Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

23. februar 2009

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?


Enten har den danske befolkning ikke fattet et kvæk af, hvad det er, den netop afgivne budgetredegørelse afslører, eller også er danske skatteydere hensunket i opgivelsens mørke med en “det nytter alligevel ikke noget”-holdning. De fortrænger den kendsgerning, at staten i år kommer ud med et foreløbigt anslået underskud på næsten 22 milliarder kroner og dermed forøger den i forvejen vanvittige statsgæld til næsten 570 milliarder kroner og en rentebyrde til herefter 57 milliarder kroner.


Dette rentebeløb betyder, at hver dansker, fra spæd til olding, årligt i gennemsnit skal af med et beløb på ca. 11.400 kroner, alene til renter af et statsligt overforbrug skabt af skiftende – mere eller mindre socialdemokratiske regeringer, inklusiv den nuværende såkaldt “borgerlige” regering (V, C og B, red.).


Tænk, hvis en almindelig dansk gennemsnitsfamilie på 2 voksne og 2 børn årligt havde 45.000 kroner mere til sig selv? Nu går pengene i stedet til statsrenter, ene og alene på grund af politikeres uansvarlighed og ødselhed med skatteydernes surt tjente kroner.


Lader stå til

Gang på gang svinger regeringens medlemmer pisken over de mere og mere udpinte skatteyderes rygge med krav om, at det private forbrug skal sættes ned. Samtidig formår de samme regeringsmedlemmer ikke at styre deres egne ministeriers udgifter og overforbrug. Men det er jo også andres penge, ikke deres egne, og så er det jo “lettere” blot at lade stå til i stedet for at foretage de nødvendige, men måske også upopulære besparelser.


Udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) har i 1990 indtil nu et ekstraforbrug på 221,3 millioner kroner til Ulandshjælp og andre ekstraudgifter på 64,6 millioner kroner. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) ekstra 20 millioner til de i forvejen svulmende flygtningeudgifter. Arbejdsministeren (Knud Erik Kirkegaard, C, red.) et underskud på 322,3 millioner kroner, Kulturministeren (Ole Vig Jensen, B, red.) 196 millioner kroner o.s.v.


Det er ufatteligt, at regeringen ikke med verdens højeste skattetryk formår at holde hus med statshusholdningen. Den manglende balance skyldes ene og alene manglende mod og vilje til at foreslå reelle besparelser på de offentlige budgetter. Hvad nytter det, at befolkningen stemmer en borgerlig regering i Folketinget, når selvsamme regering blot videre-administrerer en socialdemokratisk politik? Hvad nytter det, at vælgerne sætter et ikke-socialistisk flertal i Folketinget, når regeringen ikke vil benytte dette flertal til at foretage en gennemgribende ændring af det offentlige system, men fortsat er i lommen på Socialdemokratiet? Hvad nytter det, at regeringen ligger under for socialdemokratisk hetz mod enhver “nedskæring” i de over 800.000 offentlige stillinger, når kendsgerningen er, at der er en årlig naturlig afgang fra den offentlige sektor på over 55.000 personer; stillinger, der sagtens kunne fjernes, uden at det betyder en eneste fyring?


Vanviddet fortsætter

Desværre har de uhyggelige afsløringer i budgetredegørelsen ikke lagt en dæmper på ministrenes trang til uhæmmet at bruge løs af skatteydermidler. Senest har Udenrigsministeren ansøgt finansudvalget om 400 millioner kroner til en række Ulandsprojekter og undervisningsministeren om ekstra 41 millioner kroner til flygtningeundervisning.


Budgetredegørelsen viser med uhyggelig tydelighed, at resultatet af regeringens forbrugsbegrænsende politik er slået fuldt ud igennem i form af provenuefald på alle statens indtægtskonti og i form af stigende udgifter til dagpenge og bistandsydelser i forhold til 1989. Det danske samfund har brug for, at alle hjul drejer hurtigere og det kan blandt andet ske gennem en større forbrugsomsætning, der skaber nye virksomheder og dermed flere i arbejde.


Erhvervslivets ønsker om komkurrenceforbedringer kan kun opnås ved lettelser i det vanvittige høje skattetryk, der dræber initiativlysten hos de mennesker, som bærer det danske samfund oppe. Indkomstskattelettelser er derfor den eneste ansvarlige løsning på landets problemer.


Skattelettelserne finansieres ved, at det løbske forbrug i den offentlige sektor afløses af omfattende besparelser. Væsentlige privatiseringer er også en farbar vej mod en reduktion af offentlige udgifter. En anden og supplerende vej er STØRRE MOD OG VILJE til, hos alle partier, at lægge ryg til upopulære besparelser.


Pakker sydfrugterne!

Hvis ikke den danske befolkning snart vågner op, så vil ethvert fornuftigt ungt menneske pakke sine “sydfrugter” og flytte til udlandet. Det er nemlig de kommende unge generationer, der kommer til at betale regningen for deres forældres offentlige fråseri med lånte midler.


Ingen ansvarlig regering kan, uden at foretage sig noget, blot se til, mens landets økonomi tager endnu en omgang på “gældens hurtigkørende karrusel“. Jeg vil derfor opfordre regeringen til, at årets finanslovsforhandlinger indledes allerede nu, og 1990-budgettet kan endnu nå at blive rettet op, hvis viljen er til stede hos Folketingets ikke-socialistiske flertal.


Man siger ofte, at “borgerne har de politikere, de selv fortjener”. Hvis det skulle være sandt, er danskerne tydeligvis et meget nøjsomt folkefærd.


Kim Behnke

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 18. årgang / august 1990

Kategorier:Økonomi, Den offentlige sektor, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre, Erhvervspolitik, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Tossegode Danmark, Uncategorized, Velfærdsstaten, Venstre Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
%d bloggers like this: