Storkapitalen og Socialdemokratiet

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang

Storkapitalen og Socialdemokratiet

Ole Maisted, MF, skildrer Socialdemokratiets systematiske kvælning af erhvervslivet, så staten til sidste må overtage det. Kun storkapitalen kan leve under disse forhold.

Ved hjælp af støtteordninger forsøger den socialdemokratiske regering at styre dansk erhvervsliv i den retning, der passer ind i deres politiske kram.

Socialisterne går ind for en kapitalstyring og en statsstyret planøkonomi. Ved hjælp af arbejdsmiljøloven har man fået et nyt styringsmiddel til at knægte småindustrien og håndværksmestrene.

Ved hjælp af fonden til støtte af virksomheder, der er i økonomiske vanskeligheder, er det lykkedes at lukke de virksomheder, der er uønskede og holde liv i den, man har politisk interesse i, betalt af de produktionsvirksomheder, der kan klare dagen og vejen.

Ved hjælp af en stor offentlig sektor har man muligheder for at øge skattetrykket og derigennem gøre erhvervslivet afhængigt af støtten fra det offentlige.

Konkurrencen fra det offentlige

Ved at gøre indtjeningsmulighederne større i den offentlige sektor og beslægtede serviceområder afgår en række virksomheder ved døden og de, der beskæftigede må søge til det offentlige for at overleve. Tilbage bliver mand/kone virksomhederne, hvis levetid er begrænset.

Produktionsapparatet giver mindre muligheder for en lønsom afkastning og lønningerne bliver presset. Filosofien er enkel: Idet det kun ved støtteordninger er muligt, at aflønne rimeligt i forhold til de lønninger, det offentlige udbetaler og i forhold til arbejdstid, ferie, pensionsordninger og andre arbejdsvilkår, vil det frie erhvervsliv blive afløst af et statsdrevet erhvervsliv.

Denne socialdemokratiske salamitaktik – hvor man skive for skive nærmer sig den socialistiske stat – er kommet i vanskeligheder, fordi vi har fået et økonomisk tilbageslag. I 1974 var det en klar socialistisk taktik, at de mindre erhvervsdrivende skulle kvæles og deres arbejdskraft skulle overføres til de store arbejdspladser og den offentlige sektor.

Der blev bevidst ført en politik, hvor trykket blev øget på de mindre virksomheder i form af øget lønpres, regnskabsmæssige byrder, nedsættelse af arbejdstiden for de ansatte etc.

De store selskaber

Færre og færre af de unge ønskede at blive selvstændige, når det offentlige kunne tilbyde større lønninger, kortere arbejdstid og skatteyderbetalt pension. De eneste konkurrenter på arbejdsmarkedet til det offentlige blev de store selskaber, der har institutionspræg. Den bevidste plan om et samarbejde mellem socialisterne og storkapitalen blev sløret af de gode tider og kun det stigende skattetryk gjorde, at befolkningen begyndte at reagere imod den socialistiske plan.

De store koncerner har selvfølgelig kun accepteret denne udvikling p.g.a. de økonomiske fordele, de har haft og fordi ethvert stort firma har muligheder for at foretage en pengeoverførsel til det sted i verden, hvor beskæringen af deres nettoudbytte er mindst mulig.

Den økonomiske krise har imidlertid væltet de socialistiske planer og sat det socialistiske systems svagheder i relief.

I dag har vi underskud på de offentlige budgetter og et stort underskud på vor samhandel med udlandet, hvilket betyder, at vi rammes særligt hårdt af arbejdsløsheden.

For at opretholde og udvide den offentlige sektor må befolkningen gå ned i realløn.

P.g.a. en dårlig indkomstpolitik vil vore produktionsvirksomheder blive ramt af en række strejker. De mindre virksomheder vil uddø, hvis den socialistiske strukturrationalisering fastholdes over en kortere årrække og arbejdsløsheden vil stige.

Tilskud

De store virksomheder vil kræve tilskud til deres produktionsapparat for at fastholde rentabiliteten. Hvis der ikke ydes støtte, vil produktionen blive overført til andre lande, hvor arbejdslønnen og restriktionerne er mindre.

Dette er endnu en faktor, der vil få arbejdsløsheden til at stige, fordi vi ikke kan konkurrere med de store landes statskasser.

Fastholdes den socialistiske politik, vil vi nå frem til en socialistisk stat, hvor levestandarden for den arbejdende del af befolkningen skal nedsættes til det halve – men målet er nået: – Socialdemokraterne har fået en statsstyring af kapitalen og produktionsapparatet.

Fremskridtspartiet som redning

Fremskridtspartiet vender sig skarpt imod denne udvikling. Vi ønsker ikke, at staten skal yde tilskud til erhvervslivet. Vi vil afskaffe restriktionerne og lade erhvervslivet i fred. Vi vil skabe et indkomstskattefrit samfund og beskære den alt for store offentlige sektor, der har ødelagt velfærdssamfundet.

Der er endnu en grund til at skabe et samfund, hvor fremmedkapitalen strømmer til: Det er den arbejdsmarkedssituation, vi vil komme i om 5-10 år.

Inden for 5-10 år vil vi være ude af stand til at konkurrere med østlandene og Ulandene, om de produktioner, hvor lønningerne er af afgørende betydning. Vi er derfor nødsaget til at satse på teknisk avancerede produktioner, der kræver megen kapital og være handelscenter for udenlandske virksomheder, der kan se en skattemæssig fordel i at placere deres virksomheder her i landet. Det vil skabe flere arbejdspladser, økonomisk vækst for landet og større velfærd for den enkelte borger.

Ole Maisted, MF

Læs også: Skattefri statsstyring: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/20/skattefri-statsstyring/

Læs også: Vor tids paria – den selvstændige erhvervsdrivende: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/09/vor-tids-paria-den-selvst%c3%a6ndige-erhvervsdrivende/

Læs også: Hækkerup og Jørgensen ligeglade med eksport: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/15/h%c3%a6kkerup-og-j%c3%b8rgensen-ligeglade-med-eksport/

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 22 / 19. december 1977 / 5. årgang

Ungdomsarbejdsløshed – hvorfor dog?

Selvom understøttelser kan være store, føler den ungdom, der er arbejdsløs, sig sat udenfor. De føler der er noget galt med et samfund, der ikke kan bruge sin ungdom og det har de ret i. Det er en forfærdelig dom Socialdemokratiet har fældet over sig selv og sin politik ved at have skabt denne ungdomsarbejdsløshed

Hvordan er det sket? Det har jo ikke været med vilje, det er ikke noget Anker Jørgensen (A) har stræbt imod. Han vil sprede hygge, men han er hildet i partiets forældede ide om, at staten skal dirigere alt og enhver, der vil sætte noget i gang skal kontrolleres i alle ender og kanter og have den ene arm bundet på ryggen.

Når jeg tænker på arbejdsløsheden blandt unge, mindes jeg en elskelig kunstmaler jeg engang kendte. Han hed også Jørgensen og var en charmerende mand med stor følelse både for sin familie og for de undertrykte i samfundet. Han tjente en masse penge og brugte dem også – han kunne gå ud og sælge et maleri for 5.000 kr. og straks lavede han en fest, købte dyre kjoler og pels til sin kone og fandt på flotte ting til børnene. De skulle alle have det så godt. Det sårede ham lidt da han engang overraskede børnene med et legehus til 4.000 kr. som de ikke engang gad sove i én eneste nat. Nå, så måtte han forære det til naboerne. Børnene skulle naturligvis ikke tvinges til at bruge legehuset. Men det havde jo kun kostet et lille maleri og han kunne sælge mange flere og der kom nye fester og nyt indbo skønt det gamle kun var et år gammelt – men han kunne ikke lide farverne mere. Og der kom flere af de berømte fester, hvor vin og øl flød og Jørgensen drak sin faste skål: Skål! Vi har det vel nok godt i det lille Danmark!

Vinteren var ikke rigtig noget for Jørgensen, men så tog han til Sydfrankrig med hele familien og logerede sig ind på gode hoteller og nød solen og den franske mad og blot på en formiddag kunne han jo male et billede, som betalte for en uges ophold.

Men pludselig kunne han ikke sælge malerier mere. Ligesom med danske møbler i Amerika, der havde været på mode i et par år, var Jørgensens malerier ikke mere det som kunderne i udlandet var interesseret i. Det havde jo aldrig været nødvendigt at spare op. – Vi ligger lunt i svinget her i familien, plejede Jørgensen at sige – ikke at han så ned på andre, som tjente meget mindre og alligevel sparede op – som de tyrkiske fremmedarbejdere han så sidde på cafeen, hvor han fik sig en whisky engang imellem. Han kunne godt finde på at give øl til dem alle sammen og trække sin overfrakke til 1.200 kr. af og give den til en forfrossen tyrk selvom frakken endnu ikke var betalt. Jo, han var et godt menneske, Jørgensen.

Men nu stod han der. Og børnene, der nu var store og skulle have en uddannelse, dem havde Jørgensen jo lært, at penge, det skidt, det er jo bare noget man har, når man er en Jørgensen som alt lykkes for! Nu var det slut! Af hele den gyldne strøm, der var gået gennem Jørgensens hænder var der ikke noget tilbage!

Han havde simpelthen soldet sine børns fremtid op.

Ikke underligt at børnene er bitre på Jørgensen.

Observer

www.frp.dk

Læs også: Befolkningen straffes p.g.a. det offentlige overforbrug:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/befolkningen-straffes-pa-grund-af-det-offentlige-overforbrug/

Læs også: Arbejdsløshedsillusionen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/arbejdsl%c3%b8shedsillusionen/

Læs også: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/13/renteudgiften-til-udlandet-nu-100-mill-om-dagen/

Folkeskolen

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 20 / 21. november 1977 / 5. årgang

Folkeskolen

I april 1978 skal der være valg til skolenævn for en ny fireårig periode og netop nu vælges ved forældremøder landet over forældrerepræsentanter for de enkelte klasser.

Skolenævnene vælges af og blandt alle forældre, der har børn i den pågældende skole. Forældrerepræsentanterne for de enkelte klasser vælges af og som regel blandt de fremmødte til forældremøderne.

Det må tilrådes fremskridtsfolk at møde frem til disse forældremøder og forsøge at blive valgt til forældrerepræsentanter, idet disse har større mulighed for at føle kandidaterne til folkeskolenævnsvalget ”på tænderne” og for siden hen at bedømme deres arbejde. Det vil naturligvis være endnu bedre, om fremskridtsfolk kunne blive indvalgt i selve skolenævnene, der blandt andet har til opgave at medvirke ved læreransættelser og at godkende undervisningsmateriale og læseplaner i de pågældende skoler – en opgave, der bør tages mere end alvorligt efter Ritt Bjerregårds krystalklare udtalelser om, at socialiseringen skal gennemføres blandt andet gennem folkeskolen og efter, at andre ruster sig til et maccarthyistisk felttog mod samme skole.

Som demokrater – der selv har mærket af svøben – må vi tage afstand fra den hetz, der er under optræk mod lærerne i den danske folkeskole. Vore grundlovssikrede rettigheder gælder også for folkeskolelærere, hvorfor ethvert retsbevidst menneske må bekæmpe de tendenser til ”Berufsverbot”, der lurer under overfladen. Fremskridtsfolk i skolenævn må sikre, at den personlige frihed ikke krænkes – at ingen ”dømmes” på deres sindelag. Sindelagskontrol hører ikke hjemme i et demokratisk samfund.

Den samfundsgavnlige undervisning – som Fremskridtspartiet ønsker – står ikke blot i indlæring af nyttige kundskaber, men også i saglig og bred orientering om alle livets og samfundslivets forhold i både historisk og nutidigt, nationalt og globalt perspektiv. En sådan undervisning vil give vore børn de nødvendige ”redskaber” til siden hen at kunne deltage – med alsidig kritisk sans – i et demokratisk samfundsliv. Vore medlemmer i skolenævn bør derfor påse, at undervisningsmaterialet danner basis for en sådan saglig og bred orientering – at alsidighed levner plads til både Maos lille røde og Det ny Testamente. Først der, hvor oplysning afløses af ren propaganda, bør vi sige stop, hvad enten det kommer fra venstreekstremister, socialdemokrater eller fremskridtsfolk, ellers vil viden blive afløst af fordummelse.

Fremskridtspartiet mener, at demokratiets bedste forsvar er demokratiet selv. Derfor vil vi bekæmpe såvel en ”rød skole” som en ”sort skole” men kæmpe for en skole med lys og luft for ånd og viden, med ”frihed for Loke, såvel som for Thor” og med samtidig indlæring af nyttige kundskaber. En sådan skole kan vi, men først og fremmest vore børn, være tjent med.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Studerende tvinges til at læse Karl Marx:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/05/studerende-tvinges-til-at-l%c3%a6se-karl-marx/

Læs også: Tiltrængt, at der nu sker noget positivt:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/05/tiltr%c3%a6ngt-at-der-nu-sker-noget-positivt/

Arveafgift

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 8 / 22. april 1976 / 4. årgang

Arveafgift

I februarudgaven af ”Det vil vi i Fremskridtspartiet” lyder et af de nye punkter: ”45. Arveafgift svares ikke, hvis arvingen er en fysisk person og han enten er ældre end arvelader eller dog mindre end 10 år yngre end han”.

Begrundelsen herfor er, at de gældende arveafgiftsregler forskelsbehandler landets familier. Der opstår nemlig større samlet afgiftsbelastning på slægtsformuen, når der kommer hyppige arvefald som følge af, at der ikke består den sædvanlige generationsforskel mellem arvelader og arving. Dertil kommer, at det ofte vil føles unaturligt med et indbrud fra skattevæsenets side i økonomien, hvis midlerne stort set forbliver i samme generation eller måske endda går op i en ældre generation.

De hyppigst forekommende tilfælde er barnløse ægtefæller eller ægtefæller, der ikke kan sidde i uskiftet bo, for eksempel fordi der har været særejemidler. Imidlertid forekommer der jo på den ene side ægteskab mellem personer, som der er stor aldersforskel på og på den anden side tilfælde, hvor arvingen ikke har vielsesattest med afdøde – for eksempel tilfælde, hvor ugifte søskende igennem et langt liv har haft fælleshusholdning.

Fremskridtsforslaget er i paragrafform forelagt Folketingets skatte- og afgiftsudvalg og forventes at komme til afstemning i folketingssalen i foråret 1976.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: En højt skattet medborger – Carsten Skattenkoch:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/en-h%c3%b8jt-skattet-medborger-carsten-skattenkock/

Læs også: Protest mod ØD og arveafgiften: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/02/protest-mod-%c3%b8d-og-arveafgiften/

Nu går våren gennem Danmark

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 1 / Maj 1973  / 1. årgang

 

Nu går våren gennem Danmark

 

Dygtige danskere har i årtier haft ulyst til at arbejde med partipolitik og offentlig administration. Udfordringerne fra den faglig-erhvervsmæssige udvikling har været så kæmpemæssige, at alle gode kræfter er ofret på arbejdspladsen. Derfor var de tider forbi, hvor det offentlige liv kunne tælle skikkelser som I. C. Christensen og K. K. Steincke.. Derfor har de på Slotsholmen beskæftigede i mange år gjort deres arbejde for dårligt. I Folketinget såvel som i “den røde bygning”.

 

Med selvforstærkende virkning har dette afskrækket endnu flere egnede fra at gå ind i statsstyrelsen. Leden ved ordskvalderet med kunstig grøftegravning og forældede talemåder har holdt mangen en velegnet kvinde og mand væk fra Christiansborg-klubben.

 

Pæredansk

Men nu går våren gennem Danmark. For første gang i en generation ser det ud til, at det nytter noget at slutte op omkring et tidssvarende politisk parti, som har kastet de gamle partiers vraggods af forældet tankemateriale og hellige køer over bord.

 

Forstår tilstrækkeligt mange, at det er nu et aktivt arbejde må gøres, så kan Fremskridtspartiet blive den skelsættende fornyelse i forhold til de mere end hundrede år gamle ideologier og tankesæt, der ligger til grund for vore fem gammelpartier.

 

Det ny parti er pæredansk og gennemdemokratisk. De første mål, vi har sat os er, at rydde op i det af centraladministrationsembedsmændene skabte og af de nuværende politikere bekræftede hængedynd af blanketpapir, indkomstskat og lovuforståelighed. Naturligvis skal det ikke gå ud over de syge, de gamle og de andre socialt svagt stillede.

 

Spareprogrammer

Man har sagt, at aldrig har et politisk parti med så få mandater (nul) haft så stor indflydelse i dansk politik. Man henviser til, hvordan alle politiske partier var ved at falde over hinanden i iver efter at gennemføre spareprogrammer, den første dag Folketinget samledes, efter at Gallup havde forkyndt, at Fremskridtspartiet repræsenterede 5,8 pct. af vælgerne.

 

Af disse i hast opstablede projekter blev det Socialdemokratiets 44 punkts program, som fik finanspolitisk realitet. Det er imidlertid et typisk eksempel på gammelpolitikernes visionsløshed. Mere eller mindre tilfældigt samler man i hast nogle brokker fra de forskellige ministeriers ukrudtsbede. I øvrigt kører man så i traditionelle baner med at kalde forøgelsen af skatteplyndringen for besparelser. Hvis vi i oppositionen havde brugt sådanne falske varebetegnelser, så havde man pudset politiet på os. Men det gør man jo ikke over for magthaverne.

 

Anker Jørgensen (A) og følge turnerer nu land og rige rundt og proklamerer, at denne spareplan virkelig er udtryk for en fundamental ny økonomisk politik. I de sidste 20 år er befolkningen imidlertid blevet stopfodret med bragesnak om, at denne eller hin skatteforhøjelsesbuket skulle repræsentere en virkelig konstruktiv løsning på landets problemer. Lige så mange gange er man blevet skuffet. Derfor er de fleste nu immune overfor nye taler af den slags.

 

Også denne gang vil det gå sådan, at skatteforhøjelserne nok vil blive varige, hvis der ikke sker et skifte i folketingsarbejdet. På ny må ofrene bæres aldeles forgæves og mellem påske og pinse eller til oktober får vi nye skatteforhøjelser. Fordi marts-spareprojektet var perspektivløst.

 

Ingen lapperier

Fremskridtspartiet ønsker ikke, at man skal kaste sig ud i den slags lapperier. I stedet skal der arbejdes langsigtet ud fra en sammenhængende nytænkning. Fremskridtspartiet kan derfor først love lettelser fra 1. januar 1975, men allerede nu vil vi gennemføre den lovgivning, som indeholder disse lettelser.

 

En lov i sommeren 1973 om et skattefrit bundfradrag på 60.000 kr. fra 1. januar 1975 og derpå følgende total-afvikling af indkomstskatten over fem år ville få enorme psykologiske og dermed økonomiske virkninger.

 

Hermed være naturligvis ikke sagt, at Socialdemokratiets 44 spareprogrampunkter ikke også rummede noget godt. Eksempelvis var det da strålende, at Anker Jørgensen (A) vandrede til Canossa og udskød det ny menneskefjendske bureaukrati, som han så ivrigt havde søgt at sælge til befolkningen under en anden falsk varebetegnelse, nemlig “Økonomisk Demokrati”.

 

Parcelhusejerforfølgelse

Omvendt var de værste tidsler i 44 punktsprogrammet parcelhusejerforfølgelsen. Man burde have skabt den jordforbindelse hos politikerne, at man for et par måneder siden havde tvangsindlagt dem til at udfylde en snes selvangivelser for de mennesker, der indenfor de seneste år har købt parcelhus. De ville da have lært, at det at være parcelhusejer ikke er, hvad vor finansminister (Henry Grünbaum, A, red.) forestiller sig – efter at han for nogle år siden solgte sit hus nord for København og flyttede ind i en stor, billig lejelejlighed.

 

Ej heller er det, hvad mange af gammelpartiernes medlemmer oplever, at sidde velkonsoliderede med gamle nedbragte lån.

 

For titusindvis af familier i dette land er parcelhusanskaffelsen en anstrengelse af økonomien helt ud til den yderste bristegrænse. Noget som familien alligevel gennemfører for, at give børnene de lykkeligste opvækstvilkår. Enhver forværring af parcelhusejernes stilling medfører, at tusindvis kommer ud over bristegrænsen med unødig menneskelig ulykke til følge. Stavnsbåndsreglerne i kapitalvindingsskatteforslaget fører til en uhensigtsmæssig fordeling af landets boligmasse og katastrofer i flyttesituationer. Statsministerens forsøg på at bagatellisere dette, viser blot, hvordan den megen omgang med cand. polit’er har fået Anker Jørgensen til at miste folkeroden.

 

Af interesse er ikke en blodløs gennemsnitsborgers forhold på lang sigt, men rækkehusprioritetsbestyrer Peter Hansens chance for at klare de førstkommende terminer.

 

Uberettiget hetz

Da mine øjne første gang løb ned over Socialdemokratiets 44 spareprogrampunkter, tittede jeg naturligt nok med særlig interesse efter, om staten ville opgive at bortøde den snes millioner kroner af skatteyderpengene, som ifølge beslutning af ministre og topembedsmænd skal bruges på, gennem politiapparat og andre myndighedsmisbrug, at genere mig og helst få mig knaldet. Enhver i dette land ved jo, at disse millionudgifter alene er iværksat, fordi jeg tillod mig åbent at oplyse, at de velbjærgede i dette land ikke reelt er underkastet noget indkomstskattetryk.

 

At det forholder sig på den måde, har alle politikere og topembedsmænd jo vidst i masser af år. At røbe det for åben Tv-skærm udløste, at jeg ene af alle skal bære en uberettiget hetz, som vist ingen anden har været udsat for i mands minde. Dette er blot et eksempel på, at modenhedsgraden er for lav hos vore nuværende politikere og papirembedsmænd i administrationen og domstolene.

 

Saglige argumenter

Kunne vi dog blot komme dertil i Danmark, at man i den offentlige debat ikke altid forsøgte at ramme modstanderpersonen, men i stedet med saglige argumenter imødegik hans synspunkter. En sådan sanering ville utvivlsomt bevirke, at adskillige dygtigheder, der nu ser på landets styre med afsky, ville være rede til at gå ind og gøre en aktiv politisk gerning.

 

Sandheden er jo imidlertid den, at blandt de mange dårlige traditioner, gammelpartierne har opbygget, er også den, at man bestemt ikke modtager nye politiske bevægelser med åbne arme. Den behandling, Fremskridtspartiet har været ude for, er nok ikke principielt så meget anderledes, end hvad der f.eks. blev Aksel Larsen og Niels Westerbyes partier til del. Et kendetegn for kampagnen mod Fremskridtspartiet er imidlertid, at de forskellige faser er kommet så hurtigt efter hinanden, at menigmand ikke har kunnet nå at glemme den ene, før man var ude i den anden.

Man fastslog

Fremskridtspartiets barnevuggetale i Grøften i Tivoli den 22. august 1972 blev fulgt op med, at man søgte at latterliggøre os. Man fastslog, at vi aldrig kunne samle de af valgloven krævede 16.480 underskrifter. Derefter prøvede man længst muligt at fortie den ny folkebevægelse, der skød op i efteråret 1972. Da underskriftsindsamlingen havde rundet de første 10.000 underskrifter, begyndte man at fastslå, at ét var, at folk skrev under. Men der ville nok ikke være mere end en enkelt vælger, som ville sætte sit kryds ved partiet, hvis det opstillede ved det kommende valg.

Senere blev den almindelige stemmespildskampagne den fremherskende. Partiet ville aldrig komme over de 58.000 stemmer som gammelpartiernes gennem – udemokratiske valglov kræver for repræsentation i Folketinget. Derfor var det stemmespild, at tænke på partiet på valgdagen.

Mistænkeliggøre

Herefter søgte man at mistænkeliggøre de mennesker, der ville være kandidater eller stillere for partiet. De ville tabe enhver agtelse hos deres medborgere. Da der desuagtet var en hel del modige mennesker, som indfandt sig til den folkelige møderække, som tåler sammenligning med højskolens barndomsår og Jakob Knudsens rundrejser i vore bedste- og oldeforældres tid, kom beskyldningerne om, at det der skete ved disse møder, var hel- eller halvfascisme. Gammelpolitikerne tænker nu en gang i tankebanerne fra det årti, hvor de dannede sig deres politiske opfattelse, nemlig 1930´erne.

Denne facistgrammofonplade faldt snart hjælpeløs til jorden, fordi den absolut intet havde på sig. Så begyndte landets folkekårne mænd at forvrænge Fremskridtspartiets programpunkter.

Den politiske situation i Danmark foråret 1973, kan lettest udtrykkes med en omskrivning af Piet Heins lille digt. Sådan:

 

I partipolitisk polemik

er dette nu det brugte trick

at dutte Fremskridtsfolk en mening på

hvis vanvid alle kan forstå

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Glistrup´s ønskedanmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-%c3%b8nskedanmark/

Læs også: Udnyt chancen – kast åget bort: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/23/udnyt-chancen-kast-aget-bort/

Læs også: Glistrup om Glistrup-sagen: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/de-fortiede-skandalers-sag/

Sådan bruger Danmark pengene

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

Sådan bruger Danmark pengene

Selv om vi får flere og flere kroner mellem hænderne, behøver det ikke at betyde, at vi disponerer over større og større købekraft

Som bekendt er det forbundet med uoverstigelige vanskeligheder både principielt og praktisk at opgøre et nationalprodukt i et entydigt tal. Den måde, som man bruger i Danmarks Statistik, indebærer bl.a., at når man tager en mand ud af erhvervslivet, hvor han hidtil har tjent 80.000 kroner og i stedet for lønner ham med 220.000 kroner for at sidde og nørkle på Danmarks Statistiks eget kontor, stiger nationalproduktet med 140.000 kroner, selv om vi vitterligt er blevet fattigere i den anledning. Sådan er der utalligt stort og småt.

Rådighedsbeløbet

Ikke desto mindre ofres der et væld af skatteyderpenge på hvert år at opgøre et nationalprodukt. Hertil lægger man så årets importoverskud – altså det, som vi har brugt i Danmark af udlandets opsparing – og kommer derigennem frem til, hvor meget, der har stået til rådighed for den danske befolkning i det pågældende år.

Neden for i kolonne 1 (skemaet er desværre ikke vist her, red.) disse rådighedsbeløb angivet i milliardkroner. Da man stort set benytter det samme beregningsgrundlag år for år, fortæller det naturligvis noget om udviklingen.

Når der over perioden er sket en femdobling, er en hovedforklaring, at kronen er blevet mindre og mindre værd. I kolonne 2 har vi søgt at vise, hvordan den reelle velstandsudvikling ville have været, hvis 1960-møntværdien havde ligget fast. Ved beregningen er der benyttet forbrugerprisindekset, der udtrykker det fulde forbrugerprisniveau. Med andre ord er de stigende afgifter også indregnet, mens de som bekendt ikke mere indgår i det lønregulerende pristal. Tilbagegangen fra 1973 til 1974 skyldes oliekrisen og stagnationen fra 1974 til 1975 må tilskrives arbejdsløsheden.

”FREMSKRIDT” har tidligere – (1973-5, side 4 og 1973-9, side 3) – bragt nogle lignende opstillinger. Dengang blev de brugt til at illustrere det stigende skattetryk. I denne omgang vil vi benytte tallene til at anskue nogle andre synsvinkler.

Fordelingen

I kolonne 3 har vi således opført, hvor mange procent, der hvert år er benyttet til bruttoinvesteringer. Desværre giver Danmarks Statistik ikke tal for, hvor stor en del af disse bruttoinvesteringer, der foretages af det offentlige og hvor stor en del, der bliver privat ejendomsret undergivet.

Derimod udsender Danmarks Statistik oplysning om, hvordan det resterende forbrugsbeløb fordeler sig mellem offentligt forbrug og privat forbrug. Procenttallene herfor findes i kolonne 4 og 5.

For hvert år giver tallene i kolonne 3, 4 og 5 tilsammen 100 pct.

I det offentlige forbrug indgår ikke indkomstoverførsler som folkepension, arbejdsløshedsunderstøttelse, børnetilskud, boligsikring o.s.v., hvor midlerne vel er med til at øge skattetrykket derved, at pengene går ind over de offentlige kasser, men hvor udbetalingen sker til privat forbrug hos en bestemt person, der ikke direkte yder modvederlag for udbetalingen. Det offentlige forbrug er altså sådan noget som administration, Ulandshjælp, biblioteker, undervisning, hospitaler, teaterstøtte, DSB-underskud, politi og domstole, forsvaret o.s.v. Skattepolitisk Oversigt, hvorfra en del af tallene er hentet, uddrager som nøgletal, at det offentlige forbrug i de første fem år (1960-65) voksede med 108 pct., mens det private samtidig med kun steg med 62 pct. I den efterfølgende femårsperiode (1965-70) var stigningen henholdsvis 120 og 62 pct., mens den i de sidste fem år (1970-75) er henholdsvis 117 og 68 pct.

Udviklingen

Væksten i den egentlige offentlige sektor – hovedskurken i dansk økonomis tragedie – er altså stadig betragtelig. Også efter at vi er kommet VKR-regeringen og de øvrige sørgelige 1960er på afstand. Baggrunden herfor er, at når man først går i gang med alle de mange nye offentlige anlæg, som blev besluttet, da Folketinget særligt skejede ud, følger der nye anlægsudgifter og driftsudgifter i kølvandet. Tænk bare på oprettelsen af de nye universiteter, daginstitutioner, social bistandslov o.s.v., hvortil fundamentet blev lagt i 1960erne. Der må derfor en meget hård opbremsning til, for at tallene kan komme ind i ret gænge. Med det enorme ensidighedsforspring i den offentlige sektors favør, der har fundet sted, burde vi naturligvis nu komme frem til, at stigningen var væsentligt større i det private forbrug end i det offentlige.

Selve den omstændighed, at tallene for vækst i offentligt og privat forbrug nu nærmer sig hinanden (i 1973-75 var de henholdsvis 37 og 27 pct.) viser dog, at fremskridtsbevægelsen har haft sin enorme indflydelse. Som nævnt ville inertiens lov have ført til, at forskellen blev større og større i privatforbrugets disfavør, hvis gammelpartierne ikke var blevet indjaget den enorme fremskridtsforskrækkelse.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Det sku´ være så godt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku%c2%b4-v%c3%a6re-sa-godt/

Læs også: Danmarks Statistik har fanden skabt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/09/danmarks-statistik-har-fanden-skabt/

Læs også: Lønpolitik: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/12/l%c3%b8npolitik/

Det forringede personfradrag

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 7 / 8. april 1976 / 4. årgang

Det forringede personfradrag

Vælgerne bør huske, hvem der har ansvaret

De selvangivelser, der nørkles med i denne vinter, vil for hundredtusindvis af husstande føre til stærkt øget indkomstskat. For første gang skal vi nemlig bruge den nye lovbestemmelse om, at personfradrag skal ske i skatten og ikke i indkomsten.

Det er nok værd at erindre sig, hvem der stemte imod i Folketinget. Der var jo tale om at tage forskud på det umoralske princip, som Socialdemokratiet nu har foreslået mere almindeligt. Ikke desto mindre gik det som så ofte, når der skal stemmes i folketingssalen. Fremskridtspartiet og Retsforbundet var alene om i afstemningshandling at følge en saglig linje frem for blot at bakke op bag statens grådighed (Folketingstidende 1973/74, spalte 8350).

For forslaget stemte bl.a. Venstre, Konservative, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Og naturligvis Det radikale Venstre.

Sørgeligt var det, at Fremskridtspartiet som sædvanlig ikke fik massemedieopbakning i de 4½ måned, sagen var til behandling i Folketinget.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: Fremskridtspartiet vil give skattelettelser til alle:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/fremskridtspartiet-vil-give-skattelettelser-til-alle/

Læs også: sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/20/sygstemet-f%c3%b8rer-over-40-ar-gamle-skattesager-mod-glistrup/

Læs også: Fremskridtspartiet´s  s k a t t e p o l i t i k:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/s-k-a-t-t-e-p-o-l-i-t-i-k/

Urimelige frynsegoder

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang

Urimelige frynsegoder

Man bør sætte fokus på systemet – ikke på Guldberg

Guldberg-sagen belyser, at aviserne ulykkeligvis foretrækker at spille manden frem for bolden. I et modent folkestyre skulle interessen i stedet samle sig om at løse de reelle problemer. Derimod er personhenrettelser ufrugtbare.

Sagens kerne er, at EF har fastsat vanvittig høje satser for rejsegodtgørelse og dagpenge. Alle de mange avisspalter burde derfor først og fremmest være brugt på at støtte Fremskridtspartiets bestræbelser på at få disse takster nedsat klækkeligt.

Det andet hovedelement i sagen er, at politikere og andre højt på strå får tildelt et væld af frikort. Til trafikmidler, Tivoli, travbaner og meget andet. Denne aflønningsform tjener til at skjule, hvor højt politikere i virkeligheden gageres. Misforholdet skærpes ved, at skattevæsenet i massiv modstrid med Statsskattelovens prgf. 4 lukker øjnene herfor. Horribiliteten kulegraves for tiden af Steffen Kjærulff-Schmidt (Z), der bruger folketingsmedlemmernes spørgeret til at rejse sagen på en for de socialdemokratiske ministre stærkt generende måde. Men det taler aviserne ikke om – man skulle jo nødigt give Z-partiet reklame. Presseverdenens folk hører derfor også til dem, som vort skattevæsen finder det for godt af forkæle. Dets hele holdning gennemsyres af, at det gælder at holde sig gode venner med de etablerede magthavere.

Hvis der er nogen som helst rimelig anledning for at give frikort til Jens Kampmann (A), og hvem der nu ellers sidder i SAS-ledelsen, må begrundelsen herfor, at SAS har brug for, at dets ledelse jævnligt følger med i, hvordan passagerflyvningen udføres. Er der en sådan saglig grund, råber det til himlen, at frikortene kun må benyttes til privatrejser. I så fald er SAS-interessen naturligvis, at bestyrelsesmedlemmer m.fl. bruger mest mulig tid på at lade sig SAS-transportere – hvad enten deres formål med turen er det ene eller det andet.

En tilsvarende forskydning findes i debatten om skatteyderbetalte pamperpenge til de politiske partier. Vil man i en sparetid bevare ordningen, må man gøre sig klart, at staten selvfølgelig ikke kan eller bør øremærke, hvad pengene bruges til.

Vil man gøre det umuligt at øremærke, må alle partier naturligvis aflægge regnskab. Vi ved af offentliggjort materiale, at de radikale og Centrum-Demokraterne overtræder reglerne. Meget tyder på, at det også gælder en række andre partier, men de undlader selv helt at give offentligheden regnskab for, hvordan de bruger pengene.

Er det så disse partier, der overfaldes af aviserne? Nej, det er det eneste parti, som handler gennemhæderligt. Blot fordi aviserne ikke kan lide Fremskridtspartiet..

Danmark befinder sig på katastrofens rand. Danmarks øverste myndighed er vælgerbefolkningen. Kan aviserne dog indse, at de i alle sager må indstille sig på at give denne højeste myndighed korrekt saglig besked.

Så måtte de ganske vist skrive, at Fremskridtspartiet sagligt har ret i alt, hvad vi siger. Det er alene løgnagtighed hos aviserne og vore andre modstandere, der er skyld i det for landet særdeles katastrofale, at 77,2 pct. af vælgerbefolkningen endnu ikke er indstillet på at sætte deres kryds ved liste Z.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: Frem i lyset med politikernes fradrag: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/21/frem-i-lyset-med-politikernes-fradrag/

Læs også: Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/20/sygstemet-f%c3%b8rer-over-40-ar-gamle-skattesager-mod-glistrup/

Læs også: Danmark ud af EU: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/28/danmark-ud-af-eu/

Det skal nytte

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 15 / 5. september 1977 / 5. årgang

Mogens Glistrup udtrykker med hovedbestyrelsens fulde tilslutning følgende optakt til landsmødet:

Alle livsaldre har deres problemer. Det gælder også fremskridtsbevægelsens syvende leveår.

Mange fremskridtsfolk blev dybt nedslåede, da de oplevede den store valgsejr til det socialdemokrati, der siden sidste valg kun har kunnet forværre arbejdsløshed, gæld, underskud og skattetryk.

Alle har vi efter den 15. februar været plagede af tvivlen om, hvorvidt det hele kan nytte noget, når vælgerne reagerer så åbenbart kortsynet og urimeligt.

Skuffelsen kom samtidig med det træthedspunkt, der indtræder for enhver, som er ude på en marathonstrækning. At opbygge et nyt regeringsbærende parti er såmænd i mange måder ikke så forskelligt fra at løbe, cykle eller ski langdistancer.

Mange af os famler vel endnu med problemet, om det kan nytte noget fortsat at give vor fulde ildhu, begejstring, fritid og pengepung til Z-bevægelsen eller om vi ikke hellere skulle bruge livet til gøremål, som umiddelbart synes mere givtige.

Svaret er, at det ikke duer at overveje, om det kan nytte. Det skal nytte. Alle de andre eksisterende partier har klart bevist, at de ikke magter de store nationale opgaver. Derfor er et helt nyt parti det eneste godtagelige alternativ til Fremskridtspartiet. Men det er tåbeligt at gå ind i det slid og den risiko, det er at opbygge et storparti, når vi i dag har Fremskridtspartiet.

Selv om de nuværende livsalder i fremskridtsudviklingen derfor føles som et gråt og surt pligtarbejde, så skal vi nu vise, at vi kan holde ud til et sådant gråt og surt pligtarbejde.

Og så behøver det i øvrigt ikke at blive gråere eller surere, end vi selv vil.

Har Lindinger ikke gjort anden gavn i dansk politik, har han da i al fald bevingetgjort ordene: Op med humøret.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Støt Fremskridtspartiet: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/30/st%c3%b8t-fremskridtspartiet/

Læs også: Udnyt chancen – kast åget bort: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/23/udnyt-chancen-kast-aget-bort/

Læs også: Et stærkt Danmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/30/et-st%c3%a6rkt-danmark-2/

Meningsløse ofre

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 10. oktober 1977 / 5. årgang

Meningsløse ofre

Deltagerne i dette års augustforlig bør allerede nu afsende postkort til venner og bekendte med ønsket om en glædelig jul, såfremt de da ikke er i besiddelse af en mere end almindeligt veludviklet sans for galgenhumor.

Thi fra augustforlig2 til december d.å. vil reallønnen nemlig – efter alle eksperters bedømmelse – falde omkring 6 procent, så den søde juletid vil få en kraftig smag af bittermandel i den nationale risengrød og vil således – ud fra materielle betragtninger – blive alt andet end sød og glædelig.

Tilsyneladende regner den socialdemokratiske julemand Jørgensen og hans tre veltjente vatnisser – Hartling (V), Helveg (B) og Schlüter (C) – dog med, at den almindelige offervilje omkring denne højtid kan få befolkningen til at sluge bittermandler uden at kny. I så fald vil de, når julefreden toner bort, brat blive revet ud af denne vildfarelse. Folk og vælgere i almindelighed er ikke dumme, så når det til fulde går op for dem, at deres penge slet ikke er gået til et godt formål, men at arbejdsløsheden, underskuddet og gælden tværtimod er steget – ja, så vil de gøre oprør og kræve lønforhøjelser som kompensation for deres meningsløse ofre.

Til den tid – om ikke før – vil augustforliget revne med et brag og alle vil klandre hinanden – men aldrig sig selv – for det dårlige resultat og ende med i skøn samdrægtighed at skyde skylden på de udefra kommende vanskeligheder.

Men det er ikke verdenskonjunkturerne, der er skyld i vort høje omkostningsniveau med deraf følgende forringet konkurrenceevne, betalingsbalanceunderskud, arbejdsløshed og reallønsnedgang og de bærer heller ikke skylden for vor store udenlandsgæld.

Skylden bæres af de tre vatnisser, der sammen og hver for sig gennem tyve år har tilladt Socialdemokratiet at lægge sin klamme hånd på en stigende del – nu over halvdelen – af nationalindkomsten.

Derfor er det egentligt rystende ligegyldigt, hvad de finder på i den netop påbegyndte folketingssamling – et nyt kriseforlig eller et rask lille valg – så længe de ikke forstår, at der kun er én – gentager én – løsning på samtlige problemer, nemlig OFFENTLIG SPARSOMMELIGHED med deraf følgende skattelettelser, med deraf følgende reallønsfremgang uden omkostningsforøgelser etc. etc.

Det er en såre enkel løsning, men ingen papløsning af den grund. Sandheden er som bekendt altid enkel og altid ilde hørt.

Redaktionen

WWW.FRP.DK

 

Læs også: De kunne jo ikke: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/24/de-kunne-jo-ikke/

Læs også: Renteudgiften til udlandet nu 100 mil. om dagen: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/13/renteudgiften-til-udlandet-nu-100-mill-om-dagen/