Ingen forskel

Ingen forskel 

Kun realitetsforvanskede udenomssnakkere kan hævde, at Poul Schlüter (C) og Uffe Ellemann (V) skulle være mindre socialistiske end Anker Jørgensen og Gert Petersen (F).

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 26. juni 1987 / 15. årgang

Kapitalismens krise – det socialistiske alternativ

Kapitalismens krise – det socialistiske alternativ 

Demonstrationsfrihed – strejkeret – pressefrihed er i de socialistiske stater erstattet af censur og forbud. Påberåbelse af menneskerettighederne belønnes med fængsel eller arbejdslejr. 

Det er sådanne tilstande den nuværende regering (Socialdemokratiet, red.) er ved at føre landet ud i, langsomt, men sikkert. En udenomsparlamentarisk aktivitet synes man ikke at evne stoppet i tide. På det lovgivningsmæssige område kører man frem med restriktioner og begrænsninger af den personlige frihed i et hidtil uhørt tempo. Situationen i dag er klar: Den eneste fanebærer for den personlige frihed er Fremskridtspartiet. Det eneste parti, der tør tage kampen op mod socialiseringen – ikke længere den snigende, men den galopperende – er Fremskridtspartiet.

Hvilket paradis er det så den indoktrinerende, socialistisk-orienterede ønsker indført i Danmark til erstatning for det frihedselskende kultursamfund, det var engang, men trods alt ikke er ødelagt og underkuet mere, end det let kan rejses igen.

Ifølge officielle sovjetiske statistikker er den månedlige gennemsnitsløn i Rusland knap 150 rubler – ca. 1,50 kr. – for arbejdere og funktionærer. Lønfremgangen forventes at blive 5 % om året. I Fremskridtsdebatten kan man mod tilhængere af restriktionslove, kan man foruden forannævnte hente ammunition i FREMSKRIDT nr. 6 – 77 side 12-13.

Fremskridtspartiet

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/08/18/socialdemokratiet-vil-umyndiggore-folket/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 31. maj 1977 / 5. årgang

Socialistisk gok

Socialistisk gok

”Den væsentligste grund til ubalancen er et offentligt overforbrug til forældede marxistiske mærkesager, en betragtelig sjofling af det eksporterende erhvervsliv og et socialistisk gok i nødden på folk, der er dumme nok til at spare op”.

H. Mathiesen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/04/10/dansk-selvmord/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 4. februar 1980 / 8. årgang

Et sejt træk

Et sejt træk

En af de vigtigste bærepiller i det danske folkestyre er Grundlovens bestemmelser om, at ingen kan straffes for deres politiske overbevisning eller tro.

Endvidere er der i dansk folkestyre oparbejdet traditioner for, at politisk tale og politiske forhandlinger skal foregå i åbenhed.

Mange af Grundlovens idéer om personlig frihed, samt gode traditioner i dansk folkestyre lider kolossalt i disse år under de gamle partiers lukkede forhandlinger. Venstre og Konservative medvirker til denne nedbrydning i afmagt over ikke mere at besidde den moralske styrke til at forsvare deres partiers oprindelige idégrundlag. Der er givet mange eksempler her i FREMSKRIDT de sidste fire år.

Socialdemokratiet derimod bruger bevidst denne slappe holdning hos de gamle borgerlige partier til med deres hjælp, at ændre det danske samfund til et liv i ufri, grå socialisme.

Fremskridtspartiets opståen og indvælgelse i folketinget for fire år siden var en brat opvågen og forskrækkelse, som medførte, at gammelpartierne lukkede deres cirkler endnu mere i stedet for at møde de nye tanker og idéer, der vil opstå i et folkestyre, som er ved at blive knægtet.

Fremskridtspartiet stod frem med den åbenhed, som tidligere var så højt prist.

Fremskridtspartiet pegede præcist på de kæmpefejl, der blev begået af de gamle borgerlige politikere, såvel på det kulturelle – som på undervisnings- og økonomiske områder.

Fremskridtspartiet har i de første fire års virke på Christiansborg afsløret mange omgåelser af folkestyrets principper, ved bl.a. at holde åbne gruppemøder, samt nægtet at dække over de politiske rævekager, det fik kendskab til.

Endvidere har gammelpartierne afsløret deres afmagt ved – gang på gang – at nedgøre Fremskridtspartiets lovforslag for kort tid efter at fremsætte det samme forslag som deres eget.

Det er et sejt træk Fremskridtspartiet fortsat skal tage med de borgerlige partier for at hale dem væk fra støtten til det socialdemokrati, som i dag står for socialisme.

Roland

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-onskedanmark/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 23. januar 1978 / 6. årgang

Forældede synspunkter

Forældede synspunkter 

Socialister og forstokkede arbejderførere har svært ved at acceptere Fremskridtspartiet som et arbejderparti.

Det skyldes, at de stadig lever i samfundet, som det var på Karl Marx’s tid. Dengang gik det dybe klasseskel imellem arbejdsgiverne på den ene side og arbejderne på den anden.

Nu deler samfundet sig imidlertid mellem de produktive, der udfører nyttigt arbejde på den ene side og nasserne i den herskende klasse på den anden. Det er pinende nødvendigt, at vi her i landet får indført en tilstand, så man ikke først og fremmest belønner dem, der kan udnytte indviklede lovkomplekser eller udføre goldt administrationsarbejde. Skal landets problemer løses, sker det kun ved at vort eneste råstof af betydning, vor arbejdskraft, får bedst mulige vilkår at udfolde sig under. Om arbejdskraften så viser sig i form af lønarbejde eller i form af arbejdsgiverrisiko skaber ikke nu om dage de store skel.

Jo før man får øjnene op for at sammenhængen er sådan nu om dage, des tidligere kan vi komme af med det uføre, som de mange års dårlige politik har bragt os i.

Mogens Glistrup

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2010/11/14/udslidte-partier/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

Ingen forskel

Ingen forskel 

Kun realitetsforvanskede udenomssnakkere kan hævde, at Poul Schlüter (C) og Uffe Ellemann (V) skulle være mindre socialistiske end Anker Jørgensen og Gert Petersen (F).

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/24/nu-gar-varen-gennem-danmark/ 

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 26. juni 1987 / 15. årgang

Der er stadig brug for Fremskridtspartiet

Der er stadig brug for Fremskridtspartiet

Pressens halv- og helsocialistiske kommentatorer har haft travlt med at udråbe finanslovsforliget mellem regeringen (A, B og CD, red.) og Det konservative Folkeparti til at være en glædelig og markant politisk begivenhed. Det skyldes primært, at de alle var nok så bekymrede ved tanken om, at VKZ kunne danne en fælles troværdig opposition til regeringen før og efter næste folketingsvalg.

De mange socialister håber nu på, at bruddet mellem V og K kan få virkning langt ud over finanslovsforliget. Desværre er de Konservative ikke selv bange for deres nye rolle – de forstår slet ikke, at de har solgt det ikke-socialistiske Danmarks håb om at få en ny regering hurtigt.

Havde regeringen fået sin finanslov nedstemt, ville det have givet folketingsvalg allerede i december og dermed mulighed for at få en ny regering. Nu ved alle, at der ikke bliver valg før i foråret 1998. Det betyder, at Nyrup (A) og hans socialister får lov til at fortsætte deres politik og ødelæggelse af det danske velfærdssamfund i mindst to år endnu. Det betyder også, at muligheden for, at Nyrup kan indhøste nogle succeser bliver større, hvorved hans genvalgsmulighed bliver forøget i 1998.

De konservative har gjort meget for at fortælle deres tillidsfolk og vælgere, at det er en god finanslovsaftale. Imidlertid har de ikke formået at øve indflydelse på mere end 1 pct. af den samlede finanslov – vi kan altså konstatere, at Hans Engell (C) og hans konservative parti er 99 pct. enig med den socialistiske regering!

De få ændringer, der kom igennem og som bevirkede, at underskuddet på statens driftsbudget, blev sminket ned under 30 milliarder kr. er dybt bekymrende. Man anvender engangsindtægter fra salg af aktier (f.eks. GiroBank), man anvender engangsindtægter fra forskudte betalingsterminer og man anvender engangsindtægter ved at “hugge” penge fra kommunerne.

Hvad vil man gøre næste år for at få underskuddet holdt på samme niveau? Aktierne mv. kan jo kun sælges en gang! Der er i øjeblikket tegn på, at samfundsøkonomien vil blive svækket i 1996, hvilket gør, at underskuddet igen vil stige. Den samlede gæld i staten har ved indgangen til 1996 nået at runde 750 milliarder kr.

I stedet for at smide 1 milliard kr. ud på Kulturby 1996 burde der bruges lidt penge på at opsætte et kæmpe display på Christiansborg, som tæller statens gæld. Den vil da blive talt op med 1,7 million kr. (1.700.000 kr.) i minuttet – svarende til, hvad gælden vokser med, samt forrentningen af gælden!

Ændringsforslag

Note:

Fremskridtspartiets folketingsgruppe havde også denne gang det mest omfattende katalog over ændringsforslag af alle oppositionens partier. Vi valgte at kalde kataloget for “100 gode grunde til at stemme for finansloven 1996″ idet budskabet skal forstås således, at såfremt vores 100 ændringsforslag blev vedtaget, så ville finansloven være markant forbedret. Hvis der er interesse for at få et eksemplar af kataloget, så ring til sekretariatet på telefon: xx xx xx xx

Kim Behnke

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku´-være-sa-godt/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / januar 1996 / 24. årgang

Jurassic Park og velfærdsstaten

Jurassic Park og velfærdsstaten

Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager Steven Spielberg.

I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste – der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid – har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om dødeligt syg.

Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet, lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting, skatterne skal reduceres markant, de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting,  den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.

Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program, som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter, som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres, og om det skal ske med 50 eller 60 %, det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af, om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.

Ud fra en simpel betragtning om at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse, frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden

Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek samt den østrigske økonom, Von Mises, har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.

Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger der er forbundet med offentlige ydelser går fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab som opstår, hver gang pengene skifter hænder.

Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus, er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.

Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96 så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i at blive vasket eller få mad så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!

Nej, det må være slut.

Individets rettigheder

Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver, for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset, om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.

Reduktion af staten eller revolution

Når det så entydigt er konstateret at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel der bruges, vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.

Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret, og den offentlige sektor er blevet reduceret.

Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initiativet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser, den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå, og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage.

Kim Behnke

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku´-være-sa-godt/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1993 / 21. årgang

Pas på pamperne!

Pas på pamperne!

Lad os være taknemmelige for fæhovederne. Uden dem kunne vi socialister ikke få succes.

Denne kyniske udtalelse af en snedig socialist dækker godt over de senere års politiske udvikling. Og nu søger man på ny at narre befolkningen. Man kan ikke komme længere ad skatteplyndringens vej, men der er andre metoder.

Indkomstpolitik, reformer, fordelingstaktik og økonomisk demokrati. Bag etiketterne står det faktum, at vi igen skal plukkes.

”Økonomisk demokrati” er misundelse i politisk funktion. Røde og halvrøde politikere søger at bilde os ind, at det er lønmodtagerne, der får medbestemmelsesret, når fagforeningspaver dykker ned i lønningsposen og vil bestemme, hvad ugelønnen skal bruges til.

Fremskridtspartiet siger klart fra, når der ud fra socialistisk side lægges op til konfiskation af produktionsmidlerne i løbet af 10-15 år med tilstande som øst for jerntæppet til følge.

De ansatte skal have del i den formuestigning, der i dag ensidigt kommer erhvervslivets ejere til gode, siger man, og det lyder forjættende i manges ører. Selv såkaldte liberale som Venstre, radikale og de kristelige er hoppet på limpinden og har hver deres forslag om ”økonomisk demokrati”.

Disse borgerlige partier leger med ilden, når de forsøger at præke fornuft, medens de er med til at udbrede galskaben.

Vi må med hænder og fødder, oplysning, propaganda og krav om folkeafstemning sætte os imod det ”økonomiske demokratis” økonomiske diktatur.

Det står enhver dansker frit for at bruge sin ugeløn eller sine sparepenge til at købe aktier for og derigennem få indflydelse på ledelse og udbytte. Det har man imidlertid altid opfordret til i fagforeningen eller Socialdemokratiet. Tværtimod, da bryggerierne for nylig inviterede arbejderne til aktietegning på særdeles gunstige vilkår, gik socialisterne voldsomt imod. Man ville godt lave vrøvl på arbejdspladsen, men ikke tage et medansvar.

Aktionærernes stilling er da heller ikke misundelsesværdig. Udbyttet er sparsomt og der bliver kun lidt tilbage, når staten har været der med sin dobbeltbeskatning. Propagandaen mod erhvervslivet er i bund og grund falsk, når man taler om kæmpeudbytte og arbejderudnyttelse og bliver ikke mere sand af socialisternes voksende og pågående agitation.

Med Jern-Anker og L.O.-Thomas i spidsen lancerer socialisterne deres idé om en ”lønmodtagerfond”. Idéen er kynisk. Man søger at lokke lønmodtagerne til at betale uden at kende noget som helst til værdien af det, man betaler for.

Kapitalisterne skal finansiere fonden, hævder man. De skal nemlig gennem en lønskat købe sig ud af deres egne virksomheder. Med bind for øjnene skal erhvervslivet overlade produktionsapparatet til embedsmænd og socialister. En speciel lønmæssig ”merværdiskat” skal gøre erhvervslivet mørt og modent til offentlig overtagelse.

Små virksomheder, der ikke kan klare lønmodtagerfondens afgifter, må naturligvis lukke og overgive sig til de store statsdrevne foretagender.

”Økonomisk demokrati” har intet med retfærdighed at gøre. Det drejer sig simpelthen om magt til at ekspropriere fabrikker og virksomheder uden erstatning. Uanset navne som ”Ø.D.” eller ”lønmodtagerfond” bliver resultatet afskaffelse af den private ejendomsret og indførelse af statskapitalisme og diktatur.

A. Th. Riemann

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 6. maj 1976 / 4. årgang

Storkapitalen og Socialdemokratiet

Storkapitalen og Socialdemokratiet

Ole Maisted skildrer Socialdemokratiets systematiske kvælning af erhvervslivet, så staten til sidste må overtage det. Kun storkapitalen kan leve under disse forhold.

Ved hjælp af støtteordninger forsøger den socialdemokratiske regering at styre dansk erhvervsliv i den retning, der passer ind i deres politiske kram.

Socialisterne går ind for en kapitalstyring og en statsstyret planøkonomi. Ved hjælp af arbejdsmiljøloven har man fået et nyt styringsmiddel til at knægte småindustrien og håndværksmestrene.

Ved hjælp af fonden til støtte af virksomheder der er i økonomiske vanskeligheder, er det lykkedes at lukke de virksomheder, der er uønskede og holde liv i den, man har politisk interesse i betalt af de produktionsvirksomheder, der kan klare dagen og vejen.

Ved hjælp af en stor offentlig sektor har man muligheder for at øge skattetrykket og derigennem gøre erhvervslivet afhængigt af støtten fra det offentlige.

Konkurrencen fra det offentlige

Ved at gøre indtjeningsmulighederne større i den offentlige sektor og beslægtede serviceområder afgår en række virksomheder ved døden, og de der beskæftigede må søge til det offentlige for at overleve. Tilbage bliver mand/kone virksomhederne, hvis levetid er begrænset.

Produktionsapparatet giver mindre muligheder for en lønsom afkastning, og lønningerne bliver presset. Filosofien er enkel: Idet det kun ved støtteordninger er muligt at aflønne rimeligt i forhold til de lønninger, det offentlige udbetaler og i forhold til arbejdstid, ferie, pensionsordninger og andre arbejdsvilkår, vil det frie erhvervsliv blive afløst af et statsdrevet erhvervsliv.

Denne socialdemokratiske salamitaktik – hvor man skive for skive nærmer sig den socialistiske stat – er kommet i vanskeligheder, fordi vi har fået et økonomisk tilbageslag. I 1974 var det en klar socialistisk taktik, at de mindre erhvervsdrivende skulle kvæles, og deres arbejdskraft skulle overføres til de store arbejdspladser og den offentlige sektor.

Der blev bevidst ført en politik, hvor trykket blev øget på de mindre virksomheder i form af øget lønpres, regnskabsmæssige byrder, nedsættelse af arbejdstiden for de ansatte etc.

De store selskaber

Færre og færre af de unge ønskede at blive selvstændige, når det offentlige kunne tilbyde større lønninger, kortere arbejdstid og skatteyderbetalt pension. De eneste konkurrenter på arbejdsmarkedet til det offentlige blev de store selskaber, der har institutionspræg. Den bevidste plan om et samarbejde mellem socialisterne og storkapitalen blev sløret af de gode tider, og kun det stigende skattetryk gjorde, at befolkningen begyndte at reagere imod den socialistiske plan.

De store koncerner har selvfølgelig kun accepteret denne udvikling p.g.a. de økonomiske fordele, de har haft, og fordi ethvert stort firma har muligheder for at foretage en pengeoverførsel til det sted i verden, hvor beskæringen af deres nettoudbytte er mindst mulig.

Den økonomiske krise har imidlertid væltet de socialistiske planer og sat det socialistiske systems svagheder i relief.

I dag har vi underskud på de offentlige budgetter og et stort underskud på vor samhandel med udlandet, hvilket betyder, at vi rammes særligt hårdt af arbejdsløsheden.

For at opretholde og udvide den offentlige sektor må befolkningen gå ned i realløn.

P.g.a. en dårlig indkomstpolitik vil vore produktionsvirksomheder blive ramt af en række strejker. De mindre virksomheder vil uddø, hvis den socialistiske strukturrationalisering fastholdes over en kortere årrække, og arbejdsløsheden vil stige.

Tilskud

De store virksomheder vil kræve tilskud til deres produktionsapparat for at fastholde rentabiliteten. Hvis der ikke ydes støtte, vil produktionen blive overført til andre lande, hvor arbejdslønnen og restriktionerne er mindre.

Dette er endnu en faktor, der vil få arbejdsløsheden til at stige, fordi vi ikke kan konkurrere med de store landes statskasser.

Fastholdes den socialistiske politik, vil vi nå frem til en socialistisk stat, hvor levestandarden for den arbejdende del af befolkningen skal nedsættes til det halve, men målet er nået: – Socialdemokraterne har fået en statsstyring af kapitalen og produktionsapparatet.

Fremskridtspartiet som redning

Fremskridtspartiet vender sig skarpt imod denne udvikling. Vi ønsker ikke, at staten skal yde tilskud til erhvervslivet. Vi vil afskaffe restriktionerne og lade erhvervslivet i fred. Vi vil skabe et indkomstskattefrit samfund og beskære den alt for store offentlige sektor, der har ødelagt velfærdssamfundet.

Der er endnu en grund til at skabe et samfund, hvor fremmedkapitalen strømmer til. Det er den arbejdsmarkedssituation vi vil komme i om 5-10 år.

Inden for 5-10 år vil vi være ude af stand til at konkurrere med østlandene og Ulandene om de produktioner, hvor lønningerne er af afgørende betydning. Vi er derfor nødsaget til at satse på teknisk avancerede produktioner, der kræver megen kapital og være handelscenter for udenlandske virksomheder, der kan se en skattemæssig fordel i, at placere deres virksomheder her i landet. Det vil skabe flere arbejdspladser, økonomisk vækst for landet og større velfærd for den enkelte borger.

Ole Maisted

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang