Forside > Økonomi, EU/EF, Uncategorized > Euroen – Europas smeltedigel

Euroen – Europas smeltedigel

23. november 2008

Euroen – Europas smeltedigel


Her ved indgangen til det 3. årtusinde i vor tidsregning er Europa under forandring. Verdensdelenes store mødes og sætter kursen. Befolkningerne må følge trop, – dette er politikernes og embedsmændenes Europa. Man har besluttet, at Euroen skal indføres, og at de nationale valutaer –  som d-mark og den franske franc – forsvinder, selv om befolkningerne ønsker at beholde deres traditionelle penge.


Propagandaen for euroen har været monumental uden alligevel at behandle problemerne. Ganske vist slipper turister og exporterende/importerende virksomheder for at veksle, men dette er intet, mod den kolossalt krævende opgave det er at ændre valuta for alle priser og pengemæssige tal i et land. Det er firmabogholderierne, privatøkonomierne, bankernes bogføring, skattesystemerne, alt skal skifte til euro, og det bliver en gigant-opgave i de involverede lande. Se blot hvordan en beskeden rettelse som datoskiftet ved år 2000 giver store EDB-problemer, hvor eksperter vurderer, at der vil være firmaer, som går ned af denne årsag. Problemerne ved skift af hovedvaluta vil være hundrede gange større, og et administrativt kaos vil hærge i årevis med lukkede firmaer på stribe.


Økonomer er i øvrigt slet ikke så begejstrede for euroen, for man har specielt i det seneste årti set, at fleksibilitet og decentralisering har været succeskriterier. Euroen er det stik modsatte, den står for stivhed og centralisering. For med en central valuta har man mistet muligheden for at opskrive eller nedskrive sin nationale valuta eller for en selvstændig rentepolitik. Man skal i øvrigt – som følge af stabilitetspagten – føre finanspolitik indenfor meget snævre rammer, så et lands råderum for den økonomiske politik bliver stærkt begrænset. Prisen for at være med i ØMU´en kan derfor blive arbejdsløshed, lavere produktivitet og inflation. For det skulle da være mærkeligt om den økonomiske politik, der kommer til at udgå fra Den Europæiske Centralbank, vil være den rigtige dosering for alle EU-landene. Der er da en vis forskel på Esbjerg og Palermo, på Göteborg og Piræus. Bemærk således at i den seneste menneskealder er det britiske pund faldet fra ca. 20 kr. til det halve. Dette er en naturlig følge af, at den britiske produktivitet ikke har kunnet følge med omverdenen. Havde man ikke kunnet devaluere på denne måde, ville omstillingsprocessen have været betydeligt mængder arbejdsløse. Omvendt, hvis en god økonomi i et land giver en stærk valuta, vil dette betyde lavere importpriser og deraf følgende lavere inflation.


Derfor er vor danske krone noget værdifuldt, som vi skal beholde.


Planen for euroen er i øvrigt, at man vedtager faste kurser imellem de deltagende valutaer i 1999, at man så i tre år vil bruge disse faste kurser, hvorefter euroen overtager hele banen i 2002. Men det vil blive tre farlige år. For hvis valutamarkedet begynder at tvivle på, om projektet med de faste kurser kan holde, så vil de europæiske centralbanker være tvunget til at kaste alle nødvendige reserver ind for at forsvare kurserne. Dette kan blive en umulig opgave, og hele projektet kan kollapse som EMS´en gjorde i 1993.


Men den drivende kraft bag euroen er heller ikke økonomisk, den er politisk. Euroen skal bruges som en smeltedigel, der forener de europæiske lande i en ny enhed. Efter nedkølingen får man så at se, om det var rart at blive omsmeltet. Eller om det endte i en katastrofe.


Ole Gerstrøm

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 25. årgang / februar 1997

Advertisements
%d bloggers like this: