Når hunden bider kæppen

13. oktober 2010

Når hunden bider kæppen

Når man læser om en meningsløs arbejdsnedlæggelse på Helsingør Skibsværft, som er i økonomiske vanskeligheder og dårligt kan tåle det. Det er en symbolsk strejke. Arbejderne vil protestere imod, at værftets ejer, DFDS chartrer skibe i Japan.

Alle ved, at det ømme punkt ved vor eksport er omkostninger især lønninger, og vi kan naturligvis ikke strejke os til ordrer.

Hvorfor nu dette spark i løgsovsen?

Mon ikke det er en opladning af spændinger, der stadig fortsættes? For et par år siden fortalte pressen om en aktion, skibsværftsarbejderne i Helsingør havde foretaget. Ledelsen – som de har et godt forhold til – havde bedt dem om at tage ekstraarbejde for at få en nybygning færdig til en bestemt tid. I store interview fortalte arbejderne om, hvad det vil sige at ligge i bunden af et skib og nitte i stærk varme eller i iskulde om vinteren. De havde ladet familien alene i kolonihaven og fik jobbet gjort til tiden. De fik naturligvis penge for deres overarbejde, og det var det som var anledningen til, at de forelagde offentligheden deres problem: Værftet have betalt generøst, men alligevel førte dette ekstraarbejde til, at de gik ned i realløn! Dels var skatten højere naturligvis, men de mistede også forskellige goder, nedsat børnehavetilskud og den slags. Det var ikke underligt, at de var harmfulde over at miste penge ved at slide ekstra hårdt. Revisorer sagde god for tallene.

Vore høje lønninger er reelle nok, når der skal kalkuleres i eksportindustrien, men set fra en skibsværftarbejders frøperspektiv, er de hyllede i tåge. Jeg beundrer japanerne både for deres kultur og industri, men jeg har set japanske skibsværftarbejdere i funktion, og de er ikke spor dygtigere end danske arbejdere. De kan ikke være svøbt i den tåge af omser, momser, lovpligtige bidrag og enorme personlige skatter, som gør det vanskeligt at skimte fremtiden fra Helsingørs pynt.

Skattens sorte hånd

Jack London skriver i en af sine socialistiske ungdomsromaner om kapitalismens sorte hånd, der uset stjæler en kartoffel fra husmoderens pose og en klump kul fra sækken. Men her hos os skæres halvdelen af lønnen væk. Bevares af elskværdige og velmenende økonomiske dilettanter. Når skatternes højde kritiseres, er der altid en socialdemokrat, der springer op af æsken og siger noget om, at nu er der igen en, der vil afskaffe hospitaler, så folk kan dø på gaden. Nej, de 2 % af skatterne der går til sundhedsvæsenet, er der ingen, der vil røre. Det er hele det vanvittige bureaukratiske system, der svøber os alle ind i fuglefængslet af paragraffer, som i deres sublime vanvid straffer skibsværftsarbejderne, når de svigter jordbærbedet for – som Jens Vejmand – fra årle gry til aften at svinge hammeren.

Og disse skemaer når man kommer træt hjem: Hvor mange stikkelsbær og ribsbuske har De i haven? Hvor mange nætter har De tilbragt i hytten ved Vesterhavet i fjor? Venter De ikke også som vi, at De tjener 30 % mere til næste år. Her er forskudsansættelsen…

Dyr toldfri parfume

I avisen læser man, at staten nu vil skaffe penge ved at trykke nogle titusinder flere klasselotterisedler. Et lige så uværdigt påfund i en trangssituation som at sælge parfumer på statens færger i udenlandsfart til butikspriser i håb om, at nogle skal lade sig narre til at købe dem i troen på, at de er toldfrie. I statens butik i lufthavnen i Kastrup der betegner sig som afgiftsfri –  i strid med de markedsføringsregler man idømmer private handlende bøder for at overtræde – købte jeg for en måned siden et par pakker pibetobak, som var dyrere, end de kunne købes fortoldet i en dansk butik.

Får de aldrig nok disse lyseslukkere, der suger livsglæden ud af skibsværftsarbejdere og andet godtfolk? Samtidig skal vi ikke blot læse Jens Otto Krags (A) tirader om hans livs indsats med at mindske forskellen mellem rig og fattig, men ind imellem kan vi læse som for nylig i en beskeden opsats i dagbladet Politikken –, det er interessant, at man ikke finder sagen særligt opsigtsvækkende , at Krag af offentlige midler kan hente sig en årsindtægt på 900.000, efter skatten er betalt. Jyllands-Posten har for nogle dage siden brugt to sider til at remse politikeres ben op. Mange af dem nægter at udtale sig om, hvor meget de får – hvorfor det mon, er de ikke stolte af deres indsats? – men bladet skaffer oplysningerne alligevel, der for eksempel kan være 1.000 kroner i timen til en socialdemokratisk folketingsmand for et fritidsjob.

Uvidende politikere

Ved politikerne ikke, hvad der foregår i udlandet – eller bare på danske arbejdspladser? Hvilke tanker gjorde skatteminister Jens Kampmann (A) sig, da han læste om skibsværftsarbejdernes forargelse over skattebehandlingen af dem efter deres strålende eksportindsats? Jo, han har siddet med en stab af embedsmænd og udarbejdet et forslag om, at alle Danmarks hjem skal skrives i mandtal: Alle vores kasseroller, slidte sofaer og malerier med hjorten ved skovsøen skal vi notere ned på skemaer til skattevæsenet, ligesom dem vi allerede udfylder med oplysninger om, hvem vi har sovet med Sankthansaften i sommerhuset. Da forslaget blev offentliggjort, lød der en knurren fra alle hundehuse – og Anker Jørgensen trådte frem i TV og sagde, at han havde opgivet idéen – indtil videre, som han tilføjede.

Genskab arbejdsglæden

Lad os dog få noget konstruktivt. Noget der kan skabe arbejdsglæde blandt folk! Det er ikke nok med at sige, at man vil gøre alt for os – løft lidt af byrden fra skuldrene. På rette sted bør man notere sig de helsingørske skibsværftsarbejderes nervøse reaktion, der gik ud over de forkerte – som hunden, for at bruge Buddhas lignelse om mennesker man har trængt op i en krog – der bider stokken og ikke manden, der fører den.

Orbiter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 6. årgang / 23. januar 1978

Reklamer
%d bloggers like this: