Tvangsopsparing

22. november 2008

Tvangsopsparing


Socialdemokratiet og Venstre traf fredag d. 8. februar 1974 aftale om, at det udsnit af den danske befolkning, hvis selvangivelser for 1973 viste de højeste tal, skulle slippe 1050 millioner kroner. Centrumsdemokraterne bifaldt straks, hvad de to gamle partier havde smedet sammen, og herefter manglede man syv folketingsmedlemmer for at have de 90 mandater, som giver 50,3 % af tingets stemmer. Dem fandt man hos Kristeligt Folkeparti, der dog fik opsparingsbeløbet forhøjet til 1120 millioner kroner og antallet af opsparingspligtige til 860.000.


Fremskridtspartiet gik derefter i gang med at mildne vilkårene. Da hver tvangsopsparing vil medføre hen ved et halvt hundrede ekspeditioner indenfor de kommende otte år, fandt vi det aldeles urimeligt, at der var nogle, der skulle opspare beløb under 300 kr., idet selve udgiften ved ekspeditionen af sagen her formentlig vil overstige det opsparede beløb. Alt i alt drejede det sig for disse menneskers vedkommende kun om 35 millioner kroner ud af de 1120 og vi ville opnå at få 180.000 af de 860.000 ud af tvangsopsparingens forbandelser.


Når forslaget var fremsat af Fremskridtspartiet, skulle det selvfølgelig forkastes, men der var dog så meget sund fornuft i det, at de fire i majoriceringsblokken gik med til at forhøje bundgrænsen til 200 kr.


Tilbage er herefter 760.000 mennesker, som engang i august måned får en eller anden uforståelig EDB-meddelse om, hvor meget de skal tvangsopspare. Selvfølgelig vil der være mange fejl i disse meddelelser, men forligspartierne kræver klage inden fire uger. Ellers har man intet krav på, at blive fri for at skulle betale i henhold til en aldeles fejlagtig EDB-opgørelse. Som livet leves med ferier, revisortravlhed etc. får staten nok nogle millioner kroner for meget ind på denne fælde, som Fremskridtspartiet forgæves løb storm imod uden at få andre end Retsforbundet til at stemme sammen med os. Opsparingsbeløbet skal derefter indbetales ad tre gange i september, oktober og november 1974. Da det stort set er den samme gruppe mennesker, som i efteråret 1974 skal betale store restskatter og som skal tvangsopspare, forsøgte Fremskridtspartiet – på ny forgæves – gennem et ændringsforslag, der var til kampafstemning i Folketinget, at få opsparingsperioden strakt ud til og med februar måned 1975.


Forligspartierne vendte sig imod Fremskridtspartiets initiativ til, at opsparingen kunne ske i form af aktiecertifikater. Vi kom også med et forslag om, at opsparingen kan ske i form af obligationer. Forslagets skæbne blev overladt til finansministerens (Anders Andersen, V, red.) afgørelse, idet Folketinget dog forbød ham at følge Fremskridtspartiets forslag om, at også mindre indskud kunne præsenteres i form af obligationer. Nu kan det allerhøjest blive den bedst aflagte tredjedel, som får denne valgmulighed, hvis finansministeren (Anders Andersen, V, red.) fuldt ud udnytter sin bemyndigelse.


Nogle af obligationerne vil jo blive udtrukket før tvangsopsparingen udløber i 1980. Enhver, der i praksis har arbejdet med dette problem under de tidligere kapitalbindingsordninger, ved, hvilket unødvendigt kontorbesvær det volder, at skulle foretage genanbringelse indenfor en skatteopsparingslovs rammer. Det var imidlertid igen kun med Fremskridtspartiet for, at alt dette unødvendige papirbesvær skulle undgås ved simpelthen at afstå fra kravet om genanbringelse i disse få og ikke forudberegnelige tilfælde.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / 23. april 1974 / 2. årgang

Reklamer
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 24. juli 2013 kl. 06:43
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: