Forside > Økonomi, Privatisering, Venstre > “Saglig bog om privatisering”

“Saglig bog om privatisering”

28. november 2008

“Saglig bog om privatisering”


Med denne overskrift har skatteminister, Anders Fogh Rasmussen (V), anmeldt den nye bog fra: Per Ørum-hansen, Niels Erik Borges og Kim Behnke (Z). Bogen med titlen “Privatiseringer – den danske model” blev offentliggjort den 20. september (1990), og fik for alvor luft under vingerne, da der på partiets landsmøde i Fredericia blev solgt 642 bøger til landsmødedeltagerne.


Privatiseringsbogen er den første bog på dansk, der giver et samlet overblik over privatiseringsarbejdet i Danmark. Intet andet steds kan man på samme tid finde en grundig gennemgang af de politiske, økonomiske og teoretiske bevæggrunde bag privatiseringer og så en praktisk oplistning af velegnede privatiseringsemner.


Platform

Bogen gennemgår hele det hidtil gennemførte privatiseringsarbejde på statsligt niveau, med finansaftalen af 9. december 1988 og finanslovsforliget af 30. november 1989 som den politiske platform for statslige privatiseringer i 6 milliardklassen.


Derefter gennemgås 26 af de aktiebesiddelser staten har, med argumentation om privatisering. Aktiesalgene efterfølges af 81 eksempler på statslige institutioner, som i større og mindre grad kan privatiseres. Bogen er et meget velegnet opslagsværk for dem, der har brug for et hurtigt overblik og reference.


Bogen handler imidlertid ikke kun om statslige privatiseringer, også kommunerne skal med. De 16 fælleskommunale selskaber under Kommunernes Landsforening gennemgået, det kommunale engagement i naturgasprojekterne beskrives og endelig følger en alfabetisk gennemgang af 48 områder indenfor kommunalforvaltningen gående fra Aftenskoler til Vejvæsen.


Privatisering i 24 lande

Bogen byder også på en beskrivelse af det omfattende privatiseringsarbejde, der foregår i andre lande. En beskrivelse af privatiseringsarbejdet i 24 lande giver et godt overblik over, hvor internationalt privatiseringer egentlig er.


Der er således tale om en bog med 139 sider spækfyldt med gode oplysninger og argumenter til brug i debatten om og arbejdet med privatiseringer.


I bogens forord hedder det:

Ordet privatiseringer er et værdiladet ord. Det er ladet med gode værdier. Bag ordet privatisering skjuler sig en hel verden af nye muligheder, et helt nyt koncept at organisere et samfund”. “Privatiseringer er ikke kun et dansk fænomen. Privatiseringer bliver 1990´ernes globale perestroila og privatiseringer kan blive det 21. århundredes revolution.


Velgørende

I boganmeldelsen fra Anders Fogh Rasmussen i Fyns Amts Avis hedder det i øvrigt:

I det hele taget er det velgørende og tiltrængt med saglige indlæg i debatten om privatisering. Bogen “Privatiseringer – den danske model” vil indgå i den glædeligvis voksende mængde af litteratur om ny – liberal teori og praksis i Danmark.


Også Børsen har anmeldt bogen. Det skete af Henning Fonsmark, som bl.a. skrev:

Den er et katalog over samtlige de muligheder, der må til overvejelse, og den indeholder gode beskrivelser af de forskelligartede fremgangsmåder, der står til rådighed.


Bogen er til salg fra sekretariatet. Bogen koster 35 kr. ved enkeltkøb – prisen kan forhandles ved betydelige køb og kan bestilles på telefon XX XX XX XX


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 18. årgang / november 1990 

%d bloggers like this: