Forside > Danmarks Radio, Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, Pressen > Sådan behandles Fremskridtspartiet af medierne

Sådan behandles Fremskridtspartiet af medierne

8. september 2012

Sådan behandles Fremskridtspartiet af medierne

Fortielser, fordrejelser og direkte usandheder er hverdagskost i avisers, radios og Tv’s behandling af Z-politikken og Z-folk. FREMSKRIDT dokumenterer to aktuelle eksempler. 

Foretager Fremskridtspartiets folketingsgruppe sig aldrig noget? Man læser aldrig om det i aviserne! Hvad er der blevet af Mogens Glistrup? Man hører aldrig noget til ham!

Sådan lyder et par af de spørgsmål hovedbestyrelsens og folketingsgruppens medlemmer og andre fra partiets centrale organer meget ofte mødes med i deres daglige omgang med andre mennesker ude i den virkelige verden.

Svaret lyder, at mediernes aktuelle holdning til Fremskridtspartiet er, at et hel- eller halvglemt parti har svært ved at skaffe sig stemmer. Vi skal derfor omtales så lidt som muligt. “Fremskridtspartiet skal dø i fred”, som de så slangefromt udtrykker det.

Og omtales partiet eller dets ledende medlemmer en sjælden gang, sker det med fordrejelser og direkte løgnagtigheder, så Z-kilden har mere end vanskeligt ved at genkende den oprindelige historie og de faktiske kendsgerninger.

Den sædvanlige flæben om uvederhæftige journalister og manipulerende presse? Nej!

At det virkelig forholder sig som overfor beskrevet, vil FREMSKRIDT i denne uge – med to aktuelle eksempler – dokumentere sort på hvidt.

Berlingske Tidendes lede leder

Den 2. februar holdt partiets hovedbestyrelse møde hos Ib Stæhr i Silkeborg. Et medarbejderhold fra Tv-avisen aflagde besøg og optog omkring 10 minutters snak med landsformand Annette Just. I TV-A´s udgave, “Søndagsavisen”, samme aften, blev det til ca. 20 sekunders enetale af Annette Just, der gav seerne indtryk af, at forsamlingen stort set intet fornuftigt havde beskæftiget sig med den hele dag. Der stod ellers flere store sager af både politisk og organisatorisk karakter på dagsordenen.

Berlingske Tidende beskæftigede sig med samme HB-møde i en leder den 4. februar, under overskriften “Lavvande i kassen” hed det blandt andet: “Fremskridtspartiet er i vanskeligheder. Det går dårligt i opinionsmålingerne, og det bliver stadigt sværere for partiet at markere sig i den praktiske politik. (…) I et forsøg på at sanke stumperne har partiledelsen overvejet, hvorledes der kan stilles et værn op over for den stadige udsivning. En ting er, at den rammer partiet på dets politik, noget andet – og næsten endnu alvorligere – er, at det betyder svindende indtægter for partikassen. De vederlag, som kommunalbestyrelsesmedlemmer modtager, er for store deles vedkommende gået i partiets pengetank. (…) Derfor arbejdes der nu med et forslag, ikke om større partiskat, men om bindinger, som hindrer frafaldne i at ramme partiet to gange: Først ved at gå, dernæst ved at tage indtægter fra vederlag mv. med sig. Det kan blive småt for enhver”.

Ikke sandt, løgn og sludder! For hvilken partiskat er det Fremskridtspartiets medlemmer af kommunalbestyrelser, amtsråd, Folketinget, Radiorådet, statsrevisionen o.s.v. betaler eller har måttet betale? Ingen, aldrig én eneste krone! Ikke fordi partikassen ikke har haft – og har – god brug for det, men fordi partiet som bekendt er imod indkomstskat – under alle former. Derfor har Fremskridtspartiet, i modsætning til en række af landets øvrige politiske partier, aldrig tvangsopkrævet så meget som én eneste rød femøre hos så meget som ét eneste medlem.

Noget helt andet er selvfølgelig de frivillige bidrag til partiarbejdet og valgkampagner, som adskillige, både medlemmer og andre, gennem årerne har været villige til at yde. Men det er nu vist i øvrigt langt fra de, der har haft indtægter fra partiarbejde eller tillidserhverv, der har været de største og de flittigste bidragsydere.

Glistrups dementi

Allerede samme dag, som Berlingske Tidende offentliggjorde sin lede leder, sendte Mogens Glistrup avisen følgende brev:

“Virum den 4. februar 1986

Berlingske Tidende, Pilestræde 34, 1147 København K.

De bedes optage følgende protest-indlæg:

Nok er Fremskridtspartiet helt alene på markedet med et sammenhængende program for at fjerne gælds- og skatteåget på den danske befolkning. Alligevel arbejder vi hårdt hele tiden for stadig at være på højde med udviklingen.

Vort syv timers hovedbestyrelsesmøde i søndags beskæftigede sig således med EF, socialpolitik, landbrugsforhold og mange andre samfundsmæssige anliggender. Da mødet stod på kanten af sin afslutning, blev det nævnt, at der var en, der havde sagt noget om, at det er urimeligt, at Fremskridtsfolk gang efter gang offervilligt spytter tusindvis af kroner i bøssen for at føre valgkamp for folk, der på den basis kommer ind i kommunalbestyrelser og på fire år får scoret mellem en halv og en million ned i deres egen lomme, men som – måske dagen efter valget – svigter det Fremskridtsgrundlag, de er valgt på, og går over til Venstre eller andre landsødelæggerpartier.

Disse rent parentetiske bemærkninger er det eneste, som Berlingske Tidende har beskæftiget sig med  fra mødet . Bl.a. i en leder den 4 ds., som groft forvansker sandheden.

Sådan som Berlingske Tidende altid har forvansket og undertrykt sandheden om Fremskridtspartiet.

Skal vore børn og børnebørn have nogensomhelst mulighed for at leve i et lykkeligt samfund med personlig frihed, er det på tide, at Berlingske og de andre medier går i gang med at meddele sandfærdige oplysninger om Fremskridtspolitikken. Den er landets eneste redningsplanke.

 

Mogens Glistrup, Hummeltoftevej 125, 2830 Virum”.

—————————

Men protesten kom aldrig i Berlingske Tidende. Den 14. marts, altså halvanden måned efter(!), modtog Mogens Glistrup dette brev fra avisen:

“Tak for Deres brev, som vi har læst med interesse.

Vi ser desværre ingen mulighed for at placere det, hvorfor det vedlagt returneres.

 

Med venlig hilsen, Berlingske Tidende, Jørgen Ginnerup”. 

Mogens Glistrup måtte altså ikke komme til orde, og hans dementi ikke offentliggøres. Berlingskes løgne-leder skulle ikke modsiges.

————————–

Jyllands-Postens fortielser

I FREMSKRIDT nr. 12-86 (side 5) blev der vist, hvorledes Morgenavisen Jyllands-Posten i en leder skamroste CD “for at tale husejernes sag” og helt “glemte”, at det rent faktisk er Fremskridtspartiet, der i Folketinget har fremsat forslag til lov, som skal neutralisere den nye gigantiske “lejeværdi af egen bolig“, som bliver følgen af den 18. almindelige ejendomsvurdering.

 

Påske-søndag var den igen gal med hukommelsen i bladhuset i Viby J.

Dagen før, lørdag den 29. marts, havde Fremskridtspartiets politiske ordfører, Pia Kjærsgaard, via telex ladet udsende en pressemeddelelse om at Z-gruppen i Folketinget atter vil forsøge at få bilernes fartgrænser ændret. I pressemeddelelsen henviste Pia Kjærsgaard til en ny undersøgelse, der viser, at de nugældende hastighedsbestemmelser ikke overholdes og at det vil være bedre for både trafiksikkerheden og retsbevidstheden om loven ændres, så hastigheden skal afpasses efter forholdende. På den måde kan bilisterne koncentrere sig om selve kørslen og ikke om speedometret. Endelig mindede Pia Kjærsgaard om, at den nugældende forfejlede lov blev vedtaget af et meget spinkelt flertal i Folketinget (èn stemme), og at man derfor kan håbe på, at et nyt folketingsflertal vil være med til at ændre den igen.

Jyllands-Posten bragte dele af pressemeddelelsen i en beskeden 1-spaltet opsætning i søndagsudgavens 1. del, side 8. I samme udgave behandlede redaktionen det selvsamme emne og den selvsamme problematik i en stor 4-spaltet leder. Men (naturligvis!) uden hverken at nævne eller henvise til Fremskridtspartiets dagfriske folketings-initiativ på området.

Dårlig journalistik.

Beskidt manipulation.

Flere forglemmelser

I sin leder skrev Jyllands-Posten blandt andet:

Undersøgelser tyder på, at fartgrænserne for biler ikke overholdes. For folk, som selv kører bil, kommer det altså ikke som nogen stor overraskelse.(…) Sagen er, at fartgrænserne er en misforståelse, og det vil de blive ved med at være, indtil den dag Folketinget finder på at ophæve dem igen.

De trådte i kraft pr. 1. oktober sidste år, efter at være blevet vedtaget i Folketinget af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne med et flertal på kun én stemme. Allerede i november havde tinget en ny diskussion om fartgrænserne, men der kunne ikke skaffes flertal for at sætte dem op, skønt borgerlige politikere ønskede det.

Redaktionen “glemte” altså også at nævne, at den folketings-diskussion “allerede i november”, som den selv henviste til, var foranlediget af Fremskridtspartiet, og at de “borgerlige politikere der ønskede det” (at ændre loven), var Fremskridtspartiets folketingsgruppe.

Skoleeksempler

Det, der her er dokumenteret, er skoleeksempler på, hvordan medierne fupper med deres orientering om Fremskridtspartiet, dets politik og dets folk. Og er blot et par eksempler ud af mange.

Stol på FREMSKRIDT.

Pressen er fuld af løgn.

T. Zinglersen

P.S.: Ved redaktionens slutning har pressen – ikke mindst Radioavisen – travlt med at fortælle om skatte”reform” partiernes indgreb mod den forventede store stigning i lejeværdi af egen bolig, som følge af den nye ejendomsvurdering. Selvfølgelig uden at fortælle, at Fremskridtspartiet spillede ud i den sag for allerede 6 uger siden med et lovforslag i Folketinget. Se FREMSKRIDT nr. 8 og 9 -86.  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 14. årgang / 31. januar 1986

%d bloggers like this: