Arkiv

Posts Tagged ‘Socialdemokratiet’

Socialdemokratisk overbudspolitik

27. november 2009 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / August 1991 / 19. årgang

Socialdemokratisk overbudspolitik

Socialdemokraterne har altid haft en særlig evne til at bruge løs af skatteydernes penge og låne det i udlandet, som manglede til sin overbudspolitik.

Dette absolut kedelige talent har rigtig udfoldet sig her i 1991.

Vi har hørt en Jimmy Stahr, som har lovet flere penge til Det Kongelige Teater, danske film og museer.

Vi har hørt en Ole Espersen, som vil give flygtninge, som rejser hjem – økonomiske ydelser i op til et år efter de har forladt Danmark og ydermere sende pension til disse hjemvendte flygtninge.

Vi har hørt en Svend Auken, som vil eftergive FN – 600 millioner kroner, som vi har til gode for vores FN-styrke på Cypern.

Vi har set socialdemokratiet med assistance fra SF og de Radikale ødelægge Danmarks anseelse i udlandet – først omkring Golf-krisen i såvel befrielsen af Kuwait og siden omkring beskyttelsen af kurderne. Dernæst vil man blokere for Danmarks og EFs samhandel med Sydafrika, ud fra nogle holdninger, som ikke gælder for andre lande, vi handler med.

Et negativt billede dannes af danskere og det gavner ikke det mulige udenlandske investeringer og dermed nye arbejdspladser. Det kan ligeledes skade eksportmuligheder og dermed også beskæftigelsen.

Det ville være meget ulykkeligt for Danmarks økonomi, beskæftigelse og anseelse såfremt Socialdemokratiet igen fik regeringstaburetterne og desværre gør det alternative flertal – S, SF og R det muligt. Heldigvis kan vælgerne ændre det og bør gøre det – når chancen byder sig.

Johannes Sørensen, Landsformand for Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Kun promille til forskel på Anker og Poul:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/kun-promille-til-forskel-pa-anker-og-poul/

Socialdemokratiske profetier og virkeligheden

25. november 2009 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 10. marts 1977 / 5. årgang

Socialdemokratiske profetier og virkeligheden

Det er ikke landets ve og vel Anker Jørgensen tænker på – i så fald ville han erkende problemernes rette sammenhæng og udforme lovgivningen derefter

I februar 1975 kastede Hartling (V) vrag på Fremskridtspartiet som samarbejdspartner. Her begik han sin frygtelige historiske fejltagelse. Han banede dermed vejen for en Anker Jørgensen-regering, som i sin tiltrædelseserklæring gav udtryk for følgende:

”regering og folketing skal nu gøre en ende på den politiske og økonomiske usikkerhed, som i den senere tid har præget Danmark.

Det er så meget mere vigtigt som vi står overfor store og påtrængende problemer. Vi skal sikre det sociale indhold i demokratiet og det vil i dag først og fremmest sige, at vi skal sikre arbejde som det væsentligste grundlag for tryghed. Det er det, vi skal sætte højest på listen over de opgaver, som skal løses. Det er vor regerings opfattelse, at vi nu må skabe arbejde, at vi nu må beskytte vore borgere i et aktivt forsvar for det velfærdssamfund, vi har opbygget.

Vi har nu 150.000 arbejdsløse. En ledighed af dette omfang er en social og en menneskelig ulykke. Det er den pris, vi ikke vil betale for at opnå en forbedring af betalingsbalancen. Derfor er det uomgængeligt nødvendigt, at der gennemføres foranstaltninger, som hurtigt og effektivt kan forøge beskæftigelsen.

Regeringen ser ikke bort fra, at en simulering af beskæftigelsen i et vist omfang vil trække en forøgelse af importen med sig. Det øger behovet for at styrke de erhverv, der skal konkurrere med udlandet.

Det afgørende i en beskæftigelsesfremmende politik er imidlertid at genskabe initiativet i erhvervslivet, at genskabe tilliden i erhvervslivet”.

Efter to års forløb viser de tørre tal: Større arbejdsløshed, større valutagæld, større statsunderskud, større renteomkostning, større skattetryk og større statstvang.

Desuagtet har de konservative, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og de radikale nu sikret, at Danmark fortsat skal dalre videre under nøjagtig de samme socialdemokratiske metoder, som til fulde har vist deres landsskadelighed i 1975 og 1976.

Alle ved jo udmærket, hvad der er galt i Danmark: Det offentlige apparat har fået lov til at svulme op til et sådant kæmpeomfang, at det aldeles pressen luften ud af det erhvervsliv, hvis sprudlende foretagsomhed alene kan redde os ud af de seks katastrofer.

Fremskridtspartiet – nu det største oppositionsparti – har præcist i enkeltheder påvist, hvordan vi kan komme op af uføret uden en eneste asocial eller arbejderfjendsk foranstaltning.

Men de andre tør ikke. De er bange for de højtråbende egoistorganisationer og pressionsgrupper.

Men Fremskridtspartiet vil endnu i denne måned stille lovforslag om:

  1. Lønfremgang gives gennem 25.000 kr. skattefrit bundfradrag.
  2. 16. almindelige ejendomsvurdering aflyses.
  3. Et væld af restriktioner afvikles.
  4. Staten sætter tæring efter næring ved en række besparelser. Den første går ud på, at gennemsnitslønnen for et folketingsmedlem over det næste år falder fra de nuværende 190 kr. pr. time til 94 kr.

Med udover disse områder vil Fremskridtspartiet også på alle andre felter vise sig den øgede vælgertillid værdig. Der skal fremlægges et i alle detaljer udarbejdet modstykke overalt, hvor vi mener, at tingene kan gøres bedre.

Mogens Glistrup, MF

www.frp.dk

Læs også: Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/08/14/erhvervszonerne-%e2%80%93-hvad-blev-der-af-dem/

Pinligt at regeringen manipulerer med statens gældsforpligtigelser

23. oktober 2009 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / December 1993 / 21. årgang

Pinligt at regeringen manipulerer med statens gældsforpligtigelser 

Regeringens (A, B, CD og KrF, red.) forsøg på at manipulerer sig til en lavere statslig gæld går ikke og må afvises totalt, siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke i en kommentar til regeringens seneste finansredegørelse.

Vi har tidligere oplevet, siger Kim Behnke, at den borgerlige regering pludselig fratrak Den sociale Pensionsfond i opgørelsen af statens gæld, for at pynte på tallene. Men med finansminister Mogens Lykketofts (A) nye manipulationer med statens gæld hører al anstændighed op.

At indregne endnu ikke opkrævede skatter i statens ”formue” er forkasteligt. Særligt uhyrligt er det, når regeringen i forvejen snyder i opgørelsen af statens gældsforpligtigelser, eftersom der overhovedet ikke er hensat midler til de mange tjenestemands- og øvrige pensioner.

Ej heller landets kommuner har sat penge til side for pensionsforpligtelser. Derfor ligger der en tikkende udgiftsbombe under alle de offentlige budgetter.

Fremskridtspartiet afviser talmanipulationen og efterlyser bare eet eneste ærligt initiativ fra regeringen. Den regering, der taler om moral, men som på en helt umoralsk måde jonglerer med statens gæld, siger Kim Behnke, der opfordrer finansministeren til at tage et kursus i elementær regnskabsteknik, så han igen kan komme ind i virkelighedens verden.

Pressemeddelelse fra Fremskridtspartiets finansordfører

Kim Behnke

www.frp.dk

Læs også: Hvordan skal gældsbyrden afvikles?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/14/hvordan-skal-g%c3%a6ldsbyrden-afvikles/

Finansfyrværkeri

27. august 2009 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 /24. marts 1977 / 5. årgang

Finansfyrværkeri

De fleste af os lægger budget. De fleste af os sørger for at få indtægter og udgifter til at balancere. Hver enkelt familie gennemgår udgiftsposterne og skærer – om fornødent – nogle ikke strengt nødvendige beløb fra. Eventuelle nyanskaffelser indpasses i budgettet. Måske bliver der ikke råd til farve-tv, hvis der skal være plads til en Mallorca-rejse, måske må vi vente med at udskifte bilen. Vi er tvunget til at vælge – vi kan sjældent få alt, hvad vi gerne vil have. Vi har måttet lære os at spare med fornuft. Anderledes er det med vort fællesbudget – finansloven 1977/78.

Den socialdemokratiske regering fremlægger. med vanlig generøsitet – materialet til et finansfyrværkeri af gnistrende letsind.

Da udgiftsposterne desværre ikke selv har kunnet finde det rigtige ”ståsted i en splittet tid” og da regeringen åbenbart ikke har kunnet eller villet hjælpe dem, er resultatet blevet et underskud på 21 milliarder kr. – 21.000.000.000,00 kr.

Det er 11.667 kr. pr. husstand – 4.000 kr. pro persona spædbørn, oldinge, christianitter og alle os andre medregnet. Vi skal altså i det kommende finansår påtage os en gæld på yderligere 4.000 kr. hver – selv om vi i forvejen er gældsat for meget mere.

Denne gæld skal betales – på en eller anden måde, på et eller andet tidspunkt – af os og vore børn, for vi er tvunget til at vedstå ”arv og gæld”.

Den socialdemokratiske regering har sandelig taget ”ansvaret” på vores bekostning.

Den kunne have lagt budget som vi gør – have bragt udgifter og indtægter i balance. Den kunne have lært sig, at spare med fornuft. Den kunne have udvist ansvarlighed. Finanslovens indhold viser, at den ikke engang har tænkt på det.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Regeringen snorksover:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/25/regeringen-snorksover/

Læs også: Folket vil bedrages – men hvor længe?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/08/folket-vil-bedrages-men-hvor-l%c3%a6nge/ 

Landsformanden har ordet

24. august 2009 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / November 1991 / 19. årgang

Landsformanden har ordet 

Kære partifæller!

Den kommunale budgetlægning er nu overstået for året 1992 og resultatet blev til trods for nedskæringer og omlægninger en skattestigning på 0,19 % som landsgennemsnit. Bag tallet skjuler sig forskelle fra mindre skattelettelser til forholdsvis store skattestigninger. Alt i alt en udvikling i den forkerte retning og med øget arbejdsløshed til følge. Det er bydende nødvendigt, at alle gode Fremskridtsfolk på alle niveauer lokalt – i amts- og byråd og Folketing, går til fornyet kamp mod den udvikling. Skatterne skal ned og ikke op!

Dobbeltmoralen trives i bedste velgående og specielt blandt regeringspartiernes (V og C, red.) repræsentanter. Sidst er det i skrivende stund kommet til udtryk ved statsministerens (Poul Schlüter, C, red.) udtalelser op K´s landsråd. Statsministeren advarer mod fremmedhad og taler ren fremskridtstale angående straffede flygtninge og indvandrere, hvor han nu pludselig er enig med Fremskridtspartiet i vor modstand mod at give statsborgerskab til før nævnte. Såvel Venstres ledende politikere som Konservative regeringsmedlemmer bakker i pressen disse holdninger op. Sågar ledende Socialdemokrater mener nu, at flygtningeloven skal strammes.

Men hvor var de med deres holdninger, da de forleden nedstemte Fremskridtspartiets forslag om nægtelse af dansk statsborgerskab til straffede personer? En helt ny undersøgelse viser, at 87 % af flygtninge og indvandrere ikke kommer i arbejde efter endt uddannelse, så kommunerne får ikke de ventede skatteindtægter. Ifølge regeringens nye lovudkast til fordeling af udgifterne til flygtninge, skal statens andel af kontanthjælpsudgifterne nedsættes allerede efter 1½ år, hvor der nu ydes 100 % statsrefusion i 6½ år.

Fremskridtspartiet må derfor på dette livsvigtige område markere sig særdeles kraftigt, pågående, utrætteligt og uden angst og bæven.

Venstre og Konservative scorer alt for mange billige point på at omtale Fremskridtspartiets forslag og politik på flygtninge- og indvandrerområdet som om det var deres egne forslag og meninger. Når der så senere i Folketinget skal tages stilling til sådanne forslag fra os – ja, så stemmer de imod. Det er dobbeltmoral af værste slags.

Blandt andet derfor er det så vigtigt, at Fremskridtsfolk på alle niveauer deltager i den daglige debat.

Lad os vise, at vi både kan, vil og tør´.

Johannes Sørensen, Landsformand

www.frp.dk

Læs også: Schlüter løj for åben Tv-skærm:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/28/schluter-l%c3%b8j-for-aben-tv-sk%c3%a6rm-2/

Læs også: Skjoldslagene klinger hult:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/17/skjoldslagene-klinger-hult/  

Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?

14. august 2009 2 kommentarer

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 /August 1993 / 21. årgang

Erhvervszonerne – hvad blev der af dem? 

Fremskridtspartiet havde den 8. Maj 1992 held til at indgå et politisk forlig, hvor vi for alvor fik et fremskridtspunkt gennemført. Konservative, Venstre, CD, radikale Venstre og Kristelig Folkeparti gik med til at lave et forsøg med indførelse af 10 erhvervszoner. 1. juni 1992 blev forliget omsat til 6 vedtagne love. Næste stop var en EF-godkendelse af lovene. I efteråret 1992 giver EF-kommissionen den tilbagemelding, at de kun vil godkende ordningen, hvis der blev lagt et loft over, hvor meget eksisterende virksomheders fordel kan blive i en erhvervszone. Industriministeriet foranlediger derfor, at der udarbejdes to supplerende lovforslag, der skal indføre en beløbsgrænse på 380.000 kr. for støtteværdien af forbedrede afskrivningsregler! Det lyder indviklet og er det også.

I mellemtiden havde vi seks forligspartier fordelt de 10 erhvervszoner ud fra 16 brugbare ansøgninger, men kommunerne fik ikke besked, da vi ville afvende den endelige EF-godkendelse.

De to supplerende lovforslag nåede ikke at blive vedtaget før jul 1992 på grund af finanslov m.v. Men allerede den 13. januar 1993 var industriministeren (Anne Birgitte Lundholt, C, red.) klar med forslagene – nu manglede de bare at blive fremsat. Men…

Igen kom der grus i maskineriet – regeringen gik af og en ny kom til. Ikke desto mindre skrev den nye industriminister (Jan Trøjborg, A, red.) den 11. februar, at de to lovforslag var klar til fremsættelse. Inden de nåede at komme på bordet sker der imidlertid det meget besynderlige, at skatteministeren (Ole Stavad, A, red.) griber ind og forlanger eksisterende virksomheder og investeringer taget helt ud af erhvervsordningen. Det var en så markant ændring af forliget fra maj 1992, at vi anmodede om et møde. Det fandt sted den 24. marts 1993.

På mødet repræsenterede skatteministeren nu pludselig tre af de seks forligspartier – nemlig CD, radikale Venstre og Kristelig Folkeparti, der jo i mellemtiden havde dannet regering med socialdemokraterne.

Socialdemokraterne havde fra forligets indgåelse anlagt den holdning, at erhvervszonerne skulle bekæmpes med alle midler og stoppes. Los formand skrev i LO-bladet, at socialdemokratiet og fagbevægelsen måtte forhindre ”… at sultens slavehær kom til at gå ind gennem pigtrådshegnet til disse erhvervszoner…” – så der var ingen tvivl om socialisternes modstand mod disse friheds-zoner.

Skatteministeren meddelte kort og klart på mødet i marts 1993, at de eksisterende virksomheder og investeringer måtte udgå af ordningen. De to lovforslag om indførelse af en økonomisk grænse på 380.000 kr. for støtteværdien kunne pludselig ikke bruges længere. Da vi var enige om, at de to lovforslag ikke var særligt heldige rent administrativt foreslog vi derfor, at man accepterede en afvigelse af forliget på dette punkt – men at forligets ordlyd om at forsøgsordningen skal køre ”… toårig…” til gengæld skal holdes. Da der allerede var gået et halvt år med tovtrækkeri og regeringsdannelse ville vi derfor have udløbsdatoen for forsøgets etableringsfase forskudt til 1995 i stedet for 1994.

Dette fornuftige kompromis ville skatteministeren ikke høre tale om – og mødet blev afsluttet. Nu var situationen jo den, at forliget ikke var indgået med skatteministeren eller socialisterne. Derfor var det mest interessante jo at få de seks forligspartier indkaldt. Men lige siden er det ikke lykkedes at få de tre små partier i tale. Venstre og konservative har for længst tilsluttet sig vores forslag, men vi mangler de tre små.

I slutningen af juli lykkedes det så at få gjort radioavisen og Børsen interesseret i sagen og gennem et kraftigt pres gennem pressen er foreløbigt CD og Kristelig Folkeparti kommet på vores side og er enig med os.

Seneste initiativ er derfor en skriftlig henvendelse til skatteministeren af 29. juli, hvor vi forlanger alle forligspartierne indkaldt og sagen sat på skinner igen.

Der er jo en politisk forpligtigelse til at nå en afklaring. 10 kommuner venter spændt på, at komme i gang og mange virksomheder venter på, at kunne sætte skub i udvidelser og ansættelser.

Med den nuværende arbejdsløshed er det ganske enkelt uforskammet, men ikke overraskende – at socialisterne i den grad – udnytter situationen til at forhindre etablering af disse erhvervszoner, der kan blive 10 vækst lokomotiver. I Storbritannien blev der i perioden 1981 til 1986 etableret de første 23 zoner. På bare 5 år blev der skabt 63.000 nye jobs i disse vækstzoner! Det var jo ikke dårligt, om vi kunne opnå tilsvarende succes i Danmark.

Vi arbejder fortsat videre og håber på en afklaring allerede inden denne artikel kommer på gaden.

Kim Behnke MF, Fremskridtspartiets finansordfører

www.frp.dk

Læs også: Erhvervszoner:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/

VKR-vinterangrebet på folkepensionisterne

9. august 2009 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / April 1990 / 18. årgang

VKR-vinterangrebet på folkepensionisterne 

Forliget om finansloven for 1990 blev indgået den 1. december 1989.

Den udmøntede selvsagt en del foranstaltninger, som parterne lovede, at gennemføre. Men for at regnskabet kunne gå op, var der også en uspecificeret post. Den gik ud på, at man indenfor det offentliges 1990-udgifter på ca. 580.000 millioner skulle udmønte 650 millioner i yderligere besparelser.

Da der ingen adresse var herpå, har Fremskridtspartiet i finanslovsaftalen optaget en fredning af syge, handicappede og personer over 67 år. Dem måtte de 650 millioner ikke gå ud over.

I den følgende tid kom regeringen med en del forslag om udmøntningsmuligheder for de manglende udgifter. Nogle blev godkendt. Andre blev forkastet af det ene eller det andet forligsparti.

Den 21. februar 1990 meddelte Brusgaard (Z) på et gruppemøde, at regeringen nu var kommet med et notat om yderligere en del af de 650 millioner kroner.

Notatet var skrevet på kaudervælsk, men det fremgik ganske klart, at der var tale om noget helt nyt, der overhovedet ikke tidligere havde været fremme. For at forstå indholdet måtte dog bruge ganske lang tid på studier af de lovtekster, hvori de nye regler skulle indpasses.

Det viste sig så, at der reelt var tale om et første stort skridt i en folkepensionsnedsættelse. Ikke så meget for 1990, som finanslovsforliget drejede sig om, men ganske meget for 1991 og 150 kroner månedligt fra 1. januar 1992 for de 250.000 dårligst stillede pensionister. Blev en sådan helt ny regel indført i dansk lov, ville den let forudseelige følge blive, at når staten fattedes penge engang i fremtiden, ville de 150 kroner blive forhøjet – måske på papiret ”midlertidigt” – og når de dårligst stillede folkepensionister skulle af med måske 200 kroner eller 350 kroner om måneden, ville der nok komme en geskæftig (person, der blander sig i stort som småt, red.) finansminister med krav om, at nu skulle de resterende 450.000 bedrestillede folkepensionister af med meget mere.

Efter gruppens anmodning ved de to foreløbige drøftelser den 21. februar skrev jeg på et udførligt notat om, hvordan man med respekt for finanslovsaftalen kunne finde besparelser på andre grupper. En eller anden omdelte en kladde til dette notat på morgengruppemødet den 22. februar, hvor det imidlertid blev mange andre presserende sager, der slugte det meste af mødetiden.

Brusgaard fortalte, at regeringen havde forlangt svar til 22. februar om formiddagen. Jeg kender kun hans svar for mit eget vedkommende. Det var klart og utvetydigt, at jeg ikke kunne gå med til dette frontalangreb mod folkepensionisterne.

Når regeringen havde kissejav (travlt, red.), skyldtes det, at den til sin sædvanlige partner – Socialdemokratiet – ville fortælle, at den havde et flertal med Fremskridtspartiet for at ødelægge pensionisternes kår. Og så satsede Schlüter (C) på en aftale med Socialdemokratiet om, at regeringen frafaldt folkepensionistforhøjelsen i denne omgang, så Svend Auken (A) og Lykketoft (A) overfor offentligheden kunne prale af, at det var dem, der havde forhindret Fremskridtspartiets angreb på folkepensionisterne. Til gengæld skulle socialdemokraterne så ifølge Schlüters plan indskibe sig i aftaler, så socialdemokraterne dårligt kunne vælte regeringen i det lange stykke tid fremover, som ville medgå med gennemførelser af det nye Schlüter/Auken-forlig.

Hele denne lumske plan blev lykkeligvis forpurret. Regeringen måtte kapitulere den 14. marts. Men derfor skal vi ikke falde i søvn. Schlüter og Ellemann (V) kommer med garanti med nye anslag for at forringe de ældres levevilkår.

Her må Fremskridtspartiet selvsagt gå på barrikaderne. At være Fremskridtsmenneske er jo med hud og hår, uopholdeligt at slås for, at den samlede Z-løsning på Danmarks problemer gennemføres mest muligt, hurtigst muligt. Herunder som et af de vigtigste punkter, at folkepensionisternes kår forbedres og i al fald under ingen omstændigheder forringes, så vidt det står til os.

Derimod må vi aldrig blive Christiansborgmiljøskadede, så vi i stedet for at slås for at redde Danmark spilder tid og kræfter med at henfalde til interne intriger om pamperpolitik som gummielastikkede ”gruppedisciplin-regulativer” og andet internt til at slå partifæller i hovedet med. Det kan kun danne basis for fremtidige kæmpeslagsmål indenfor Fremskridtspartiets egne rækker.

Sager af den art kan nemlig altid ses fra mange sider. Skulle det ske, at et Z-folketingsmedlem siger, nu går jeg mod gruppedisciplinen, fordi dette eller hint forslag strider mod min overbevisning, vil vedkommende selvsagt være en sølle usling, hvis han forlader sin overbevisning, om for eksempel at redde 700.000 folkepensionister – fordi der ellers ville være ubehageligheder for ham personligt. Sådanne ømskindede opportunister har vi i al fald ikke brug for i Fremskridtsgruppen.

Derimod har vi hårdt brug for anti-nikkedukker med faste, personlige standpunkter. Næsten altid bliver det udslagsgivende i den enkeltes beslutningsproces, at hensynet til holdsammenspillet i folketingsgruppen tæller højst. Men hvis en person i en sag, der for ham er et samvittighedsanliggende, tager eget standpunkt, er det al ære og respekt værd og skal selvsagt ikke hindre ham i at arbejde i Z-folketingsgruppen fremover med de 14.747 andre sager, som der i folketingsarbejdet indenfor kort fremtid også skal tages stilling til.

Z-folks eksistensberettigelse i dansk politik er at slås for det danske folk, ikke at prisgive de svage ved at forfalde til de tosserier, som de gamle partier elsker så meget, at de har ødelagt Danmark. For i stedet at svælge i alskens folketingstaktikfinurligheder.

Z-folk skal tage stilling til at udelukke selvstændigt tænkende, vil ofte ligge under for nogle løgnehistorier, de har læst i Jyllands-Posten eller andre modstanderblade eller fra andre udtalelser, der er fremsat af folk, der i virkeligheden blot attrår, at fremme egne personlige fordomme og forfængeligheder.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: Sæt de gamle i fængsel:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/s%c3%a6t-de-gamle-i-f%c3%a6ngsel/

Læs også: Socialdemokratisk MF´er: 350 kr. til folkepensionister er politisk overbud: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/05/socialdemokratisk-mf%c2%b4er-350-kr-til-folkepensionister-er-politisk-overbud/

Arbejdsløsheden en skamplet

15. juli 2009 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / August 1991 / 19. årgang

Arbejdsløsheden en skamplet

Flere og flere kommer i den ulykkelige situation at miste sit arbejde.

At blive arbejdsløs er aldrig sjovt og specielt i en tid, hvor muligheden for nyt arbejde er meget svær.

Det sørgelige er, at de såkaldte ansvarlige partier har travlt med at bruge arbejdsløsheden i kampen om regeringsmagten.

Man kan heller ikke påstå, at de forskellige afgifter/skatter, erhvervslivet pålægges, ligefrem er beskæftigelsesfremmende – tværtimod.

Socialdemokratiet forsøger at bruge arbejdsløsheden som et middel til at vælte regeringen (V og C, red.). dog husker vi vel alle, at det ikke ligefrem var fuld beskæftigelse, som var kendetegnende, da vi før 1982 havde den tvivlsomme fornøjelse af socialdemokrater og regeringstaburetterne.

Det er måske efterhånden naivt at anbefale skattelettelser – da det let kan lyde hult efter snart 9 års tomme (borgerlige) løfter.

Det skal gøres attraktivt at yde en indsats og folketinget skal holde sig fra at pålægge virksomhederne nye byrder (skatter).

Forhøj den skattefrie bundgrænse til gavn for arbejderen og stop alle bruttolønstigninger til gavn for virksomhedernes omkostninger og lad så erhvervslivet få fred til at sætte gang i hjulene.

Johannes Sørensen, Landsformand for Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Konkurrenceevnen skal genskabes: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/12/konkurrenceevnen-skal-genskabes/

Læs også: Plyndringstogtet:

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/15/plyndringstogtet/

Borgerlig soldetur med socialisterne

18. juni 2009 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / Januar 1990 / 18. årgang

Borgerlig soldetur med socialisterne 

Som kommentar til regeringens (V, C og B, red.) aftale med Socialdemokratiet om DSB siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke:

Regeringens aftale med Socialdemokratiet om at anvende en hel milliard ekstra til DSB er en komplet uforståelig og skatteyderfjendsk handling.

DSB modtager i forvejen over 3 milliarder kroner årligt i skatteydertilskud og på den baggrund må regeringens tale om offentlige besparelser virke som en ”nøgen skal”. Regeringen har endnu engang kapituleret totalt over for socialisterne og dens advarsler mod befolkningens ”private overforbrug” er både hyklerisk og ude af proportioner.

Dette DSB-forlig viser endnu en gang klart og tydeligt, at det er regeringen og den offentlige sektor, som bærer hovedansvaret for landets dårlige økonomi. Det er meget utilfredsstillende, at regeringen kun bruger Fremskridtspartiet til at finde offentlige besparelser for så kun 42 dage efter at ”køre et parløb med DSB og Svend Auken (A) ud at male byen rød”.

Den seneste budgetoversigt viste, at allerede nu mangler 7 milliarder kroner på statsbudgettet for 1990. Med DSB-forliget stiger dette beløb yderligere ¼ milliard kroner. Fremskridtspartiet medvirker gerne til at skabe balance i statsbudgettet, men det fordrer, at finansminister Dyremose (C) holder op med at dele skatteydernes penge ud til højre og venstre i den offentlige sektor. ”Pengene ligger bedst i borgernes egne lommer”, men det har den borgerlige regering jo tydeligvis ”glemt”.

Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke

www.frp.dk

Læs også: Finansloven understreger behovet for et seriøst ikke-socialistisk samarbejde: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/02/finansloven-understreger-behovet-for-et-seri%c3%b8st-ikke-socialistisk-samarbejde/

Læs også: Vi kunne alle have det så godt:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/28/vi-kunne-alle-have-det-sa-godt-2/

Befolkningen straffes på grund af det offentlige overforbrug

9. juni 2009 Skriv en kommentar

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / Maj 1997 / 25. årgang

Befolkningen straffes på grund af det offentlige overforbrug 

Regeringens (A og B, red.) nyeste razzia ned i skatteydernes lommer for at pålægge dem nye afgifter, er det klokkeklare bevis på, at Nyrup & Co. ikke kender ordet besparelser. De nye afgifter skal efter planen give to mia. kr., hvilket svarer til en halv pct. af statens udgifter. Det beløb evner regeringen desværre ikke at finde på budgetterne. Alene i finansloven for i år, er der ellers nok at tage fat på.

De offentlige udgifter til udlændinge er på 11,6 mia. kr. Men hertil bortødsles yderligere milliarder til udgifter som ikke umiddelbart lader sig opgøre.

Regeringen hæver miljøafgifterne, fordi vi skal værne om miljøet. Når danskerne så ændrer adfærd og gør det, regeringen siger, kvitterer den med at hæve miljøafgifterne. Derfor handler det reelt for regeringen om at skaffe flere penge.

Regeringen har ikke format til at gennemføre de nødvendige massive besparelser, der skal danne grundlag for skattelettelser og afdrag på gælden. Regeringen er uduelig og er kørt fast. Derfor er det for Fremskridtspartiet en hovedopgave, at befri Danmark for den nuværende regering.

Fremskridtspartiet arbejder for en ikke-socialistisk regering, der har evnen og viljen til at rette op på samfundet. Derfor er et folketingsvalg nødvendigt hurtigst muligt.

Resolution vedtaget på amtsrepræsentantmødet

www.frp.dk

Læs også: Støt Fremskridtspartiet:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/30/st%c3%b8t-fremskridtspartiet/

Læs også: Antallet af offentligt ansatte vokser hvert fjerde minut: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/07/17/antallet-af-offentlige-ansatte-vokser-hvert-fjerde-minut/