Forside > Økonomi, Det radikale Venstre, Socialdemokratiet > Budgetoversigten er ren talmagi

Budgetoversigten er ren talmagi

3. oktober 2008

Budgetoversigten er ren talmagi


– Når regeringen (A og B, red.) i sin budgetoversigt frejdigt påstår, at det går bedre med økonomien, er der tale om ren talmagi. Kendsgerningerne viser desværre, at det går rigtigt dårligt, siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke.


– Regeringen påstår, at der vil ske en forbedring i de offentlige finanser. Det holder ikke. Der er reelt tale om en række bogholderitekniske kneb. Således fremrykkes a-skatten fra stat og kommuner. Det giver 9 mia. kr. Fem mia. kommer fra fremrykning af a-skat af feriepenge. To mia. kr. skaffes ved at sløjfe krigsforsikringen for danske skibe. De kommunale naturgasselskaber bidrager med 500 mio. kr. Renteindtægter fra Arbejdsmarkedets Feriefond giver godt 100 mio. kr., og sådan er det hele vejen igennem, siger Kim Behnke og fortsætter:


– Budgetoversigten er derfor dokumentation for, at regeringen ikke evner at foretage de nødvendige og vedvarende besparelser. Statsgælden er på over 800 milliarder kr., og den kan finansminister Mogens Lykketoft (A) ikke komme uden om uanset, hvor mange tricks han bruger.


Alene renteudgiften af gælden på godt 60 milliarder kr. er en møllesten om dansk økonomi. Og på grund af sin økonomiske uansvarlighed, ekspederer regeringen derfor de kolossale gældsproblemer videre til de kommende generationer. Derfor er der i dag reelt lagt en enorm skattebyrde på endnu ufødte danskere, fastslår Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 25. årgang / januar 1997

Reklamer
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: