Forside > Offentligt ansatte, Social- & sundhedspolitik > Man skulle være offentligt ansat

Man skulle være offentligt ansat

13. august 2008

Man skulle være offentligt ansat

Det var interessant at læse bl.a. journalist Poul E. Nøragers artikel om, hvem der er samfundets sociale tabere. Jeg kan faktisk, af egen erfaring, og hvad man oplever på arbejdspladser af skuffede mennesker. Man begrunder den høje skat med bl.a., at når noget går galt, så træder kommunen til. Men hvad sker? Jo, er du ikke narkoman, eller blevet kørt så langt ned at du er dranker, så er man nærmest ligeglad med dig uanset loven. Det er nærmest asocialt at have arbejde og så komme i en trangssituation som f.eks. separation, skilsmisse.

Bistandslovens intentioner er jo netop at forebygge, og at man skal prøve at komme ind i billedet så det menneskeligt, men også for samfundet bliver så billigt som muligt. Så folk kan fungere og ikke først er gået i stå/kørt ned og så skal hjælpes i gang igen.

Men efterleves dette? Nej, det er vel de færreste kommuner, der efterlever bistandsloven. Selv en lovgiver som Kristian Albertsen bekæmper loven i sin kommune. Regeringen sidder med hænderne i skødet og gør intet for at ændre tilstandene bl.a. ved at pålægge kommunerne ved lov, at de skal svare borgerne, nej, man henstiller, og så kan kommuner som Frederiksberg sylte sager i årevis. Ingen instans kan jo tage sig af en sag, før den er behandlet, så syltning er effektiv. Desværre er der en del fremskridtsfolk i kommunerne, der støtter papirnusseri i stedet for at bekæmpe samme, som man gør i folketinget, hvordan kan det være? Disse lovovertrædelser kan ganske rigtigt være en belastning for et ægteskab også, det er bl.a., hvad jeg oplever i øjeblikket selv.

Nej, man skal være offentligt ansat, så kan man sågar med politibeskyttelse være socialbedrager. Hvis alle var lige for loven, som de er efter loven, var der mange nu offentligt ansatte, der sad i fængsel. Men, det er jo ikke et demokrati vi har ej heller et retssamfund, men anarki hvor grupper, bare de er store nok kan tage sig selv til rette og den almindelige borger, “manden på gulvet”, som passer sit ikke har en chance.

K. Rohde

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 8. årgang / 4. februar 1980

Reklamer
%d bloggers like this: