Forside > Social- & sundhedspolitik > Har vi verdens bedste sociallov?

Har vi verdens bedste sociallov?

13. august 2008

Har vi verdens bedste sociallov?


Vi har hørt flere ledende politikere sige, at vi har verdens bedste sociallov. Socialministeren (Palle Simonsen, C, red.) sagde for nylig, at bistandsloven kostede samfundet 80 mia. kr. Vi ved, at underskuddet på finansloven i 1983 er omkring 63,5 mia. kr.


Sammenholder man disse beløb kunne man sige, at vi låner i udlandet til at opretholde det sociale system herhjemme.

Foruden at bistandsloven er en dyr lov, er den uhyre administrationskrævende. Der kunne spares mange penge, såfremt man i stedet for skønsprincippet i bistandsloven fik faste ydelser indført. Der kunne spares meget personale og de mange personer, der i dag føler sig snydt ved skønsprincippet, ville føle sig mere tilfredse, såfremt de vidste, at der var tale om faste ydelser således, at surheden og misundelsen ikke ville blive så udtalt.


Bistandsloven er opbygget således, at det er de yngre og unge familier, der får den største del af “kagen”. Det er den yngre generation, der er mest krævende, og derfor opnår de største ydelser. Pensionisterne er de dårligst stillede. Vi kan også sige, at pensionisterne ikke har været vant til så megen luksus, og de nøjes gerne med lidt, mens de unge er vokset op under andre vilkår og således er vant til mere luksus.


Nu er vi nået til en tid, hvor vi må skære ned, og hvad er mere naturligt, end at de yngre må skære ned, og samfundskagen bør uddeles til fordel for den ældre generation, som har lagt grunden til de bedre levevilkår.


Mennesker fra andre folkeslag ser med væmmelse på, hvordan vi her i Danmark behandler vore børn og ældre. De undres over, at vi i et oplyst land sender vore børn og ældre på institution i stedet for, at de var i familien og hjalp med i husholdningen.


Det er såre let at få bistandshjælp

Bistandsloven har tilsyneladende ikke gjort folk lykkeligere eller mere tilfredse. Vi oplever mange selvmord endog blandt den ældre generation. De unge bruger alkohol og narkotika for at glemme dagligdagens kedsomhed, der er mange ulykkelige familieforhold, og mange børn anbringes udenfor hjemmet. Så der er meget, der indikerer, at vi ikke har verdens bedste sociallov, men den kostbareste sociallov er altså næppe den bedste.


Mange opdager, at det er såre let at få bistandshjælp, og de udbetalte beløb kan for en bistandsmodtager være større end for en person, som har en arbejdsindtægt. Dette er ikke særligt befordrende for at søge arbejde.


For den ældre generation er bistandslovens bestemmelser om sociale ydelser et sandt uforståeligt mareridt. Det er en håbløs opgave for en kommende pensionist at tilrettelægge sin alderdom, idet bestemmelserne i den sociale lov og skattelovene er så indviklede, at der tales om samspilsproblemer, som bør løses, men som ingen socialminister endnu har haft mod til at løse. På det seneste er der dog blevet lovgivet om, at laveste invalidepension skal bortfalde, og at en del af de sociale ydelser til pensionister skal indgå i en samlet ydelse.


Som pensionslovene fungerer i dag, kan en pensionist uden indtægt opnå store fordele ved flere sociale ydelser i forhold til den pensionist, der har sparet lidt op.


Reglerne for indkomstbeskatning og regler om indkomstaftrapning for sociale ydelser kan i visse situationer bevirke, at en lille stigning i pensionisternes bruttoindkomst ved modtagelse af en eller flere sociale ydelser – når der er indtægt udover pensionen – giver til slutresultat, at pensionistens disponible indkomst er faldet i forhold til tidligere. F.eks. kan en folkepensionist med flere sociale ydelser, såsom pensionstillæg, boligydelse, hjemmehjælp og diverse personlige tillæg få op til 50.000 kr. mere om året. Det vil sige, at ydelserne kan opnås, når pensionisten ingen anden indtægt har mens den pensionist, der har lidt ekstra ikke kan opnå alle disse gratisydelser. (Oplysningen stammer fra en betænkning om samspilsproblemer fra 1982).


Foruden at der er tale om forskellig sammensætning af sociale ydelser for den enkelte pensionist, tages der også hensyn til forskellige former for beregning i skattemæssig henseende. Der regnes i nogles tilfælde efter socialindkomst, når betalingen for ydelsen beregnes.


I andre tilfælde ser man på husstandsindkomsten, og i flere tilfælde tales der om skattepligtig indkomst.


Når de ældre kommer på plejehjem

Ikke blot pensionisten, men også lovgiverne kan have vanskeligt ved at overskue problemstillingen for den enkelte pensionist. Der er også tale om, at nogle af de sociale ydelser er skattefrie, mens andre indgår i den skattepligtige indkomst.


Nogle ydelser aftrappes jævnt, mens andre aftrappes i spring. Det værste sker, hvis den 67-årige pensionist har erhvervsindtægt, eller hustruen har arbejdsindtægt ved siden af mandens pension. Det kan også hænde, at pensionisten med deltidsarbejde ikke opmuntres til at beholde dette hvis det slutresultat, som han opnår i kroner er mindre, end resultatet ville være uden ekstra indtægt, når pensionisten har behov for en eller flere omtalte ydelser udover pensionen.


Beboere på plejehjem kan komme til at betale 60 % af deres evt. renteindtægt (efter skatten er trukket), foruden at deres pension inddrages, når de tager ophold på plejehjem. Beboeren får så et mindre beløb til personlige fornødenheder.


En pensionist kan få lån til betaling af ejendomsskatter, såfremt der ikke er likvid formue, lånet optages som en prioritet i huset. Pensionisten kan få varmehjælp og andre ydelser til medicin, bustransport og andet, men for dem alle gælder det, at den ældre skal oplyse om sine økonomiske forhold til en sagsbehandler, hvilket er ubehageligt for mange ældre.


Derfor undlader mange ældre at anmode om hjælp, det er også en af årsagerne til, at mange gamle har dårlige levevilkår.


De unge, som har levet med behandlersamfundets indgriben i personlige forhold, vil næppe være utrygge, når de i alderdommen skal bede om hjælp, hvis der da til den tid er penge i landet til dem. Vi husker alle, hvorledes en venstreminister for nogle år siden lovede bedre forhold for landets pensionister, idet de skulle få en større pension, når de indbetalte et beløb hver måned til den sociale pensionsfond, men alle de pensionister er blevet snydt af staten, idet pengene ikke blev udbetalt, men en ændret lov bestemte, at restrenten skulle tildeles pensionisterne til varmehjælp m.m., men først efter en ansøgning om behov. Det store beløb der står i den sociale pensionsfond, som i virkeligheden tilhører landets pensionister, er aldrig kommet til udbetaling. Det er utroligt, at pensionisterne ikke for længst har gjort oprør.


Vedr. samordningsfradrag

Hvad har man gjort ved tjenestemandspensionen? Jo, man har ladet tjenestemændene betale deres fulde bidrag til deres pension i deres tjenestetid. De har også måtte høre på, at de var bedre stillede i alderdommen i kraft af deres pension, og derfor har de ofte måttet nøjes med ringere lønstigninger end andre grupper. Omkring 1970 fandt man så på, at tjenestemandspensionister skulle bidrage med det fulde beløb til folkepensionen, således at de ved deres fyldte 67 år kunne få del i den sociale pension og de ydelser, der gives udover pensionen. Tjenestemændene får en andel af folkepensionens grundbeløb, når de fylder 67 år. Det vil sige, at grundbeløbet reduceres med 2 % for hvert år, tjenestemanden har været ansat – dog højst 37 år –  således at 74 % af grundbeløbet fra folkepensionen højest kan fratrækkes og resten udbetales oveni tjenestemandspensionen. Det er dét, man kalder et samordningsfradrag.


Tjenestemanden har så andel i de sociale ydelser, som folkepensionisten kan få – dog med de betalingsregler -, der gælder. Det vil i de fleste tilfælde betyde, at tjenestemanden med den højere pension kommer til at betale fuldt ud for de ydelser, han har brug for, og slutresultatet for en tjenestemand kan nemt blive, at han er langt dårligere stillet i økonomisk henseende end den folkepensionist, der uden indtægt kan få diverse sociale ydelser gratis.


Problemerne er således store for landets pensionister, og løsningen må for det første være, at hele pensionen er skattefri, og at der opnås en pension for alle personer i landet, en pension som er ens ved det fyldte 67. år. De sociale ydelser – der har tilknytning til pensionistens helbredstilstand -, bør være gratis for alle, mens alle andre tilskud til forhøjelser selv betales af pensionisten.


I dag ofres der utrolig mange penge på fornøjelser for pensionisterne. Alt for få tager del i dette, og mange flere får meget lidt at leve af, derfor højere pension og pensionisten kan selv bestemme over sine levevilkår.

N. Pedersen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 30 / 11. årgang / 2. september 1983

Advertisements
Kategorier:Social- & sundhedspolitik Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 23. marts 2009 kl. 15:41
  2. 8. april 2009 kl. 07:53
  3. 9. april 2009 kl. 07:42
  4. 11. april 2009 kl. 06:31
  5. 15. april 2009 kl. 14:14
  6. 21. april 2009 kl. 06:27
  7. 21. april 2009 kl. 06:38
  8. 30. maj 2010 kl. 04:30
  9. 15. maj 2011 kl. 04:15
  10. 15. maj 2011 kl. 15:39
  11. 1. juni 2012 kl. 03:48
  12. 18. marts 2013 kl. 04:35
  13. 5. juni 2013 kl. 06:27
  14. 17. juni 2013 kl. 09:03
  15. 13. juli 2013 kl. 05:11
  16. 23. oktober 2013 kl. 06:46
  17. 15. december 2013 kl. 11:17
  18. 16. december 2013 kl. 11:25
  19. 17. december 2013 kl. 11:49
  20. 18. december 2013 kl. 05:30
  21. 18. december 2013 kl. 07:47
Der er lukket for kommentarer.
%d bloggers like this: