Hvorfor statsborgerskab når…?

10. september 2008

Hvorfor statsborgerskab når…?

Som så ofte før erfares ting ved rene tilfældigheder. Således også for professor dr. jur. Ole Hasselbalch som ved et tilfælde fik Lovtidende B i hænderne, som bl.a. indeholder navne på personer, der har fået tildelt dansk statsborgerskab.

Normalt fylder svenskerne og andet godtfolk navnelisterne. Men i dette tilfælde var det ganske anderledes. Ud af 544 tilhørte 204 denne kategori. Resten var hovedsageligt marokkanere og pakistanere, som betingelsesløst havde fået dansk statsborgerskab. I tiåret 1976-87 havde små to tusinde fra disse eksotiske lande opnået statsborgerskab, og tendensen er støt stigende.
Professoren kommer med bl.a. disse betragtninger i midtpunkt i Jyllands-Posten efter at have gjort sin “opdagelse”:

“Når opnåelse af statsborgerskab er en så vigtig ting, at der ligefrem skal en lov til for at få det, så må man vel også gå ud fra, at de, der laver denne lov holder øje med de tendenser, som aftegner sig i denne lovgivning. Men gør de det?

Kan det virkelig være rigtigt, at der i en periode med arbejdsløshed og dramatisk voksende økonomiske vanskeligheder for landet uddeles statsborgerskaber til store persongrupper, som tydeligvis aldrig kan være kommet her ved tilfældigheder endsige som flygtninge? Kan det virkelig være rigtigt, at man blot ved simpelt hen at komme her og være her kan kvalificere sig til statsborgerskab? Og kan det være rigtigt at de, der endnu ikke er statsborgere, bare kan blive her, selv om der er arbejdsløshed?

Ved opslag i Karnovs Lovsamling lader der sig hurtigt finde i al fald en delvis besvarelse af disse spørgsmål. Ifølge reglerne om meddelelse af indfødsret er der således en vis automatik i uddelingen af dansk statsborgerskab. Denne er udmøntet i et cirkulære, hvoraf det fremgår, at statsborgerskab normalt vil kunne opnås efter syv års ophold – dog kortere, hvis man erhverver en dansk ægtefælle eller en flygtning. For børn og ældre gælder andre regler. Men altså normalt syv år. Det fremgår også af Karnov, at ret til deltagelse i kommunevalg opnås allerede efter tre års ophold i landet.

Det er indlysende, at sådanne regler kan være fornuftige nok, når det drejer sig om at få et menneskeligt samvirke til at fungere under omstændigheder, hvor der finder tilfældig udveksling af mennesker sted mellem nationerne. Det vil i almindelighed være urimeligt at fastholde personer i en anden national tilhørighed, end den de har indlevet sig i.

Men det er lige så klart, at i en situation hvor der er opnået et enormt befolkningstryk i visse dele af verden, er en praksis, som tillader uddeling af andele i et land til personer, der blot har haft held til at opholde sig der længe nok ødelæggende for dette land.

Jeg spørger derfor nu lige ud de, der har og har haft ansvaret for udviklingen på dette område: Hvad er meningen? Har i taget højde for, at der er ved at opstå et helt andet billede på indvandrerområdet end det, som tegnede sig, dengang indfødsreglerne blev skabt?

Repræsenterer det nummer af Lovtidende, jeg henviste til blot en sanseløs videreførelse af en praksis, som for længst har mistet sin begrundelse?

Hvad er i det hele taget meningen med at fastholde et stort antal gæstearbejdere her i landet i årtier efter, at begrundelsen for deres tilstedeværelse er faldet væk?

Hvordan kan antallet af udlændinge fra fjerne lande, som opholder sig her på denne basis oven i købet vokse trods af voksende arbejdsløshed i Danmark?

JL

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 16. årgang / 3. juni 1988

Advertisements
%d bloggers like this: