Opløsningsretten

17. august 2008

Opløsningsretten

Så længe vi har haft folkestyre, har statsministeren haft fri adgang til – når som helst – at udskrive folketingsvalg.

Styrken heri er i den sidste snes år blevet mangedoblet af fire årsager:

1. Grundloven af 1953 afskaffede Landstinget og gjorde dermed Folketinget til næsten den eneste indehaver af topmagt.

2. Finanspolitikken og statsmagtens iøvrigt stærkt udvidede magtbeføjelser medfører, at en regering kan opnå kortvarig popularitet gennem en politik, som er katastrofal lidt længere sigt.

3. De hyppige opinionsundnersøgelsers offentliggørelse indebærer, at en statsminister med større sikkerhed end tidligere kan bedømme, hvornår hans parti står til et godt valg.

4. Den enkelte vælgers fastknytning til et bestemt parti er blevet væsentligt svagere.

Når opløsningsretten er blevet et stærkere våben, betyder det også, at den lettere lader sig bruge i partiegoistiske øjemed til, på et øjebliks-grundlag, at skaffe sig fireårs-magt.

Fremskridtspartiet finder det uheldigt. Vi har derfor foreslået indskrænkninger i Statsministerens frihed til at opløse Folketinget.

Helst burde retten flyttes til et aldeles uvildigt organ. Mest naturlig fremstår i denne henseende den person, hvem Grundlovens ord tillægger opløsningsretten: Dronningen. Danmark har den lykke at kunne forudse i den næste menneskealder som normalt at have et intelligent menneske, som mere end 90% af befolkningen sætter særdeles højt og hvis fuldstændige upartiskhed meget få tvivler om.

For at undgå, at dronningemagten trækkes ned mod sølet, vil det imidlertid være nødvendigt, at alle politiske partier af nogen betydning på forhånd bakkede op om den foreslåede løsning. De andre partier er imidlertid ikke modnede hertil.

Som den næstbedste løsning på problemet foreslog Fremskridtspartiet umiddelbart efter valget en borgfredaftale med partierne om, at den nye regering ikke måtte bruge opløsningsvåbnet uden støtte hertil i Folketinget. Støtten skulle være på mindst 89 medlemmer i tiden frem til 18. december, mindst 88 medlemmer i den følgende uge, mindst 87 i ugen 26. december 1973 – 1. januar 1974 og så fremdeles.

Nu er det jo en dårlig vane hos de andre partier, at hver gang nytænkning foreslås fra Fremskridtspartiet, vrænger de automatisk ad os og siger, at det ikke kan lade sig gøre.

Den helt nye struktur i Folketinget gør det imidlertid særdeles ønskværdigt, at det hurtigst muligt hindres, at det ene af de ti partier – nemlig det, der er kommet til at stille statsministeren – får en kæmpe fordel på de andres bekostning.

Mogens Glistrup

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 2. årgang / 22. januar 1974

%d bloggers like this: