Dobbeltmoral

19. december 2010

Dobbeltmoral

Den 11. januar 1978 stillede Ole Maisted følgende forslag:

Folketinget udtaler, at det er et nødvendigt led i den kommende erhvervspolitik, at beskatningen ved generationsskifte lempes bl.a. ved afvikling af kapitalvindingsskatten og at skattereglerne for medhjælpende ægtefæller lempes, således at op til 50 % af indtægten uden overgrænse beskattes hos hustruen.

Ved afstemningen stemte Fremskridtspartiet for, Retsforbundet undlod at stemme, og de ni andre partier stemte imod.

Det gav anledning til nogen drøftelse, hvorfor specielt Venstre og Konservative stemte imod.

Den væsentligste årsag hertil var nok, at de to partier endnu ikke er modne nok til at acceptere forslag fra Fremskridtspartiet, og at de mener, at Fremskridtspartiet vil sygne hen, hvis man kan henvise til, at Fremskridtspartiet altså står alene med sine forslag.

Sagligt nok har nogle Venstrefolk og konservative sikkert argumenteret på den måde, at når partierne – som forholdet vitterligt er – har stemt for så at sige alle offentlige udgifter, har man ikke grundlag for at gå ind for skattelettelser.

Fra folketingets talerstol motiverede Venstremanden Jens Peter Jensen og den konservative Jens Winther standpunktet med, at det skulle være ”parlamentarisk korrekt” at stemme imod forslaget.

Denne begrundelse er i al fald det rene vås. Det parlamentariske korrekte kan – når forslaget kommer til afstemning i folketinget – alene være at stemme ja til, hvad man synes, er det rigtige og nej til, hvad man finder forkert. Selvfølgelig kan man være bundet af aftaler med andre partier til at skabe et flertal for en bestemt holdning. Hvis der derfor skal indlægges nogen som helst fornuft i Venstres og konservatives udtalelser, må det være, at man føler en så fast tilknytning til socialdemokratisk skattepolitik, at det må ligestilles med en aftale og at de to partier derfor i afgørelsens stund – og det er jo, når der skal stemmes i folketinget – ikke på væsentlige punkter vil gå imod socialdemokratiske skatteønsker.

En sådan forståelse bringer sammenhæng og orden i de standpunkter som Venstre og konservative dag efter dag har indtaget i folketinget – såvel i VKR-flertalsregeringens tid som i årene derefter.

Gentagne udtalelser fra både Henning Christophersen (V) og Poul Schlüter (C) bekræfter, at de nuværende partiledere føler, at Venstre og konservative er lænket sammen med Socialdemokratiet.

Det kastes der yderligere lys over i følgende citater fra et stort interview i Socialistisk Dagblad med Per Hækkerup (A):

Socialistisk Dagblad:

Når regeringen har indgået et forlig, tænker du så på, om opfyldelsen af de socialdemokratiske principper derved er kommet nærmere?

Per Hækkerup:

Ikke i detaljer. Nu har jeg med økonomien at gøre, så det afgørende for mig er, om den økonomiske bringer os nærmere en samfundsstyring, og hvad jeg vil kalde en højere grad af demokrati i det økonomiske liv.

På længere sigt vil jeg godt sige, at de borgerlige – Fremskridtspartiet snakker vi ikke om i denne sammenhæng – er mere åbne, end deres bastante udtalelser kan tyde på. De er ved at erkende behovet for medejendomsret og medbestemmelsesret. Problemerne bliver ikke disse principper som sådan, for de er helt sikkert indført om fem-ti år. Diskussionen kommer til at dreje sig om ”hjørner” som, hvordan, hvor meget og hvor hurtigt.

Skattebegunstigelser og de andre ”opsparingsgulerødder” foran næsen har vi haft i årevis. Uden held.

Når de andre ikke kan forsvare deres kritik i indholdet, vender de sig mod formen. Den skal ifølge folketingets forretningsorden være en dagsorden og derfor kalder Henning Christophersen det ”dagsordenshalløj”. Det er der nok enkelte ukyndige, som lader sig narre af.

Dagsordener er imidlertid den måde, hvorpå folketinget i kort og klar form udtrykker, hvad det mener om en given sag. Derfor er dagsordener et lige så vigtigt redskab i folketingsarbejdet, som en høvl eller sav er det på et snedkerværksted. Blandt alle folketingsmedlemmernes hverv er der ikke noget, som er vigtigere end at stemme ja eller nej, når forslag kommer frem til afgørelse i folketingssalen. Det gjorde vi da også, da vi stemte om skatten for de medhjælpende hustruer og kapitalvindingsskatten, hvor Fremskridtspartiet altså stemte ja til lempelser og Venstre stemte nej.

Andet og mere er der ikke i den sag.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 6. årgang / 13. februar 1978

%d bloggers like this: