Krigerne på Amager

Krigerne på Amager 

Da PLO – den palæstinensiske befrielsesfront – fik tilladelse til at åbne et propagandakontor i København, var der en del mennesker, som fandt, at nu overdrev man frisindet. PLO har et dårligt ry som paraplyorganisation for en række terrororganisationer, der foruden at bekæmpe Israel også fører blodig krig mod hinanden. Her i landet udsender organisationen et dansksproget kampskrift, som i jødefjendtlighed ikke står tilbage for nazitidens værste.

Palæstinensernes tragedie skal ikke underkendes, men det er rimeligt at se på årsagerne og ikke blot på virkningen. Da staten Israel i 1948 blev oprettet som den første og hidtil eneste stat i Mellemøsten med parlamentarisk demokrati – og med hele den demokratiske verdens billigelse –, var det jødernes opgave at kultivere et landområde, hvis dyrkede arealer var mindre end på Kristi tid – faktisk kun et stenet område, hvor nomader levede et kummerligt liv med deres hjorde. De skabte en moderne stat efter vestligt forbillede med det resultat, at mange palæstinensere flygtede. Andre  som ikke ville affinde sig med det nye styre og bekæmpede det blev udvist. Palæstinenserne modtog reelt ingen støtte fra deres stenrige arabiske brødrefolk, som trods milliardindtægter fra olieboringer (foretaget af vestlige olieboreselskaber) bare anbragte dem i elendige flygtningelejre, hvor de hverken kunne leve eller dø, og nu får så Danmark regeringen præsenteret og ansvaret overdraget.

Ugeavisen Amager Posten redegjorde nylig for, at asylansøgerene i lejren ved Kongelunden på Amager er krigere fra PLO og kommer fra flygtningelejrene i Mellemøsten. Under en samtale med lederen af PLO’s propagandakontor erfarede man, at det overvejende er unge mennesker, som næsten aldrig har gået i skole, men hele livet ernæret sig med deres våben, og at PLO ikke vil have noget ansvar for dem!

Beboerne i Søvang – de nærmeste naboer til lejren – har henvendt sig til Dansk Røde Kors og Hovedstadens Trafikselskab med jammerklager. Dels om de vanskeligheder de har ved at komme hjem fra byen efter arbejde, hvor busserne allerede på Rådhuspladsen er fyldt af palæstinensere, som har været på bytur –, dels at busserne ydermere forsinkes på grund af chaufførernes bryderier med at få betaling for transporten af palæstinenserne.

Amager Posten talte også med en række beboere, som nødigt ser deres navne på tryk for repressalier.

De siger, at deres døtre er bange for at køre med busserne, medens ældre mennesker er betænkelige ved at gå udendørs. Hos købmand Møller-Jensen, der har et minimarked, fylder gæsterne deres lommer med varer i et omfang, så købmanden er nødt til at gå i hælene på dem, når de gæster butikken.

Kunne det være anderledes? Næppe! Og det er ikke helt rimeligt at bebrejde palæstinenserne deres opførsel, når de aldrig har lært andet end tag-selv-princippet. De er ukendte med den civiliserede opførsels begreber. Bebrejdelserne bør ramme de partier og politikere, som gennem en idiotisk lovgivning har udvirket, at danske borgere dårligt nok kan leve i deres eget land uden frygt for knivstikkere og tyvepak.

Man har åbnet grænserne for halvvilde, som aldrig vil kunne klare sig i det højtudviklede danske samfund som andet end kriminelle og bistandsmodtagere. Eller mener politikerne virkelig, at det er muligt at integrere 20-25-årige analfabeter her, hvor der i forvejen er hård kamp om jobbene, og hvor kravene i de kommende år vil stige betydeligt? Her i 80´erne skal vi konkurrere med de hårdt arbejdende og knalddygtige folk fra Japan, Singapore, Taiwan og Korea –, og i 90´erne kommer de myreflittige kinesere ind på arbejdsmarkedet med 1 milliard nye arbejdslystne, der hverken holder ferier, weekend eller 39 timers arbejdsuge, men i stedet pukler 80 timer med uddannelse og produktion af varer, så de kan skaffe sig de goder, vi andre betragter som selvfølgeligheder.

Socialdemokratiets indvandrerudvalg har foretaget en beregning, der viser, at der om 13 år vil være omkring 400.000 fremmede i landet –, at ca. 10 % af befolkningen til den tid vil være muslimer og uden forudsætninger for at klare sig – personligt, arbejdsmæssigt og kulturelt.

Begivenhederne i England i de senere år – massive raceoptøjer, bandekrige og uhyrlige ødelæggelser af samfundsværdier – har åbenbart ikke været nogen lære for de danske politikere.

Venstrefløjspolitikerne – der altid klager mest over samfundsforholdene – har været og er de mest ivrige for at få fremmede hertil. Grunden er naturligvis, at Iran forsyner os med Tudehfolk, kommunister, og at de mellemøstlige flygtninge næsten alle er socialister – følgelig vælgere i en nær fremtid.

Kulisserne er sat for et drama uden sidestykke i Danmarks historie. Den generelle oplysning om problemerne med de fremmede er elendig, for mens der er stor sandhed i, at nogle flygtninge kan berige den danske kultur – nemlig de fjernøstlige, som vi kan lære meget af –, så er det til at overse, hvad vi kan lære af krigeriske mellemøstlige analfabeter.

Frost-Hansen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 16 / 8. maj 1987 / 15. årgang

Den franske intifada

Den franske intifada

I Frankrig er man kommet tilbage til såkaldt normale tilstande efter, at der i de 20 dage fra den 27. oktober til den 17. november 2005, blev afbrændt 9.000 biler i 300 franske byer. Der blev i alt foretaget 3.000 arrestationer, og 126 politifolk blev såret. To kirker og en række andre offentlige bygninger blev brændt af. En parisisk borger blev dræbt af voldsmændenes slag. Han havde prøvet at slukke ilden i en affaldscontainer. Den 17. november erklærede det franske politi, at nu var opstanden slut. For antallet af afbrændte biler var nu nede på 100 pr. nat, og det anså man for at være normale tilstande.

Denne fredstilstand leder tankerne hen på noget, vi har set før. Det var efter Oslo-fredsforhandlingerne i 1993. USA´s præsident Bill Clinton, Israels Yitzhak Rabin og palæstinensernes leder Yasir Arafat gav hinanden hånden på græsplænen foran Det Hvide Hus. Palæstinenserne fik selvstyre, og freden var hjemme. Israelerne tilbød fleksibilitet, tilbageholdenhed og generøsitet. Dette tolkede Arafat givetvis som svaghed, og hans næste træk blev intifadaen (af arabisk: “at kaste noget af sig”, red.) med horder af stenkastende unge og selvmordsbombere med eksplosiver og metalstykker i specialdesignede dødsveste. For palæstinenserne selv blev resultatet et liv med korruption, fattigdom, dødskult, selvmordsfabrikker og militant islamisk radikaliseren. Deres overordnede mål var Israels udslettelse gennem jihad (hellig krig, red.). Man har aldrig anerkendt Israels ret til at eksistere. Som der fortsat brutalt trues på hjemmesiden: http://www.hizb-ut-tahrir.dk/new/“tilintetgørelsen af jøde-entiteten” og “dræb dem, hvor I end finder dem”. 80 % af Palæstinas indbyggere mener da også, at det var brugen af vold, der drev Israel ud af Gaza.

Den almindelige forklaring i pressen på den franske opstand har været dårlige sociale forhold. Men undersøger man omstændighederne, er der andre ting, der dukker op. For det første var de allerfleste oprørere muslimer. Selv om der også lever mange vietnamesere og kinesere under ringe forhold, har de ikke deltaget i optøjerne. For disse nationaliteter går vejen til fremgang over hårdt arbejde. Men på samme måde som i Palæstina, betegnes de muslimske bydele som besat område. På en af opstandens første dage filmede et hollandsk Tv-hold en bande unge mennesker med pandebånd med koran-citater råbende: “Allah Ak´bar”, Allah er stor, sådan som vi kender det fra Palæstina. Og den tyrkiske premierminister – Erdogan – har kædet oprøret sammen med det franske forbud mod, at skolepiger bærer det muslimske slør.

Washington Post skrev den 19. oktober, at franskmænd var blevet rekrutteret til jihad-træning i bl.a. Irak, Syrien og Libanon til indsættelse i Frankrig. Den franske indenrigsminister, Sarkozy, skrev den 27. september, at den algeriske muslimske Salafist Gruppe for Prædiken og Kamp, GSPC, havde kaldt til kamp mod Frankrig, som man kaldte fjende nr. 1, “fjende af vor religion”. Og i brevet af 12. oktober til Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), truede de 11 muslimske ambassadører bl.a. med, at avistegningerne af profeten Muhammed kunne skabe reaktioner blandt muslimske samfund i Europa. Så tingene er blevet udtrykt ganske klart.

Et resultat af islamiseringen af franske bydele er, at her bærer alle kvinder slør, og mændene har skæg efter de religiøse forskrifter. Detailhandlere der solgte alkohol og svinekød er blevet tvunget væk og syndige steder som: Biografer, teatre og dansehaller er blevet lukket. Som det blev sagt til en journalist: “Vi forlanger bare at kunne passe os selv”. Dette gælder også politiet, som holder sig væk fra disse områder. Det hedder “no go” zoner. Det er sket 9.000 gange i 2005, at politibiler er ramt af stenkast også fra stor højde. Taxaer kommer heller ikke i områderne.

Som i Palæstina er antisemitismen (jødehad, red.) voldsom i Frankrig, hvor der bor 5 – 7 millioner muslimer og 600.000 jøder. I 2002 blev en synagoge nedbrændt i Marseilles. I Strasbourg blev en synagoge forsøgt antændt. Den franske regering finder, at angrebene mod jøder skal ses i sammenhæng med den Palæstinensiske-Israelske konflikt. Når situationen i Palæstina tilspidses, giver det sig også udslag i Frankrig.

Det såkaldte internationale samfund – herunder USA, EU og Danmark – betaler også milliarder til Palæstinenserne. Det er de ikke blevet mere fredelige af. Tværtimod. EU´s kommissionsformand Barosso har stillet i udsigt, at EU vil betale en milliard euro til de berørte franske by-områder. Dette er udtryk for en utilgivelig naivitet. Som om jihad-krigerne skulle overgive sig, fordi man kaster pengesedler efter dem.

O. Gerstrøm

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/07/den-nationale-katastrofe/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1  / februar 2006 / 34. årgang