Arkiv
Desmond Tutu
Desmond Tutu
Den krigsgale Desmond Tutu – der har fået Nobels fredspris(!) – er absolut ikke vellidt blandt de sorte i Sydafrika og åbenbart heller ikke andre steder (jo, nok af tåbelige socialister i Danmark). Fornylig da han var i Australien med sit fredsbudskab, blev han hylet ud, og 600 demonstranter drev ham ud af kirken.
Tutu er fuldstændig gal! Han sammenligner det sydafrikanske styre med holocaust! Han hævder, at den sydafrikanske regering er i færd med at kollapse!
Da han fornylig fulgtes med en parisisk borgmester i Paris, sagde han, at dette kunne han ikke gøre i Pretoria eller Johannesburg. Der kunne han ikke følges med en hvid mand uden at blive angrebet af hvide!
Fantastisk! Jeg har personlig – i begge disse byer – set, hvordan det myldrer med sorte, farvede og hvide imellem hinanden og ligeså i forretninger og på restauranter. Kuløren eller racen tænker ingen på. Det ”problem” eksisterer kun i andre landes betændte fantasi.
Han siger, at ”A.N.C.” er ved at gøre det samme mod ”apartheids hvide” og deres sorte ”medløbere”, som de allierede gjorde mod Tyskland! Jeg ved ikke af, at de brugte ”A.N.C.”s bestialske ”halsbåndsmetode”, hvor rabiate sorte kommunister brænder deres racefæller levende.
Tutu er hyklerisk, falsk og løgnagtig. I øvrigt er han kapitalist (dem, han tordner imod!) og ejer 3 ejendomme i Johannesburg samtidig med, at han skraber til sig på alle måder.
De sorte er godt trætte af Tutu og udmelder sig i tusindvis af kirkerne.
Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 18 / 22. maj 1987 / 15. årgang
Black is beautiful
Black is beautiful
Jeg gik til bageren efter morgenbrød. De 8 kroner for 5 rundstykker røg ned i den åbne kasse.
Derefter var jeg hos frisøren, hvor vi drøftede ”Momsen” og dens forhøjelse til 22,5 %. ”Det er skønt”, sagde frisøren, medens han lagde betalingen i tegnebogen: ”Nu tjener jeg 22,5 % mere”.
Mit sidste ærinde gjaldt vinduespudseren, som jeg bad pudse husets vinduer. ”Skal du have kvittering?”, spurgte han. Jeg trak på skuldrene. ”Ja, så slipper du med 200 kroner. Skal det bogføres, er det 400 kroner”.
Havemanden ventede på mig derhjemme. ”55 kroner i timen”, sagde han ”eller 80 regnskabskroner”.
Moralen bliver bedre og bedre. Der er ikke længere noget, der er umoralsk!.
Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 23 / 26. juni 1987 / 15. årgang
ANC – en voldsbevægelse
ANC – en voldsbevægelse
ANC er terrororganisationer, der driver deres terror i hele det sydlige Afrika. I Zimbabwe under navnet ”African National Council” og i Sydafrika som ”African National Congres”.
Danmark støtter ANC og har oven i købet oprettet et ANC-kontor i København. Vi er med andre ord blevet terrorister i Afrika. Nu kan vi vel vente, at omtalte lande – som gengæld – opretter BZ-kontorer til støtte for voldsmænd her i Danmark. Jo, så er krigen i gang startet af socialistiske danskere fra både den ”borgerlige” og ”røde” fløj.
I Sydafrika er kun en lille gruppe rabiate kommunister tilsluttet ANC. Langt de fleste sorte tager afstand fra ANC.
Lederne i Sydafrika holder et vågent øje med ANC og både det militære, og politimæssige efterretningsvæsen har infiltreret organisationen.
Hver gang ANC sender medlemmer på terroristuddannelse i Østtyskland eller Angola, er der et par folk fra ”Secret Service” med, og regeringen er derfor godt orienteret om ANC’s planer og metoder.
Man er på samme måde godt informeret om, hvor terroristerne i nabolandene holder til og kan omgående slå igen mod deres snig angreb. Derfor er der meget få bombeangreb i Sydafrika.
Danmarks forsmædelige støtte til voldsmænd og mordere har – heldigvis – ikke nogen stor effekt, men forkastelig er den. Og mest forkastelig fordi vi – der er modstandere af terror – tvinges til at være medbetalere.
A. Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 25 / 14. august 1987 / 15. årgang
Den lov må Fremskridtspartiet gå hårdt imod!
Den lov må Fremskridtspartiet gå hårdt imod!
Danskerne dyrker apartheid – forskelsbehandling. Man råber op om urimelighederne i andre lande, og så er man ikke selv bedre!
Danske bønder forskelsbehandles i EF på grundlag af danske love. Landbruget nedgøres. Bøndernes erhvervsfrihed er langt mindre end andre bønders i fællesmarkedet, og nu indskrænkes den igen.
Den danske husdyrsproduktion er allerede sakket bagud i forhold til Holland, som vi før var foran og med nye planer og lovudkast, vil vi blive overløbet totalt.
Er det meningen? Eller har man overhovedet ikke tænkt sig om?
Bonden må ikke længere selv råde over sin bedrift. Embedsmanden har placeret sig ved bordenden!
Ny lov om husdyrhold og husdyrssygdomme
Lovforslaget er en væsentlig stramning af de nugældende regler, og man kan med rette undre sig over en sådan stramning.
Sundhedstilstanden i det danske husdyrbrug har aldrig været bedre end nu. Dette bevises blandt andet af det lave foderforbrug, den bedre vækst og den højere produktkvalitet, der afspejles i høj anseelse på internationale markeder.
Landbruget er endvidere – igennem de sidste 20 år – blevet langt mere oplyste og orienterede på det sundhedsmæssige område.
Endvidere er husdyrbrugerne påpasselige og ansvarsbevidste i anvendelsen af medikamentelle hjælpemidler i sundhedsarbejdet, hvilket bevises af resultaterne fra kødkontrollen. Her kan henvises til veterinærdirektoratets sidst udsendte årsberetning, hvor man – ved laboratorieundersøgelser af slagtedyr med tegn på tidligere sygdomsangreb og behandling, samt ved stikprøvekontrol på i alt 8.000 svin – kun fandt små medicinrester i nyrerne på 2 (to) svin.
I de sidste 20 år er der desuden fremkommet et stort antal nye hjælpemidler til forebyggende og kurativ brug i sundhedsarbejdet.
I øvrigt kan der henvises til de veterinære regler og sædvaner i lægmandsarbejdet indenfor EF, hvor danske bønder naturligvis må have samme rettigheder som deres kolleger og konkurrenter indenfor fællesskabet.
Alt berettiger til en liberalisering indenfor det danske sundhedsarbejde i husdyrbruget. Det vil være urimeligt og helt uantageligt for danske bønder, dersom der i stedet for gennemføres en stramning af reglerne, som der lægges op til i det nye lovudkast.
Tålmodighed misbruges!
Om lovens formål og område anføres at landbrugsministeren (veterinærdirektoratet – dyrlægeforeningen) kan ændre loven og blandt andet bestemme, hvornår dyrlægen skal tilkaldes.
Svineavlerne må ikke længere tage sæd af deres egne orner eller selv inseminere med indkøbt sæd!
Landbrugsministeren (altså igen den veterinære fagforening) kan fastsætte regler for staldens indretning, og man kan påbyde opførelse af udleveringsrum og give ordre til staldafdelingernes dyreantal. Embedsmændene kan ikke alene bestemme staldens indretning, men også angive hvilke ventilationsanlæg man skal etablere. Man kan påbyde overvågning af dyrene og pålægge landmanden at føre sygdomsregistre med regelmæssig indberetning til veterinærdirektoratet.
Samme embedsmænd kan bestemme, hvordan sundhedskontrol og forebyggende behandlinger skal foretages.
Direktoratet kan – efter forgodtbefindende – og på egen hånd forbyde anvendelse af lægemidler og pålægge landmændene at føre protokol over forbruget af medikamenter. Protokollen skal inspiceres af embedsmændene.
Som rådgivere for landbrugsministeren fungerer embedsmænd fra Sundhedsstyrelsen, veterinærdirektoratet (Dyrlægeforeningen) og disses embedsmænd, medens landbruget er blevet udelukket, men dog udset til at betale.
Bønder trues med politi
Sager mod bønder behandles simpelthen som politisager pointerer lovudkastet!
Lovforslaget gælder ikke for Grønland og Færøerne, så der kan bønderne altså finde et fristed.
Loven skal gælde alle former for sygdomme og ikke blot som den nugældende lov for smitsomme sygdomme. Produktions- og miljøforhold skal inddrages under loven.
Herunder giver loven regler for sundhedsprogrammer, hvis indhold bestemmes og kontrolleres af embedsmændene. Indretningen af lokaler af alle arter og til alle slags husdyr såsom burhøns, tremmekalve, reolgrise, mink, ræve, hjortedyr og regnorme (se § 3!) vil blive fastlagt af embedsmænd, medens samme ”eksperter” instruerer bønderne om pleje, pasning, fordring, – embedsmændene bestemmer ensidigt, hvad der må puttes i fodermidlerne m.m.m.
Embedsmændene bestemmer naturligvis også, hvornår dyrlægen skal tilkaldes, medens betalingen herfor dog overlades til bonden.
En ny stab af veterinære embedsmænd skal ansættes og lønnes. Foreløbig har man afsat 5,5 millioner kroner foruden de store millionbeløb, der allerede anvendes, men tro derfor ikke, at bønderne slipper. Nej, de skal honorere og betale de prøver, som ”eksperterne” forlanger indsendt.
Moderne Edb-anlæg skal i fremtiden ”samkøre” embedsmændenes sundhedsprogrammer med kødkontrollens slagteregistre, og bønderne vil i den forbindelse få påbud om at føre obligatoriske besætningsjournaler.
Det gennemgående tema er, at bønderne overalt skal deltage i betalingen og udføre embedsmændenes ordre. Til gengæld får de intet at sige over ”sundhedsprogrammerne”, der ensidigt fastlægges af de samme embedsmænd og retsligt sikres med trusler om politisager og straffebestemmelser.
Behandles som analfabeter
Jo, bønderne er sandelig kommet i søgelyset. De er blevet samfundets prygledrenge og embedsmændenes udbytningsofre. Som den minoritet landbruget er blevet, skal man ikke regne med politikernes bevågenhed. Hvad tæller 80.000 bønder mod bureaukraternes 800.000 embedsmænd?
Nej, bønderne må forudse at samtidig med at 200-års dagen for stavnsbåndets ophævelse og bondestandens frigørelse, sendes en hær af embedsmænd ud for at fortælle, hvordan bønderne skal passe deres dyr og dyrke deres marker. Andre embedsmænd vil give besked på, hvordan møddinger skal indrettes, og foder opbevares. Bonden vil få pålæg om såtid, sædskifte, gødskning, sprøjtning, plantning og husindretning.
Told- og skattevæsen vil tage sig af det regnskabsmæssige og afgøre, hvor lidt bonden kan få lov til at beholde af et tvivlsomt overskud.
Nu mangler vi bare en lov om hvem, der skal beskytte bønderne!
Udviklingen får mig til at tænke på en tur til Ungarn og Østtyskland, hvor jeg sammen med derboende kolleger besøgte en række kommunistiske landbrug.
Det bestandige omkvæd hvor vi kom frem var ”arme, arme leute”, stakkels, stakkels folk. Omkvædet kan snart komme til at gælde for danske bønder – arme, arme bønder! Bondens frihed undergraves dag for dag, og snart er han, – som den kommunistiske kolkhosbonde – reduceret til at være røgter på sin egen gård.
Vi mangler en Skipper Clement til – som for 300 år siden – at gå i spidsen for et bondeoprør. Hvor er han, og vil bønderne ”vove pelsen” i en frihedskamp?
I modsat fald får vi en ny form for ”stavnsbånd og hoveri”.
A. Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2 / 23. januar 1987 / 15. årgang
Hvornår kommer skipper Clement?
Hvornår kommer skipper Clement?
Landmænd har i 20 år glædet sig til den dag, de i ”fællesmarkedet” kunne få lige vilkår med andre folk. Nu har vi i 6 år været medlem af ”det nye Europa”. Ligeret er der dog kun blevet lidt af.
Politikerne har brændt landmændene af, og som en sværtet ”sorteper” har bonden mistet næsten hele gevinsten, medens andre kører videre på den kendte melodi: Højere løn, stigende priser, voksende pristal og endnu højere løn! Landbrugslederne burde for længst have krævet pristallet ændret således, at dette fordelingstal ikke bare gælder lønmodtagerne, men gøres til fællesnævner for hele samfundsvelstanden og bliver normgivende også for bøndernes priser og indtægter, så blev man hurtigt klar over, at systemet er tosset. Dersom landbrugets priser (og løn) skal fastlægges i Bruxelles, må dette retfærdigvis også gælde andres lønninger!
Ved vor tilslutning til ”det nye Europa” hørte man advarende røster om faren for, at vi skal miste vort nationale særpræg. På det økonomiske område består særpræget jo blot i organisationernes kamp om ret til at udnytte andre befolkningsgrupper. Alle søger at kapre særfordele, begunstigelser og uforholdsvis høje fortjenester. Det gælder fra de højeste akademiske kredse til de mere beskedne manuelle arbejdere.
Talen om, at vi alle er i samme båd, gælder åbenbart ikke de økonomiske forhold og muligheder. Her sidder en lille flok begunstigede ved roret, den brede befolkning trækker i årene, medens bønderne er overladt til sig selv helt ude på det dybe vand.
Den politiske vej er lukket for bønderne. Der bliver færre og færre stemmer at hente i landdistrikterne og partiernes interesse for folket derude skrumper tilsvarende ind. Politikerne lemlæster landbruget og forbyder tilmed fri handel med landbrugsejendomme. Vornedskabet er genindført. Prisen skal ved tvang sænkes så landmændene enten må fortsætte deres lavbetalte slid eller forære jorden bort. Medens andre folk frit kan vælge livsbane, erhverv og bopæl tilmed hjulpet af staten med studielån, boligsikring og en mængde andre tilskud, plyndrer man landbruget for en væsentlig del af deres indtægt og nægter dem tilmed ret til frit at sælge deres ejendom. Økonomisk forskelsbehandling og underbetalt arbejde jager ungdommen bort fra landbruget, medens gamle udslidte bønder forarmes gennem tvangssalg. De bønderbørn, der af nød og tvang har søgt arbejde i et andet erhverv, forhindres i at følge deres lyst til at vende tilbage til landbruget.
Vores ”liberale” landbrugsminister (Poul Dalsager, A, red.) kan ikke lide et lystbetonet landbrug og slet ikke et moderniseret og rationelt landbrug med vellønnede og tilfredse udøvere. Landbruget skal, efter hans mening, være surt og lavtlønnet slæb.
I kommunistiske lande tvinger man bønderne til at afstå gårdene til staten ved simpelthen at forbyde ejerne at besidde så meget jord, at de kan leve deraf. Det er en brutal måde at gennemføre strukturændringen på. Herhjemme vil landbrugsministerens spærreregler forhindre en tiltrængt rationalisering og specialisering af jorddyrkning og husdyrforhold, hvilket er brutalt overfor de mennesker, der ønsker, at nedlægge urentable størrelser, og det er tillige samfundsøkonomisk uklogt.
Det kan ikke være rigtigt gang på gang, at gøre landbruget til ”sorteper”. Erhvervet må have samme muligheder som handel og industri til uden restriktioner og tvang – og med samme rettigheder som andre – at tilpasse sig den nye tid.
Helt urimeligt er det, når indtægter og formuer gøres op, og man fortæller, at landbrugets indtægter procentvis er steget dobbelt så meget som embedsmændenes. Det er rigtigt, at 10 procents stigningen af landmandens årsindtægt på 50.000 kroner giver 5.000 kroner, medens 5 % ekstra til embedsmandens 200.000 kroner ”kun” giver 10.000 kroner, men opstillingen smager af bedrageri.
Nu er der langt om længe startet en ”oprørsbevægelse” blandt unge, hårdt kørende landmænd. Er det ”Skipper Clement”, der under dæknavnet ”Landbo Reform – 80” igen forbereder et felttog i det jyske bondeland? Det er bestemt på høje tid, selvom de nuværende husmands- og landboforeningsledere endnu ikke har fået gnedet søvnen ud af øjnene.
Vi kan kun ønske held og lykke. Gid I ikke må trættes af modstanden, men bevare kampånden.
Også landbruget har fået sine ”strammere”.
A. Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 21 / 3. december 1979 / 7.årgang
Skatteplyndring
Skatteplyndring
Intet er så umoralsk som skat, og ingen røver eller bandit kan gøre det så groft som staten. De indirekte skatter er de mest lumske, dem betaler man i bevidstløs tilstand. Hver gang du køber for 5 kroner, hugger staten den ene, og hvis det drejer sig om spiritus eller tobak, eller hvis du køber en bil, snupper den grådige stat 7 kroner, hver gang du betaler 10.
Socialisterne er mest opfindsomme og snu, når det drejer sig om at stjæle fra folk, og for nogle år siden lokkede de de borgerlige partier til at indføre kildeskat (det var dengang Poul Møller, C, fik hjertekvababbelse), således, at også den direkte skat nu betales i delvis bevidstløs tilstand, medens den negles op af lønningsposerne.
Langt over halvdelen af arbejdsindtægten beslaglægges – direkte eller indirekte – af det offentlige, som derefter ”sviner” med vore penge.
Jovist er regeringen (Socialdemokratiet, red.) snedig. Først tager den alt fra folket og givet det bagefter en lille smule af rovet tilbage. Så får den ord for at være folkets velgører!
A. Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 2 / 16. januar 1981 / 9. årgang
Landbrugets muligheder
Landbrugets muligheder
Landbruget er i klemme økonomisk og organisatorisk. Tvangsauktionerne breder sig i annoncespalterne, i dag er det 38 i Jyllands-Posten.
Landbrugets arbejdere på slagterier og mejerier kræver lønforhøjelse på lige fod med andre lønmodtagere, og det er ikke at fortænke dem i, landbruget har blot ikke råd til at betale.
Hvad gør man?
Regeringen (Socialdemokratiet, red.) har gennemført en række lapperier med ”støtteordninger”, der intet er værd. Det viser sig igen, at hver gang man støtter med en million, plyndrer man landbruget med nye skatter og afgifter på 2 millioner.
Landbruget forbløder langsomt og sikkert, ødelagt af jordskatter, særskat, formueskat, kapitalvindingsskat og urimelige renter.
Bønderne arbejder gratis og forærer samfundet 30.000 millioner kroner årligt, samtidig med at de beskæftiger 300.000 mennesker. Til gengæld bliver de hånet og trådt på. Man diskuterer hidsigt ”jobordninger” for unge arbejdsløse, og samtidig uddannes årligt 2.400 unge landmænd for lidt. Om få år står man med en lang række ødelagte gårde og et lavproducerende landbrugserhverv.
Hvornår går landbruget i aktion?
Landbrugets ledere er rådvilde og desværre fastlåst i gammel partipolitisk og ortodoks tankegang.
Se dog til andre erhverv og lær af dem; Udviklingen skal jo vendes, og så er det åbenbart nødvendigt med hårde midler.
Landbrugsforhandlingerne må have en anden form og ikke godkendes, før de har været til urafstemning. Så vil lederne vågne op og blive virkelig aktive.
Modforholdsreglerne
Dersom der ikke kan opnås rimelige vilkår, må landbruget tage til modforholdsregler. Det kan landbrugerne ikke blive enige om, siges der. Jamen så brug dog nogle midler der ikke kræver 100 % enighed, og som ikke slår noget i stykker for den enkelte landmand.
Nedsæt produktionen med 10 % og dersom det ikke er nok så med 20 % eller 30 %. Det vil koste samfundet 3.000 – 10.000 millioner kroner årligt og koster ikke landbruget noget, når de alligevel ikke tjener på produktionen.
Midlertidigt vil en produktionsnedsættelse tilmed øge likviditeten og afskaffe de dyreste lån.
Afsætning gennem fælles terminaler
Terminalerne bør nu etableres. De vil blive et meget effektivt våben i kampen for retfærdighed. Disse terminaler behøver ikke at koste noget, når de etableres som fem kontorer, – et på Sjælland og Fyn, og tre i Jylland. Gennem disse terminalkontorer distribueres alle landbrugsvarer, og landmændene kan lukke et eller flere, til målet er nået.
Ingen landmand behøver at holde svin, kreaturer eller mælk tilbage under aktionen.
Et landbrugsproletariat bør ikke tolereres
Landbruget skal naturligvis have samme indtægter og levevilkår som andre befolkningsgrupper.
Den eneste vej til at gennemtvinge dette er, at reducere de offentlige udgifter, stoppe for offentlig låntagning og heraf følgende renteplyndring, nedsætte almindelige skatter og afskaffe særskatter. Dette vil tilmed skabe nye arbejdspladser og afskaffe arbejdsløsheden.
Landbruget har midlerne. Ja, men hvorfor bruger man dem så ikke?
A. Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 19 / 22. maj 1981 / 9. årgang
Penge lugter ikke
Penge lugter ikke
Lad de rige betale! (Man appellerer aldrig forgæves til misundelsen).
”I gamle dage var den første fordring, man stillede til en regering, at den skulle skaffe folket billigt brød. Nu anses det for den fineste statsmandskunst at fordyre det så meget som muligt. Mange politikere er endt på en lygtepæl for mindre end det, der nu kræves for at blive folketingsmedlem eller minister”.
Myndighederne har altid vist stor fantasi, når det gælder om at finde nye veje for at fylde statskassen. I den forbindelse bør man lægge mærke til, at ordet skat ofte bliver erstattet med andre betegnelser såsom afgift, gebyr eller bidrag.
Da den romerske kejser Vespian ved vor tidsregning begyndelse trængte til flere penge for at bygge nye pragtbygninger i Rom, fandt han på en hidtil ukendt afgift. Han lagde skat på toiletterne. Da dette påfund blev kritiseret, svarede han med de berømte ord: “Penge lugter ikke”.
I Danmark siger man, at vi skal arbejde os ud af samfundsproblemerne, og samtidig brandbeskatter man arbejdet og beslaglægger gennem skatter, moms og afgifter op mod 90 procent af folkets indtægter.
Den måske mest berømte – eller berygtede – skat er “den første nats ret” eller “brudeskat”. Når en af godsejerens undersåtter giftede sig, havde godsejeren krav på en afgift. Denne afgift kunne erlægges i naturalier, d.v.s. bruden måtte tilbringe bryllupsnatten sammen med godsejeren i stedet for brudgommen.
Uægte penge
Thomas Gresham (1500-tallet), som senere blev adlet, begyndte sin karrierer som købmand i London. Han var en idérig og flittig købmand og blev grundlægger af børsen i London.
Dronning Elisabeth – der som alle andre monarker havde vanskeligheder med at få penge i statskassen – gjorde sir Thomas til sin finansrådgiver, og han svigtede hende ikke. Han havde endnu en god idé.
Indtil da havde mønterne været deres vægt værd i guld eller sølv. Nu fandt den smarte Gresham på at erstatte de ægte guld- og sølvmønter med legeringer af mindre ædle metaller. De nye mønter fyldte godt i Elisabeths kasser.
Men resultatet blev i den sidste ende, at “godtfolk” lagde de ægte mønter på kistebunden, medens kun de uægte cirkulerede. Dette befordrede den økonomiske naturlov, at “dårlige penge fordriver de gode penge” med alle de slette følger dette får.
I Rusland fandt zar Peter den Store (1700-tallet) på noget andet for at fylde rigets skattekister. Han var kendt for sin positive holdning overfor alt, der kom vestfra og han søgte at fremme Vestens påvirkning i sit isolerede og primitive rige. Da den vestlige mode påbød skægløshed, indførte Peter derfor den såkaldte “skægskat” for at få de mandlige undersåtter til at rage skægget af. Dette førte – sammen med andre urimeligheder – til oprør og stridigheder.
Preusserkongen Frederik den 2., også kaldet Frederik den Store, der levede for ca. 200 år siden, havde flere hundrede “kaffesnusere” i sin tjeneste. Det var oftest pensionerede militærfolk, hvis opgave var at lugte sig frem til ulovlig indført kaffe, d.v.s. kaffe, der ikke var betalt skat af. Preusseren havde dengang en meget høj afgift på kaffe.
Skat på vinduer og døre
Det var naturligvis langt lettere at kontrollere, hvor mange døre og vinduer folk havde i deres huse, og det benyttede man sig af i Frankrig.
Husejerne blev simpelthen skattepligtige efter hvor mange døre og vinduer, man havde ud mod gaden. Den dag i dag undrer man sig som turist over de mange ældre huse i Frankrig – særligt på landet -, der ser så tillukkede ud, men her har man altså forklaringen. Noget lignende havde man i England, hvor “vinduesskatten” først blev ophævet i 1851.
I Holland findes der – hvilket danske turister ikke kan have undgået at lægge mærke til – mange utroligt smalle huse. Også dette har sin forklaring i skatten. Det var facadebredden, der kostede skattepenge. Man kunne bygge husene, lige så højt man ville, og så dybt som det passede en, men hver centimeter mod gaden eller vejen kostede dyre skatter. Den tåbelige skattepolitik lyser os i møde i hver eneste hollandske by.
Her i Danmark er skatters følger også blevet synlige og vil helt sikkert afspejle sig i historien.
Skattens fordyrelse af biler og benzin afslører sig i de trafikfarlige “bilvrag”, der kører på vejene. Og i selve landskabet er historiske slotte og herregårde ruinprægede på grund af ejendoms- og formueskatternes plyndring.
Utålelige afgifter
Også den store “kursusindustri” givet et tidsbillede af skatteflåningen. Kroer og hoteller i hobetal laves til konferencecentre. Det skattefrie ophold giver en behagelig skattefri ferie for “kursisten” og skæpper hos hotelejerne.
Jo, de gamle franske, hollandske og engelske byer og bygninger fortæller skattehistorie, mens Danmark bærer præg af de nye tiders grådige skatter, der årtier fremover vil give et billede af “skatte-Pouls´” (Poul Schlüter, C, red.) politik.
Skatterne sløver i arbejdstiden, men giver til gengæld travlhed i fritiden, hvor indtjente penge har 3-dobbelt værdi og sætter en ekstra skattefri “kage” på bordet eller øger charterferiens charme.
Også den enkelte familie præges af “skatte-boom´et”. Skattetænkning og skatteunddragelse er blevet et led i børne- og ungdomsopdragelsen. Det er simpelthen en nødvendig nødværge, hvis man vil overleve under rimelige forhold.
“Firkløveret” har sat sig et historisk monument, mens Danmark bliver fattigere og fattigere og befolkningen “småkriminelle”.
A. Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 36 / 3. november 1989 / 17. årgang
Hvordan får vi de offentlige udgifter ned?
Hvordan får vi de offentlige udgifter ned?
I næsten alle nytårsbetragtninger – der er sendt ud fra pengeinstitutter og erhvervsorganisationer – advares vi mod de stadig stigende offentlige udgifter, og fra andre lande kommer lignende signaler. Som regel er det rene økonomiske betragtninger, der sjældent bevæger sig ind på de politiske forhold, der klart beviser, at den største fare er den snigende socialisering, der følger med de stigende udgifter.
Enhver forøgelse af de offentlige udgifter betyder nye skridt imod en socialisering af samfundet, og dette er socialistpartierne helt klar over. Derfor er de da også på pletten, hver gang de øjner en mulighed for at øge det offentlige forbrug. I agitationen har socialisterne en hel serie slagord som: ”til fælles bedste, solidaritet, hjælp til de svage osv”. Ordet socialisering bruger de sjældent, idet de ved, at det lugter for meget af østblokland, diktatur og undertrykkelse.
Men de andre ”pæne” ord er velegnede til at lokke folk på limpinden. Her får socialistpartierne desuden følge af de såkaldt borgerlige partier, der aldrig har gjort et alvorligt forsøg på at dæmme op for socialiseringen. Tværtimod er de ofte de første på markedet med løfter om goder fra det offentlige. Dermed er de – måske uden at ville det – med til at snigsocialisere landet.
Ubetænksomme folk råber på, at staten, amterne og kommunerne skal gøre både dit og dat. De er besat af troen på, at kun det offentlige formår at ordne tingene og ligger under for propagandaen om, at hverken huse eller skoler vil blive bygget og er paralyseret af ideerne om, at kun det offentlige kan drive busser, baner, telefon, post, radio eller TV, for ikke at tale om syge- og alderdomsforsikring. Men dette er ikke sandt. Tværtimod er det det alt for store offentlige forbrug, der hindrer privat foretagsomhed og gør det muligt for folk at få opfyldt deres private ønsker og ordne deres egne ting.
Socialisterne forstår at appellere til flertallet, der jo vitterligt lever af offentlige foretagender således ca. 1 million, der udelukkende eksisterer på understøttelse af en eller anden art og 800.000 offentligt ansatte plus 300.000 i mere eller mindre subsidierede erhverv. Der er derfor kun små udsigter til, at de offentlige udgifter vil blive sat ned. Tværtimod vil de bestandig vokse, og det er på den måde, danskerne – lidt efter lidt – luskes ind i en socialistisk stat. Denne udvikling er så enkel, at ethvert barn kan forstå det. Alligevel følger næsten alle strømmen. Kun få tør stå frem og fortælle, hvilke offentlige udgifter vi kan undvære.
Den berømte tyske finanstroldmand, Ludwig Erhard, sagde kort før sin død: Vi må prioritere i rigtig rækkefølge, således: Først økonomi, dernæst sociale formål. I de fleste af vestens lande har man prioriteret i omvendt rækkefølge, altså først socialpolitik og så i anden omgang økonomi. Men dette går ikke, sagde Ludwig Erhard. Er derimod økonomien i orden, følger de sociale forbedringer af sig selv. Vesttyskland har stort set fulgt Erhards linie, og derfor ser vi også, at landet ikke bare er en økonomisk stormagt, men samtidig et foregangsland på det socialpolitiske område.
Her i Danmark har kun Fremskridtspartiet foreslået at begrænse skatterne og de offentlige udgifter og dermed få orden på den offentlige økonomi, så velfærdsstaten kan fortsættes og udbygges på et solidt grundlag. Hvis vi ikke gør det, falder hele vor sociale opbygning før eller senere på en katastrofal måde. Desværre har ingen af landets øvrige partier mod til at skære ned på det offentliges udgifter og de pådrager sig derfor et stort ansvar for den skæbnesvangre fattigdom, vi går i møde.
A. Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 12 / 27. marts 1981 / 9. årgang
De gamle partiers bedragerier
De gamle partiers bedragerier
“For at bedrageri skal lykkes”, siger Stefan Zweig, “er to ting nødvendige: Store bluffere og talrige narre”.
Det er skammeligt at blive bedraget, og det er risikabelt, – ikke mindst i politik. Vælgerne har kun et at gøre, når de er utilfredse med regeringen nemlig at vælge en anden, som derefter gør som den gamle!
Politikerne lovede “genopretning”. Det har de gjort mange gange før, men nu skulle det være alvor. Orden i Danmarks hus og økonomi var det løfte, den nye regering gik til valg på. Partirammerne blev sprængt. Stemmerne strømmede ind til de løfterige politikere.
På mindre end to år er begejstringen forduftet. Politikerne følger den slagne vej, og så kender vi udviklingen. Bedragerierne har gentaget sig gang på gang.
Misundelsespolitik
Vi behøver ikke se mange år tilbage. Det første af den nyere tids bedragerier var skattefradragsrettens bortfald. Tidligere var det sådan, at folk – når selvangivelsen blev udfyldt – kunne fratrække det gamle års betalte skatter. Ingen kunne komme til at betale mere end halvdelen af indtægten i skat. Men nu drog Socialdemokratiet i felten med sin misundelsespolitik. Man fortalte, at fradragsretten ensidigt beskyttede den velhavende borger. Når fradragsretten forsvandt, ville velhaverne komme til at betale mere i skat, og “de fattige” ville slippe billigere.
Det socialdemokratiske paradoks er velkendt: De rige skal betale, men ingen skal have lov til at blive rige!
Hoppede på limpinden
De borgerlige partier hoppede på limpinden. Fradragsretten blev ophævet. Nu var der frit slag i skatteplyndringen, der siden er blevet grovere og grovere. De gamle partier bedrog vælgerne.
Den næste reform var kildeskatten. Folk var irriterede over den indviklede selvangivelse, og de skattehungrende politikere vejrede bytte. De bildte vælgerne ind, at besværet hang sammen med, at vi ikke havde kildeskat. Fik vi det, ville selvangivelserne forsvinde, og skatten kunne betales “i søvne”, idet den simpelthen blev taget af lønningsposen.
De gamle partier formerede tropperne. Flertallet blev skabt. Kildeskatten blev indført, og selvangivelsen blev suppleret med forskudsskemaer, restskatteopkrævninger og meget andet. Den blev så indviklet som aldrig før, og en stab af skatteopkrævere blev ansat. Bedrageriet var groft og uopretteligt!
Er der rejst nogen form for sag mod de politikere, der begik skattebedrageri nr. 1 og bildte folk ind, at skatterne ville falde, når fradragsretten bortfaldt? Nej, det er der ikke.
Er der rejst nogen sag mod de politikere, der begik bedrageri nr. 2 og bildte folk ind, at selvangivelsen ville forsvinde ved kildeskattens indførelse? Nej, det er der naturligvis ikke.
Der er derimod rejst en sag og fældet en dom over Mogens Glistrup – den mand, der mere end nogen anden har angrebet de gamle partiers skattebedragerier!
De gamle partier ødelagde i fællesskab landets økonomi. Samfundet blev forarmet, og politikerne sloges om de tomme fade. De borgerlige firkløverpartier løb af med sejren endda så grundigt, at man fik flertallet af de skatteprotesterende Fremskridtsfolk lokket ind i folden.
Uhyggelig udvikling
Hvordan er det gået i de forløbne år? Jo, man har bebudet en ny afgifts- og skattereform og er på vej ind i bedrageri nr. 3.
Økonomien har man – trods løfter – ikke fået hold på. Statsudgifterne er under “firkløveret” (V, C. CD og KrF, red.) steget fra 221 til 306 milliarder årligt. Renterne på den stadig voksende statsgæld er gået op fra 21 til 47 milliarder. Skatter og afgifter til stat og kommuner er forøget fra 110 til 139 milliarder. Danmarks nettogæld til udlandet er steget fra 154 til 185 milliarder, og den vokser med 10 millioner kroner hver eneste dag!
De offentligt ansattes tal er forøget fra 875.000 til 893.000, medens de arbejdsløse er blevet 30.000 flere.
Denne uhyggelige udvikling er udelukkende et dansk fabrikat, idet “firkløveret” – med hensyn til udenlandske forhold – har haft vinden i ryggen.
Nye planer
Til trods for at skattetrykket under den nuværende regering er blevet så højt som aldrig før, planlægger man nu – i samarbejde med de radikale og socialdemokraterne – en skatte- og afgiftsreform, hvor boligudgifterne stiger med 50.000 kroner årligt. Momsen hæves til 25 procent, olie, benzin, varme, el, cigaretter og spiritus belægges med nye afgifter, TV-licensen skal op med 500 kroner, mens rentefradragsretten delvis ophæves. Jo, bedrageriet er godt i gang.
Erhvervslivet stønner under de “møllestene”, der hænges om Danmarks hals.
Under alt dette har frihedsfolkene i Fremskridtspartiet forskanset sig. Der bliver snart brug for dem igen!
A. Th. Riemann
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 23 / 15. juni 1984 / 12. årgang
