Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium

Schlüters fatale fejlgreb:

 

Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium

 

Miljøkrigen føres af et batteri af gamle studenteroprører, der har bemægtiget sig landets farligste ministerium: Miljøministeriet. Herfra slagtes det frie næringsliv og den private ejendomsret.

 

Forurening burde udelukkende være et emne for ærkæologer. Forpestning og tilsvining hører fortiden til. Nu om stunder udgør oprydning af affaldsstoffer intet problem. Planter, dyr og mennesker formentlig strutter af sundhed. En yppig frodighed møder beskueren af skov og mark. Fødevarerne svulmer af friskhed. Ungdommens fysiske velgående er uden fortilfælde i historien. Middellevetiden for mennesker slår alle rekorder. Aldrig har samfundet været så rent som nu. Intet menneske, der endnu formår at bruge sit hoved, kan nå til et andet resultat. Det gjorde da heller ingen før 1968.

 

Miljøkampagnen er importeret fra USA af studenteroprørere. Den er politisk og bør alene vurderes som sådan.

Miljøkrigen ledes af intellektuelle. Bestandig er den rettet mod de næringsdrivende, mod den private ejendomsret, produktionsretten, mod kapitalismen kort sagt.

 

Men hvilken rolle har de borgerlige politikere spillet i dette opgør? Forsvarer de liberale intellektuelle næringsfriheden, eller gør de fælles sag med angriberen?

 

Et typisk eksempel

For så vidt er folketingsmedlem, Niels Ahlmann-Olsen (C), repræsentativ for en typisk borgerlig politiker. Men har han været til nogen hjælp for de selvstændige erhvervsdrivende? Hvornår gik han sidst i brechen for kapitalismen, for næringsfriheden, for retten til at være sin egen lykkes smed?. Så vidt det er bekendt, har han aldrig forsvaret det frie samfund mod bureaukratiske overgreb. De private virksomheder lod han i stikken, da miljøaktivisterne slog til. Fiskeriet værnede han ikke, da de intellektuelle greb dette erhverv i struben.

 

Og landbrugets undergang som fri næring rører ham ikke. Den åbenlyse krænkelse af den private ejendomsret lader ham kold. Miljøkommissærerne kan som et brovtende herrefolk trænge ind i stald og mark og udstede deres domme. Niels Ahlmann-Olsen lægger dem ingen hindring i vejen. Han kender magten og ved at bøje sig for den.

 

I visse henseender kan bekæmpelsen af friheden i dansk landbrug minde om de russiske bønders endeligt under Stalins tvangskollektivisering i 1930`erne. De privatejede bondebrug udgjorde en trussel mod den socialistiske opbygning.

 

Fribårne bønder var socialismens mest naturlige fjender. Derfor måtte kulakkerne likvideres som klasse.

 

Miljøkommissærene

I Rusland gik det hårdt til. Hensynsløst blev selvejerbønderne drevet bort fra deres jord og berøvet al ejendom. I Danmark deporteres landmændene ikke, men de mister friheden. De politiske kommissærer i Sovjet-staten drog aldrig ubevæbnet ud i landsbyerne. Miljøkommissærerne herhjemme farer frem med større lempe, men bønderne kommer ligefuldt under planlæggernes forvaltning. Socialiseringen her til lands skal gå pænt og ordentligt for sig, men gå for sig skal den. De intellektuelle føler sig ikke trygge ved eksistensen af en privatisme med mulighed for udvikling af sociale kræfter. Konstante overførsler af kapital fra de produktive erhverv er en uomgængelig nødvendighed, ellers løber skrivebordene tør for blæk.

 

Også i brugen af frygtens våben er der paralleller til den sovjetiske betvingelse af selvejerbønderne. Angsten nedbryder evnen til kamp hos modstanderen. Mismod fører til overgivelse. Også dette fif behersker Ahlmann-Olsen til fulde. Den med de blå nitratbørn skal nok gøre sin virkning.

 

Som antydet er Niels Ahlmann-Olsen noget nær prototypen på en borgerlig politiker. Fra den side er der ingen støtte at få for de næringsdrivende. Forskellen på venstre– og højreintellektuelle er vanskelig at øjne. De borgerlige partier og deres ungdomsafdelinger afholder miljøkonferencer, hvor tonen stemmes i dur med miljøaktivisterne.

 

Det frie næringsliv slagtes

Hold til stadighed i erindring, at det var den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red), der satte den svageste minister i mands minde til at lede det farligste af alle ministerier: Miljøministeriet.

 

Fra dette batteri fører de gamle studenteroprørere kampen mod kapitalismen videre. De slagter det frie næringsliv, mens de borgerlige politikere ser passivt til. Adskillige deltager endog aktivt i ødelæggelsen af den private ejendomsret.

I denne flok er Niels Ahlmann-Olsen at skue som en driftig stridsmand. Men forrest med korsfanen marcherer Christian Christensen (Miljøminister, Kristeligt Folkeparti, red.).

 

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr 41 / 13. årgang / 22. november 1985