Kommunalt udlændingevalg

11. maj 2012

Kommunalt udlændingevalg

Der er ingen tvivl om, at den kommunale valgkamp i stor grad kommer til at handle om udlændingepolitik. Det glæder vi os til, efter som befolkningen tørster efter at få klare og præcise budskaber om en bedre udlændingepolitik.

Et typisk spørgsmål i udlændingedebatten er: Hvad koster det? Men det ved myndighederne ikke! Mens man kan give et præcist svar på, hvor mange kvæg landmand Pedersen har gående på sin mark, eller hvor mange tons stål smedemester Jensen har brugt i år, så har myndighederne ikke noget overblik over, hvad udlændingene koster det danske samfund.

Der findes en række tal i finansloven og de kommunale budgetter, men de giver ikke noget samlet overblik, efter som man ikke har udgifter til bistandshjælp, boligsikring, modersmålsundervisning osv. med i opgørelserne. Når myndighederne ikke har noget samlet tal, skyldes det angst hos de ansvarlige politikere. Angst for hvordan befolkningen vil reagere, når den får sandheden frem. Uden officielle tal er det frit for alle at komme med bud på, hvad udlændingene koster. Vi har i dag tal fremme med bud på, hvad udlændingene koster. Vi har tal fremme, der svinger mellem 15 og 100 milliarder kroner. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Derfor ser vi frem til, at indenrigsministeriet (Indenrigsminister Birte Weiss, A, red.) kommer med et samlet tal, som vi er blevet lovet.

Men alt kan ikke gøres op i penge. Udlændingenes belastning af det danske samfund er langt større og værre, end penge kan vise. Det danske samfund og den danske befolkning er blevet påvirket og har fået sår dybt ned i sjælen af den fejlagtige udlændingepolitik siden 1983. Selv om vi fik flertal for at ændre den danske udlændingepolitik, så vil det tage generationer at få helet det store sår, den danske folkesjæl har fået. Udlændingenes misbrug af det danske samfund har ikke kun betydet stigende kriminalitet, stigende narkohandel, socialt bedrageri m.v. – det har også betydet, at danskerne er blevet bange for at leve i deres lokalsamfund, at danskerne er blevet mistroiske, og at danskerne er blevet mindre glade.

Det er Folketingets flertals ansvar, at man har såret danskerne så hårdt. Og til hvilket formål? Hvilken ondskab og politisk magtmisbrug står egentlig bag den førte udlændingepolitik? Er det dumhed eller en grundig plan, der står bag? Der er nok en del naive, som har troet på, at vi kan åbne vores grænser, uden at det får konsekvenser. Men der er også en elite af folk, som ser muligheder i at få de mange fremmede til Danmark. Det udløser nemlig tusinder af arbejdspladser til sagsbehandlere, tolke osv.

Vi er kommet alt for langt. Når unge 2. generations indvandrere erklærer, at områder på Nørrebro i København for ”danskerfri”, og når kriminelle udlændinge opfører sig som desperadoer, så er grænsen for længst nået.

Fremskridtspartiet har utrætteligt kæmpet imod den førte udlændingepolitik. Vi har igen og igen rejst urimelighederne politisk. Men befolkningen stemmer fortsat på Birte Weiss (A) og Bjørn Elmqvist (B).

I den kommende valg kamp skal vi ikke spilde tiden på skænderier med socialdemokraterne om, hvorvidt det er millioner eller milliarder, der ødsles bort til udlændingeområdet. Under alle omstændigheder er det alt for meget! Vi skal derimod tale om holdninger om udviklingen af samfundet og vigtigst af alt: Hvem har ansvaret for alle de problemer, vi har i dag? Det er det, vælgerne skal tage stilling til. Ønsker de at problemerne fortsætter så stem på liste A. Ønsker man garanti for, at der bliver strammet op på udlændingepolitikken, så stem på liste Z.

Så enkelt er det!

Fremskridtspartiet går nemlig til valg på: Frihed, tryghed og retfærdighed.

God kommunal valgkamp.

Kim Behnke

Gruppe formand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 25. årgang / oktober 1997

Reklamer
%d bloggers like this: