Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag

Glistrup: Indflydelse efter vælgergrundlag 

Da Poul Hartling (V) igennem de sidste 3½ år konsekvent har nægtet at møde mig til debatarrangementer rundt om i landet, må han tage til takke med følgende svar på hans indlæg forleden:

Fremskridtspartiet har siden valget den 9. januar 1975 uden vaklen og gentagne gange påvist, at en socialdemokratisk regering, hverken kan eller tør løse de meget betydelige problemer, som Folketinget har påført landet ved slaphed i økonomiske anliggender. Letsindigheden har ført til statsunderskud og stadigt voksende gældsættelse, som igen fastlåser arbejdsløsheden, højrenten og fortsætter pengeforringelsen.

Vort synspunkt beror ikke på, at vi anser socialdemokraterne for at være værre end folk fra andre partier. Tværtimod har vi fra bevægelsens fødsel i 1971 uafbrudt godtaget den berømte Baunsgaard-udtalelse: ”Det afgørende er ikke, hvem man samarbejder med, men hvad man samarbejder om”. 

Tydeligere og tydeligere er det imidlertid blevet, at denne sætning trænger til tilføjelsen ”og hvordan man samarbejder”. Dette er bl.a. godtgjort gennem rivningerne i røde kabinetter, VKR-regeringens lammelse på grund af hvert partis vetoret og musefældeklausulfarcen – alt opført, mens landets problemer voksede sig store i årene fra 1967.

Z-oplæg

Efter at Anker Jørgensen  holdt sin regerings nekrologtale i fredags, er tiden inde til på ny at gøre et fremstød for at udmønte samarbejdet i praksis. Det gør Fremskridtspartiet herved i nedenstående-ikke-ultimative-fempunktsoplæg:

1. Massive offentlige besparelser må være hovedgrundlaget for at få orden i dansk økonomi. De, som (endnu) ikke kan indse dette, er (endnu) ikke modne til at være med i samarbejdet om redning af landet.
2. Den uanstændigt lave skattefri bundgrænse på 12.600 kr. for 1977 må forhøjes – gerne ad flere gange.
3. Lønfremgangen skabes gennem skattelettelse. For en dels vedkommende kan den modregnes i den lønfremgang, der nu søges opnået ved forøgelse af firmaernes lønomkostninger være sig ved tariflønforhøjelser, lønglidning og/eller dyrtidsportioner.
4. Samarbejdspartierne må i gerning vise den yderste forståelse og tolerance for hinanden, så ingen kommer til at dominere, men alle ligestilles i overensstemmelse med vælgergrundlag. Mod og hårdhudethed bliver også nødvendig.
5. Et samlingsregeringsgrundlag, der kun indeholder foranstående punkter, vil være særdeles utraditionelt. I den foreliggende situation er det imidlertid at foretrække. Ellers skal der nemlig spildes lang tid på, at man forhandler sig frem til enighed om mere eller mindre vage formuleringer. Man må alligevel forudse, at den hastige udvikling hurtigt løber fra udformningen som man derefter skal spilde tid og kræfter og indbyrdes tillid på at drøfte ændringer i. holdbarheden i samarbejdet sikres derfor ved, at enhver samarbejdsdeltager kan fordre opstående spørgsmål afgjort bindende for alle samarbejdsdeltagere med en på forhånd aftalt kvalificeret majoritet, for eksempel tre femtedele eller to tredjedele i et fællesmøde mellem samarbejspartiernes folketingsmedlemmer.

400.00 vælgere

Fremskridtsgruppen overser ikke, at kolde skuldre har mødt os alle de mange gange vi tidligere har bedt om at komme ind i samarbejde. Det er imidlertid vort håb, at de seneste begivenheder har åbnet tilstrækkeligt manges øjne for, at landets problemer er af så alvorlig en størrelsesorden, at det er utilstedeligt fortsat at udelukke repræsentanterne for over 400.000 vælgere, som vil være med i et konstruktivt samarbejde og underkaste sig flertals beslutninger heri. Selv erkender vi selvsagt, at der med den nuværende folketingssammenslutning på en lang række områder ikke vil kunne skabes flertal for fremskridtspolitikken – for eksempel med hensyn til størrelsen af de ønskelige besparelser hos det offentlige, Sydslesvig-politik o.s.v. Vi er imidlertid desuagtet rede til at slide under samarbejdets åg, blot vi derved kan få udviklingen trukket i den rigtige retning. Selv om det selvfølgelig vil være kreperligt for os at se, at de løsninger, vi så kunne komme til at medvirke til, er for små og for langsomme sammenholdt med størrelsesordenen på de krav, som er skabt af de store tal på arbejdsløshedsregistrerede, valutagæld, statsunderskud, skattetryk, inflationsrate og rentesats.

VCQM-partierne banede i februar 1975 vejen for Anker Jørgensen-regeringen ved ikke at ville respektere de godt 400.000 fremskridtsvælgere som ligeværdige med deres egne. Lad ikke fejlen gentage sig. Vi kræver ikke større indflydelse for vore vælgere, end vi vil indrømme samarbejdspartnernes. Men et samarbejde, der skal bygge på, at fremskridtsfolkene ensidigt underkaster sig de andre kan aldrig blive noget holdbart samarbejde.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 16. december 1976 / 4. årgang

Socialdemokrater og finanslov

Socialdemokrater og finanslov

Den nuværende generation af topsocialdemokraters politik har ført til kæmpe arbejdsløshed, enorm valutagæld, meget høj rente, rekordskattetryk, statsunderskud (en snes milliarder) og alt for lav folkepension. Enhver må kunne se at de mennesker, der har ført denne politik ikke evner korrekt at vurdere samfundsøkonomiens sammenhænge.

Derfor ville det være urimeligt at lægge vægt på det, ledende socialdemokrater siger, når de udtaler sig om Fremskridtspartiets 800 ændringsforslag til finansloven.

Sandheden er, at en vedtagelse af forslagene over kort tid vil fjerne arbejdsløshed, valutaunderskud, lave obligationskurser og størstedelen af inflationspengeforringelsen. Derudover lempes den urimelige indkomstskat, der ikke svarer til tidens krav allerede i år, så den skattefri bundgrænse bliver 21.000 kroner, medens bundgrænsen bliver 60.000 kroner i 1977. Folkepensionen stiger til 23.400 kroner (46.800 kroner for et pensionistægtepar), og der kommer orden i statens finanser.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 8. april 1976 / 4. årgang

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet 

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser og der må i al fald arbejdes konsekvent

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige og Centrum-Demokrater har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den til enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A.

Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/08/18/socialdemokratiet-vil-umyndiggore-folket/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang

 

Lånestempelafgiften

Lånestempelafgiften 

Ofte hører man de venstreforvirrede reportere i TV og radio tale om kapitalismens krise og manglende egnethed til at klare problemet.

I virkeligheden burde man udtrykke den allerstørste beundring for, hvad private erhvervsvirksomheder kan præstere til trods for, at staten giver dem usle arbejdsvilkår ved at baste og binde arbejdsmuligheder og arbejdsglæde med skadelige skatter, afgifter og restriktioner.

Disse slag mod Danmarks velstand – og dermed også mod Danmarks velfærd – kommer dumpende et efter et, og offentligheden får aldrig noget sammenhængende overblik over, hvor alvorlig helheden er blevet.

En af de i sig selv små skærpelser er den bebudede forhøjelse af stempelafgiften på pantebreve til 5 %.

Skal virksomhederne fungere, må blodomløbet – kreditformidlingen – ske uhindret af propper. Hæmmer man kreditformidlingen, gør man det i disse år altafgørende produktionsliv lidt mindre konkurrencedygtig.

Selvfølgelig er et statsunderskud på over 40 milliarder kroner aldeles uacceptabelt, når 1980 bliver sjette år i træk med stigende underskud. Men det skal ikke bekæmpes ved stigende skatter og afgifter, men derimod ved at staten indskrænker sine udgifter til, hvad samfundets bærekraft kan strække til efter, at gammelpartierne i så høj grad år efter år har molesteret den danske samfundsøkonomi.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 21 / 3. december 1979 / 7. årgang

Handling nu – ellers ser det skidt ud for dansk økonomi

Handling nu – ellers ser det skidt ud for dansk økonomi 

- Den nuværende regering (A, B og CD, red.) er ved at gøre tidligere regeringers kunststykke efter, hvad angår dansk økonomi. Den økonomiske tendens er kraftigt for nedadgående, og hvis ikke regeringen sadler om og begynder at føre en stram og fornuftig økonomisk politik, så går det galt.

Det siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, som reaktion på udtalelser fra finansminister Mogens Lykketoft (A) om, at regeringen ikke har tænkt sig at stramme det finanspolitiske greb, hvis den økonomiske vækstpause trækker ud.

- At finansministeren har tænkt sig at føre en lempet finanspolitik betyder reelt, at den alt for store offentlige administration må reduceres markant, og så må der for alvor gøres noget ved statens gæld, der alene i år vil vokse med omkring 30 milliarder kroner.

Det nytter ikke, at regeringen bare sidder med hænderne i skødet uden at gøre noget. Vi har i forbindelse med finansloven for 1996 fremlagt en række forslag, der vil gavne det private erhvervsliv betragteligt og sætte en stopper for ekspansionen i den offentlige sektor.

Problemet er, at regeringen slet ikke har formået at sætte ægte gang i de økonomiske hjul. I stedet har man pålagt erhvervslivet den ene grønne afgift efter den anden og øget de offentlige udgifter til skade for dansk eksport. Når finansministeren ikke har tænkt sig at gennemføre nogen finanspolitiske stramning i år, hvis den nuværende vækstpause fortsætter, så viser det blot, at regeringen helt har mistet grebet om dansk økonomi.

Regeringen udviser med andre ord en bekymrende mangel på mod til at foretage de nødvendige ændringer, der skal til for at forbedre Danmarks økonomi.

Regeringen er nødt til at lempe vilkårene for det private erhvervsliv og stoppe de huller, hvorfra statens penge fosser ud.

Hvis det ikke sker, så vil underskuddet igen stige voldsomt, når arbejdsløshed og mismod breder sig i kølvandet på vækstpausen, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / februar 1996 / 24. årgang

30 milliarder på plads!

30 milliarder på plads!

Firkløverfolkene (V, C, CD og KrF, red.) hævder bestandig, at de i 1982 overtog et statsunderskud på 80 milliarder kroner. Det er ikke rigtigt.

Anker Jørgensen-regeringen lagde op til et underskud på mellem 50-60 milliarder kroner for 1983.

Når hans regering gik af, var den direkte anledning, at han ikke kunne komme igennem med dette forslag. Rent faktisk har firkløverregeringen blot overtaget socialdemokraternes politik vedrørende finansloven. Der er derfor ikke nogen som helst grund til at tro, at der i nogen af årerne fra og med 1983 var hverken blevet større eller mindre underskud på statsregnskabet, hvis Anker Jørgensen havde valgt at fortsætte end det, som rent faktisk er blevet resultatet under Poul Schlüter (C).

Mogens Glistrup

 
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/kun-promille-til-forskel-pa-anker-og-poul/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 16. januar 1987 / 15. årgang

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser, og der må i al fald arbejdes konsekvent.

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige, centrum-demokrater har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A. Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/11/04/jurassic-park-og-velfærdsstaten/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang

A eller Z?

A eller Z?

Tror man Danmarks problemer kan løses ved at nedsætte statens underskud fra 63 millioner om dagen til 56?

Anker Jørgensen har i det sidste års tid styret Danmarks økonomi yderst letsindigt.

Han har fråset med statsudgifter langt ud over de skatter, han har fået ind i kassen og hans regering (Socialdemokratiet, red.) har givet løfter til alle sider om yderligere støtte og hjælp. Før augustforliget var han på vej til næste år at lade seddelpressen hver eneste dag udspy 63 millioner kroner i falsk købekraft – altså penge, der ikke var produktion bag ved, og som derfor stort set måtte omsætte sig i indkøb af udenlandske varer. Med andre ord i forøgelse af vor valutagæld.

September og august

Augustforligets kæmpebyrder på befolkningen har mindsket disse 63 millioner kroner til 56 millioner. Men hver eneste dag går det altså stadig hurtigt ned ad skråplanet med den danske økonomi.

Det var septemberforliget i 1975, som gav Anker Jørgensen lov til at iværksætte dette enorme statsunderskud og den deraf følgende milliardgældsætning af Danmark til Tyskland. Aldrig skal vi glemme, at dette septemberforlig blev sikret flertal i Folketinget gennem Venstres stemmer.

Venstre vendte sig imidlertid i august 1976 bort fra uansvarligheden – forhåbentlig for bestandig. Men så ilede radikale, Kristeligt Folkeparti, centrum-demokrater og konservative til og sørgede for et knebent flertal til fortsættelse af Anker Jørgensens samfundsødelæggende politik.

De sagde at så undgik landet, at Anker Jørgensen skulle foretage en anden landsskadelig handling – udskrivning af folketingsvalg. Men Anker Jørgensens finger sidder stadig på valgaftrækkeren, og landets situation forværres for hver dag. Den undskyldning er altså meget tynd.

At socialdemokraterne vil store offentlige udgifter, der uundgåeligt fører til endnu hårdere skattetryk, kan dårligt bebrejdes dem. Det er nu engang socialdemokraternes grundholdning, at det offentliges virkefelt skal vokse mest muligt.

En bedre løsning

Er der da slet ikke noget fyrtårnslys, som kan lede os ud af dette mørke?

Jo – syvpunkts-Z-planen blev lagt på Folketingets bord i august.

Z-planen rydder op i de offentlige udgifter, så de ikke bliver større end at vi får balance – ikke mere falsk købekraft – med skattefrit bundfradrag på 25.000 kroner med det samme, (60.000 kr. fra 1978). Sømandsskatten afskaffes straks. Kapitalvindingsskatten – der er et dundrende underskudsforetagende for staten – fjernes også øjeblikkelig.

Det sker vel at mærke uden, at der spares på de sociale udgifter til dem, der virkelig er i nød – de åndssvage, andre handicappede, de syge og ældre. Tværtimod, her bliver råd til en ekstra indsats, fordi der luges ud i de mange mindre nødvendige statsudgifter.

Ud over de store reallønsforbedringer der ligger i skattelettelserne, tilskynder der også på anden måde til at sætte arbejde i gang. Den stive offentlige arbejdsformidling nedlægges, arbejdsløshedsdagpengereglerne reformeres og sygelønsbestemmelserne omlægges, så den afskrækkende 5 ugers-regel ophæves. Det skal ikke mere være arbejdsgivernes opgave at udbetale sygeløn. Dertil har vi fundet plads på statens budget.

16. almindelige ejendomsvurdering aflyses og folkepension gøres – en kort, men nødvendig overgangsperiode – ens for alle. Landmanden, smeden og fiskeren får samme pensionsbeløb (26.000 kroner for enlige, 52.000 kroner for ægtepar) som ministeren, dommeren og ministerialkontorchefen.

Såvel fjernsyn, radio som aviser fortier Z-planen for befolkningen. Vil man være ordentligt underrettet, må man derfor abonnere på Folketingstidende eller på ”FREMSKRIDT”.

Forskellen

Z-planen hviler på samme erkendelse, som den augustpartierne udtrykker: Danmark er nu kommet så langt ud i økonomisk uføre, at kaos truer. Dette har forledt venstrepressen til at meddele, at Glistrup på landsmødet opfordrede Anker Jørgensen til et samarbejde.

Imidlertid blev Socialdemokratiet udfordret for, at vælgerne gennem debatten kan få solidt grundlag, når de en dag skal træffe valget mellem augustpolitikken og Z-planen – to programmer, der er i skrigende uoverensstemmelse med hinanden.

Redaktionen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/23/den-tabte-trad/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

Socialdemokratiets skattetryk

Socialdemokratiets skattetryk

For 20 år siden arbejdede danskerne 14 minutter pr. time for det offentlige og resten for sig selv.

Nu beslaglægger skatter og afgifter 32 minutter pr. time og udgifterne svarer til 37 minutter pr. time.

Finansminister Knud Heinesen (A) har i en debat i Aarhus Stiftstidende blandt andet skrevet: Under debatten i Folketinget i august om gennemførelsen af regeringens (Socialdemokratiet, red.) forslag om den økonomiske politik kom Fremskridtspartiets ordfører med nogle løse påstande om, at de afgiftsforhøjelser, der indgik i forslaget, ville betyde et kraftigt voksende skattetryk.

Som sædvanlig håber Anker Jørgensens folk at kunne bluffe befolkningen til at tro, at fremskridtsfolkene er nogle skrækkelige stratenrøvere, der ingen indsigt eller ansvarlighed har i de økonomiske sammenhænge, som socialdemokrater og andre etablerede partier skulle være de rutinerede eksperter i.

Enhver, der gider læse sætningen med lidt eftertanke, vil imidlertid indse, at den er det rene nonsens. Selvfølgelig vil afgiftsforhøjelser på hen ved 6 milliarder kroner betyde et kraftigt voksende skattetryk. Når der her gøres så meget ud af denne enkelte sætning, beror det på, at der er tale om et fænomen, som dækker mere end 90 pct. af de kritiske avisartikler man finder mod Fremskridtspartiets program. Der udslynges bare nogle overfladiske angrebspåstande mod os i den sikre forvisning, at næsten ingen af læserne evner eller orker at trænge til bunds i sandheden, der vistnok undtagelsesfrit er, at de økonomiske synspunkter og talsammenhænge, som Fremskridtspartiet har fremført, altid har været pinligt korrekte og aldrig overdrevne.

Resten af Heinesens lange udredning angår ved nærmere eftersyn noget helt andet end skattetryk, nemlig et nationaløkonombegreb, som han kalder ”kollektivt konsum i procent af rådighedsbeløb”. Disse fine ord dækker imidlertid ikke over noget, der knyttes særlig interesse til i virkelighedens verden. Her er den hårde realitet, at for hver gang, der arbejdes en gennemsnitsarbejdstime i Danmark, skal de godt 32 minutter afleveres til det offentlige i form af alskens skatter og afgifter. Når det offentlige skal skaffe dækning for sine enorme udgifter, skal vi endda op på 37 minutter. Foreløbig lader Heinesen imidlertid blot falsk købekraft rende ud i omsætningen ved at frihjulskøre med et ud fra alle synsvinkler aldeles uanstændigt statsunderskud.

For en snes år siden var det ikke 32 minutter, men 14 minutter. Da Danmark fik sin VKR-regering i 1968, var tallet steget til 20 minutter og dette gennemsnit – en tredjedel af produktionen til skatteformål – er det, Fremskridtspartiet vil vende tilbage med sit program om 60.000 kroners skattefrit bundfradrag.

Velstanden er jo vokset enormt takket være danskernes flid, den lange fredsperiode, teknikkens udvikling og de internationale handelsskrankers lettelse. En lettelse af indkomstskatteåget vil yderligere føre til velstandseksplosion, som vi så det i det skattefrie jubelår i 1968.

Derfor er den tredjedel, som Fremskridtspartiet vil overlade til det offentliges virkeområde, tilstrækkeligt til, at det offentlige kan løse alle sine opgaver og til, at vi kan sørge bedre for dem, der virkeligt trænger – de syge, de handicappede og de ældre.

Hvis Heinesen og konsorter imidlertid får lov til at fortsætte med at ødelægge den danske økonomi, bliver den oprydningsopgave, der så yderligere skydes ud, stedse mere omfattende og ubehagelig. Det skal man imidlertid ikke bebrejde Fremskridtspartiet, som fra første færd har advaret, men derimod de partier, der sikrer den socialdemokratiske ødelæggelsespolitik. Altså Kristeligt Folkeparti, radikale og centrum-demokrater samt – på skift – Venstre og konservative.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/en-højt-skattet-medborger-carsten-skattenkock/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

Enten har den danske befolkning ikke fattet et kvæk af, hvad det er, den netop afgivne budgetredegørelse afslører, eller også er danske skatteydere hensunket i opgivelsens mørke med en “det nytter alligevel ikke noget”-holdning. De fortrænger den kendsgerning, at staten i år kommer ud med et foreløbigt anslået underskud på næsten 22 milliarder kroner og dermed forøger den i forvejen vanvittige statsgæld til næsten 570 milliarder kroner og en rentebyrde til herefter 57 milliarder kroner.

Dette rentebeløb betyder, at hver dansker, fra spæd til olding, årligt i gennemsnit skal af med et beløb på ca. 11.400 kroner, alene til renter af et statsligt overforbrug skabt af skiftende – mere eller mindre – socialdemokratiske regeringer, inklusiv den nuværende såkaldt “borgerlige” regering (V, C og B, red.).

Tænk, hvis en almindelig dansk gennemsnitsfamilie på 2 voksne og 2 børn årligt havde 45.000 kroner mere til sig selv? Nu går pengene i stedet til statsrenter, ene og alene på grund af politikeres uansvarlighed og ødselhed med skatteydernes surt tjente kroner.

Lader stå til

Gang på gang svinger regeringens medlemmer pisken over de mere og mere udpinte skatteyderes rygge med krav om, at det private forbrug skal sættes ned. Samtidig formår de samme regeringsmedlemmer ikke at styre deres egne ministeriers udgifter og overforbrug. Men det er jo også andres penge, ikke deres egne, og så er det jo “lettere” blot at lade stå til i stedet for at foretage de nødvendige, men måske også upopulære besparelser.

Udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) har i 1990 indtil nu et ekstraforbrug på 221,3 millioner kroner til Ulandshjælp og andre ekstraudgifter på 64,6 millioner kroner. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) ekstra 20 millioner til de i forvejen svulmende flygtningeudgifter. Arbejdsministeren (Knud Erik Kirkegaard, C, red.) et underskud på 322,3 millioner kroner, Kulturministeren (Ole Vig Jensen, B, red.) 196 millioner kroner o.s.v.

Det er ufatteligt, at regeringen ikke med verdens højeste skattetryk formår at holde hus med statshusholdningen. Den manglende balance skyldes ene og alene manglende mod og vilje til at foreslå reelle besparelser på de offentlige budgetter. Hvad nytter det, at befolkningen stemmer en borgerlig regering i Folketinget, når selvsamme regering blot videre-administrerer en socialdemokratisk politik? Hvad nytter det, at vælgerne sætter et ikke-socialistisk flertal i Folketinget, når regeringen ikke vil benytte dette flertal til at foretage en gennemgribende ændring af det offentlige system, men fortsat er i lommen på Socialdemokratiet? Hvad nytter det, at regeringen ligger under for socialdemokratisk hetz mod enhver “nedskæring” i de over 800.000 offentlige stillinger, når kendsgerningen er, at der er en årlig naturlig afgang fra den offentlige sektor på over 55.000 personer; stillinger, der sagtens kunne fjernes, uden at det betyder en eneste fyring?

Vanviddet fortsætter

Desværre har de uhyggelige afsløringer i budgetredegørelsen ikke lagt en dæmper på ministrenes trang til uhæmmet at bruge løs af skatteydermidler. Senest har Udenrigsministeren ansøgt finansudvalget om 400 millioner kroner til en række Ulandsprojekter og undervisningsministeren om ekstra 41 millioner kroner til flygtningeundervisning.

Budgetredegørelsen viser med uhyggelig tydelighed, at resultatet af regeringens forbrugsbegrænsende politik er slået fuldt ud igennem i form af provenuefald på alle statens indtægtskonti og i form af stigende udgifter til dagpenge og bistandsydelser i forhold til 1989. Det danske samfund har brug for, at alle hjul drejer hurtigere og det kan blandt andet ske gennem en større forbrugsomsætning, der skaber nye virksomheder og dermed flere i arbejde.

Erhvervslivets ønsker om komkurrenceforbedringer kan kun opnås ved lettelser i det vanvittige høje skattetryk, der dræber initiativlysten hos de mennesker, som bærer det danske samfund oppe. Indkomstskattelettelser er derfor den eneste ansvarlige løsning på landets problemer.

Skattelettelserne finansieres ved, at det løbske forbrug i den offentlige sektor afløses af omfattende besparelser. Væsentlige privatiseringer er også en farbar vej mod en reduktion af offentlige udgifter. En anden og supplerende vej er STØRRE MOD OG VILJE til, hos alle partier, at lægge ryg til upopulære besparelser.

Pakker sydfrugterne!

Hvis ikke den danske befolkning snart vågner op, så vil ethvert fornuftigt ungt menneske pakke sine “sydfrugter” og flytte til udlandet. Det er nemlig de kommende unge generationer, der kommer til at betale regningen for deres forældres offentlige fråseri med lånte midler.

Ingen ansvarlig regering kan, uden at foretage sig noget, blot se til, mens landets økonomi tager endnu en omgang på “gældens hurtigkørende karrusel”. Jeg vil derfor opfordre regeringen til, at årets finanslovsforhandlinger indledes allerede nu, og 1990-budgettet kan endnu nå at blive rettet op, hvis viljen er til stede hos Folketingets ikke-socialistiske flertal.

Man siger ofte, at “borgerne har de politikere, de selv fortjener”. Hvis det skulle være sandt, er danskerne tydeligvis et meget nøjsomt folkefærd.

Kim Behnke

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/09/hjulene-skal-igang-igen-derfor-ma-der-handles-drastisk-og-resolut/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / august 1990 / 18. årgang