Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

30. april 2009

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

Selvom understøttelser kan være store, føler den ungdom, der er arbejdsløs sig sat udenfor. De føler, der er noget galt med et samfund, der ikke kan bruge sin ungdom, og det har de ret i. Det er en forfærdelig dom, Socialdemokratiet har fældet over sig selv og sin politik ved at have skabt denne ungdomsarbejdsløshed.

Hvordan er det sket? Det har jo ikke været med vilje, det er ikke noget, Anker Jørgensen har stræbt imod. Han vil sprede hygge, men han er hildet i partiets forældede ide om, at staten skal dirigere alt, og enhver der vil sætte noget i gang skal kontrolleres i alle ender og kanter og have den ene arm bundet på ryggen.

Når jeg tænker på arbejdsløsheden blandt unge, mindes jeg en elskelig kunstmaler, jeg engang kendte. Han hed også Jørgensen og var en charmerende mand med stor følelse både for sin familie og for de undertrykte i samfundet. Han tjente en masse penge og brugte dem også, – han kunne gå ud og sælge et maleri for 5.000 kroner, og straks lavede han en fest, købte dyre kjoler og pels til sin kone og fandt på flotte ting til børnene. De skulle alle have det så godt. Det sårede ham lidt, da han engang overraskede børnene med et legehus til 4.000 kroner, som de ikke engang gad sove i én eneste nat. Nå, så måtte han forære det til naboerne. Børnene skulle naturligvis ikke tvinges til at bruge legehuset. Men det havde jo kun kostet et lille maleri, og han kunne sælge mange flere, og der kom nye fester og nyt indbo, skønt det gamle kun var et år gammelt, men han kunne ikke lide farverne mere. Og der kom flere af de berømte fester, hvor vin og øl flød, og Jørgensen drak sin faste skål: Skål! Vi har det vel nok godt i det lille Danmark!

Vinteren var ikke rigtig noget for Jørgensen, men så tog han til Sydfrankrig med hele familien og logerede sig ind på gode hoteller og nød solen og den franske mad, og blot på en formiddag kunne han jo male et billede, som betalte for en uges ophold.

Men pludselig kunne han ikke sælge malerier mere. Ligesom med danske møbler i Amerika – der havde været på mode i et par år -, var Jørgensens malerier ikke mere det, som kunderne i udlandet var interesseret i. Det havde jo aldrig været nødvendigt at spare op. – Vi ligger lunt i svinget her i familien, plejede Jørgensen at sige, – ikke at han så ned på andre, som tjente meget mindre og alligevel sparede op – som de tyrkiske fremmedarbejdere, han så sidde på cafeen, hvor han fik sig en whisky engang imellem. Han kunne godt finde på at give øl til dem alle sammen og trække sin overfrakke til 1.200 kroner af og give den til en forfrossen tyrk, selvom frakken endnu ikke var betalt. Jo, han var et godt menneske ham Jørgensen.

Men nu stod han der. Og børnene – der nu var store og skulle have en uddannelse – dem havde Jørgensen jo lært at penge – det skidt -, det er jo bare noget, man har, når man er en Jørgensen, som alt lykkes for! Nu var det slut! Af hele den gyldne strøm – der var gået gennem Jørgensens hænder -, var der ikke noget tilbage!

Han havde simpelthen soldet sine børns fremtid op.

Ikke underligt at børnene er bitre på Jørgensen.

Observer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 5. årgang / 19. december 1977

Reklamer
%d bloggers like this: