Arkiv

Posts Tagged ‘orlov’

Slut med statsbetalt ferie og orlov

21. december 2011 Skriv en kommentar

Slut med statsbetalt ferie og orlov

Regeringen (A, B og CD, red.) har med sin seneste analyse af udviklingen i den offentlige forsørgelse dokumenteret, at det nu må være definitivt slut med at sende titusinder på statsbetalt ferie og orlov hvert år, siger Fremskridtspartiets finansordfører Kim Behnke.

- I mere end 10 år har et flertal i Folketinget sendt stadig flere arbejdsduelige personer væk fra arbejdsmarkedet og over på statsbetalt ferie eller orlov. Fremskridtspartiet har advaret imod denne blindgyde – vores advarsler var og er berettigede.

  Regeringen tegner nu i sin seneste budgetredegørelse et fremtidsbillede, hvor stadigt flere personer flyttes over på statsbetalt overførselsindkomst samtidig med, at de danske skatter vil stige til helt urealistiske højder. Dansk økonomi vil kollapse, eftersom produktionen ikke vil kunne bære dette åg. Det må derfor være slut med snak og bortforklaringer, siger Kim Behnke og fortsætter:

- Folketinget må allerede til efteråret vedtage en afvikling af statsbetalt orlov, vedtage stop for tilgang af efterlønsmodtagere samt en sanering af bistandslovens gavebod. Belært af erfaringer fra New Zealand må tiden være inde til at få vedtaget en overlevelsespakke for det danske velfærdssamfund. Den New Zealandske erfaring siger, at fjernelse af offentlige tilskud samtidig med en markant nedsættelse af indkomstskatterne er vejen frem mod en sund økonomi og flere i beskæftigelse. Fremskridtspartiets politik er ikke længere blot teori, men veldokumenteret succes fra kiwiens hjemland.

  Vækst i den private sektor med nye virksomheder og flere i rigtig beskæftigelse er den eneste farbare vej for et fortsat velfærdssamfund i Danmark. Regeringen har med sine egne analyser dokumenteret behovet for en markant ændring af den gældende politik. Fremskridtspartiet medvirker gerne til at bringe dansk økonomi og velfærd ind på rette vej, slutter Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/11/14/15-fremskridt-for-okonomien/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / juni 1996 / 24. årgang

- Flovt, Lykketoft!

7. december 2011 5 kommentarer

- Flovt, Lykketoft!

Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, finder det meget flovt, at finansminister Mogens Lykketoft (A) har fremlagt et forslag til finanslov for 1996, der udviser et driftsunderskud på over 33 milliarder korner samtidig med, at forslaget ikke indeholder én eneste besparelse.

- Finanslovsforslaget budgetterer med et mindre driftsunderskud i 1996 end i 1995, men det skyldes udelukkende konjunkturbestemte justeringer og nye manipulationer med milliarderne i Den sociale Pensionsfond. Lykketoft indrømmer endda, at der er tale om en reel udgiftsstigning på over to milliarder kroner. Et sådant finanslovsforslag burde regeringen (A, B og CD, red.) skamme sig over, siger Kim Behnke og fortsætter:

- Hvis de fire milliarders kroners forbedringer af driftsresultatet skal tages som et udtryk for regeringens vilje til at få stoppet statens gældsætning og afviklet statens gæld, så vil det tage regeringen over 200 år at få gjort staten gældfri.

- Fremskridtspartiet kan ikke acceptere at det skal tage over 200 år at få statens økonomi bragt flot. Derfor vil vi tilbyde regeringen et kursus i elementær besparelsesteknik. Vi anviser gerne socialt forsvarlige besparelser, som ikke går ud over de svageste grupper. Privatiseringer, udliciteringer, afvikling af tilskudsordninger og stop for orlovsgaveboden er få, men ret indbringende temaer, vi vil præsentere regeringen for på den første kursusdag i besparelsesteknik.

- Det er en bunden opgave for Folketinget at få statens økonomi bragt på fode. Derfor vil Fremskridtspartiet komme til finanslovsforhandlingerne med tasken fuld af realistiske og socialt ansvarlige forslag, siger Kim Behnke.

 

Kim Behnke og

Rex

Pressemeddelelse

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/02/23/har-det-nytter-alligevel-ikke-noget-holdningen-grebet-danmark/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / september 1995 / 23. årgang

Skattelettelser skal skabe konkurrenceevne

4. december 2011 Skriv en kommentar

Skattelettelser skal skabe konkurrenceevne 

I en kommentar til regeringens (A, B og CD, red.) økonomiske oversigt siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke, at den eneste måde at øge den danske konkurrenceevne på er at give skattelettelser.

- Hvis regeringen lover arbejdsmarkedets parter at hæve bundfradraget til gengæld for en opløsning ved overenskomstforhandlingerne, vil dansk erhvervsliv få nedbragt omkostningerne og derved få styrket konkurrenceevnen. Det er samtidig den eneste vej frem, hvis vi skal skabe reelle arbejdspladser, siger Kim Behnke og fortsætter:

- Regeringen forventer en stigning i inflationen. Også derfor skal der styr på de offentlige budgetter. Inflation er som en tyv om natten. Ingen har gavn af mere i lønningsposen, når priserne også stiger. Derfor skal der gøres alt for at holde inflationen nede.

- Når regeringen siger, at den forventer 10.000 flere i arbejde til næse år, er der tale om et skønmaleri. Kun fordi regeringen har opfundet alle mulige orlovsordninger, kan den få det til at se ud som om, at ledigheden er faldet. Kendsgerningerne viser desværre noget helt andet, siger Kim Behnke.

Kim Behnke

Pressemeddelelse

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/11/14/15-fremskridt-for-okonomien/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / november 1996 / 24. årgang

Landsformanden har ordet…februar 1994

18. april 2010 Skriv en kommentar

Landsformanden har ordet

Februar 1994

Kære partifæller!

En kold østlig februarvind står i skrivende stund ind over landet, og i dens kølvand satte et udenlandsk skib forleden 36 flygtende tamiler i gummeflåder helt uantastet ud i dansk farvand. Presset på vore asylcentre vokser dag for dag, og rygtet om det gavmilde Danmark løber vidt omkring. Fremskridtspartiets flygtninge- og indvandrerpolitik er derfor mere aktuel og nødvendig end nogensinde.

Med baggrund i en lovvedtagelse den 30. juni 1993 blev der forleden udnævnt en formand for “Nævnet for etnisk ligestilling”. Uden at ville argumentere for forskelsbehandling må det være tilstrækkeligt at fastslå, at der her i landet er ligeret for loven. Vi må ikke glemme at forudsætningen for et land – en nation – netop er, at folkets nationalitet har en klar særstilling, ellers forsvinder grundlaget for det danske sprog, for folkekirken, folkeskolen, vor grundlov og dansk kultur i det hele taget.

Der er solgt nok ud af dansk selvbestemmelsesret de seneste år, og med den voksende strøm af indvandrere og flygtninge vi nu oplever, er faren for at vort land gøres til et multietnisk område overhængende stor.

Fredag den 4. februar 1994 blev MF Kirsten Jacobsen (Z) fuldt fortjent af Erhvervssammenslutningen G1930 kåret som årets politikere i 1993. Kirsten Jacobsen blev valgt for hendes store og ihærdige indsats mod kreditforeningernes overbelåninger og for hendes “råben vagt i gevær” om Himmerlandsbanken. Stort tillykke til dig Kirsten! Din vedvarende og dybdeborende kritik af en lang række skandaløse store sager har været med til at give Fremskridtspartiet og dig meget positiv omtale – tak for det!

Det er ikke første gang, at kendte Fremskridtspolitikere er blevet kåret som årets politiker, den 26. januar 1990 fik vor politiske ordfører, Pia Kjærsgaard, også denne ærefulde titel. -Hvem bliver den næste?

Selv om statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen, A, red.) forleden fyrede et par ministre (da de lige var blevet ministerpensionsberettiget), rokerede lidt om og udnævnte en ny CD-minister, så går det jo just ikke godt. Arbejdsløsheden er – opsvinget til trods – stadig stigende og rekord stor.

De helt tåbelige orlovsordninger og andre såkaldte beskæftigelsesordninger er mere end uansvarlig ødslen med skatteborgernes penge. At arbejdsløse nu kan gå på orlov i et til to år og, at sygeplejersker og børnehavepædagoger tager orlov i så stort omfang, at der tales om ansættelse af svensk arbejdskraft på disse områder understreger, sammen med det forhold at forældre på orlov har ret og krav på en halvdags plads i en offentlig børnepasningsordning, at hele orlovsordningen er rablende tåbelig og uigennemtænkt.

Ja, der er sandelig stadig væk og i voksende grad brug for Fremskridtspolitik.

Sammen med Fremskridtspartiets kommunalpolitiske forening har vort kursusudvalg planlagt nogle regionale kurser. Det er mit håb at disse kurser – sammen med de kurser, der tilbydes vore folkevalgte i kommunalt regi – må medvirke til at dygtiggøre vore fremskridtsfolk til gavn for fremskridtspolitikkens udbredelse.

De kommende budgetlægninger for 1995 bliver meget vanskelige, og der skal mange steder foretages en meget kraftig udgiftsnedskæring. I sådanne situationer er Fremskridtspartiets grundlæggende politik en stor støtte til den enkelte fremskridtspolitiker i amts- eller byråd.

Johannes Sørensen

Landsformand

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / februar 1994 / 22. årgang

Det sku´ være så godt ….

3. august 2008 62 kommentarer

Det sku´ være så godt …


Regeringen (A og B, red.) – og i særlig grad finansminister Mogens Lykketoft (A) – er ved at boble over af stolthed. Aldrig før har det gået så godt for dansk økonomi. Aldrig før har Socialdemokratiet vist så flotte resultater. Det er nogle af de overskrifter, der blev brugt af regeringen i forbindelse med præsentationen af finanslovsforslaget for 1998.


I ubehagelig propagandastil har finansministeren brugt skatteyderpenge på at få fremstillet en prale-brochure om regeringens “fantastiske” politik. Dertil kommer, at finansministeren bruger billeder af smarte unge på Miami Beach som omslag til det ene hæfte.


Jeg bliver vred, når jeg ser den type propaganda og manipulering. Jeg bliver vred på vegne af de mange tusinder i det danske samfund, som ikke oplever at leve i et velfærdssamfund. Hvorfor bruger Lykketoft ikke et billede af en gammel hjemløs posedame, der leder efter tomme flasker i skraldespanden foran Det Kgl. Teater? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af en sindslidende, som er blevet efterladt i en lejlighed og går amok med en brødkniv efter at have taget forkert medicin? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af grædende pårørende til den syge mand, der døde, mens han var på venteliste? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af en ensom gammel dame i en beskidt lejlighed, hvor hjemmehjælpen ikke har været i flere uger på grund af faglige møder og dårlig arbejdsplanlægning? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af 2. generationsindvandrere på Nørrebro i København, som skriger “ud med danskerne”, mens de kaster sten efter politiet?


Alle ovenstående forslag til billeder på finanslovsforslaget er helt aktuelle billeder fra dagens Danmark. Men i stedet vælger regeringen at bruge smarte unge fra USA. Det er, fordi regeringens politik er falsk og udtryk for et glansbillede af Danmark, som ikke passer til virkeligheden. Lykketoft, Nyrup (A) og Jelved (B) vil helst ikke mindes alt for meget om virkeligheden, når de har dyr regeringsmiddag på Marienborg. De vil helst ikke konfronteres med virkeligheden uden for de tonede ruder i den store BMW-ministerbil.


Virkelighedens Danmark er, at der i disse år ansættes et uhyggeligt stort antal nye offentligt ansatte. Kommuner, amter og staten nyansætter som aldrig før. I 1994 var regeringens eget skøn, at der frem til år 2.000 skulle nyansættes ca. 25.000 personer. Nu har vi ved udgangen af 1997 allerede nået ca. 75.000 nye medarbejdere i det offentlige. De skal alle have skrivebord, computer og et kontor, hvorfor der også nybygges og indkøbes i uansvarligt omfang. Men hvad meget værre er, så vil hver eneste af disse folk fremover plage danskerne med bureaukrati og regulering. Hver eneste af dem vil finde på nye love og regler for at berettige sin egen stilling. Det bliver ikke rart.


Virkelighedens Danmark er også, at regeringen – nu gennem flere år med opsving i Danmark – ikke har formået at få nedbragt den 800 mia. kr. store statsgæld. Tvært imod så stiger gælden fortsat. Man har nemlig brugt en række engangsindtægter til at holde driftsudgifterne nede. Men driftsudgifter – som løn til medarbejdere og sociale ydelser – skal jo ydes hvert år fremover. Regeringen skubber derfor en udgiftspukkel foran sig på ca. 22 mia. kroner,  som bliver finansieret fra engangsindtægter.


I 1998 er det salg af aktier, opstramninger af kredittider for landbruget og restanceinddrivelse, som vil pynte på budgettet. Lykketoft hævder, at vi får overskud på statens driftsbudget i 1998. Sandheden er, at det aner han ikke noget om. For det første så vil salget af aktier måske slet ikke blive til noget i 1998  eller måske først i slutningen af året, hvorved driftsudgifterne for længst er afholdt. For det andet så har regeringens skøn over orlov, efterløn, delpension m.v. vist sig ikke at holde de seneste år. Skønnet holder givet heller ikke i 1998, og så er der underskud igen.


Noget af det sikre på finansloven er ulandspengene og pengene til miljø- og katastrofer i udlandet. Hele 17 mia. kr. vil flertallet dræne Danmark for i 98. Det er fortsat KUN Fremskridtspartiet, som stemmer imod bevillingerne! Snik snak fra Venstre og Konservative krydret med pressemeddelelser er intet værd, når de fortsat stemmer JA i Finansudvalget.


Det er også sikkert, at kulturbudgetterne stiger, lige som der fortsat ydes store summer til de politiske partier, erhvervstilskud og andre unødvendige udgifter.


Skatter og afgifter vil foreløbigt blive forhøjet med 800 mio. kroner.  Man har ikke endnu besluttet sig for, hvad der skal forhøjes, regeringen og socialisterne skal dog nok nå til enighed. Miljøskatterne har nu nået 60 mia. kr. om året – og stiger fortsat. Kun en brøkdel går til forbedring af miljøet. Resten går til flygtninge, bureaukrati og andre unødvendige udgifter.


Vi får derfor et meget spændende efterår, hvor vi igen har som vigtigste opgave i Fremskridtspartiet at kæmpe imod Lykketofts budgetter. At stille forslag om forbedringer til de svageste i vores samfund og udstille regeringens elendige politik for befolkningen. Politiken bliver nemlig ved med at være elendig, indtil vi får en ny regering. Først når hele befolkningen i kor råber: Nyrup, Jelved og Koch – nu har vi fået nok, kan vi få en finanslov, som er ansvarlig.

Kim Behnke

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/en-højt-skattet-medborger-carsten-skattenkock/


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / september 1997 / 25. årgang

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: