Forside > Økonomi, Folkestyre/demokrati, Mogens Glistrup, Skat og afgifter, Uncategorized, Venstre > Regeringens socialdemokratiske Ebberød Bank-forlig

Regeringens socialdemokratiske Ebberød Bank-forlig

11. december 2008

Regeringens socialdemokratiske Ebberød Bank-forlig


Indkomstskattestigning på 5 mia. kr.


Fremskridtspartiet har krævet folkeafstemning, det tør gammelpartierne ikke.


– Det socialdemokratiske Ebberød Bank-forlig, der nu gennemtrumfes med en tilslutning fra en blok på knapt 50,3 pct. af folketingsmedlemmerne er i skrigende modstrid med, hvad befolkningen udtalte sig om efter den valgkampagne, der foregik for bare tre måneder siden, udtaler Mogens Glistrup til Fremskridt.


– I forhold til det forlig, statsministeren (Poul Hartling, V, red.) kunne have fået med 112 mandaters støtte, øger det foreliggende forlig indkomstskattetrykket med omkring fem milliarder kroner.


Tilhængere af sætningen “folkets vilje skal være landets lov” må under disse omstændigheder begribeligvis mene, at forliget bør prøves ved en folkeafstemning. Det har Fremskridtspartiet da også foreslået. Men mod noget så formasteligt, som at befolkningen skulle bestemme i sine egne væsentlige anliggender, vendte sig de seks gammelpartier samt Centrums demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Det må da være nok, at man skal tåle, at disse urimelige vælgere taler, når der skal være folketingsvalg.


Permanent nødsituation

– Siden 1950´erne har gammelpartierne hvert halve år eller så erklæret, at nu var landet kommet ud i en enestående nødsituation, fortsætter Mogens Glistrup. De har derefter gennemført storpolitiske forlig, som forkyndtes at ville frelse Danmark. Bluff og blålys har det været hver gang, så sandt som enhver i løbet af få måneder har indset, at det ikke hjalp et hak.


Forligene er hver gang gået ud på at pålægge befolkningen nye byrder til bestridelse af løskøbte offentlige udgifter. I reglen er det blevet lovet, at på lidt længere sigt ville følge lettelse af indkomstskatten. Løfterne er imidlertid aldrig blevet holdt. Tværtimod.


Ved folketingsvalget den 4. december 1973 skabtes en ny situation. Regeringen (Venstre, red.) kunne nu have løst de påtrængende økonomiske problemer ved at begynde med indkomstskattenedsættelse. Den ville have haft 112 mandaters støtte herfor i folketinget.


De 112 kunne have gennemført finanslovsbesparelser på ca. 3 ½ milliard kroner. Nu trumfede forliget i stedet 1.550 millioner igennem. De mellemliggende to milliarder må betales af skatteyderne.


Facit bliver, at vælgerne må udtrykke sig tydeligere til gammelpartierne ved næste folketingsvalg. De førte for spagfærdig tale den 4. december. Hård lud til skurvede hoveder…


Mogens Glistrup og

T. Zinglersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 2. årgang / 5. marts 1974

Advertisements
%d bloggers like this: