Forside > Arbejdsmarkedspolitik, Økonomi, Erhvervspolitik, Socialdemokratiet > Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?

Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?

14. august 2009

Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?

Fremskridtspartiet havde den 8. maj 1992 held til at indgå et politisk forlig, hvor vi for alvor fik et fremskridtspunkt gennemført. Konservative (C), Venstre, CD, radikale Venstre (B) og Kristelig Folkeparti gik med til at lave et forsøg med indførelse af 10 erhvervszoner. 1. juni 1992 blev forliget omsat til 6 vedtagne love. Næste stop var en EF-godkendelse af lovene. I efteråret 1992 giver EF-kommissionen den tilbagemelding, at de kun vil godkende ordningen, hvis der blev lagt et loft over, hvor meget eksisterende virksomheders fordel kan blive i en erhvervszone. Industriministeriet foranlediger derfor, at der udarbejdes to supplerende lovforslag, der skal indføre en beløbsgrænse på 380.000 kr. for støtteværdien af forbedrede afskrivningsregler! Det lyder indviklet, og er det også.

I mellemtiden havde vi seks forligspartier fordelt de 10 erhvervszoner ud fra 16 brugbare ansøgninger, men kommunerne fik ikke besked, da vi ville afvente den endelige EF-godkendelse.

De to supplerende lovforslag nåede ikke at blive vedtaget før jul 1992 på grund af finanslov m.v. Men allerede den 13. januar 1993 var industriministeren (Anne Birgitte Lundholt, C, red.) klar med forslagene, nu manglede de bare at blive fremsat. Men…

Igen kom der grus i maskineriet – regeringen gik af, og en ny kom til. Ikke desto mindre skrev den nye industriminister (Jan Trøjborg, A, red.) den 11. februar, at de to lovforslag var klar til fremsættelse. Inden de nåede at komme på bordet, sker der imidlertid det meget besynderlige, at skatteministeren (Ole Stavad, A, red.) griber ind og forlanger eksisterende virksomheder og investeringer taget helt ud af erhvervsordningen. Det var en så markant ændring af forliget fra maj 1992, at vi anmodede om et møde. Det fandt sted den 24. marts 1993.

På mødet repræsenterede skatteministeren nu pludselig tre af de seks forligspartier – nemlig CD, radikale Venstre og Kristelig Folkeparti, der jo i mellemtiden havde dannet regering med socialdemokraterne.

Socialdemokraterne havde fra forligets indgåelse anlagt den holdning, at erhvervszonerne skulle bekæmpes med alle midler og stoppes. LOs formand skrev i LO-bladet, at socialdemokratiet og fagbevægelsen måtte forhindre, ”… at sultens slavehær kom til at gå ind gennem pigtrådshegnet til disse erhvervszoner…”, – så der var ingen tvivl om socialisternes modstand mod disse friheds-zoner.

Skatteministeren meddelte kort og klart på mødet i marts 1993, at de eksisterende virksomheder og investeringer måtte udgå af ordningen. De to lovforslag om indførelse af en økonomisk grænse på 380.000 kr. for støtteværdien kunne pludselig ikke bruges længere. Da vi var enige om, at de to lovforslag ikke var særligt heldige rent administrativt foreslog vi derfor, at man accepterede en afvigelse af forliget på dette punkt – men at forligets ordlyd om at forsøgsordningen skal køre ”… toårig…” til gengæld skal holdes. Da der allerede var gået et halvt år med tovtrækkeri og regeringsdannelse ville vi derfor have udløbsdatoen for forsøgets etableringsfase forskudt til 1995 i stedet for 1994.

Dette fornuftige kompromis ville skatteministeren ikke høre tale om – og mødet blev afsluttet. Nu var situationen jo den, at forliget ikke var indgået med skatteministeren eller socialisterne. Derfor var det mest interessante jo at få de seks forligspartier indkaldt. Men lige siden er det ikke lykkedes at få de tre små partier i tale. Venstre og konservative har for længst tilsluttet sig vores forslag, men vi mangler de tre små.

I slutningen af juli lykkedes det så at få gjort radioavisen og Børsen interesseret i sagen og gennem et kraftigt pres gennem pressen er foreløbigt CD og Kristelig Folkeparti kommet på vores side og er enig med os.

Seneste initiativ er derfor en skriftlig henvendelse til skatteministeren af 29. juli, hvor vi forlanger alle forligspartierne indkaldt og sagen sat på skinner igen.

Der er jo en politisk forpligtigelse til at nå en afklaring. 10 kommuner venter spændt på, at komme i gang og mange virksomheder venter på, at kunne sætte skub i udvidelser og ansættelser.

Med den nuværende arbejdsløshed er det ganske enkelt uforskammet, men ikke overraskende – at socialisterne i den grad – udnytter situationen til at forhindre etablering af disse erhvervszoner, der kan blive 10 vækst lokomotiver. I Storbritannien blev der i perioden 1981 til 1986 etableret de første 23 zoner. På bare 5 år blev der skabt 63.000 nye jobs i disse vækstzoner! Det var jo ikke dårligt, om vi kunne opnå tilsvarende succes i Danmark.

Vi arbejder fortsat videre og håber på en afklaring, allerede inden denne artikel kommer på gaden.

Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 21. årgang / august 1993

Reklamer
%d bloggers like this: