Forside > Uncategorized > Arbejdsløshedsbekæmpelse

Arbejdsløshedsbekæmpelse

3. marts 2010

Arbejdsløshedsbekæmpelse

Kun et sundt erhvervsliv kan afskaffe arbejdsløsheden.

Folketinget skal sørge for, at der altid er rigeligt med arbejde til alle.

Det sker navnlig ved:

  • Kapitalvindingsskattens øjeblikkelige afskaffelse vil føre til masser af virksomheder – i landbrug som byerhverv – vil overgå fra nuværende opslidte indehavere til unge energiske mennesker. Både direkte og indirekte skaber de nye arbejdspladser.
  • Den offentlige arbejdsformidling nedlægges, så arbejdspladser og arbejdssøgende samtidigt kan finde hinanden som før 1969 – altså stort set gennem fagforeningerne.
  • Den syges lønordning, som afskrækker mange af landets 350.000 virksomheder fra at antage en eller flere nye medarbejdere, ændres og sygesikringen overføres til sociallovgivningen. De 120.000 registrede arbejdsløse, de 50.000 handicappede og de 20.000 fejlbeskæftigede vil herved let kunne opnå nyttig beskæftigelse.
  • Arbejdsløshedsdagpenge skal kunne opnås med ubegrænset størrelse på frivillig forsikringsbasis, hvori statspenge ikke indblandes.
  • Selv i Fremskridtssamfundet med overbeskæftigelse vil det kunne forekomme, at folk uden egen skyld bliver korttidsarbejdsløse, når enkelte virksomheder eller enkelte brancher går ned, og der derfor skal skiftes over til andre arbejdspladser. Inden for sådanne korttidsperioder skal der af offentlige midler ydes rundelige arbejdsløshedsdagpenge.

Derimod bekræfter en række forslag fra de socialistiske partier, at de ikke har indsigt i samfundsøkonomiske sammenhænge:

  • Arbejdsfordeling og overarbejdsforbud virker på blot lidt længere sigt arbejdshedsforøgend. Sandheden er nemlig, at arbejde skaber arbejde og ledighed skaber ledighed. Det er aldeles forkert at tro, at der er en bestemt mængde arbejde, som skal fordeles ud mellem arbejdskraften.
  • Yngre pensionsalder er ønskelig ud fra en social synsvinkel, men ikke ud fra en beskæftigelsesmæssig. Jo færre, der er med til at producere i samfundet, des fattigere bliver det. Og des sværere får det ved at beskæftige folk.
  • Septemberforligetstilskudsdillen betød på blot lidt længere sigt øget arbejdsløshed. Tilskuddene skal nemlig betales af erhvervslivet (der er ikke andre til det) over en forhøjelse af den omkostning, der hedder skatterne og forhøjelsen bliver større end den gavn tilskuddet har givet. Dels skal der betales til administration af tilskudsordningerne, dels betyder tilskudsordninger, at midlerne normalt ikke anvendes så samfundsrentabelt som når virksomheder tvinges til at disponere uden tilskud.
  • Troen på, at det er muligt at formindske ungdomsarbejdsløsheden uden tilsvarende at forøge de midaldrendes og de ældres arbejdsløshed er forfejlet. Arbejdsmarkedet som helhed og arbejdsløshed er en svøbe, hvad enten den rammer den 19-årige, den 32-årige eller den 55-årige. Skal man endelig i en overgangsperiode hjælpe en enkelt gruppe, må de langtidsarbejdsløse først og fremmest begunstiges. Et års påtvungen arbejdsløshed er mindst ti gange så belastende som en tre månedersperiode uden beskæftigelse.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 4. årgang / 17. juni 1976

Advertisements
%d bloggers like this: