Politikerne og flygtningene

16. marts 2011

Politikerne og flygtningene

”Medens græsset gror, dør Horsemor”, og medens nogle Christiansborgpolitikere smider sand og mudder mod hinanden i Tamil-sagen for at forsøge at vaske sig selv lidt renere, ja, så vokser Danmarks problemer støt og roligt: Kæmpe-arbejdsløshed – virksomhedslukninger – uhyggelig stor udlandsgæld – begyndende raceproblemer som følge af svag og gennemhullet flygtningelovgivning og rekordagtigt underskud på statsfinanserne – for blot at nævne nogle af de løsbare problemer, der kendetegner dagens Danmark.

Kære Christiansborgpolitikere! Ordene fra Peder Laales ordsprogssamling ”Medens græsset gror…”, burde I tænke på. Danmarks problemer løses ikke af Tamil-sags mudderkastning. I flygtningeproblematikken er flertallet af i Christiansborgpolitikere ikke i overensstemmelse med befolkningsflertallet. I er valgt af folket – og burde derfor arbejde for folket! Lad dog nu den Tamil-sag køre færdig ved undersøgelsesretten – og tag i så roligt fat på gennemførelse af en politik, der kan skabe grundlaget for arbejde, produktion og afsætning. Det er det Danmark, og det danske folk har brug for her og nu.

I øvrigt burde vi for længst have haft en folkeafstemning om Danmarks flygtningepolitik, så Christiansborgpolitikerne havde fået befolkningens klare mening om dette for os alle så vigtige og store problem.

Der skal kun 60 folketingsmandater til for at få kravet om en folkeafstemning gennemført.

Fremskridtspartiet er parat, men hvor er de resterende mandater?

En folkeafstemning om Danmarks flygtningepolitik ville kunne medvirke til en klarere lovgivning på dette livsvigtige område og forhindre fremtidige ”Tamil-sager”. Et folketingsvalg derimod løser ingen problemer og vil ej heller styrke vælgernes tiltro til politikerne på Christiansborg.

Men udskrives der valg, så er Fremskridtspartiet parat, og netop på holdning til flygtningepolitikken har vi hele tiden tonet rent dansk flag.

Johannes Sørensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 19. årgang / juni 1991

Advertisements
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 20. marts 2013 kl. 07:54
  2. 14. november 2013 kl. 12:46
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: