Vor egen apartheid

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 19. februar 1974 / 2. årgang

 

Vi har travlt med at blande os i andre landes forhold. Den hellige forargelse lyser ud af de socialistiske Tv-folk, når de omtaler lønproblemer i Sydafrika og for at være med på noderne skynder “gammelpartiernes” politikere sig, at mistænkeliggøre forhold, de ikke har grundlag for at bedømme.

Hvad med vore egne hjemlige forhold, hvor man hos mange befolkningsgrupper gennem direkte og indirekte skatter beslaglægger 90 procent af arbejdsindtægten?

Hvad med de 20 procent af befolkningen, der holdes udenfor pristalsordningen og må betale både dyrtiden og embedsmændenes pristalsforhøjede lønninger?

Hvad med bylandmændene, der skal sættes i “kartotek” og særbeskattes, medens andre, der ikke har den “perverse lyst” til at bo på landet, gerne må bygge villaer til 1 million og trække “underskuddet” fra skatten

Hvem er i øvrigt “bylandmand”? Er det tankvognschaufføren eller slagteriarbejderen, der for at holde hjemmet oppe pukler i 20 af døgnets timer? Eller er det skolelæreren og kontormanden, der søger ud i naturen for at give børneflokken sunde interesser og en sund opvækst

Før vi korrekser andre, bør vi “muge ud” i vort eget gammelpolitiske system, der er gennemsyret af misundelse og diskriminering

A. Th. Riemann

www.frp.dk

Læs også: DR´s journalister – de største danmarksødelæggere: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/05/drs-journalister-de-st%c3%b8rste-danmarks%c3%b8del%c3%a6ggere/

Nu er det alvor

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang

Nu er det alvor

Gennem de sidste 15 år har det gradvist trukket op til økonomisk uvejr for Danmark. På denne baggrund er Fremskridtspartiet født og hver femte dansker erkender nu, at dette parti er det bedst egnede til at løse de problemer, de andre har skabt.

At skifte parti er for mange vælgere en vanskelig og træg proces, der hæmmes af vane, tradition, manglende oplysning i massemedierne og personlig forkærlighed eller modvilje.

Derfor er det naturligt, at kun en del af de vælgere, der ser alvoren bekender sig direkte til Fremskridtspartiet. Dette afspejles da også tydeligt, når et klart flertal i befolkningen i dag ønsker kraftige offentlige besparelser. En Observa undersøgelse for Jyllands-Posten har godtgjort, at 61 pct. af vælgerne i den henseende går ind for fremskridts-politikken.

Danmark er nu ved at være uden rådighed over sit bo, som vi så det, da ministrene Heinesen (A) og Hækkerup (A) på et få timers møde i Frankfurt måtte acceptere en kronedevaluering i strid med deres augustforlig.

Men på Christiansborg er alt ved det gamle. Her er trægheden langt større end hos vælgerne og Fremskridtspartiet er bare noget, man skælder ud på og som man endelig ikke vil lytte til.

Det er farligt for landet og dets folkestyre, at befolkningens flertal indser nødvendigheden af fremskridtspolitikken, før den samme nødvendighed er gået op for et flertal i Folketinget.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Hjulene skal i gang igen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/09/hjulene-skal-igang-igen-derfor-ma-der-handles-drastisk-og-resolut/

Læs også: Konkurrenceevnen skal genskabes: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/12/konkurrenceevnen-skal-genskabes/

Socialdemokratiets skattetryk

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

Socialdemokratiets skattetryk

For 20 år siden arbejdede danskerne 14 minutter pr. time for det offentlige og resten for sig selv.

Nu beslaglægger skatter og afgifter 32 minutter pr. time og udgifterne svarer til 37 minutter pr. time.

Finansminister Knud Heinesen (A) har i en debat i Aarhus Stiftetidende blandt andet skrevet: ”Under debatten i Folketinget i august om gennemførelsen af regeringens (Socialdemokratiet, red.) forslag om den økonomiske politik kom Fremskridtspartiets ordfører med nogle løse påstande om, at de afgiftsforhøjelser, der indgik i forslaget, ville betyde et kraftigt voksende skattetryk”.

Som sædvanlig håber Anker Jørgensens (A) folk at kunne bluffe befolkningen til at tro, at fremskridtsfolkene er nogle skrækkelige stratenrøvere, der ingen indsigt eller ansvarlighed har i de økonomiske sammenhænge, som socialdemokrater og andre etablerede partier skulle være de rutinerede eksperter i.

Enhver, der gider læse sætningen med lidt eftertanke, vil imidlertid indse, at den er det rene nonsens. Selvfølgelig vil afgiftsforhøjelser på hen ved 6 milliarder kroner betyde et kraftigt voksende skattetryk. Når der her gøres så meget ud af denne enkelte sætning, beror det på, at der er tale om et fænomen, som dækker mere end 90 pct. af de kritiske avisartikler man finder mod Fremskridtspartiets program. Der udslynges bare nogle overfladiske angrebspåstande mod os i den sikre forvisning, at næsten ingen af læserne evner eller orker at trænge til bunds i sandheden, der vistnok undtagelsesfrit er, at de økonomiske synspunkter og talsammenhænge, som Fremskridtspartiet har fremført, altid har været pinligt korrekte og aldrig overdrevne.

Resten af Heinesens lange udredning angår ved nærmere eftersyn noget helt andet end skattetryk, nemlig et nationaløkonombegreb, som han kalder ”kollektivt konsum i pct. af rådighedsbeløb”. Disse fine ord dækker imidlertid ikke over noget, der knyttes særlig interesse til i virkelighedens verden. Her er den hårde realitet, at for hver gang, der arbejdes en gennemsnitsarbejdstime i Danmark, skal de godt 32 minutter afleveres til det offentlige i form af alskens skatter og afgifter. Når det offentlige skal skaffe dækning for sine enorme udgifter, skal vi endda op på 37 minutter. Foreløbig lader Heinesen imidlertid blot falsk købekraft rende ud i omsætningen ved at frihjulskøre med et ud fra alle synsvinkler aldeles uanstændigt statsunderskud.

For en snes år siden var det ikke 32 minutter, men 14 minutter. Da Danmark fik sin VKR-regering i 1968, var tallet steget til 20 minutter og dette gennemsnit – en tredjedel af produktionen til skatteformål – er det, Fremskridtspartiet vil vende tilbage med sit program om 60.000 kroners skattefrit bundfradrag.

Velstanden er jo vokset enormt takket være danskernes flid, den lange fredsperiode, teknikkens udvikling og de internationale handelsskrankers lettelse. En lettelse af indkomstskatteåget vil yderligere føre til velstandseksplosion, som vi så det i det skattefrie jubelår i 1968.

Derfor er den tredjedel, som Fremskridtspartiet vil overlade til det offentliges virkeområde, tilstrækkeligt til, at det offentlige kan løse alle sine opgaver og til, at vi kan sørge bedre for dem, der virkeligt trænger – de syge, de handicappede og de ældre.

Hvis Heinesen og konsorter imidlertid får lov til at fortsætte med at ødelægge den danske økonomi, bliver den oprydningsopgave, der så yderligere skydes ud, stedse mere omfattende og ubehagelig. Det skal man imidlertid ikke bebrejde Fremskridtspartiet, som fra første færd har advaret, men derimod de partier, der sikrer den socialdemokratiske ødelæggelsespolitik. Altså Kristeligt Folkeparti, radikale og centrum-demokrater samt – på skift – Venstre og konservative.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: Antallet af offentligt ansatte vokser hvert fjerde minut: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/07/17/antallet-af-offentlige-ansatte-vokser-hvert-fjerde-minut/

Læs også: Velfærd frem for vanvid: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/velf%c3%a6rd-frem-for-vanvid/

Læs også: Det sku´ være så godt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku%c2%b4-v%c3%a6re-sa-godt/

Nu går våren gennem Danmark

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 1 / Maj 1973  / 1. årgang

 

Nu går våren gennem Danmark

 

Dygtige danskere har i årtier haft ulyst til at arbejde med partipolitik og offentlig administration. Udfordringerne fra den faglig-erhvervsmæssige udvikling har været så kæmpemæssige, at alle gode kræfter er ofret på arbejdspladsen. Derfor var de tider forbi, hvor det offentlige liv kunne tælle skikkelser som I. C. Christensen og K. K. Steincke.. Derfor har de på Slotsholmen beskæftigede i mange år gjort deres arbejde for dårligt. I Folketinget såvel som i “den røde bygning”.

 

Med selvforstærkende virkning har dette afskrækket endnu flere egnede fra at gå ind i statsstyrelsen. Leden ved ordskvalderet med kunstig grøftegravning og forældede talemåder har holdt mangen en velegnet kvinde og mand væk fra Christiansborg-klubben.

 

Pæredansk

Men nu går våren gennem Danmark. For første gang i en generation ser det ud til, at det nytter noget at slutte op omkring et tidssvarende politisk parti, som har kastet de gamle partiers vraggods af forældet tankemateriale og hellige køer over bord.

 

Forstår tilstrækkeligt mange, at det er nu et aktivt arbejde må gøres, så kan Fremskridtspartiet blive den skelsættende fornyelse i forhold til de mere end hundrede år gamle ideologier og tankesæt, der ligger til grund for vore fem gammelpartier.

 

Det ny parti er pæredansk og gennemdemokratisk. De første mål, vi har sat os er, at rydde op i det af centraladministrationsembedsmændene skabte og af de nuværende politikere bekræftede hængedynd af blanketpapir, indkomstskat og lovuforståelighed. Naturligvis skal det ikke gå ud over de syge, de gamle og de andre socialt svagt stillede.

 

Spareprogrammer

Man har sagt, at aldrig har et politisk parti med så få mandater (nul) haft så stor indflydelse i dansk politik. Man henviser til, hvordan alle politiske partier var ved at falde over hinanden i iver efter at gennemføre spareprogrammer, den første dag Folketinget samledes, efter at Gallup havde forkyndt, at Fremskridtspartiet repræsenterede 5,8 pct. af vælgerne.

 

Af disse i hast opstablede projekter blev det Socialdemokratiets 44 punkts program, som fik finanspolitisk realitet. Det er imidlertid et typisk eksempel på gammelpolitikernes visionsløshed. Mere eller mindre tilfældigt samler man i hast nogle brokker fra de forskellige ministeriers ukrudtsbede. I øvrigt kører man så i traditionelle baner med at kalde forøgelsen af skatteplyndringen for besparelser. Hvis vi i oppositionen havde brugt sådanne falske varebetegnelser, så havde man pudset politiet på os. Men det gør man jo ikke over for magthaverne.

 

Anker Jørgensen (A) og følge turnerer nu land og rige rundt og proklamerer, at denne spareplan virkelig er udtryk for en fundamental ny økonomisk politik. I de sidste 20 år er befolkningen imidlertid blevet stopfodret med bragesnak om, at denne eller hin skatteforhøjelsesbuket skulle repræsentere en virkelig konstruktiv løsning på landets problemer. Lige så mange gange er man blevet skuffet. Derfor er de fleste nu immune overfor nye taler af den slags.

 

Også denne gang vil det gå sådan, at skatteforhøjelserne nok vil blive varige, hvis der ikke sker et skifte i folketingsarbejdet. På ny må ofrene bæres aldeles forgæves og mellem påske og pinse eller til oktober får vi nye skatteforhøjelser. Fordi marts-spareprojektet var perspektivløst.

 

Ingen lapperier

Fremskridtspartiet ønsker ikke, at man skal kaste sig ud i den slags lapperier. I stedet skal der arbejdes langsigtet ud fra en sammenhængende nytænkning. Fremskridtspartiet kan derfor først love lettelser fra 1. januar 1975, men allerede nu vil vi gennemføre den lovgivning, som indeholder disse lettelser.

 

En lov i sommeren 1973 om et skattefrit bundfradrag på 60.000 kr. fra 1. januar 1975 og derpå følgende total-afvikling af indkomstskatten over fem år ville få enorme psykologiske og dermed økonomiske virkninger.

 

Hermed være naturligvis ikke sagt, at Socialdemokratiets 44 spareprogrampunkter ikke også rummede noget godt. Eksempelvis var det da strålende, at Anker Jørgensen (A) vandrede til Canossa og udskød det ny menneskefjendske bureaukrati, som han så ivrigt havde søgt at sælge til befolkningen under en anden falsk varebetegnelse, nemlig “Økonomisk Demokrati”.

 

Parcelhusejerforfølgelse

Omvendt var de værste tidsler i 44 punktsprogrammet parcelhusejerforfølgelsen. Man burde have skabt den jordforbindelse hos politikerne, at man for et par måneder siden havde tvangsindlagt dem til at udfylde en snes selvangivelser for de mennesker, der indenfor de seneste år har købt parcelhus. De ville da have lært, at det at være parcelhusejer ikke er, hvad vor finansminister (Henry Grünbaum, A, red.) forestiller sig – efter at han for nogle år siden solgte sit hus nord for København og flyttede ind i en stor, billig lejelejlighed.

 

Ej heller er det, hvad mange af gammelpartiernes medlemmer oplever, at sidde velkonsoliderede med gamle nedbragte lån.

 

For titusindvis af familier i dette land er parcelhusanskaffelsen en anstrengelse af økonomien helt ud til den yderste bristegrænse. Noget som familien alligevel gennemfører for, at give børnene de lykkeligste opvækstvilkår. Enhver forværring af parcelhusejernes stilling medfører, at tusindvis kommer ud over bristegrænsen med unødig menneskelig ulykke til følge. Stavnsbåndsreglerne i kapitalvindingsskatteforslaget fører til en uhensigtsmæssig fordeling af landets boligmasse og katastrofer i flyttesituationer. Statsministerens forsøg på at bagatellisere dette, viser blot, hvordan den megen omgang med cand. polit’er har fået Anker Jørgensen til at miste folkeroden.

 

Af interesse er ikke en blodløs gennemsnitsborgers forhold på lang sigt, men rækkehusprioritetsbestyrer Peter Hansens chance for at klare de førstkommende terminer.

 

Uberettiget hetz

Da mine øjne første gang løb ned over Socialdemokratiets 44 spareprogrampunkter, tittede jeg naturligt nok med særlig interesse efter, om staten ville opgive at bortøde den snes millioner kroner af skatteyderpengene, som ifølge beslutning af ministre og topembedsmænd skal bruges på, gennem politiapparat og andre myndighedsmisbrug, at genere mig og helst få mig knaldet. Enhver i dette land ved jo, at disse millionudgifter alene er iværksat, fordi jeg tillod mig åbent at oplyse, at de velbjærgede i dette land ikke reelt er underkastet noget indkomstskattetryk.

 

At det forholder sig på den måde, har alle politikere og topembedsmænd jo vidst i masser af år. At røbe det for åben Tv-skærm udløste, at jeg ene af alle skal bære en uberettiget hetz, som vist ingen anden har været udsat for i mands minde. Dette er blot et eksempel på, at modenhedsgraden er for lav hos vore nuværende politikere og papirembedsmænd i administrationen og domstolene.

 

Saglige argumenter

Kunne vi dog blot komme dertil i Danmark, at man i den offentlige debat ikke altid forsøgte at ramme modstanderpersonen, men i stedet med saglige argumenter imødegik hans synspunkter. En sådan sanering ville utvivlsomt bevirke, at adskillige dygtigheder, der nu ser på landets styre med afsky, ville være rede til at gå ind og gøre en aktiv politisk gerning.

 

Sandheden er jo imidlertid den, at blandt de mange dårlige traditioner, gammelpartierne har opbygget, er også den, at man bestemt ikke modtager nye politiske bevægelser med åbne arme. Den behandling, Fremskridtspartiet har været ude for, er nok ikke principielt så meget anderledes, end hvad der f.eks. blev Aksel Larsen og Niels Westerbyes partier til del. Et kendetegn for kampagnen mod Fremskridtspartiet er imidlertid, at de forskellige faser er kommet så hurtigt efter hinanden, at menigmand ikke har kunnet nå at glemme den ene, før man var ude i den anden.

Man fastslog

Fremskridtspartiets barnevuggetale i Grøften i Tivoli den 22. august 1972 blev fulgt op med, at man søgte at latterliggøre os. Man fastslog, at vi aldrig kunne samle de af valgloven krævede 16.480 underskrifter. Derefter prøvede man længst muligt at fortie den ny folkebevægelse, der skød op i efteråret 1972. Da underskriftsindsamlingen havde rundet de første 10.000 underskrifter, begyndte man at fastslå, at ét var, at folk skrev under. Men der ville nok ikke være mere end en enkelt vælger, som ville sætte sit kryds ved partiet, hvis det opstillede ved det kommende valg.

Senere blev den almindelige stemmespildskampagne den fremherskende. Partiet ville aldrig komme over de 58.000 stemmer som gammelpartiernes gennem – udemokratiske valglov kræver for repræsentation i Folketinget. Derfor var det stemmespild, at tænke på partiet på valgdagen.

Mistænkeliggøre

Herefter søgte man at mistænkeliggøre de mennesker, der ville være kandidater eller stillere for partiet. De ville tabe enhver agtelse hos deres medborgere. Da der desuagtet var en hel del modige mennesker, som indfandt sig til den folkelige møderække, som tåler sammenligning med højskolens barndomsår og Jakob Knudsens rundrejser i vore bedste- og oldeforældres tid, kom beskyldningerne om, at det der skete ved disse møder, var hel- eller halvfascisme. Gammelpolitikerne tænker nu en gang i tankebanerne fra det årti, hvor de dannede sig deres politiske opfattelse, nemlig 1930´erne.

Denne facistgrammofonplade faldt snart hjælpeløs til jorden, fordi den absolut intet havde på sig. Så begyndte landets folkekårne mænd at forvrænge Fremskridtspartiets programpunkter.

Den politiske situation i Danmark foråret 1973, kan lettest udtrykkes med en omskrivning af Piet Heins lille digt. Sådan:

 

I partipolitisk polemik

er dette nu det brugte trick

at dutte Fremskridtsfolk en mening på

hvis vanvid alle kan forstå

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Glistrup´s ønskedanmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-%c3%b8nskedanmark/

Læs også: Udnyt chancen – kast åget bort: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/23/udnyt-chancen-kast-aget-bort/

Læs også: Glistrup om Glistrup-sagen: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/de-fortiede-skandalers-sag/

Det forringede personfradrag

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 7 / 8. april 1976 / 4. årgang

Det forringede personfradrag

Vælgerne bør huske, hvem der har ansvaret

De selvangivelser, der nørkles med i denne vinter, vil for hundredtusindvis af husstande føre til stærkt øget indkomstskat. For første gang skal vi nemlig bruge den nye lovbestemmelse om, at personfradrag skal ske i skatten og ikke i indkomsten.

Det er nok værd at erindre sig, hvem der stemte imod i Folketinget. Der var jo tale om at tage forskud på det umoralske princip, som Socialdemokratiet nu har foreslået mere almindeligt. Ikke desto mindre gik det som så ofte, når der skal stemmes i folketingssalen. Fremskridtspartiet og Retsforbundet var alene om i afstemningshandling at følge en saglig linje frem for blot at bakke op bag statens grådighed (Folketingstidende 1973/74, spalte 8350).

For forslaget stemte bl.a. Venstre, Konservative, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Og naturligvis Det radikale Venstre.

Sørgeligt var det, at Fremskridtspartiet som sædvanlig ikke fik massemedieopbakning i de 4½ måned, sagen var til behandling i Folketinget.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: Fremskridtspartiet vil give skattelettelser til alle:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/fremskridtspartiet-vil-give-skattelettelser-til-alle/

Læs også: sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/20/sygstemet-f%c3%b8rer-over-40-ar-gamle-skattesager-mod-glistrup/

Læs også: Fremskridtspartiet´s  s k a t t e p o l i t i k:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/s-k-a-t-t-e-p-o-l-i-t-i-k/

Urimelige frynsegoder

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang

Urimelige frynsegoder

Man bør sætte fokus på systemet – ikke på Guldberg

Guldberg-sagen belyser, at aviserne ulykkeligvis foretrækker at spille manden frem for bolden. I et modent folkestyre skulle interessen i stedet samle sig om at løse de reelle problemer. Derimod er personhenrettelser ufrugtbare.

Sagens kerne er, at EF har fastsat vanvittig høje satser for rejsegodtgørelse og dagpenge. Alle de mange avisspalter burde derfor først og fremmest være brugt på at støtte Fremskridtspartiets bestræbelser på at få disse takster nedsat klækkeligt.

Det andet hovedelement i sagen er, at politikere og andre højt på strå får tildelt et væld af frikort. Til trafikmidler, Tivoli, travbaner og meget andet. Denne aflønningsform tjener til at skjule, hvor højt politikere i virkeligheden gageres. Misforholdet skærpes ved, at skattevæsenet i massiv modstrid med Statsskattelovens prgf. 4 lukker øjnene herfor. Horribiliteten kulegraves for tiden af Steffen Kjærulff-Schmidt (Z), der bruger folketingsmedlemmernes spørgeret til at rejse sagen på en for de socialdemokratiske ministre stærkt generende måde. Men det taler aviserne ikke om – man skulle jo nødigt give Z-partiet reklame. Presseverdenens folk hører derfor også til dem, som vort skattevæsen finder det for godt af forkæle. Dets hele holdning gennemsyres af, at det gælder at holde sig gode venner med de etablerede magthavere.

Hvis der er nogen som helst rimelig anledning for at give frikort til Jens Kampmann (A), og hvem der nu ellers sidder i SAS-ledelsen, må begrundelsen herfor, at SAS har brug for, at dets ledelse jævnligt følger med i, hvordan passagerflyvningen udføres. Er der en sådan saglig grund, råber det til himlen, at frikortene kun må benyttes til privatrejser. I så fald er SAS-interessen naturligvis, at bestyrelsesmedlemmer m.fl. bruger mest mulig tid på at lade sig SAS-transportere – hvad enten deres formål med turen er det ene eller det andet.

En tilsvarende forskydning findes i debatten om skatteyderbetalte pamperpenge til de politiske partier. Vil man i en sparetid bevare ordningen, må man gøre sig klart, at staten selvfølgelig ikke kan eller bør øremærke, hvad pengene bruges til.

Vil man gøre det umuligt at øremærke, må alle partier naturligvis aflægge regnskab. Vi ved af offentliggjort materiale, at de radikale og Centrum-Demokraterne overtræder reglerne. Meget tyder på, at det også gælder en række andre partier, men de undlader selv helt at give offentligheden regnskab for, hvordan de bruger pengene.

Er det så disse partier, der overfaldes af aviserne? Nej, det er det eneste parti, som handler gennemhæderligt. Blot fordi aviserne ikke kan lide Fremskridtspartiet..

Danmark befinder sig på katastrofens rand. Danmarks øverste myndighed er vælgerbefolkningen. Kan aviserne dog indse, at de i alle sager må indstille sig på at give denne højeste myndighed korrekt saglig besked.

Så måtte de ganske vist skrive, at Fremskridtspartiet sagligt har ret i alt, hvad vi siger. Det er alene løgnagtighed hos aviserne og vore andre modstandere, der er skyld i det for landet særdeles katastrofale, at 77,2 pct. af vælgerbefolkningen endnu ikke er indstillet på at sætte deres kryds ved liste Z.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: Frem i lyset med politikernes fradrag: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/21/frem-i-lyset-med-politikernes-fradrag/

Læs også: Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/20/sygstemet-f%c3%b8rer-over-40-ar-gamle-skattesager-mod-glistrup/

Læs også: Danmark ud af EU: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/28/danmark-ud-af-eu/

Assimilation eller permission

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 29. september 1980 / 8. årgang

Assimilation eller permission

Fremmedarbejderproblemet igen –

Sidst i august 1980 forsøgte nogle af pressens folk at rejse en hetz mod Mogens Glistrup baseret på, at Glistrup ved et politisk møde blandt mange andre spørgsmål også havde svaret på, hvad Fremskridtspartiets fremmedarbejderpolitik går ud på.

Peter Brixtofte fra Venstre, der er den af alle Venstrefolk, som er mest hadefuld overfor Fremskridtspartiet, stod straks på vognen og hylede med på pressens urimelige beskyldninger mod Fremskridtspartiet.

Netop medens alt dette var på sit højeste i medierne, indsamlede Gallup meningsmålinger rundt i Danmark og TÆNK, en alvorlig ”bet” for vore modstandere, det blev et meningsmålingsresultat, der gav stor fremgang til liste Z.

Omkring 10. september kom så de beskedne avisnotitser om, at man alligevel ikke ville rejse sag mod Glistrup for hans udtalelser. Nej, selvfølgelig ikke, for Glistrup har ikke på nogen måde udtalt sig racistisk og så ville man selvfølgelig tabe sagen, men hvad, nu havde pressen jo også haft de store avisoverskrifter med ”Sag mod Glistrup for racistiske udtalelser” og man havde derforuden mærket, at befolkningen var helt på linje med Glistrup i denne sag.

Riemann faktisk frikendt

Onsdag den 10. september blev der også afsagt kendelser ved Vestre Landsret og A. Th. Riemann fik stadfæstet en lille bøde, som retten i Hobro i sin tid idømte Riemann, men når man tænker på, hvor voldsomt det lød i pressen, hvad Riemann havde gjort omkring EF-valget, ja så må man notere, at Vestre Landsret ikke turde gå imod ytringsfriheden i Danmark, for selvfølgelig er en sølle bøde på kr. 4.000,- ikke en straf, der står i nogen som helst relation til det, sagen i medierne var blæst op til.

Hvad Riemann havde gjort, var såmænd blot at tale med et sprog, som ellers er hverdagsdanskernes talemåde og selvfølgelig havde Riemann ikke nogen ønsker om at dyrke racisme, men han blev udsat for det, som fremskridtsfolk så let bliver udsat for, at man samler et bestemt ordvalg op og omstiller ordvalget på syv forskellige måder, hvorefter man får noget helt andet ud af det, end hvad den pågældende havde på hjerte.

Redaktøren på FREMSKRIDT mener, at A. Th. Riemann for længst er frikendt af den danske befolkning i sagen vedrørende den påståede racediskriminering og vi tager det som et bevis på, at der ikke er blevet givet en straf af nogen betydning. Vi tror, at Landsrettens dommere inderst inde alle er enige med A. Th. Riemann. Vi gratulerer Riemann med sejren med at man ikke fik held til at knægte ytringsfriheden og som så ofte før har vi i FREMSKRIDT bragt overdyrlæge Riemanns udmærkede artikler.

Vor hilsen og lykønskning skal denne gang være, at vi nedenstående bringer en artikel, skrevet af Riemann om dette emne.

Overdyrlæge A. Th. Riemann skriver:

Diskussionen om ”fremmedarbejderne” er aktuel overalt i Europa. Her i landet føler flere og flere ubehaget ved det fremmedelement, der på mange måder påvirker dansk kultur, mentalitet og økonomi.

Dagligt læser man om narkotikamisbrug, snavset prostitution, voldtægt, røveri, rå knivoverfald og bestialske mord. Den danske godmodighed afløses i stigende grad af fremmedartet vildskab og råhed.

Stadig oftere bliver vi ”husvilde” i vore egne byer, når offentlige steder som banegårde, rutebilstationer, cafeterier og lignende er erobret og besat af ”fremmede”, der overalt ublufærdigt maser sig frem.

Svage karakterer og umodne danskere lader sig let påvirke af ”det fremmede”. Dels interesserer gammel dansk sædvane dem ikke, dels er de dårligt lærte og ved intet om den kulturarv og sunde mentalitet, vore forfædre opbyggede også vort livsgrundlag på. Det lette og overfladiske er sat i højsædet, i høj grad båret frem af umodne journalister i presse, radio og TV, samt forvirrede pædagoger i skoler og på læreanstalter.

Respekten for menneskenes og dyrenes liv forsvinder under påvirkning af tilbagestående folks mentalitet, som efterabes på foragtelig måde af de danskere, der lefler for nedbrydning og fremmede skikke.

Fremmede skikke skaber råhed i Danmark

Som ”de fremmede” i deres hjemlande på barbarisk vis skærer halsen over på en kamel på åben gade under jubel og Allah-råb, laver danske efterabere happening med mishandling og drab af haner på danske teatre, medens børn på legepladser underholdes med lemlæstelse og aflivning af kaniner.

Jo, råheden breder sig i fodsporene på ”de fremmede” og deres danske følgesvende. Danskerne er så sandelig blevet lærenemme og har efterhånden og i lige så høj grad medskyld i degenerationen og forfaldet.

Tidligere, når der var tilløb til fremmed mentalitets løbskhed, blev der grebet resolut ind; men i dag er alt blevet overfladisk, frit og løst.

For år tilbage slagtedes i kødbyen i København en del kreaturer til Mellemøsten under den såkaldte schæchtning og dertil hørende rituelle ceremonier. 3-4 stærke slagtersvende kastede sig over de fredelige dyr og væltede dem brutalt ned på stengulvet, hvorefter en messende ”præst” med en skarp kniv gemt bag ryggen sneg sig frem til dyret og med et dybt snit skar halsen over.

Dyret måtte ikke skydes eller bedøves, som man normalt gør det før slagtningen og kun forkroppen blev godkendt til føde for de rettroende, medens bagkroppen blev overladt ”de kristne hunde”.

I 30´erne blev schæchtning forbudt, men er nu genopstået. F.eks. har man på et slagteri i Vendsyssel ansat en muhamedaner, hvis eneste opgave er at gennemføre schæchtningsritualet under slagtning og derigennem sikre eksport til hans rettroende racefæller. Metoden er rå, utiltalende og udansk.

En farlig folkevandring

Fremmedarbejderproblemet er ikke blot et dansk problem. Det eksisterer i alle EF-lande og vil blive langt større. Når Tyrkiet midt i 80´erne optages i fællesmarkedet, vil 10 millioner arbejdsløse tyrkere oversvømme Europa og skabe voldsomme sociale problemer og måske vælte vores velfærdsstat.

I Tyskland – ligesom i Danmark – er fødselstallet i løbet af 70´erne gået ned med ca. 35 pct., men befolkningstallet holdes oppe af fremmed indvandring. Man lader sig langsomt, men sikkert, fortrænge i sit eget land og det er farligt. Det går måske endda hurtigere, idet de ”fremmedes” fødselstal er fire gange så højt!

I nogle distrikter i Tyskland er 30-70 pct. af skolebørnene ”fremmedarbejderbørn” og på sygehusene, hvor forholdene er de samme, er det blevet nødvendigt at lære læger og sygeplejersker tyrkisk. Problemet er indlysende aktuelt og desuden voksende i Vesttyskland, der nu huser 5 millioner ”fremmede”, hvoraf den ene million er illegalt indvandret. Alene i Vestberlin bor der 100.000 tyrkere. I løbet af de næste 15 år vil 35 pct. af den vesttyske ungdom være ”fremmedarbejderbørn”.

Harmonien ødelægges

Fremmedarbejderproblemet bliver om få år et overlevelsesproblem for det tyske folk og den tyske kultur. Gadebilledet i Tyskland præges i stigende grad at tusinder af unge, dårligt uddannede, arbejdsløse og forbitrede ”udlændinge”. Den sanering af de ”fremmedes” slumkvarterer, man har gennemført i mange byer, har vist sig ikke at fremme forståelsen mellem befolkningsgrupperne, tværtimod er isolationen og afstanden blevet større. Had og aggression er blevet en direkte følge og kriminaliteten er fortsat stærkt udbredt i de uundgåelige ”fremmedarbejder-øer”.

Både vi og Ulandene skades

Den politiske udvikling tager også en uheldig retning, hvor ”fremmedarbejderne” formerer sig og som kendsgerningerne viser, organiserer de sig i venstredrejede partier.

I Danmark kan vi nikke genkendende til de tyske forhold og den risiko også vi er i færd med at arbejde os ind i. Sandsynligvis er det lignende omstændigheder, der for tiden er ved at udvikle til en folkerejsning mod ”fremmedarbejderne” i Norge.

I øvrigt er eksporten af ”fremmedarbejdere” efterhånden ved at blive en boomerang for Mellemøsten selv, idet en stor del af ”fremmedarbejderne” kommer fra landsbyerhvervet, hvilket har medført, at visse områder, der tidligere eksporterede landbrugsvarer, ikke længere kan brødføde sig selv. Også en tiltrængt industrialisering går i stå, når arbejdskraften emigrerer. Som modstykke har ”fremmedarbejderne” øget den europæiske arbejdsløshed betydeligt.

Politikerne burde lære af folket

De lande, der har modtaget ”fremmedarbejdere”, er ikke udlændingefjendtlige og det er vi heller ikke i Danmark. Havde vi været det, var problemerne opstået, men de fleste mener, at nu må der stoppes og ryddes op.

En tysk gallupundersøgelse viser, at 79 pct. af befolkningen ønsker stop for indvandring. 50 pct. ønsker ”fremmedarbejderne” sendt hjem, medens kun 13 pct. vil have dem integreret i befolkningen. En undersøgelse her i landet vil sikkert vise samme store flertal for en fornuftig ordning.

”Fremmedarbejderne” selv havde, da de planlagde udrejsen til europæiske lande, ingen ønsker om at immigrere for stedse. 70 pct. fortæller, at deres plan gik ud på højst 5 års ophold. Først senere har forskellige omstændigheder gjort, at de er groet fast.

Det vil derfor være helt på sin plads og acceptabelt for alle parter, dersom indvandringslandene begrænser opholdstilladelserne til 5 år.

Som værter må vi kræve respekt af gæsterne

Når vi rejser til fremmede lande, søger vi, at respektere derboende folks levevis, mentalitet og kultur. Det samme må vi kræve af ”fremmede” i vort land. Vi byder ”fremmede” velkommen som flittige arbejdere eller gæster, for vi har selv historien igennem haft udbytte af at besøge andre lande og stifte bekendtskab med deres kultur og levemåde, men vi vil ikke acceptere, at vores land og levevis nedbrydes eller ændres efter andres forgodtbefindende.

Vi har fået mange dygtige ”fremmede” til Danmark i de senere år og en del har opnået topstillinger og naturligvis fuld ligestilling med danske kollegaer og de er velkomne i andre lande; men vi har også fået et ”bundfald”, der enten ikke kan eller ikke vil klare sig selv.

En fornuftig fremmedarbejderpolitik

Det problem, der vitterligt er opstået, må løses og her må det første bestå i at indføre et indvandringsstop. Derefter bør der dannes en fond eller tegnes en forsikring, der sikrer midler til hjemsendelsen. I den forbindelse må man sørge for, at ”fremmedarbejderbørn”, der naturligvis heller ikke må integreres i gæstelandet, bevarer deres nationale, kulturelle og religiøse egenart.

Når arbejdet eller opholdstilladelsen er endt, må ”fremmedarbejderne” og vi kunne skilles i god forståelse, i respekt for hinanden og med et farvel og tak for den tid, der er gået.

Deklarationen om racisme og racediskrimination på verdenskongressen i Geneve i 1957 burde tilføjes følgende: ”Enhver politik, der vil gennemtvinge et mindretals assimilation til herskende folkegrupper, skal straks ophøre”!

A.    Th. Riemann

www.frp.dk

Læs også: Sidder vi i lommen på de islamiske landes regeringer?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/10/sidder-vi-i-lommen-pa-de-islamiske-landes-regeringer/

 Læs også: Folketinget blæser på befolkningsflertallets ønske:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/06/folketinget-bl%c3%a6ser-pa-befolkningsflertallets-%c3%b8nske/

 Læs også: Ghetto Olsen lancerer ny gæstearbejderpolitik:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/09/ghetto-olsen-lancerer-ny-g%c3%a6stearbejderpolitik/

Et lykkeligt Danmark

Må citeres med fuld kildeangivelse:

 Fremskridt nr. 10 / 20. maj 1976 / 4. årgang

Et lykkeligt Danmark

Med den arbejdsglæde og virkelyst, der vil fremstå, når Fremskridtspolitikken vinder indpas i Danmark, vil vi være rustet til at løse problemerne omkring beskæftigelse, valuta, social tryghed, undervisning og en lang række andre vigtige forhold og samtidig forøge den enkeltes realindkomst.

I fjernsyn, radio og aviser hævdes det gang på gang ud fra fordrejede oplysninger – både, når fremskridtsfolk har mulighed for gensvar og navnlig, når de ikke har det – at fremskridtspolitikkens Danmark skulle blive et sort, egoistisk, ja, endog halvfascictisk Danmark uden tryghed for syge og socialt svage.

Imidlertid vil en fuldstændig gennemførelse af Fremskridtspartiets politik betyde, at det offentlige – i reel købekraft – vil få lige så stor en samlet udfoldelse, som vi rent faktisk udøvede i 1971. At Fremskridtspartiet så ønsker at forøge de nuværende udgifter til folkepension, forureningsbekæmpelse og sundhedsvæsen på bekostning af unødvendig offentlig virksomhed, er en anden sag.

Den befolkning, som har skabt landets store værdier, inden de ”ansvarlige” partier for vild, kan også skabe et sundt moderne samfund på trods af de vanskeligheder, de gamle partiers vildfarelser har bragt os i. Der mangler blot en erkendelse hos flere end hver sjette dansker af, at Fremskridtspartiet står for den politik, som vil føre landet til det, der ligger nærmest flertallets opfattelse af et lykkeligt Danmark.

Redaktionen

WWW.FRP.DK

Læs også: Glistrups ønskedanmark:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-%c3%b8nskedanmark/

ADVARSEL

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5

August 1973

1. årgang

 

ADVARSEL

til deltagerne i landsmødet

 

Fremskridt er kommet i besiddelse af sikre oplysninger, der bekræfter, at i al fald ét sensationsblad, muligvis flere, vil benytte partiets landsmøde på Nyborg Strand den 18. og 19. august som anledning til, som det hedder “en effektiv og endelig nedslagtning, at det glistrupske foretagende”.

 

På et redaktionsmøde på det pågældende dagblad er det vedtaget, at give de medarbejdere, der skal “dække” Fremskridtspartiets møde et helt åbent budget. Formålet er, ved flittig beskænkning – og muligvis bestikkelse – over for landsmødets deltagere, at komme i besiddelse af oplysninger og udtalelser, som ved en “journalistisk drejning” kan medvirke til, at give det pågældende dagblads reportage fra mødet et for Fremskridtspartiet lidet flatterende og måske direkte skadelige indhold.

 

Fremskridtspartiet har intet at skjule, hvorfor hele landsmødet da også vil være fuldt åbent for såvel radios, TVs som dagspressens repræsentanter. Men ting man troede sagt i fortrolighed over en stille øl hen på de små timer – på Fyn er natten jo vor egen, som pigerne siger – kan forvrænges og se uhyggelig ud på tryk dagen efter.

 

Fremskridt kan derfor ikke kraftig nok advare deltagerne om omtanke og tilbageholdenhed over for udtalelser til tilstedeværende journalister. Og husk under alle omstændigheder: Udtalelser må stå for den enkeltes egen regning – ikke for partiets.

 

Også fra gammelpartierne kan der forventes provokationer over for landsmødet og deltagere. Vær sikker på, hvem du taler med og husk det gamle ord fra krigens tid: Forsigtig – fjenden lytter!

 

Torben Zinglersen

WWW.FRP.DK

Læs også: De ringeste:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/07/de-ringeste/

Læs også: Fremskridtsfolk afslørede Ekstra Bladets løgn om Glistrup som nazist:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/07/15/fremskridtsfolk-afsl%c3%b8rede-ekstra-bladets-l%c3%b8gn-og-misbrug-af-simon-wiesenthals-navn/

Sporene er skræmmende

Må citeres med fuld kildeangivelse:

 Fremskridt nr. 2 / 23. januar 1987 / 15. årgang

 

Sporene er skræmmende 

 

Når 1980`ernes fædrelandshistorie skal skrives, bliver en kendingsmelodi: Årtiet, hvor Danmark gik i stykker på midten. Tidligere dominerede ensartede holdninger det lille puslingeland. Afstandene er små. Geografisk såvel som mellem de forskellige familiers levevilkår.

 

Opsplitningen af fordums harmoni skyldes først og fremmest, at 1968-studenterne er vokset op til bestemmende manddomsalder, men har fastholdt blomsterbørnsforkastelsen af, at de økonomiske naturlove kommer dem ved.

 

Overalt er sangen den samme: Dette og hint må virkelig betales af staten. Med den konservative Poul Møller som ideologisk inspirator indpiskes, at økonomiske sammenhænge er noget kedeligt underordnet noget, som man virkelig ikke skal beskæftige sig med.

 

I stedet gælder det over statsbudgettet uden grænser for vækst at smide penge ud på de sektorer, hvor 1968-gøgeungerne færdes: Universiteterne, ministerierne, daginstitutionerne, ulandshjælpen, forureningsbekæmpelsen o.l.

 

Metoden består i vidt omfang i at skubbe klientgrupper foran sig. Et – blandt mange eksempler – er muhammeddanertilstrømningen. Med flygtningekoncernchef Hans Gammeltoft-Hansen som murbrækker allierede man sig med Erik Ninn-Hansen (C), som så i 1983 skaber lovgrundlaget for at prisgive Danmarks grænser for tilstrømningen udefra. Den virkelige drivkraft er, at hver portion på 10.000 bekvemmelighedsflygtninge fordelt over mangfoldige eksotiske folkeslag kræver langt flere sagsbehandlere end 10.000 fynboer.  De fremmede i landet skal passes på alle ledder og kanter: Lejrpersonale, køkkentjeneste, kultursociologer, rengøring, tolke, sproglærere (både i dansk og hjemmesprog, boligservice, socialrådgivere, psykologer, støttepædagoger o.s.v., o.s.v. Jo større kolonner des flere faciliteter og alle de livsvarende frynsegoder (rejser, kursusdeltagelse o.s.v.), som den nye herskende klasse benytter i stedet for sort arbejde for at få en luksustilværelse uden om vor tids grusomme skatteplyndringslove.

 

Det offentliges forkælelse og forsørgelse af BZ`ere, Christianitter, rockere og andre voldsbøller udgør nogle af de mange tilsvarende eksempler.

 

Når Danmarks Radio skummer over i vrede mod sociale nedskæringer, gælder forargelsen aldrig de hårdtslidende landmænds faldende svineafregningspriser.

 

Diskret og fintfølende forbigås Svend Aukens (A) uretmæssige milliardfodringer af A-kasser til fordel for den fagbevægelse, som Socialdemokratiet lever af. Helt anderledes aggresivitetshetzes mod landbruget, uanset at det hverken kan gøre fra eller til med hensyn til havforureningen, der først og fremmest skyldes Czekoslovakiet, Polen og Østtyskland. Men det er jo socialistvennerne. Så det forties.

 

Omvendt vægtede man ved Tjernobylulykken. Den spillede ingen reel rolle for Danmark. Strålingen oversteg intetsteds, hvad enhver sygehusrøntgenfotografering indebærer. Bornholmsk granit giver større baggrundsstråling, end hvad der kom fra Ukraine. Men hvornår har statsmonopolet Danmarks Radios røde lejesvende bragt katastrofereportager om udenrigshandelstallene i stil med flimmerkassens manipulerende propaganda-spærreild om død og dommedag, der forurenede det meste af den danske skærsommer 1986?

 

For enhver, der gider interesserer sig for Danmarks tarv, står imidlertidig klart, at de betydende farer for vore børn og børnebørn ligger i valutagæld, skatteverdensrekord og alle de andre miserabiliteter, som bankerot truer landets fremtid, fordi vore herskere lader hånt om samfundsøkonomiens mustkrav. Dræberbakterien er oplagt, at den offentlige sektor er svulmet alt for kraftigt som summen af 1968-aktivisternes krav.

 

Det kan derfor forekomme mærkeligt, at 175 af Folketingets 179 medlemmer år efter år støtter den uomtvistelige, skinbarlige fædrelandsødelæggelse.

 

Forklaringen er, at whiskybæltshæren råder over en atombombe, som er alle andre våben overlegen.

 

De besidder medierne. Først og fremmest det mest afgørende: Statsmonopolet Danmarks Radio, hvis fjernsyn og øvrige afdelinger er overbefolket med og totaldomineret af snæversynede, ukyndige, fordomsfyldte ensidigheds-missionærer. De skjuler ikke, hvem der efter deres opfattelse må autoriseres som gode helte og hvem der er dumme og afskyelige skurke.

 

Og vælgerne må jo nødvendigvis stemme efter, hvordan de tror, at forholdene ligger. Over for forførende nedtromling af deres selvstændige tankekraft er det ligegyldigt, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.

 

Fra årle morgen til sen nat vil de, som åbner for Danmarks Radio,  blive indoktrineret flade med propaganda, som bestandig går ud på at bilde lyttere/seere ind, at det og det område skal det offentlige tage sig af. Udtrykkene “positivt”, “godt nyt” og tilsvarende bemærkninger bruges bestandigt om tiltag, der afføder flere skatteyderudgifter.

 

At spørge om, hvor pengene skal komme fra eller belyse spørgsmål om det enkelte menneskes frihed i forhold til embedsmandsknusemaskinen, ligger det alsidigheds-

fornægtende medium fjernt. Hvad der ud fra TV-programsekretærens indskrænkede horisont forekommer aparte, skal kanøfles. Drengen i Keiserens Ny Klæder havde ikke fået sit budskab frem, hvis han havde levet i Lasse Jensen-alderen(programchef på DR, red.).

 

I stedet for at befatte sig med almindelige menneskers problemer bortødes det ene hundredtal af sendetimer efter det andet på AIDS´ere, ANC`ere, NOAH-folk og lignende egocentrede afvigersærgrupper. I 1986 blev det ikke blot 1. maj men for eksempel også de populære decembermorgenjuleudsendelser, som kom i de ondes lommer både på, før og efter fandens fødselsdag. I alt væsentligt godtages kun tyranklassens vaner og synspunkter, som noget, der kan viderebringes. Med alskens krumsprings-undskyldninger og bortforklaringer ekskluderes personer og synspunkter, der vil varetage danskernes tarv alle 365 døgn som ikke-eksisterende. Til trods for, at al fremadrettet, sprudlende, socialkonstruktiv nytænkning på så at sige alle områder i de sidste 16 år er kommet fra netop den side, som dagsordens-besætterne i TV m.v. med så stor uføje har sortstemplet som ultra-højre.

 

Forbrugerrådsjammerkommodens nedsabling af det sunde og gode produktionsliv gør danskerne vrede og nedtrykte, hvor USA`erne går løs på livet med  glæde og optimisme bibragt dem af oplysningerne i fjernsynsreklamernes positive oplysninger, om hvilke gode nye varer, der nu er fremstillet til favorable priser og kreditvilkår. Det er forbrugeroplysning, så det basker. Modsat hvad danskerne belemres med.

 

Med genudsendelse hver lørdag underviser Hanne Reintoft hver onsdag i, hvordan man via sociallovene trækker penge ud af det offentlige system. I stedet for denne programflade, som har kørt i årtier, var der samfundsmæssigt meget mere brug for at belære om, hvordan folk via skattetænkning kan beholde pengene i egne lommer. Og de tusindvis af udsendelser, som går ud på hvordan stat og kommune kan bruge flere penge, burde omlægges til pres for at ophæve urimeligheder i skattelovgivningen.

 

Trods al omvæltning af befolkningens hverdag lever mange endnu tilbage fra de gamle dyders tid. Flittige, samvittighedsfulde, pligtopfyldende og sparsommelige. Men det er fortidslevninger, som under det ydre pres har stor risiko for at uddø som andre truede raritetsdyrearter rundt om på kloden. Det omgivende klima kan blive så barsk, at nok så megen nøjsomhed og arbejdsomhed ikke forslår til at slide føden i hus.

 

Efterhånden som de skabende, producerende og kreative trænges væk af flommen af statskassesnyltere, punkterer disse de kuvørser, som de selv ligger og fjerer sig i. For på lang sigt beror Danmarks velstand, velfærd og frihedsbasis på, at netop de produktive og nyttige bliver forkælet. Vi kan ikke leve af at sagsbehandle hinanden.

 

Men det kortsigtede, som ikke rækker ud over egen næsetips øjebliks forherligelse, råder hos landets nye herremænd og ditto damer, som i indeværende årti gør deres kæmpefremstød til at sætte sig på den altdominerende magt med deres bagudrettede ideologi, der ene og alene baseres på, at alle universets problemer partout skal løses ud fra deres beskuelser af egne navler.

 

Menneskeheden havde fortsat kravlet rundt på samme niveau som for en halv milliard år siden, hvis folk som 1980`ernes danske journalister havde bestemt, da der fremkom forslag om at gå på to ben og at bruge ilden, hjulet, elektriciteten, bilen og hvad der nu ellers i den mellemliggende tid har været af fremskridt.

 

Måtte 1990`ernes reaktion blive en genopdagelse af hele den brogede verden med ytringsadgang, ikke blot for Loke, men også for de Thorskikkelser, som vil lade forskellighederne blomstre i frihed for statskontrol og statsstyring.

 

Mogens Glistrup

 

WWW.FRP.DK 

 

Læs også: Det sku´ være så godt:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku%c2%b4-v%c3%a6re-sa-godt/