Forside > Uncategorized > Restriktionsministeren

Restriktionsministeren

26. januar 2011

Restriktionsministeren

Når man følger restriktionsminister Arne Christiansens (V) virke, tynges man af sorg og bekymring. Hvad er det dog, der sker inde i den mands hoved, når han så helt og fuldt gang efter gang fornægter sin liberale børnelærdom og handler på tværs af det, som al historisk erfaring har lært os inden for den ene branche efter den anden?

Det eneste effektive instrument til at beskytte almenheden mod skadelige forretningsmetoder er den frie konkurrenceevne. Hvor den eksisterer, er forbrugerne konge. Ved at han udøver sit frie valg til at købe eller ikke købe, kan han tvinge firmaerne til at gøre, hvad den overvejende del af forbrugerne ønsker gjort.

Når statsmagten påtager sig erhvervet med at beskytte forbrugerne, bliver forbrugeren detroniseret fra sin kongeværdighed. Statsmagten afgør, hvad forbrugerne skal tillades at købe sig og til hvilken pris og på hvilke vilkår. Resultatet er altid mere skadeligt for offentligheden end de forretningsmetoder, som statsmagten lovede at beskytte forbrugerne imod.

Enhver forbrugerbeskyttelsesbevægelse har ført samfundet i den forkerte retning. Den har gjort det modsatte af, hvad den lovede. Den har formindsket befolkningens frihed ved at give statsmyndighederne mere magt. Sådanne magtbeføjelser opnås i praksis alene ved, at den enkelte – og i særlig grad, hvis han hører til en svag gruppe – bliver frataget sine beføjelser til selv at bestemme over sin egen tilværelse.

Disse elementære kendsgerninger skulle Arne Christiansen have holdt fast ved i stedet for fx at lave prisstop, låneforbud for redere og statsregulering af den branche, som i moderne tid allermest tydeligt har bevist, at fri konkurrencen skaber menneskelykke (rejsearrangørerne).

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 7. årgang / 3. september 1979

Reklamer
%d bloggers like this: