At låne er at leve

13. april 2011

At låne er at leve

Der var en gang en konge der hed Ludvig den 16. Ved sin tronbestigelse i 1774 erfarede han, at landet – Frankrig – var en økonomisk ruin. Stor sparsommelighed var eneste redning. I de dage – bør man vide –, var kongen det, som Folketinget er i dag. Heller ikke dengang havde folket et klap at skulle have sagt. Preben Wilhjelm (VS) skrev nylig i en kronik, at ”folkets meninger naturligvis ikke skal påvirke lovgivningen” –, eller skrev han stemninger?

Nå – hip som hap – hvem kan skelne? I hvert fald var det en replik, som Ludvig ville have elsket. Nuvel – og hvad gjorde kongen så ved synet af den tomme statskasse? Han jamrede. Sparsommelighed var for ham et ukendt begreb. Folket var så ludfattigt, at der ikke var noget at hente der bortset fra et svin eller en høne nu og da, når skatteopkræverne var heldige. Adelens og kirkens folk var skattefri, – de støttede kongen og mente, at det kunne være nok. Gode råd var en mangelvare, men hoffolkene hjalp ham. Så dukkede der en mægtig smart fyr op – Charles Alexander de Callone –,,der var kendt for sine mange gode idéer. Han havde et valgsprog, som også mange af vore politikere ville nikke genkende til. Han sagde: ”Vil man låne, må man føre sig frem med flothed, så ingen er i tvivl om, at man har magt over tingene!”. Det virkede fint – også dengang. Så han blev finansminister.

På kun 3 år lånte han 800 millioner francs til sin herre og mester. En sum som der er svær at omsætte til nutidspenge, men det var en hulens masse. Kongen var begejstret. Til sin dronning – Marie Antoinette – købte han lystslottet St. Cloud for 8 millioner og til sig selv et andet – Ramboillet – for 16 millioner. Videre overlod en falleret hertug ham en række mindre godser for 12 millioner. Det var herlige tider. Hoffet, adelen og kirkefyrsterne havde aldrig kendt dem bedre. Se hvor vidunderligt vi har det, sagde de til hinanden – lyt til vor skønne musik, læs de nye forfattere Descartes og Pascal. Intet land kan måle sig med vort, hvad angår kultur og levemåde. Det går forrygende godt! Strålende fester, maskeballer og jagtselskaber afløste hinanden og overalt hvor Callone færdedes, hørte han behagelige ord og så smilende ansigter. Han var sandelig dagens mand.  Når store lån forfaldt, arrangerede han enestående middage for de europæiske finansfolk. Han gav flotte gaver til deres hustruer og elskerinder og fik nye lån til at dække de gamle – plus lidt ekstra til at gøre godt med ved hoffet.

Callone vidste godt, at situationen var uholdbar, og sagde det også til kongen, men han var bedøvende ligeglad og havde arvet en talemåde fra sin far. Efter os kommer syndfloden, – sagde han og tilføjede -, men det haster jo ikke! Det lo man meget af ved hoffet i de dage.

Callone smilte også, men lidt anstrengt, og han grublede. Jo mere han gjorde det, blev han klar over, at den eneste redning ville være at opkræve skatter hos de privilegerede stænder. Han tænkte, at når de så de barske kendsgerninger i øjnene, ville de falde til føje. Og så indkaldtes statsrådet. Callone meddelte forsamlingen, at gælden nu var på 125 millioner livres. En livre var dengang en guldmønt med meget høj værdi – noget i retning af en normalborgeres årsindtægt. Han sagde, at det var bydende nødvendigt at ophæve privilegierene og svare skat. Folket var så udpint, at man end ikke havde brød at sætte på bordet, hvis man havde et bord. Det var ved den lejlighed, – siges det –, at Marie Antoinette lo en perlende latter og mente, at så kunne folket jo bare spise kager. Hendes sociale forståelse var virkelig ikke noget at skrive hjem til Mor Maria Theresia i Wien om. Men Callone havde forregnet sig. Forsamlingen afviste pure at betle skat, og så fyrede kongen ham. Det var i 1787.

To år senere kom revolutionen, hvor kongen, dronningen og en masse andre blev et hoved kortere. Callone havde i mellemtiden skaffet sig et job i udlandet som konsulent for et stort handelshus.

Nuvel – kan vi så 200 år senere lære noget af denne historie? Det burde vi kunne. I et demokrati er det os, der styrer landet. Vi kan ikke – som fortidens konger og ministre – træde tilbage og for långiverne – de udenlandske banker –, er det heller ingen løsning at kappe hovederne af os. Vi hæfter solidarisk, og må selv rydde op i vor rodede økonomi.

I dag låner vi mere end 100.000.000 kroner – om dagen! – til at betale afdrag og rente på vor gæld. Gud fri mig vel hvor Callone ville have beundret os! Det faktum at det ikke er en lille forædt overklasse, som har soldet pengene op, men selve folket, der har levet over evne og foræret milliarder af lånte kroner til fjerne, fremmede folkeslag, det interesserer ikke vore kreditorer en bønne. De vil se deres moneter igen og samme slags, som de har lånt os: D-mark, dollars og francs. Så det hjælper ikke at speede seddelpressen op. Kun producerede varer er konvertibel valuta.

I et Tv-interview for år tilbage blev professor Anders Ølgaard spurgt, om han kunne vise vej ud af vort økonomiske dilemma. Han svarede med sit glade smil: Javist, men, folk vil ikke følge den!.

Om historien gentager sig? Ja, mon ikke – til vi lærer vor lektie.

C. F.-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987 

Advertisements
%d bloggers like this: