Forside > Økonomi, Mogens Glistrup, Skat og afgifter, Uncategorized > Bliver folk skræmt, køber de jord op

Bliver folk skræmt, køber de jord op

18. juni 2012

Bliver folk skræmt, køber de jord op

Og den nuværende økonomi gør befolkningen utryg – og derfor jordspekulationen, siger Mogens Glistrup. 

På et spørgsmål fra en vælger om hvad man kan gøre mod især jordprisstigningerne, har jeg svaret følgende:

Desværre er det ikke korrekt, at man kan løse de samfundsøkonomiske problemer ved at flytte midlerne fra passive investeringer i papirer og jord til produktive investeringer i arbejdspladser.

Hver gang der er en, som investerer sine opsparede midler i jord eller værdipapirer, er der jo en anden, som sælger jorden eller værdipapirerne, og sælgeren skal derefter til at anbringe sine penge et eller andet sted. Enten fra ham eller fra et senere omsætningsled havner midlerne i aktive arbejdspladser eller i forbrug, som skaber arbejde.

Derimod er det da rigtigt, at den nuværende økonomiske politik skaber en sådan utryghed hos befolkningen, at man lader sine penge søge over i faste værdier som jord. Det indebærer en væsentlig ekstra prisstigning på jorden. Med andre ord: Køberen kommer til at betale mere, end han ellers skulle, og sælgeren får mere ud af det. For samfundsøkonomien som sådan spiller dette ikke nogen rolle, men fordelingsmæssigt indebærer det virkninger, som man finder utiltalende.

Der kan ikke rådes bod herpå ved at anvende øgede skatter. En værdistigningsafgift eller anden omsætningsskat vil blot blive lagt på prisen og bevirke, at udbuddet bliver mindre eller i hvert tilfælde forsinket. Dette fører til yderligere skævheder i form af prisstigninger.

Den eneste holdbare vej til at bekæmpe de for store prisstigninger på jord er derfor, at man sørger for, at der bliver ført en sund økonomisk politik, så folks opsparing ikke skræmmes over i jorden i unaturligt stort omfang.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 6. årgang / 20. november 1978

Advertisements
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 31. juli 2013 kl. 07:12
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: