Facts om gæstearbejdere: Kun 5 % bliver danskere

Facts om gæstearbejdere: Kun 5 % bliver danskere

Problematikken omkring gæstearbejderne i Danmark blev berørt ved landsmødet. Fremskridtspartiets redaktion bringer her nogle kendsgerninger.

I de sidste 5 folketingsår er der bevilget dansk statsborgerskab til 1.837 personer fra lande i Sydeuropa, Nordafrika, Pakistan og Mellemøsten. Der er i alt fra disse lande bosat 37.592 indbyggere pr 1. januar 1981. Det vil med andre ord sige, at kun ca. 5 % af indvandrerne er blevet danske statsborgere i den nævnte periode.

Her følger listen over lande, hvis borgere i de sidste 5 folketingsår har opnået dansk statsborgerskab.

I parentes anfører vi antallet af indvandrere ved nytår:

Land	Antal med dansk statsborgerskab	Indvandrere ved nytår
Jugoslavien	320	7.317
Tyrkiet	52	15.832
Pakistan	348	6.598
Italien	129	1.695
Spanien	113	1.002
Marokko	106	2.117
Portugal	30	250
Tunesien	17	162
Algeriet	56	282
Libyen	7	8
Ægypten	262	491
Saudi Arabien	0	13
Jordan	49	673
Syrien	57	105
Irak	41	98
Iran	43	232
Libanon	96	133
Israel	128	576

Udlændinge – som er gift med en dansker – kan opnå dansk indfødsret efter 3 år. Dog kan udenlandske kvinder, – der er gift med danske mænd – nøjes med at opholde sig i Danmark i 1 1/2 år, men denne regel udløber i 1983.

Nordiske statsborgere og dansk sydslesvigere får statsborgerskab efter 2 år.

Politiske flygtninge skal vente i 6 år, mens øvrige må vente i 7 år.

I november 1973 indførte Danmark et såkaldt indvandrerstop. Det vil efter gældende 7-års regel betyde, at stort set alle gæstearbejdere i Danmark, – såfremt de ønsker det – vil kunne opnå dansk statsborgerskab.

Fremskridtspartiet har i hele den periode, vi har været repræsenteret i Folketinget stemt for, at udlændinge – efter 7 års ophold i Danmark – kan få statsborgerskab. Det, der har vakt opsigt, har været, at gæstearbejderne, der har begået kriminelle handlinger, efter Fremskridtspartiets opfattelse ikke burde kunne blive danske statsborgere.

H. C. Hansen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 34 / 2. oktober 1981 / 9. årgang

Konkurrenceevnen skal genskabes

Konkurrenceevnen skal genskabes

Danmark befinder sig i en økonomisk katastrofesituation. Store dele af landet er pantsat til udenlandske kreditorer, og gældsætningen øges med 20 milliarder kroner om året.

Den stigende gældsætning har ikke alene ødelagt vort erhvervsliv, men truer også med at ødelægge hele vort velfærdssystem. Der kan nu ikke engang skæres af en kage, der ikke eksisterer, og derfor vil den økonomiske krise også komme til at ramme alle de svagtstillede i samfundet, de gamle, de syge, de uddannelsessøgende og alle andre, der af forskellige grunde har behov for hjælp.

Årsagen til den økonomiske krise er velkendt. De stærkt stigende offentlige udgifter og det deraf følgende høje skattetryk har presset det danske omkostningsniveau så højt op, at danske varer er blevet så dyre at fremstille, at de ikke kan sælges, hverken herhjemme eller i udlandet i konkurrence med varer fremstillet i lande med et lavere omkostningsniveau.

Når man kender årsagen til problemerne og ved, hvor det er skoen trykker, skal man selvfølgelig ikke forværre dette problem ved fortsat at lade de offentlige udgifter og skattetrykket stige, som det er sket de sidste mange år, og som regeringen (Socialdemokratiet, red.) fremdeles satser på.

Fremskridtspartiet har med Redningsplanen for Danmark i 12 konkrete punkter anvist, hvordan vi hurtigt og effektivt klarer os ud af den økonomiske krise, der på det seneste er blevet så alvorligt forværret, at det må betegnes som en katastrofe for landet.

Konkurrenceevnen genskabes ved at nedsætte de offentlige udgifter med godt 20 %, og vi har med vore ændringsforslag til finansloven vist, hvordan det kan gøres uden at ramme de svagtstillede i samfundet.

Kun herved er det muligt at stoppe skatteplyndringen og den udhuling af reallønnen, der er en direkte følge heraf. Fremskridtspartiet afviser hermed Socialdemokratiets asociale tanker om, at reallønnen skal forringes med 5 %. Reallønnen skal tværtimod forbedres ved at give lønfremgang gennem skattelettelser.

Ove Jensen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 12. maj 1980 / 8. årgang

Assimilation eller permission

Assimilation eller permission

Fremmedarbejderproblemet igen.

Sidst i august 1980 forsøgte nogle af pressens folk at rejse en hetz mod Mogens Glistrup baseret på, at Glistrup ved et politisk møde blandt mange andre spørgsmål også havde svaret på, hvad Fremskridtspartiets fremmedarbejderpolitik går ud på.

Peter Brixtofte fra Venstre der er den af alle Venstrefolk, som er mest hadefuld overfor Fremskridtspartiet, stod straks på vognen og hylede med på pressens urimelige beskyldninger mod Fremskridtspartiet.

Netop medens alt dette var på sit højeste i medierne, indsamlede Gallup meningsmålinger rundt i Danmark og TÆNK en alvorlig ”bet” for vore modstandere, det blev et meningsmålingsresultat, der gav stor fremgang til liste Z.

Omkring 10. september kom så de beskedne avisnotitser om, at man alligevel ikke ville rejse sag mod Glistrup for hans udtalelser. Nej, selvfølgelig ikke for Glistrup har ikke på nogen måde udtalt sig racistisk, og så ville man selvfølgelig tabe sagen, men hvad, nu havde pressen jo også haft de store avisoverskrifter med ”Sag mod Glistrup for racistiske udtalelser”, og man havde derforuden mærket, at befolkningen var helt på linje med Glistrup i denne sag.

Riemann faktisk frikendt

Onsdag den 10. september blev der også afsagt kendelser ved Vestre Landsret, og A. Th. Riemann fik stadfæstet en lille bøde, som retten i Hobro i sin tid idømte Riemann, men når man tænker på, hvor voldsomt det lød i pressen, hvad Riemann havde gjort omkring EF-valget, ja, så må man notere, at Vestre Landsret ikke turde gå imod ytringsfriheden i Danmark, for selvfølgelig er en sølle bøde på kr. 4.000,- ikke en straf, der står i nogen som helst relation til det, sagen i medierne var blæst op til.

Hvad Riemann havde gjort var såmænd blot at tale med et sprog, som ellers er hverdagsdanskernes talemåde, og selvfølgelig havde Riemann ikke nogen ønsker om at dyrke racisme, men han blev udsat for det, som fremskridtsfolk så let bliver udsat for, at man samler et bestemt ordvalg op og omstiller ordvalget på syv forskellige måder, hvorefter man får noget helt andet ud af det, end hvad den pågældende havde på hjerte.

Redaktøren på FREMSKRIDT mener, at A. Th. Riemann for længst er frikendt af den danske befolkning i sagen vedrørende den påståede racediskriminering, og vi tager det som et bevis på, at der ikke er blevet givet en straf af nogen betydning. Vi tror, at Landsrettens dommere inderst inde alle er enige med A. Th. Riemann. Vi gratulerer Riemann med sejren med, at man ikke fik held til at knægte ytringsfriheden, og som så ofte før har vi i FREMSKRIDT bragt overdyrlæge Riemanns udmærkede artikler.

Vor hilsen og lykønskning skal denne gang være, at vi nedenstående bringer en artikel skrevet af Riemann om dette emne.

Overdyrlæge A. Th. Riemann skriver:

Diskussionen om ”fremmedarbejderne” er aktuel overalt i Europa. Her i landet føler flere og flere ubehaget ved det fremmedelement, der på mange måder påvirker dansk kultur, mentalitet og økonomi.

Dagligt læser man om narkotikamisbrug, snavset prostitution, voldtægt, røveri, rå knivoverfald og bestialske mord. Den danske godmodighed afløses i stigende grad af fremmedartet vildskab og råhed.

Stadig oftere bliver vi ”husvilde” i vore egne byer når offentlige steder som banegårde, rutebilstationer, cafeterier og lignende er erobret og besat af ”fremmede”, der overalt ublufærdigt maser sig frem.

Svage karakterer og umodne danskere lader sig let påvirke af ”det fremmede”. Dels interesserer gammel dansk sædvane dem ikke, dels er de dårligt lærte og ved intet om den kulturarv og sunde mentalitet, vore forfædre opbyggede også vort livsgrundlag på. Det lette og overfladiske er sat i højsædet og i høj grad båret frem af umodne journalister i presse, radio og TV samt forvirrede pædagoger i skoler og på læreanstalter.

Respekten for menneskenes og dyrenes liv forsvinder under påvirkning af tilbagestående folks mentalitet, som efterabes på foragtelig måde af de danskere, der lefler for nedbrydning og fremmede skikke.

Fremmede skikke skaber råhed i Danmark

Som ”de fremmede” i deres hjemlande på barbarisk vis skærer halsen over på en kamel på åben gade under jubel og Allah-råb, laver danske efterabere happening med mishandling og drab af haner på danske teatre, medens børn på legepladser underholdes med lemlæstelse og aflivning af kaniner.

Jo, råheden breder sig i fodsporene på ”de fremmede” og deres danske følgesvende. Danskerne er så sandelig blevet lærenemme og har efterhånden og i lige så høj grad medskyld i degenerationen og forfaldet.

Tidligere når der var tilløb til fremmed mentalitets løbskhed, blev der grebet resolut ind, men i dag er alt blevet overfladisk, frit og løst.

For år tilbage slagtedes i kødbyen i København en del kreaturer til Mellemøsten under den såkaldte schæchtning og dertil hørende rituelle ceremonier. 3-4 stærke slagtersvende kastede sig over de fredelige dyr og væltede dem brutalt ned på stengulvet, hvorefter en messende ”præst” med en skarp kniv gemt bag ryggen sneg sig frem til dyret og med et dybt snit skar halsen over.

Dyret måtte ikke skydes eller bedøves, som man normalt gør det før slagtningen, og kun forkroppen blev godkendt til føde for de rettroende, medens bagkroppen blev overladt ”de kristne hunde”.

I 30´erne blev schæchtning forbudt, men er nu genopstået. F.eks. har man på et slagteri i Vendsyssel ansat en muhamedaner, hvis eneste opgave er at gennemføre schæchtningsritualet under slagtning og derigennem sikre eksport til hans rettroende racefæller. Metoden er rå, utiltalende og udansk.

En farlig folkevandring

Fremmedarbejderproblemet er ikke blot et dansk problem. Det eksisterer i alle EF-lande og vil blive langt større. Når Tyrkiet midt i 80´erne optages i fællesmarkedet, vil 10 millioner arbejdsløse tyrkere oversvømme Europa og skabe voldsomme sociale problemer og måske vælte vores velfærdsstat.

I Tyskland – ligesom i Danmark – er fødselstallet i løbet af 70´erne gået ned med ca. 35 pct., men befolkningstallet holdes oppe af fremmed indvandring. Man lader sig langsomt, men sikkert fortrænge i sit eget land, og det er farligt. Det går måske endda hurtigere, idet de ”fremmedes” fødselstal er fire gange så højt!

I nogle distrikter i Tyskland er 30-70 pct. af skolebørnene ”fremmedarbejderbørn” og på sygehusene, hvor forholdene er de samme, er det blevet nødvendigt at lære læger og sygeplejersker tyrkisk. Problemet er indlysende aktuelt og desuden voksende i Vesttyskland, der nu huser 5 millioner ”fremmede”, hvoraf den ene million er illegalt indvandret. Alene i Vestberlin bor der 100.000 tyrkere. I løbet af de næste 15 år vil 35 pct. af den vesttyske ungdom være ”fremmedarbejderbørn”.

Harmonien ødelægges

Fremmedarbejderproblemet bliver om få år et overlevelsesproblem for det tyske folk og den tyske kultur. Gadebilledet i Tyskland præges i stigende grad at tusinder af unge, dårligt uddannede, arbejdsløse og forbitrede ”udlændinge”. Den sanering af de ”fremmedes” slumkvarterer man har gennemført i mange byer, har vist sig ikke at fremme forståelsen mellem befolkningsgrupperne, tværtimod er isolationen og afstanden blevet større. Had og aggression er blevet en direkte følge, og kriminaliteten er fortsat stærkt udbredt i de uundgåelige ”fremmedarbejder-øer”.

Både vi og Ulandene skades

Den politiske udvikling tager også en uheldig retning, hvor ”fremmedarbejderne” formerer sig, og som kendsgerningerne viser, organiserer de sig i venstredrejede partier.

I Danmark kan vi nikke genkendende til de tyske forhold, og den risiko er også vi i færd med at arbejde os ind i. Sandsynligvis er det lignende omstændigheder, der for tiden er ved at udvikle til en folkerejsning mod ”fremmedarbejderne” i Norge.

I øvrigt er eksporten af ”fremmedarbejdere” efterhånden ved at blive en boomerang for Mellemøsten selv, idet en stor del af ”fremmedarbejderne” kommer fra landsbyerhvervet, hvilket har medført at visse områder, der tidligere eksporterede landbrugsvarer, ikke længere kan brødføde sig selv. Også en tiltrængt industrialisering går i stå, når arbejdskraften emigrerer. Som modstykke har ”fremmedarbejderne” øget den europæiske arbejdsløshed betydeligt.

Politikerne burde lære af folket

De lande der har modtaget ”fremmedarbejdere” er ikke udlændingefjendtlige, og det er vi heller ikke i Danmark. Havde vi været det, var problemerne opstået, men de fleste mener, at nu må der stoppes og ryddes op.

En tysk gallupundersøgelse viser, at 79 pct. af befolkningen ønsker stop for indvandring. 50 pct. ønsker ”fremmedarbejderne” sendt hjem, medens kun 13 pct. vil have dem integreret i befolkningen. En undersøgelse her i landet vil sikkert vise samme store flertal for en fornuftig ordning.

”Fremmedarbejderne” selv havde, da de planlagde udrejsen til europæiske lande ingen ønsker om at immigrere for stedse. 70 %. fortæller, at deres plan gik ud på højst 5 års ophold. Først senere har forskellige omstændigheder gjort, at de er groet fast.

Det vil derfor være helt på sin plads og acceptabelt for alle parter, dersom indvandringslandene begrænser opholdstilladelserne til 5 år.

Som værter må vi kræve respekt af gæsterne

Når vi rejser til fremmede lande, søger vi, at respektere derboende folks levevis, mentalitet og kultur. Det samme må vi kræve af ”fremmede” i vort land. Vi byder ”fremmede” velkommen som flittige arbejdere eller gæster, for vi har selv historien igennem haft udbytte af at besøge andre lande og stifte bekendtskab med deres kultur og levemåde, men vi vil ikke acceptere, at vores land og levevis nedbrydes eller ændres efter andres forgodtbefindende.

Vi har fået mange dygtige ”fremmede” til Danmark i de senere år, og en del har opnået topstillinger og naturligvis fuld ligestilling med danske kollegaer, og de er velkomne i andre lande, men vi har også fået et ”bundfald”, der enten ikke kan eller ikke vil klare sig selv.

En fornuftig fremmedarbejderpolitik

Det problem der vitterligt er opståe må løses, og her må det første bestå i at indføre et indvandringsstop. Derefter bør der dannes en fond eller tegnes en forsikring, der sikrer midler til hjemsendelsen. I den forbindelse må man sørge for at ”fremmedarbejderbørn”, der naturligvis heller ikke må integreres i gæstelandet bevarer deres nationale, kulturelle og religiøse egenart.

Når arbejdet eller opholdstilladelsen er endt, må ”fremmedarbejderne”, og vi kunne skilles i god forståelse i respekt for hinanden og med et farvel og tak for den tid, der er gået.

Deklarationen om racisme og racediskrimination på verdenskongressen i Geneve i 1957 burde tilføjes følgende:

Enhver politik der vil gennemtvinge et mindretals assimilation til herskende folkegrupper, skal straks ophøre!

A.Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 29. september 1980 / 8. årgang

Dansk er ikke altid godt

Dansk er ikke altid godt

”Flere danske udsendelser i fjernsynet, TVs egenproduktion skal øges”. Sådan lyder slagordene i denne tid. Der må jo findes på et eller andet for at få den kraftige licens, der lurer lige om hjørnet til at glide ned. Og at produktionen i Tv-byen ikke er noget at skrive hjem om er en kendsgerning, men det har noget med produktivitet at gøre og er en helt anden sag.

Ved en første overfladisk betragtning lyder det som en god idé med flere danske programmer på flimmerskærmen. Fedt mand! Flere Matador og TV i Teltet, et nyt ”Bytinget” hver måned, Sportslørdag året rundt og ”Dus med dyrene” lørdag efter lørdag.

Jo, godmorgen!

For det første er Matador ikke en DR-”egenproduktion”, men en entrepriseopgave lagt ud til løsning hos det frie velfungerende erhvervsliv. For det andet stammer TV i Teltet, Bytinget og Sports-lørdag fra Provinsafdelingen, to DR-departementer, der afgjort ikke er udset til at få del i evt. økonomiske -, mandskabs- og facilitetsmæssige forbedringer.

Nej, det er helt anderledes seerfjendske planer, formynderne i monopolet og deres socialistisk politiske bagland omgås med. Det er de løftede pegefingres, de indoktrinerende, de samfundsnedbrydende og B&U`s familiefjendske programmer, der skal styrkes. Og da planerne ikke samtidig omfatter nogen udvidelse af sendetiden, betyder det ud med Dallas og færre af de fremragende engelske serier og nedskæring af god uforpligtende underholdning fra Amerika.

Melodi Grand Prix

Hvordan Danmarks Radio – når det gælder egenproducerede underholdningsprogrammer – misbruger licenspengene, er det nu overståede Melodi Grand Prix et afskrækkende eksempel på. Hvad der tidligere var noget nær en folkelig næsten landssamlende kultur- og mediebegivenhed var kogt ned til en ligegyldig, dårligt planlagt og uanstændigt afviklet happening, hvor det udelukkende var ”vennerne”, der var indbudt til at dyste, -(heller) ingen fri konkurrence her.

Og det byder man os i Volmer Sørensens, Victor Cornelius`, Grethe Søncks. Rachel Rastennis og Gustav Wincklers fædreland!

T. Zinglersen

Medlem af Radiorådet

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 20. marts 1981 / 9. årgang

Fagre nye fingeraftryksteknologi

Fagre nye fingeraftryksteknologi

I disse år foregår en rivende udvikling såvel i teknikken med at tage fingeraftryk som på EDB- og teleområdet

Meget hurtigt vil vi sikkert være fremme ved et samfund hvor folk i stedet for at identificere sig med underskrift, vitterlighedsvidner, leveattester og lignende gammeldags metoder, flere og flere steder giver deres fingeraftryk, som telefaxes til et centralbureau, der på få sekunder melder tilbage, at de modtagne fingeraftryk vedrørende den og den person.

Denne del af den fagre nye verden vil nok for eksempel indenfor bankverdenen, tinglysningsvæsenet, fængselsvæsenet og mange andre steder komme, som tiden bliver moden og vel meget ofte uden, at lovgivning bliver nødvendig.

Fingeraftryk

Men udviklingen bør forceres, når det drejer sig om folk, der søger opholdstilladelse i Danmark. Her bør sagen starte med et fingeraftryk, som derefter er identifikation ved de sager, der behandles hos danske offentlige myndigheder vedrørende de pågældende.

Det er jo uhyre svært at have hold på de mange fremmede, der strømmer ind i Danmark (legalt eller illegalt).

Myndighederne har ikke det samme lokale personkendskab til disse fremmede, som tit optræder under skiftende navne.

Ofte er der al mulig anledning til at få deres sager afgjort hurtigst muligt, da de jo hører til den gruppe, som der er størst chance for forlader landet, og da de også udgør en forholdsvis høj procentdel af dem, som tegner sig for terrorisme, narkogrossisthandel, knivstikdrab og andre topalvorlige forbrydelser.

Dertil kommer, at sproglige misforståelser undgås, når man erstatter talen med det universelle fingeraftrykssprog.

Godt samarbejde

Der dannes også et fortingligt grundlag for det samarbejde, som netop i den slags sager er så påkrævet med udenlandske, offentlige myndigheder, som også tages ved næsen af de muhamedanergrupper m.fl., som for tiden ulykkeligvis tillades at oversvømme landene i den kulturkreds, hvortil Grundtvigs fædreland hører. Man kan blot tænke på Interpols aktiviteter eller på tilfælde, hvor de samme udlændingefamilier forskaffer sig mangedobbeltforsørgelser i form af samtidig socialhjælp fra flere steder.

En yderligere sandsynliggørelse af, at dette forslag er den rette vej frem er, at Ninn-Hansen (C) ikke synes om det. Han mener, at det er synd for de stakkels fremmede. Selv om der jo ingen ulemper overhovedet er ved at afgive sit fingeraftryk.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 14. april 1989 / 17. årgang

Miljøforbedring og forurenings bekæmpelse

Miljøforbedring og forurenings bekæmpelse

- Debatoplæg 1980 / Det vil Fremskridtspartiet

Fremskridtspartiet har lige fra starten klart givet udtryk for, at partiet gik ind for at bekæmpe den tiltagende forurening på alle områder, hvor der er menneskeskabt forurening for således at få et godt miljø at færdes i.

Den erfaring, vi har haft med industrisamfundets hastige vækst og påvirkning af miljøet og naturen, luft, vand og jord, har ikke mindst i 60´ernes hastige udvikling gjort det klart, at vi skal værne om os selv og naturen.

Det er derfor en naturlig ting, at vi arbejder for at forbedre arbejdsklimaet, at vi sætter krav til industrien om at kontrollere og begrænse den forurening, der er i forbindelse med produktionen.

Efter partiets opfattelse er vi nået langt i de sidste 5 år. Industrien har investeret milliardbeløb i nedsættelse af generne fra røg, møg og støj.

På arbejdspladserne har vi taget en række tekniske hjælpemidler i brug til at lette det daglige slid for de medarbejdere, der er beskæftiget med produktionen.

Forureningsbekæmpelse i videste forstand er på en måde noget grundlæggende i hele tankegangen bag Fremskridtspartiet, hvis det også anvendes på begreber og områder, som at landet er forurenet med bureaukratisk papirnusseri, eller at landet er forurenet med en uigennemtrængelig lovjungle for ikke at glemme den forurening af politisk art, der finder sted indenfor både kunst og kultur.

I Fremskridtspartiets programpunkt under ”Forurening” hedder det: ”Principielt må den, der forurener, selv bære de fulde omkostninger ved at rydde op efter sig, men i praksis kommer man i lang tid fremover ikke uden om, at forureningsbekæmpelse vil koste mere offentlig administration og flere skatteyderpenge, når miljøredningen skal gennemføres med påkrævet hurtighed. Især må der sættes ind mod, at giftstoffer og langsomt nedbrydelige kemiske forbindelser spredes i naturen”.

Når Fremskridtspartiet gerne vil forbedre miljøet for alle borgere, kan nogle måske fristes til at tro, at Fremskridtspartiet er tilhænger af gældende miljølovgivning. Men dette er langt fra tilfældet!

Miljølovgivning

Miljølovgivningen er et meget stort lovkompleks, som berører næsten alle lovområder på en eller anden måde indenfor hele den øvrige lovgivning.

Dette ses måske tydeligst af, at Miljøministeriet består af selve ministeriet, departementet og dertil hører med ministeren som øverste person Miljøstyrelsen, Planstyrelsen, Fredningsstyrelsen, Skovstyrelse og Levnedsmiddelinstituttet. Hele denne lovgivning og deraf følgende bureaukrati har på mange områder været til skade for det miljø, som store dele af befolkningen gerne vil leve i og med. At det forholder sig sådan, fremgår måske bedst ved at pege på de forskellige styrelser og deres indflydelse. Fremskridtspartiet er imod den meget centralistiske styring, som lovgivningen er resulteret i, da det er helt i modstrid med det kommunale demokrati, som skal styrkes ved en betydelig udvidelse af mulighederne for at foretage folkeafstemninger, der jo er et vigtigt punkt på partiprogrammet.

Især har planstyrelsen beføjelser med hensyn til at dirigere planlægningen berørt mange befolkningsgrupper på en for dem helt urimelig og uretfærdig vis i forhold til tidligere lovgivning. Der er bl.a. derfor Fremskridtspartiet om planlægningen i sit program siger, at: ”By- og landzoneloven kvæler langsomt livet i landzonen. Loven skal derfor mildnes og helst ophæves, således at en naturlig udvikling og udskiftning igen kan finde sted i landboområderne. Det samme gælder for lovene om lands- og regionsplanlægning og kommuneplanlægning”.

Det er efter Fremskridtspartiets opfattelse ganske sikkert, at en meget stor del af planlægningen er skyld i, at erhvervslivet i de mindre bysamfund er stagneret eller helt forsvundet til stor skade for hele samfundet.

Derudover er det klart, at store dele af planlægningen lige fra dispositionsplanerne over kommuneplanerne til regionsplaner, som skal slutte med en landsplan, ikke er det papir værd, det er skrevet på, selvom skatteyderne har betalt millionbeløb dertil.

Heller ikke inden for Fredningsstyrelsens områder er Fremskridtspartiet tilfreds med lovgivningen. Selvom Fremskridtspartiet vil være med til at sikre nationale klenodier såsom landskaber eller bygninger for efterkommere, så er det er helt urimeligt stort apparat, der er oprettet til det formål. Fremskridtspartiet mener tillige, at fredninger, der gennemføres for en lille gruppe særinteresser, ikke kan være i befolkningens interesse.

Levnedsmiddellovgivningen er Fremskridtspartiet utilfreds med, selvom det er en fælles opgave at sikre befolkningens sundhed, men det skal ikke være med en lov, som stiller urimelige krav til småhandlende m.h.t. butiksindregning og meget andet, eller som for eksempel forbyder en landbrugsskole at drikke mælk fra skolens sunde besætning, så også her vil Fremskridtspartiet ændre lovgivningen.

Sluttelig skal det omtales, at Fremskridtspartiet også på mange felter indenfor Miljøstyrelsens område vil ændre lovgivningen, ikke mindst administrationen omkring det man forstår ved forureningsbekæmpelse. For eksempel vil Fremskridtspartiet sikre grundvandet uden at der skal ofres unødigt meget på separate spildevandssystemer, der på landsplan koster milliardbeløb. Her vil Fremskridtspartiet også spare, uden at det går ud over forureningsbekæmpelsen.

Fremskridtspartiet vil kort sagt effektivisere forureningsbekæmpelsen ved at ændre dele af miljølovgivningen, så hver en nødvendig skattekrone kun anvendes til ren bekæmpelse!

Miljøhensyn

Der er ingen grund til at vi skal nedsætte hensynet til miljøet, fordi vi er i en krise. Alle former for krig, også krigen mod forureningen, skaber teknologiske fremskridt. Det samme gælder kravet om højere lønninger og bedre arbejdsmiljø.

Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark er nået langt i dag, men der er en række faktorer, der kan forplumre billedet af den udvikling, vi er nået til:

1.I den aktuelle debat er det tilsyneladende fortidens syndere, der interesserer massemedier mest.

2.Bekæmpelsen af forureningen bliver brugt til at så mistillid til dansk erhvervsliv generelt.

3.Arbejdsmiljøloven og miljøloven er bemyndigelseslove, der kan misbruges til politiske formål.

4.Da det er bemyndigelseslove, stilles der ikke krav til myndighederne om hjælp og vejledning til at løse de opståede problemer.

I en krisetid er det nødvendigt, at der skabes så mange arbejdspladser som muligt, og at de eksisterende arbejdspladser fastholdes. Denne holdning skal myndighederne have, når de skal administrere miljølovene.

Det kan ikke være rigtigt, at viser bort fra, at vi i dag er nået langt med hensyn til forureningsbekæmpelsen og arbejdsmiljøet, og at det er de sidste procenter for at opnå 100 % tilfredshed med vore virksomheder, der bliver de dyreste. Vi kan ikke se bort fra, at hvis vi skærper kravene til vore virksomheder i forhold til, hvad andre lande gør, vil vi øge arbejdsløsheden og eksportere vore arbejdspladser til lande, hvor udviklingen på disse områder foregår i et langsommere tempo.

Danmark har desuden et særligt problem, da vort erhvervsliv består af få store virksomheder og mange små og mellemstore.

De små og mellemstore virksomheder har ikke de tekniske og økonomiske muligheder for at løse alle forurenings- og arbejdsmiljøproblemer så hurtigt som store virksomheder. Der er derfor farligt, hvis myndighederne farer hårdt frem imod disse virksomheder, uden at konsekvenserne af en hårdhændet fremfærd bliver klarlagt.

Efter Fremskridtspartiet mening kører myndighederne på frihjul, når de kun stiller krav. De burde være pålagt til at anvise den økonomisk mest forsvarlige løsning af de problemer, myndighederne kræver løst. Myndighedernes sagsbehandling af miljøproblemer af den ene eller den anden art er ofte for langsommelig og useriøs.

Dette problem hænger givet sammen med den politiske udnyttelse af denne lovgivning, der bygger på en hetz imod dansk erhvervsliv og vort økonomiske system. Hvis ikke miljølovene administreres med omtanke, men man derimod farer frem med ild og sværd, som det ser ud til for øjeblikket, vil vi i 1980´erne undre os over, at vi i 1970´erne havde råd til at nedlægge en væsentlig del af vort produktionsapparat, samtidig med at vi kunne se, at arbejdsløsheden og vore økonomiske problemer ville vokse i 1980´erne. I 1980´erne vil vi undre os over, at nogen i 1970´erne kunne tro på, at vi fremover kunne leve af uden de nødvendige antal arbejdspladser.

Ole Maisted og

Ernst Schmidt

Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium

Schlüters fatale fejlgreb:

Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium

Miljøkrigen føres af et batteri af gamle studenteroprører, der har bemægtiget sig landets farligste ministerium: Miljøministeriet. Herfra slagtes det frie næringsliv og den private ejendomsret.

Forurening burde udelukkende være et emne for ærkæologer. Forpestning og tilsvining hører fortiden til. Nu om stunder udgør oprydning af affaldsstoffer intet problem. Planter, dyr og mennesker formentlig strutter af sundhed. En yppig frodighed møder beskueren af skov og mark. Fødevarerne svulmer af friskhed. Ungdommens fysiske velgående er uden fortilfælde i historien. Middellevetiden for mennesker slår alle rekorder. Aldrig har samfundet været så rent som nu. Intet menneske, der endnu formår at bruge sit hoved, kan nå til et andet resultat. Det gjorde da heller ingen før 1968.

Miljøkampagnen er importeret fra USA af studenteroprørere. Den er politisk og bør alene vurderes som sådan.

Miljøkrigen ledes af intellektuelle. Bestandig er den rettet mod de næringsdrivende, mod den private ejendomsret, produktionsretten, mod kapitalismen kort sagt.

Men hvilken rolle har de borgerlige politikere spillet i dette opgør? Forsvarer de liberale intellektuelle næringsfriheden, eller gør de fælles sag med angriberen?

Et typisk eksempel

For så vidt er folketingsmedlem, Niels Ahlmann-Olsen (C), repræsentativ for en typisk borgerlig politiker. Men har han været til nogen hjælp for de selvstændige erhvervsdrivende? Hvornår gik han sidst i brechen for kapitalismen, for næringsfriheden, for retten til at være sin egen lykkes smed?. Så vidt det er bekendt, har han aldrig forsvaret det frie samfund mod bureaukratiske overgreb. De private virksomheder lod han i stikken, da miljøaktivisterne slog til. Fiskeriet værnede han ikke, da de intellektuelle greb dette erhverv i struben.

Og landbrugets undergang som fri næring rører ham ikke. Den åbenlyse krænkelse af den private ejendomsret lader ham kold. Miljøkommissærerne kan som et brovtende herrefolk trænge ind i stald og mark og udstede deres domme. Niels Ahlmann-Olsen lægger dem ingen hindring i vejen. Han kender magten og ved at bøje sig for den.

I visse henseender kan bekæmpelsen af friheden i dansk landbrug minde om de russiske bønders endeligt under Stalins tvangskollektivisering i 1930`erne. De privatejede bondebrug udgjorde en trussel mod den socialistiske opbygning.

Fribårne bønder var socialismens mest naturlige fjender. Derfor måtte kulakkerne likvideres som klasse.

Miljøkommissærene

I Rusland gik det hårdt til. Hensynsløst blev selvejerbønderne drevet bort fra deres jord og berøvet al ejendom. I Danmark deporteres landmændene ikke, men de mister friheden. De politiske kommissærer i Sovjet-staten drog aldrig ubevæbnet ud i landsbyerne. Miljøkommissærerne herhjemme farer frem med større lempe, men bønderne kommer ligefuldt under planlæggernes forvaltning. Socialiseringen her til lands skal gå pænt og ordentligt for sig, men gå for sig skal den. De intellektuelle føler sig ikke trygge ved eksistensen af en privatisme med mulighed for udvikling af sociale kræfter. Konstante overførsler af kapital fra de produktive erhverv er en uomgængelig nødvendighed, ellers løber skrivebordene tør for blæk.

Også i brugen af frygtens våben er der paralleller til den sovjetiske betvingelse af selvejerbønderne. Angsten nedbryder evnen til kamp hos modstanderen. Mismod fører til overgivelse. Også dette fif behersker Ahlmann-Olsen til fulde. Den med de blå nitratbørn skal nok gøre sin virkning.

Som antydet er Niels Ahlmann-Olsen noget nær prototypen på en borgerlig politiker. Fra den side er der ingen støtte at få for de næringsdrivende. Forskellen på venstre- og højreintellektuelle er vanskelig at øjne. De borgerlige partier og deres ungdomsafdelinger afholder miljøkonferencer, hvor tonen stemmes i dur med miljøaktivisterne.

Det frie næringsliv slagtes

Hold til stadighed i erindring, at det var den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red), der satte den svageste minister i mands minde til at lede det farligste af alle ministerier: Miljøministeriet.

Fra dette batteri fører de gamle studenteroprørere kampen mod kapitalismen videre. De slagter det frie næringsliv, mens de borgerlige politikere ser passivt til. Adskillige deltager endog aktivt i ødelæggelsen af den private ejendomsret.

I denne flok er Niels Ahlmann-Olsen at skue som en driftig stridsmand. Men forrest med korsfanen marcherer Christian Christensen (Miljøminister, Kristeligt Folkeparti, red.).

Steen Steensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr 41 / 22. november 1985 / 13. årgang

Vi burde have lyttet til Glistrup

Vi burde have lyttet til Glistrup

Mogens Glistrup kunne have givet os et bedre skattesystem, hvis vi havde lyttet til ham i tide, mener Thorkil Kristensen tidligere Venstrefinansminister. På et møde i går i København med økonomiske journalister sagde Thorkil Kristensen:

Jeg har tænkt en del på, hvad der var sket, hvis vi for 15 år siden havde engageret Glistrup som skatteekspert. Jeg tror, at resultatet havde været et bedre og mere enkelt skattesystem end det, vi har i dag. Samtidig havde vi nok også undgået, at Fremskridtspartiet var blevet stiftet.

Thorkil Kristensen har lagt navn til det udvalg, som har lavet et oplæg til en ny renteskat. På mødet sagde han, at hele skattesystemet vil blive væsentligt forbedret, hvis renteskatten faldt helt bort.

Thorkil Kristensen oplyste i den forbindelse, at skatteminister Mogens Lykketoft (A) havde planer om at pille ved andre fradrag på selvangivelsen end rentefradragene, når der til efteråret skal laves en skattereform i samarbejde mellem Socialdemokratiet, de radikale og SF.

Fremskridtspartiet og

Thorkil Kristensen (V)

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 24 / 25. juni 1982 / 10. årgang

Skatteplyndring

Skatteplyndring

Intet er så umoralsk som skat, og ingen røver eller bandit kan gøre det så groft som staten. De indirekte skatter er de mest lumske, dem betaler man i bevidstløs tilstand. Hver gang du køber for 5 kroner, hugger staten den ene, og hvis det drejer sig om spiritus eller tobak, eller hvis du køber en bil, snupper den grådige stat 7 kroner, hver gang du betaler 10.

Socialisterne er mest opfindsomme og snu, når det drejer sig om at stjæle fra folk, og for nogle år siden lokkede de de borgerlige partier til at indføre kildeskat (det var dengang Poul Møller, C, fik hjertekvababbelse), således, at også den direkte skat nu betales i delvis bevidstløs tilstand, medens den negles op af lønningsposerne.

Langt over halvdelen af arbejdsindtægten beslaglægges – direkte eller indirekte – af det offentlige, som derefter ”sviner” med vore penge.

Jovist er regeringen (Socialdemokratiet, red.) snedig. Først tager den alt fra folket og givet det bagefter en lille smule af rovet tilbage. Så får den ord for at være folkets velgører!

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / 16. januar 1981 / 9. årgang

Landbrugets muligheder

Landbrugets muligheder

Landbruget er i klemme økonomisk og organisatorisk. Tvangsauktionerne breder sig i annoncespalterne,  i dag er det 38 i Jyllands-Posten.

Landbrugets arbejdere på slagterier og mejerier kræver lønforhøjelse på lige fod med andre lønmodtagere, og det er ikke at fortænke dem i,  landbruget har blot ikke råd til at betale.

Hvad gør man?

Regeringen (Socialdemokratiet, red.) har gennemført en række lapperier med ”støtteordninger”, der intet er værd. Det viser sig igen, at hver gang man støtter med en million, plyndrer man landbruget med nye skatter og afgifter på 2 millioner.

Landbruget forbløder langsomt og sikkert, ødelagt af jordskatter, særskat, formueskat, kapitalvindingsskat og urimelige renter.

Bønderne arbejder gratis og forærer samfundet 30.000 millioner kroner årligt, samtidig med at de beskæftiger 300.000 mennesker. Til gengæld bliver de hånet og trådt på. Man diskuterer hidsigt ”jobordninger” for unge arbejdsløse, og samtidig uddannes årligt 2.400 unge landmænd for lidt. Om få år står man med en lang række ødelagte gårde og et lavproducerende landbrugserhverv.

Hvornår går landbruget i aktion?

Landbrugets ledere er rådvilde og desværre fastlåst i gammel partipolitisk og ortodoks tankegang.

Se dog til andre erhverv og lær af dem; Udviklingen skal jo vendes, og så er det åbenbart nødvendigt med hårde midler.

Landbrugsforhandlingerne må have en anden form og ikke godkendes, før de har været til urafstemning. Så vil lederne vågne op og blive virkelig aktive.

Modforholdsreglerne

Dersom der ikke kan opnås rimelige vilkår, må landbruget tage til modforholdsregler. Det kan landbrugerne ikke blive enige om, siges der. Jamen så brug dog nogle midler der ikke kræver 100 % enighed, og som ikke slår noget i stykker for den enkelte landmand.

Nedsæt produktionen med 10 % og dersom det ikke er nok så med 20 % eller 30 %. Det vil koste samfundet 3.000 – 10.000 millioner kroner årligt og koster ikke landbruget noget, når de alligevel ikke tjener på produktionen.

Midlertidigt vil en produktionsnedsættelse tilmed øge likviditeten og afskaffe de dyreste lån.

Afsætning gennem fælles terminaler

Terminalerne bør nu etableres. De vil blive et meget effektivt våben i kampen for retfærdighed. Disse terminaler behøver ikke at koste noget, når de etableres som fem kontorer, – et på Sjælland og Fyn, og tre i Jylland. Gennem disse terminalkontorer distribueres alle landbrugsvarer, og landmændene kan lukke et eller flere, til målet er nået.

Ingen landmand behøver at holde svin, kreaturer eller mælk tilbage under aktionen.

Et landbrugsproletariat bør ikke tolereres

Landbruget skal naturligvis have samme indtægter og levevilkår som andre befolkningsgrupper.

Den eneste vej til at gennemtvinge dette er, at reducere de offentlige udgifter, stoppe for offentlig låntagning og heraf følgende renteplyndring, nedsætte almindelige skatter og afskaffe særskatter. Dette vil tilmed skabe nye arbejdspladser og afskaffe arbejdsløsheden.

Landbruget har midlerne. Ja, men hvorfor bruger man dem så ikke?

A. Th. Riemann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 22. maj 1981 / 9. årgang