Hjulene skal i gang igen, derfor må der handles drastisk og resolut

9. december 2008

Hjulene skal i gang igen: Derfor må der handles drastisk og resolut

Lederne i Socialdemokratiet og i VKR-partierne er stort set stadig de samme, som i 1960´erne beviste, at de ikke havde dygtighed, fantasi og styrke til at styre landet fornuftigt under gode vilkår. Det er dem, som har hovedskylden for, at vor økonomi blev så svag, at vi røg ud i den store katastrofe, så snart vanskelighederne meldte sig.


Heraf kan vi lære, at det vil være dårligt, om vi nu lader os narre ind i traditionelle løsningsmetoder af model Hækkerup (A), Hartling (V), Ninn-Hansen (C) eller Baunsgaard (B). En snes gange eller mere har disse herrer fortalt os, at nu havde de løsningen, som klarede Danmarks problemer for bestandigt. Hver gang har det efter få måneder vist sig, at ofrene blev båret forgæves og det blot gik værre og værre.


Årsagen hertil har været, at de ikke har villet eller har haft mod til at gøre noget mod grundskavanken i dansk økonomi: De svulmende offentlige udgifter. Helbredelsesmetoden er derfor ganske logisk at indskrænke pengeforbruget hos stat og kommune. Vi er imidlertid nu kommet så nær katastrofeafgrundens rand, at der må handles drastisk og resolut og at vi alene kan tillade os løsninger, som mildner inflationen, hjælper vor dødsensfarlige valutamangel og mindsker de almindelige skatter.


Dyrest på finanslov og kommunebudgetter er lønudgifterne. Små 50 milliarder kroner er de planlagt, at skulle løbe op i til næste finansår, hvis der ikke gribes ind. En gennemsnitsfamilie på 5 personer skal altså bidrage med hen ved 48.000 kroner for at fodre på embedsmænd m.fl. Hvis vi over et par år arbejder hen imod ikke at have flere offentlige ansatte, end vi havde for 5-6 år siden og hvis vi ikke lader de offentligt ansattes lønninger stige særligt i det kommende år, kan de 48.000 kroner nedsættes til omkring 40.000 kroner. Det er naturligvis navnlig den favorable dyrtidsregulering, det golde administrerer og de områder, hvor det offentlige er lønførende, som må holde for.


Ved denne linje vil det offentlige spare ca. 8 milliarder kroner. Herned har vi hovedgrundlaget for det private arbejdsmarkeds overenskomster. Forholdet er jo her det, at mange brancher ikke kan afsætte deres produkter i international konkurrence, hvis priserne stiger med øgede lønudgifter. Omvendt er de lavtlønnede gennem den kraftige inflation bragt så nær eksistensminimum, at de nødvendigvis må have mere i lønningsposen. Gives lavtlønstillæg, ved vi imidlertid fra mere end en halv snes tidligere overenskomstsituationer, at det smitter af i form af løneksplosion opad.


Konklusionen er, at kun hvis repræsentanter for et folketingsflertal sidder med ved forhandlingsbordet, kan det private arbejdsmarkeds overenskomster klares tilfredsstillende. Man skal så nå frem til, at overenskomsterne stort set forlænges uændret til 1. marts 1977, mens den skattefri bundgrænse forhøjes til 19.000 kroner. Det haster med at få dette fastslået.


Hermed vil en stor del af landets problemer være løst for det mellemlange løbs vedkommende.


På kort sigt ligger løsningen i, at statens bidrag til de nu arbejdsløse nedsættes fra de små 800 kr. i det omfang de pågældende får beskæftigelse i produktionsvirksomhed, hvori de ikke tidligere har været ansat. Denne ordning skal løbe vinteren over (til 1. april) og vil derved skaffe beskæftigelse for mange, som arbejdsgiverne kan lønne, når lønudgiften formindskes med den nævnte plovmand pr. uge.


På lang sigt ligger løsningen af landets problemer i hurtig vedtagelse af Fremskridtspartiets forslag om afvikling af indkomstskatterne over seks år.

Dermed vil hjulene atter komme i gang i Danmark.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 2. årgang / 3. december 1974

%d bloggers like this: