Forside > Økonomi, Den offentlige sektor, Folkestyre/demokrati, Skat og afgifter > Offentlige besparelser vil kunne afskaffe skatteåget og arbejdsløsheden

Offentlige besparelser vil kunne afskaffe skatteåget og arbejdsløsheden

11. juni 2009

Offentlige besparelser vil kunne afskaffe skatteåget og arbejdsløsheden

Der er ingen grund til at glorificere besparelser på de offentlige budgetter. Der er heller ingen grund til at anføre moralske betragtninger, for de vil meget hurtigt blive vendt imod dem, der fremkommer med disse opstød, og det vil vise sig, at det er rent hykleri.

Når der skal gennemføres offentlige besparelser, skyldes det i den nuværende situation, at der ikke er penge i kassen, og at det offentlige overforbrug ikke har dækning i nogen produktion. Og det vil tage lang tid, før vi blot når til, at der er produktionsdækning for udgifterne, og vi igen har penge i kassen. Når vi når frem til det tidspunkt, at der er skabt balance, så ønsker Fremskridtspartiet at gå videre, fordi vi mener, at et frit demokratisk samfund ikke kan leve med en statslig styring af det omfang, socialisterne har skabt her i landet.

Af elementære logiske grunde ønsker vi at afvikle indkomstskatten for at give befolkningen en chance for at skabe deres egen tilværelse frem for at være afhængige af formynderstaten.

På nuværende tidspunkt er der tale om en oprydningsopgave, der kan få samfundet til at overleve den økonomiske krise, så vi vedblivende kan fastholde demokratiet som den ønskede styreform.

Når der gennemføres besparelser uden at hæve den skattefri bundgrænse tilstrækkeligt, vil det ramme en række mennesker. Mere eller mindre velbegrundet vil disse grupper gøre ophævelser. Det er menneskeligt forståeligt, at når man mister en fordel, andre skatteydere har betalt, så gør man vrøvl.

Men hvis man kan se det indlysende i, at der skal spares på de offentlige udgifter, bør man bruge sine kræfter på at komme med andre besparelsesforslag, i stedet for at gøre vrøvl over de gennemførte offentlige besparelser. Kommer der pres bagved flere offentlige besparelser, f.eks. at offentlige ansatte skal gå 10 % ned i bruttoløn, så vil vi hurtigere nå en balance imellem indtægter og udgifter, og vi vil kunne afskaffe arbejdsløsheden og skatteåget.

Leder

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3  / 11. årgang / 21. januar 1983

%d bloggers like this: