvisninger:

(7)Koren Charlotte, ”Progressiviteten och lonebeskattningen”, Nordiska skattenvetenskabliga forskningsrådets skriftsserie, NSFS 25, 1990, s. 221-231. Se også ”Rapport fra Udvalget om Personbeskatning”, København, oktober 1992, s. 126-130.

(8) Økonomiministeriet, Lovmodel ”Kan det betale sig at arbejde?”, København, juni 1992, s. 16-50

(9) Boligministeriet m.fl., ”Beskrivelse af samspilsproblemerne”, København, marts 1991.

(10) Peter Birch Sørensen, ”Formueskat, indkomstskat og opsparing”, bilagE i betænkninger nr. 1136, ”Beskatning af formuer”, København 1988. Se også ”Privat opsparing”, Betænkning fra udvalget vedrørende fremme af den private opsparing, Økonomiministeriet, København, august 1989.

(11) Stockholms Børs har fx udarbejdet et studie over virkningerne af aktieomsætningsafgiften og beskrevet resultatet efter afgiftens bortfald. Se Stockholm Stock Exchange, ”The Swedish Turnover on Share Trading”, Stockholm, july 1992.

(12)Udvalget om Personbeskatning, “Rapport fra Udvalget om Personbeskatning”, København, oktober 1992.

E R H V E R V S Z O N E R

22. januar 2009 107 kommentarer

E R H V E R V S Z O N E R  et frit marked


Erhvervszoner er noget ganske nyt i dansk lovgivning og i dansk politik. I udlandet er erhvervszoner imidlertid en velgennemprøvet metode til at skaffe flere i arbejde og oprette mange nye virksomheder.


Nærværende forslag er derfor også et udtryk for et af Fremskridtspartiets bud på, hvordan dansk erhvervsliv opnår bedre konkurrenceforhold end konkurrenterne.


Erhvervszoner – 90´ernes løsning:

Idéen med erhvervszoner er ikke ny. Der har i udlandet været erhvervszoner lige siden 1958. Der er derfor tale om et velfungerende, internationalt afprøvet system. Alle steder har resultatet været etablering af mange tusinde nye virksomheder og millioner af arbejdspladser.


I 1958 oplevede den irske by Shannon en krise. Ud af en arbejdsstyrke på 2.000 mistede 300 deres arbejde som følge af lukning af en større virksomhed. Byrådet indstillede, at området blev udlagt til skatte-fri-zone. Regeringen gav tilladelse. Dertil kom en garanti fra alle myndigheder om, at alle ansøgninger ville blive besvaret inden for 24 timer.


Dermed var det 20. århundredes første industri-zone etableret under navnet Shannon Free Zone. 27 år efter var der i området etableret 23.000 jobs. Der produceres/omsættes for ca. 400 millioner irske pund i Zonen. Midwestern regionen har oplevet, at yderligere ca. 10.000 nye jobs er blevet etableret i nye udenlandske virksomheder som følge af afledt effekt fra Zonen. Zonen har betydet, at 300 irske arbejdere har etableret egen virksomhed uden for Zonen.


Deres virksomheder beskæftiger i alt 3.000 personer.


Rådgivningsfirmaet Institutum Europaeum, Bruxelles, har medvirket til etablering af ikke mindre end 226 Zoner i 39 lande og med over 1 million beskæftigede. Det amerikanske rådgivningsfirma International Parks Inc., Arizona har etableret 37 Zoner i 20 forskellige lande.


I EF er der industrizoner i Irland, Sorbritanien, Belgien, Grækenland og Spanien. Dertil kommer at Frankrig, Belgien og Luxembourg arbejder med etablering af meget store multinationale frizoner.


Storbritannien har hele 24 Zoner og 6 frihavne. Erfaringen fra den engelske Corb. Enterprise Zone er, at der på bare fem år blev etableret 5.000 jobs ved etablering af 200 små virksomheder. Så længe en Erhvervszone tillader etablering af virksomheder fra alle lande (alle EF lande) har EF ingen indvendinger mod disse zoner.


Fælles for de mange Erhvervszoner er, at der inden for et geografisk areal er blevet givet særlige begunstigelser til nyetablerede virksomheder. Begunstigelserne er ikke i form af tilskud, men i form af fritagelse for afgifter og skatter samt hurtig offentlig godkendelsesprocedure. Den typiske frizone i udlandet har karakter af at være et område udlagt til industri. Myndighederne kan derfor med få dages varsel give godkendelse til etablering. Virksomhederne har en meget høj frihedsgrad i forhold til produktion, udvidelse, produktvalg o.s.v. Som ekstra gulerod er der også lavere skat eller skattefrihed for virksomhederne i Zonen. Skattefriheden kan være åremålsbestemt, afgrænset til særlige afskrivninger eller lignende begunstigelse.


Det er vigtigt at fastslå, at der ikke er tale om tilskud til virksomhederne. Altid frihed: Frihed for skat og frihed til erhverv.


Finansielle konsekvenser:

Indførelsen af Erhvervszoner adskiller sig fra andre politiske forsøg på at nedbringe ledigheden og andre politiske indgreb på flere væsentlige områder.


For det første er der ikke tale om øgede offentlige udgifter.Der er tale om færre offentlige indtægter. Det er værd at bemærke, at hver gang det offentlige betaler tilskud til erhvervslivet, betyder det, at der i gennemsnit skal opkræves tilsvarende beløb plus 30 pct. fra andre skatteydere, eftersom det koster at administrere pengestrømmen.


Færre indtægter koster derimod alene det reducerede provenu og ikke et “velfærdsøkonomisk tab“. Denne mekanisme er velargumenteret beskrevet i Skattepolitisk Redegørelse fra maj 1990.


For det andet vil etableringen af Erhvervszoner give sig udslag i etableringen af mange nye arbejdspladser. Derved sparer det offentlige udgifter til dagpenge og bistandshjælp, lige som der opnås større skatte- og afgiftsindtægter til det offentlige.


For det tredje er der nøje parallelitet mellem det provenue det offentlige mister som følge af mange virksomheder, der benytter Erhvervszone-tilbuddet og det provenue det offentlige opnår gennem sparede udgifter og øget skat og øgede afgifter. Jo flere nye virksomheder – jo flere arbejdspladser.


Der er med andre ord ingen ubehagelige overraskelser i dette forslags økonomiske virkninger.


De Erhvervszoner, der er etableret i andre lande, har alle opnået en betydelig tilgang af udenlandske virksomheder. Fremskridtspartiet er derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at indførelse af Erhvervszoner i Danmark vil betyde en betydelig interesse fra udlandet – og nyetablering her i landet.


Anslår vi forsigtigt, at f.eks. 5 Erhvervszoner vil give 25.000 nye arbejdspladser på 5 år, giver det en betydelig besparelser på de offentlige budgetter. Sparede dagpenge og bistandshjælp vil akkumulerende over de fem år nå op på en årsværdi, det femte år, svarende til en besparelse på mindst 2,5 milliarder kroner. I tilgift kommer der så yderligere skatte- og afgiftsindtægter fra de 25.000 personer, der går fra offentlig hjælp til beskæftigelse og egen-indtjening.


Regeringen taler meget om begrebet krone-til-krone-finansiering. Det betyder, at man ikke vil give f.eks. en skattelettelse, med mindre der er fuld dækning i form af offentlige besparelser (eller oftere nye indtægter). Dette princip er selvfølgelig prisværdigt i det omfang, der er politisk mod og flertal bag offentlige besparelser. Er der ikke det, betyder en ultimativ krone-til-krone holdning, at alt går i stå.


Dette forslag lægger ikke op til at gennemføre kamikaze ændringer i den offentlige økonomi. Forslaget lægger op til, at man dels erkender sammenhængen i bedre forhold for erhvervslivet og reducerede dagpengeudgifter, og dels tager et politisk hop ud af den onde cirkel som økonomien i øjeblikket befinder sig i. Den onde cirkel er udgifter til ledige, højere skatter, flere ledige, flere udgifter til ledige…o.s.v.


Konkurrenceforvridning:

Det er selvfølgelig relevant at spørge, hvorvidt disse Erhvervszoner vil udgøre en konkurrenceforvridende faktor?


Svaret er ja!


Det forholder sig nemlig sådan, at et hvert politisk initiativ, enhver lov, et hvert tilskud, enhver skat o.s.v. er konkurrenceforvridning. Selv, hvis hele Danmark blev omgjort til en Erhvervszone på en gang vil det give konkurrenceforvridning. Titusinder af virksomheder er jo etableret under de nuværende højskatteforhold. De vil opleve forskelsbehandling i forhold til nyetablerede virksomheder under nye lavere skattebetingelser.


Erhvervszonernes succes vil få kommuner til at konkurrere om, hvem, der kan tilbyde virksomhederne de bedste forhold i retning af færre byrder og hurtigere sagsbehandling.


Erhvervszonerne vil give dynamik og fremgang for såvel det område, hvor de er placeret, som for hele samfundet. Den byrde, som hele landet lider under som følge af arbejdsløsheden og stagnationen, vil blive lettet betydeligt, når Erhvervszonerne kommer til at udgøre en art “Industri Lokomotiver”.


Erhvervszoner skal etableres ud fra følgende 6 forudsætninger:


1)

Erhvervszoner etableres, i første omgang som et forsøg, i fem amtskommuner. De fem amtskommuner udvælges som de amtskommuner, hvor ledigheden er størst. Fremskridtspartiet mener, at man sagtens kan gøre hele Danmark til een Erhvervszone. Det er imidlertid vigtigt at få startet, derfor vil en forsøgsordning med fem amter være bedre end ingenting.


2)

Erhvervszoner etableres som et geografisk afgrænset område inden for en enkelt amtskommune, men gerne således, at arealet overskrider flere kommunegrænser.


Det skal forstås således, at der kan være tale om et helt ubebygget område, der udlægges til Zone. Der kan også være tale om et område, der allerede er bebygget eller delvist bebygget (f.eks. Københavns havn).


Uanset arealets eksisterende bebygningsgrad kan arealet overskride kommunegrænser.


Arealets geografiske størrelse er ikke afgørende.


3)

Erhvervszoner tildeles forlods samtlige de myndighedsgodkendelser, der er behov for til brug for hurtig og fri etableringsret for virksomheder inden for Erhvervszonen.


Virksomheder, der ønsker at starte, skal ikke først afvente en stribe myndigheders godkendelser af deres etablering. Godkendelserne skal gennemføres forlods. De skal gennemføres i en form, som også gør det muligt for virksomhederne at udvide o.s.v. efter den egentlige etablering.


Denne godkendelsesprocedure udgør den offentlige sektors direkte bidrag til at få dette projekt til at lykkedes. For administrationen vil det også være en betydelig administrativ besparelse, at hver enkelt virksomhed ikke skal have særskilt godkendelsesprocedure.


Netop problemerne med den besværlige og langsommelige opnåelse af ret til etablering er i mange tilfælde den direkte årsag til, at virksomhederne opgiver deres planer. Det vil derfor være en meget betydelig lettelse for virksomhederne, at de har en egentlig etableringsret i disse Zoner.


4)

Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at kommunalt, amtskommunalt og/eller statsligt pålagte afgifter, skatter og/eller gebyrer for erhvervsvirksomheder kan nedsættes eller helt bortfalde for virksomheder, der etableres inden for Erhvervszonerne.


Etableringsomkostningerne omfatter f.eks. udgifter til grundkøb, byggeudgifter, el-tilslutning, kloak-tilslutning, vand-tilslutning og byggesagsbehandling. I f.eks. Roskilde kommune må en nystartet entreprenør påregne 13 millioner kroner i udgift til kommunen, mens Skovbo kommune “kun” forlanger 7,5 millioner kroner for tilsvarende ydelser. Som et andet eksempel kan nævnes, at det koster næsten 3 millioner kroner mere at starte en bilforretning i Greve end i Skovbo.


Efter etableringen er der løbende udgifter til kommunen. En maskinfabrik vil i Roskilde skulle betale 325.000 kroner årligt mod 140.000 kr. i Skovbo! – Kilde: Jyllands-Posten 2.5.1991.


Der kan være tale om permanent eller periodisk bortfald af de skatter og afgifter, som virksomheder betaler til stat, amt eller kommune. Jo mere omfattende “lempelses-pakken” bliver, jo mere attraktivt bliver det for virksomhederne at starte i Erhvervszonen.


Af statslige skatter og afgifter, der kan indgå i lempelses-pakken kan nævnes følgende, hvor det for alle gælder, at de kan nedsættes, udgå helt – permanent eller være årmålsbestemt:


Selskabsskatten og virksomhedsskatten på 34 %.

Stempelafgifter.

Energiafgifter.

Forskellige arbejdsmarkedsbidrag.

Kapitaltilførselsafgift.


Også indkomstskatten kan bringes i overvejelse. I forbindelse med etableringen af DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) bortfaldt sømandsskatten. Forudsætningen er, at sømænd ikke længere skal betale sømandsskat af deres indkomst og nettolønnen forbliver uændret, idet nye overenskomster betyder, at skattelettelsen kom rederierne til fordel i form af lavere bruttoløn. Der kan i forbindelse med Erhvervszonerne etableres et DIE (Dansk Internationalt Erhvervsregister), hvor forudsætningen er, at alle eller en del af de beskæftigede på virksomheder i Zonen opnår en særlig personskattelettelse (f.eks. forhøjet personfradrag) mod, at der indgås særlige overenskomster, hvorved virksomhedernes bruttolønudgift reduceres samtidig med, at nettolønnen for de ansatte fastholdes (eller forbedres).


For at have faste rammer omkring denne del af skattelettelsen, vil det være hensigtsmæssigt om der sker en særlig registrering af virksomhederne i f.eks. et DIE.


I kommuner og amter kan følgende skatter og afgifter bl.a. indgå i Zonelettelserne:


Amts- og primærkommunale grundskatter.

Amts- og primærkommunale ejendomsskatter.

Amts- og primærkommunal dækningsafgift.

Kommunale koncessionsafgifter.


5)

Erhvervszoner tildeles særstatus ved, at afskrivningsreglerne for erhvervsvirksomheder etableret i Erhvervszonerne forbedres.


En række af de udenlandske Zoner har særlige regler om at virksomhederne opnår hurtige eller bedre afskrivningsregler, når de etableres i Zonen. Vi kender i Danmark reglen om 125 pct. afskrivning for særlige forskningsinvesteringer.


For at tilskynde virksomhederne til at etablere sig i Erhvervszonerne kan der også laves særlige gunstige afskrivningsregler for de etableringsudgifter, som virksomhederne har.


Det kan ske i form af mulighed for hurtigere afskrivning og/eller bedre afskrivning – f.eks. gøre 125 pct. afskrivnings ordningen gældende for alle investeringer inden for Zonen.


6)

Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at virksomheder etableret i Zoner opnår mulighed for at søge dispensation fra lovgivning vedrørende ferieforhold, arbejdstid fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov.


De nævnte forhold vil i stedet blive aftalt lokalt mellem arbejdsgiver og -aftager eller disses repræsentanter.


For mange virksomheder er de snævre regler vedrørende f.eks. ferieforhold, arbejdstid, fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov med til at forhindre en dynamisk udvikling. Regler fastsat i lovgivning har det meget store problem, at virkelighedens mangfoldighed aldrig kan presses ned i en firkantet lovbestemmelse uden, at det giver problemer for en række virksomheder.


Det er Fremskridtspartiets grundlæggende opfattelse, at der slet ikke bør være lovgivning for de nævnte fire områder. Det har desværre nok lange udsigter at få lovgivningen ophævet. Derfor vil der med denne “forsøgsordning” blive skabt grundlag for at vurdere, hvordan lokale aftaler kan fungere i praksis, uden lovgivning.


Fremskridtspartiet

%d bloggers like this: