Arkiv

Posts Tagged ‘Offentligt ansatte’

Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser – Dansk dynamik

20. maj 2013 148 kommentarer

4. Beskæftigelsesneutrale offentlige besparelser

Kilde: DANSK DYNAMIK – En helt ny vækststrategi

         Udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1993

         Må gengives med fuld kildeangivelse

 ——————————————————————————————

Råderummet i dansk økonomi er ikke blevet større, blot fordi betalingsbalancen når et forventet årsoverskud på over 30 mia. kroner i 1993. Overskuddet er ikke en provenukilde, som staten kan anvende efter forgodtbefindende. Det giver alene staten mulighed for at konvertere sin udenlandske gæld til indenlandske lån som følge af øgede valutapositioner.

Råderummet bliver således ikke større, der foretages kun en simpel låneomlægning.

Denne låneomlægning er imidlertid ikke betydningsløs. Statens øgede aktivitet på det danske kapitalmarked bevirker, at en større del af udlånsmassen går til passive offentlige udgifter i stedet for aktive investeringer, der fortrænger de private investeringsprojekter. Det er derfor ikke ubetinget godt, at staten ombytter udenlandske lån med indenlandske.

Fortrængningsproblemet understreger mere end noget andet, at det er nødvendigt at stoppe den statslige underskudsfinansiering. Dels fordi den er truende for vor fremtidige vækst og beskæftigelsesmuligheder, og dels fordi den forvrænger befolkningens opfattelse af de offentlige aktiviteters sande omkostninger.

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan gældsspiralen stoppes.

Forsøget på at nedbringe den store statsgæld, som i 1993 vil andrage mindst 633 mia. kroner, bør i starten ske ved at foretage så mange beskæftigelsesneutrale besparelser som muligt.

Fremskridtspartiets udspil er derfor underlagt en tidshorisont, der tager hensyn til den nuværende beskæftigelsessituation. Der foreslås således ingen afskedigelser af offentligt ansatte i 1993, ud over den naturlige afgang. Reduktionen i den offentlige arbejdsstyrke er i stedet fremskudt til finansårerne 94 og 95, hvor den private sektor forventes at kunne opsuge en del af den offentlige sektors overkapacitet.

Der er principielt tale om en nyskabelse inden for økonomisk politik, idet der foretages en kombineret finanspolitisk stramning og lempelse med positive beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Stramningen sker ved at justere overførselsindkomsterne og fjerne en lang række tilskud. Og lempelsen effektueres ved de føromtalte skattelettelser, der alle opfylder et strategisk sigte.

Udspillet imødekommer dermed flere formål samtidig.

Fremskridtspartiet erkender, at offentlige besparelser er et spørgsmål om prioritering, og at vi netop i dette udspil tillægger beskæftigelseshensynet størst betydning. På lang sigt er det dog nødvendigt, at der gennemføres mere gennemgribende ændringer af den offentlige sektor. Derfor bør der allerede nu nedsættes et uafhængigt ekspertudvalg, der i 1993 kan præsentere forslag til en egentlig udgiftsreform. Ønsket er bl.a. begrundet af, at antallet af offentligt ansatte er vokset fra 420.000 i 1972 til 870.000 i 1992. Udvalget skal derfor præsentere løsninger til, hvordan de offentlige udgifters naturlige vækstmekanismer kan stoppes.

4.1. Målrettede offentlige besparelser

Besparelsesforslagene er sammensat på en sådan måde, at de ud fra en netto-betragtning er beskæftigelsesneutrale. Der kan således godt forekomme variationer i hvert enkelt besparelsesforslag uden, at der samlet set er tale om en netto-forskydning.

  • Reduktion af dansk ulandsbistand

Ulandsbistanden, som i 1993 er berammet til 8,3 mia. kroner, foreslås beskåret med 5 mia. kroner, hvorefter det reducerede beløb kan søges suppleret med frivillige private donationer. Lignende besparelser er foretaget i bl.a. Sverige, Norge og Finland, hvorfor der ikke er tale om et isoleret dansk fænomen. Det er dog Fremskridtspartiets mål, at der kun skal være en statslig katastrofereserve på 500 mio. kroner.

  • Afvikling af børnechecken

Den indkomstuafhængige børneydelse på 7.850 kroner for 0-6-årige og 5.900 for 7-17-årige afvikles. Det er helt urimeligt, at staten optræder som medforsørger for børn, som de enkelte familier har besluttet at få. Der er tale om et privatøkonomisk anliggende, som der kun kan kompenseres for i socialt begrundede tilfælde. Disse udgifter kan imidlertid afholdes inden for rammen af de øvrige børneydelser. Udgifterne på godt 7 mia. kroner skal derfor gradvis afvikles, begyndende med 1 mia. kroner i 1993.

  • Forhøjet egenbetaling for børnepasning

I Danmark anvendes der godt 11 mia. kroner til drift af vuggestuer, børnehaver, integrerede daginstitutioner og dagpleje, hvoraf det offentlige betaler ca. 8,5 mia. kroner. Det er et i international sammenligning uhørt beløb. Forældrebetalingen til den offentlige børnepasning skal derfor forhøjes således, at der etableres en bedre overensstemmelse mellem forbrug og finansiering. Den forhøjede egenbetaling, der skal give en samlet besparelse på 2 mia. kroner vil især ramme højindkomstgrupperne. I en undersøgelse foretaget af Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), er det også blevet bekræftet, at det er denne gruppe, der benytter sig mest af de forskellige offentlige børnepasningsordninger (13)..

  • Kultursektoren

De offentlige kulturudgifter andrager godt 13. mia. kroner (14). Ved at forhøje egenbetalingen på dette område kan der opnås en besparelse på mindst 1 mia. kroner, uden at det påvirker beskæftigelsessituationen inden for kultursektoren. På længere sigt er det imidlertid nødvendigt, at der foretages mere gennemgribende tilskudsreduktioner og privatiseringer på dette område. Statsstyret kultur er et potentielt undertrykkelsesredskab, som passivere det kreative til fordel for det konforme og afrettede.

  • Færre tilskud

En lang række offentlige tilskud foreslås enten fjernet eller reduceret.

Det gælder fx tilskuddene til:

  1. Erhvervslivet på ca. 6 mia. kroner.
  2. Boligselskaberne på ca. 5 mia. kroner.
  3. Grønland og Færøerne på ca. 3,5 mia. kroner.
  4. Østhjælpen på ca. 2 mia. kroner.
  5. Foreninger og organisationer på ca. 1,2 mia. kroner.

De forskellige tilskudskonti beskæres, så der opnås en samlet besparelse på i alt 5 mia. kroner.

  • Arbejdsmarkedsuddannelserne

De nuværende arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger foreslås erstattet med den såkaldt virksomhedsrelaterede uddannelse (VRU). Derved opnås dels en forbedret uddannelses- og beskæftigelsesindsats, dels en besparelse i de samlede offentlige udgifter til arbejdsmarkedsformål på 5 mia. kroner. De personer, der i øjeblikket er omfattet af ordningen, færdiguddannes, hvorefter systemet langsomt afvikles. På længere sigt skal de såkaldte AMU-centre sælges, men indtil da, kan erhvervslivet leje dem til deres uddannelsesaktiviteter. De ansatte på centrene skal fortsat fungere som undervisere og betjene de funktioner, VRU-ordningen indebærer.

I princippet kan denne kombinerede omlægning og besparelse ikke betragtes som beskæftigelsesneutral. Det nuværende system bidrager nemlig ikke til skabelse af varige arbejdspladser, hvilket vil være tilfældet med VRU-ordningen.

Besparelsen er derfor paradoksalt nok beskæftigelsesfremmende.

  • Dagpengejustering

Forhøjelsen af den skattefri bundgrænse til 60.000 kroner har en skatteværdi på ca. 15.000 kroner. Indtil der er etableret en finansieringsform på dagpengeområdet, foreslås det derfor, at der foretages en generel nedjustering af dagpengene, så rådighedsbeløbet for dagpengemodtagerne er uforandret. Det vil dels øge udbuddet af arbejdspladser, der har et lønindhold under de nuværende maksimumsydelser og dels fjerne en række af de samspilsproblemer, der i dag afholder personer fra aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet.

Nedjusteringen har en provenuværdi på 3 mia. kroner.

  • Lavere lønudvikling

Gennemførslen af skattelettelser vil få en positivt afsmittende effekt på lønudviklingen, både på det private og offentlige arbejdsmarked. Hvis lønstigningen i den offentlige sektor blot begrænses med 2 %, vil der kunne opnås en besparelse på over 3 mia. kroner. Det bør derfor også være finansministerens forhandlingsmål ved de kommende overenskomstforhandlinger.

  • Brugerbetaling

Private virksomheder, der i dag benytter sig af offentlige servicetilbud, skal i højere grad dække de omkostninger, der er forbundet med at levere ydelsen. Det samme gælder for privatpersoner, der modtager ydelser fra det offentlige. At gennemføre brugerbetaling er dog en tung proces, der kræver en vis indkøringsperiode. Derfor er besparelsen på dette område kun berammet til 2 mia. kroner i 1993.

  • Opstramning af udlændingeloven

Der foreligger ikke eksakte opgørelser over, hvor meget den offentlige sektor samlet anvender på udlændingeformål. Budgetoplysninger fra stat, amter og kommuner viser dog, at der på konti med direkte henvisning til udlændinge er tale om ca. 9 mia. kroner. For eksempel har Justitsministeriet oplyst, at de i 1993 skal bruge mellem 3 og 4 mia. alene til modtagelse af asylansøgere m.v. Hertil kommer forskellige socialudgifter samt udgifter til uddannelse, bolig kriminalforsorg, politi og mange udgifter i kommunerne på skønsmæssigt 8 mia. kroner. Ved en opstramning af udlændingeloven og en ændring af flygtninges sociale status vil der kunne opnås en minimums besparelse på 3 mia. kroner.

  • Kontanthjælpsreduktion

I forsøget på at fjerne en række af de såkaldte samspilsproblemer foretages en reduktion i de forskellige kontanthjælpsydelser. De samlede udgifter til kontanthjælp andrager i dag godt 11 mia. kroner, hvorfor en besparelse på 1 mia. kroner vil kunne fordeles med 10 % nedjustering af de forskellige ydelsesformer uden mærkbare ændringer i rådighedsbeløbet. Justeringen vil imidlertidvære af en sådan størrelsesorden, at der opnås en betydelig indkomstfremgang ved overgangen fra passiv hjælp til beskæftigelse.

Dermed etableres den motivation, som bl.a. Socialkommissionen har efterlyst i deres seneste rapport (15).

  • Driftsbesparelser ved privatisering

Ved en totalprivatisering af en række udvalgte statsopgaver vil der skønsmæssigt kunne opnås driftsbesparelser på 2 mia. kroner i 1993. Alene en delprivatisering af DSB skønnes at lette statens budgetmæssige driftsunderskud på 3,9 mia. kroner. Viften af privatiseringsmodne offentlige institutioner er imidlertid så stor, at der ikke alene bør fokuseres på de største statsvirksomheder.

4.2. Budgetforbedringer

Sideløbende med de ovenstående besparelser på i alt 33,5 mia. kroner, vil der kunne opnås en række budgetforbedringer som følge af den øgede økonomiske aktivitet.

  • 40.000 flere i arbejde

Det meget beskedne skøn om 40.000 flere personer i beskæftigelse vil alene føre til en budgetforbedring på 10 mia. kroner. Den forbedre budgetposition er en sammensætning af sparede dagpenge og øget skattegrundlag. Idet omfang, der sideløbende med dette udspil ikrafttrædelse indtræffer en international konjunkturopgang, vil virkningen naturligvis forstærkes.

  • Øgede momsindtægter som følge af større forbrug

De foreslåede skattelettelser vil især i det første skatteår blive omsat til tidligere uindfriede forbrugsønsker. Det vil ud fra en ret præcis vurdering føre til øget moms og afgiftsindtægter på 30 % af de 53 mia. kroner, en skattefri bundgrænse på 60.000 koster eller 15 mia. kroner i alt. For eksempel vil køb af biler med 180 % i registreringsafgift betyde, at 2 ud af 3 kroner havner i statskassen, ud over den almindelige moms på 25 %.

  • Dynamiske effekter

De planlagte skattelettelser for 1993, 1994 og 1995 vil medvirke til, at arbejdsindsatsen og investeringsomfanget øges kraftigt allerede i 1993. Forklaringen er, at både personer og virksomheder indretter sig efter de skattemæssige forhold, som de har sikkerhed for bliver gennemført i fremtiden. Der opnås således dynamiske effekter, før de planlagte skattelettelser er i funktion. Det vil både betyde øget indkomst- og selskabsskat på skønsmæssigt 6 mia. kroner.

4.3. Besparelser er ikke nok

De foreslåede besparelser og budgetforbedringer beløber sig til i alt 64,5 mia. kroner. Der er således tale om en overfinansiering i forhold til de skattelettelser, som Fremskridtspartiets udspil lægger op til. I forsøget på at stoppe den gældsspiral, som i de sidste mange år har præget dansk økonomi, er det dog nødvendigt at finde yderligere provenukilder. Målet er i første omgang at reducere det forventede underskud på finansloven for 1993 på 40,3 mia. kroner. Det kræver engangsindtægter i størrelsesordnen 30-35 mia. kroner.

Det er imidlertid vanskeligt at foretage større offentlige besparelser, uden at det får uheldige beskæftigelsesvirkninger. Derfor foreslår Fremskridtspartiet, at der rejses så meget provenu som muligt ved øget udlicitering og privatisering.

Tiltag af den karakter er også i overensstemmelse med kravet om beskæftigelsesneutralitet.

Henvisninger

13. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), ”Offentlige børnepasningsordninger”, AKFs Forlag, København, oktober 1988.

14. Kulturministeriet, ”Kulturens penge: Offentlige udgifter til kultur og folkeoplysning”, København, oktober 1992, s. 10.

15. Socialkommissionen, ”Tabt?” – Debatoplæg om midtergruppen”, København, november 1992.

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

21. august 2012 97 kommentarer

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro. Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer, der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige, og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter, har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker, Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 11. årgang / 28. oktober 1983 

Kategorier: Økonomi, Den offentlige sektor, Offentligt ansatte, Skat og afgifter, Socialdemokratiet Tags:, , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Reallønsfremgang for offentligt ansatte

4. august 2012 Skriv en kommentar

Reallønsfremgang for offentligt ansatte

Organisationslederne forsøger med urigtige påstande at vildlede medlemmerne, som opfordres til indgående at studere nedstående opstilling.

Danmark bliver et meget rigere samfund, når fremskridtspolitikken sejrer. Når den samlede samfundskage bliver større, bliver der selvsagt også noget mere til hver enkelt dansker.

  1. kolonne                                                                                                                                                                          For at få en fornemmelse af, hvordan det vil gå i året med 60.000 kr. skattefri bundgrænse, har vi udarbejdet nedenstående oversigt. Dens første kolonne viser 1977-lønindtægten gående fra den deltidsbeskæftigede med 23.000 kr. til den toplønnede på 250.000 kr.
  2. kolonne                                                                                                                                                                            I den anden kolonne finder man, hvad der typisk svarer hertil som skattepligtig indkomst, altså efter fradrag.
  3. kolonne                                                                                                                                                            Dernæst viser tredje kolonne 1977-indkomstskatten, når amt, kommune og kirke udskriver gennemsnitssatsen 24,2 %.
  4. kolonne                                                                                                                                                                      længe den skattepligtige indkomst er under 60.000 kr., er fremskridtssamfundets skat naturligvis 0 kr. som vist i den fjerde kolonne. Når vi kommer højere op, må vi tage hensyn til de lønudgiftsreduktioner, der skal være med til at finansiere skatteomlægningen. De er på gennemsnitligt 14 % – størst for den højtlønnede administrator, mindst for den lavtlønnede. En lønsats på 75.000 kr. vil gennemsnitligt blive nedsat med ca. 9.000 kr., en på 120.000 kr. med 18.000 kr. og en på 250.000 kr. med 51.000 kr. Derfor ville den typiske Z-skat blive som vist i fjerde kolonne, hvis Folketinget havde vedtaget de den 8. september 1975 (forslag nr. 240 og 241) og igen i marts 1976 stillede fremskridtsforslag om en enhedsbeskatningssats på 50 % af skattepligtig indtægt udover 60.000 kr.
  5. kolonne                                                                                                                                                                      Den femte kolonne viser skattebesparelsen, der i sidste kolonne er reduceret med bruttolønnedgangen. Facit bliver altså nettolønfremgangen.
  6. kolonne 

Det vil ses, at for alle fuldtidsbeskæftigede er der tale om en lønstigning på 12.-15.000 kr. Da Fremskridtspolitikken vil bremse inflationen, vil købekraftsfremgangen nok gennemgående ligge omkring de 19.000 kr. Selv om børnetilskud bortfalder, og der skal betales fuld pris for teaterbilletter m.v., vil så at sige alle offentligt ansatte få udvidet forbrug og opsparing med over 1.000 kr. om måneden.

Løn                      Skattepl.                Skat                      Z-skat                   Skatte-                  Lønfrem-

                            Indtægt.                                                                         Lettelse.                gang

23.000                  20.000                  3.167                             0                       3.167                   1.267

33.000                  30.000                  7.447                             0                       7.447                   4.447

43.000                  40.000                11.272                             0                     11.272                   7.527

54.000                  50.000                16.007                             0                     16.007                 10.007

64.000                  60.000                20.287                             0                     20.287                 13.187

75.000                  70.000                25.028                          500                     24.528                 15.528

86.000                  80.000                30.748                       4.400                     26.348                 15.148

97.000                  90.000                36.469                       8.000                     28.469                 14.469

108.000               100.000                42.188                     12.000                     30.188                 14.188

120.000               110.000                47.908                     16.000                     31.908                 13.908

133.000               120.000                53.628                     19.500                     34.128                 13.128

147.000               130.000                60.395                     22.500                     36.895                 11.895

162.000               140.000                67.197                     25.500                     41.697                 12.697

178.000               150.000                73.995                     28.000                     45.995                 11.995

250.000               200.000               107.995                     44.500                     63.495                 12.495

Redaktionen

Fremskridt nr. 20 / 4. årgang  / 18. november 1976

500 millioner kr. for at kunne klare skatte”reformen”

27. juni 2012 14 kommentarer

500 millioner kr. for at kunne klare skatte”reformen”

Kommunerne vil ansætte 600 nye medarbejdere på skattekontorerne.

Kommunerne forlanger 100 millioner kroner af staten til nye medarbejdere og omskoling af gamle, for at kunne opfylde kravene i skatte”reformen”.

Berlingske tidende skriver: ”Der er katastrofestemning på skattekontorerne. Medarbejderne flygter, og resten skal på kursus for at sætte sig ind i den nye skatteopkrævnings-reforms mysterier. Der skal mindst 600 nye medarbejdere til!

Spørgsmålet er, hvem der skal betale for de flere nye medarbejdere, som er nødvendige. Der er over de næste fem år tale om en udgift på 500 millioner kroner. Kommunerne siger, at deres økonomi er så anstrengt, at de ikke har mulighed for at betale. De mener, det må være statens opgave”.

Et bogholderispørgsmål

Til det sludder har Ekstra Bladet denne kommentar: ”Nu er der heldigvis ikke tale om en naturkatastrofe, men en menneskeskabt. Det havde været muligt at forme et forenkelt skattesystem, men i stedet valgte politikerne at sammenflikke en ny serie revisorbeskæftigelses-venlige regler. Det skal nok blive et skattefestligt 1987.

Det er ret misvisende at spørge, hvem der skal betale. Der er kun én gruppe: Skatteyderne. Om det bliver via stats- eller kommuneskat er alene et bogholderispørgsmål”.

Ekstra Bladet og

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 23 / 14. årgang / 20. juni 1986

Udbyttedelingsrodet

18. maj 2012 Skriv en kommentar

Udbyttedelingsrodet 

Fremskridtspartiets forslag om afskaffelse af Udbyttedelingsrådets ud fra den begrundelse, at det intet foretog sig, blev imødegået af samtlige partier undtagen Retsforbundet og VS.

Under debatten i folketinget oplyste arbejdsministeren (Svend Auken, red.), at Udbyttedelingsrådet ikke mere havde sin egen konto på finansloven, men var puttet ind under Centraladministrationen.

Da Fremskridtspartiet første gang i 1976 foreslog rådet ophævet, var der ifølge finansloven beskæftiget 6 mennesker og en udgift på 460.000 kroner. Nu oplyser arbejdsministeren, at der kun er én person, der delvis beskæftiger sig med ingenting.

Konklusion:

Fremskridtspartiets forslag skal skam ikke vedtages, men i det skjulte er man godt i gang med at nedlægge rådet.

Blot et enkelt eksempel på Fremskridtspartiets indirekte påvirkning af lovgivningen.

Ole Maisted

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 7. årgang / 5. marts 1979

Privatiseringsargument

19. marts 2012 3 kommentarer

Privatiseringsargument

Den gode offentlige chef skærer hårdt ind, når hans medarbejder til 200.000 kroner årligt kun arbejder med den halve effektivitet af, hvad han kunne presses til. Men det er unægtelig lettere at opkræve yderligere én øre mere i skat om året af gennemsnitsdanskeren.

Når Folketinget (hvis flertal p.t. hører til gruppen af offentligt ansatte og ligestillede) tillader den slags at gå i svang masser af steder, bliver bække-å-effekten et unødvendigt grusomt skattetryk.

Private virksomheder vil – som følge af konkurrencemekanismen – ikke opleve spild af tilnærmelsesvis så stort et omfang.

Mogens Glistrup  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 15. årgang / 20. februar 1987

Røg af en brand

3. marts 2012 2 kommentarer

Røg af en brand 

Det mener Zmann om Ralph tusindben og andre ben! 

Danmarksmesteren i bengnaveri – Ralph Lysholt Hansen (A) – fik ved indgangen til 1978 ordentligt ørene i maskinen af den samlede dagspresse, fordi han havde det ene store ben efter det andet. Man skal love for, at han havde fået sugesnablen stukket godt ned i de offentlige pengekasser. Alt dette kunne såmænd være gået et godt stykke tid endnu, hvis ikke Lysholt Hansen var blevet fornærmet over, at han muligvis – på lige fod med andre – skulle skrive en ansøgning til direktørstillingen i Indbindingscentralen. Dette blev alligevel for meget for borgerskabet. Selv borgmesteren og borgerne i hans hjemby – Nykøbing Falster – skreg svineri.

Nogle gik endda så vidt, at de til Ekstra Bladet udtalte, at han burde smides ud af folketinget. Så gik ”jernanker” (Anker Jørgensen, red.) til telefonen og forklarede Ralph tusindben, at det var skadeligt for Socialdemokratiets omdømme i befolkningen.

Den lille, tætte og flittige mand overgav sig så. Trak sig som formand for finans- og kulturudvalget. Fra Det kongelige Teaters tilsynsråd o.s.v. Nu sidder han så derhjemme i Nykøbing ved vinduet og filosoferer over, hvorfor det gik ham så ilde. Hvorfor skulle 28 års tro tjeneste i socialismen og lighedens navn ende på denne måde?

Svaret kan han få ved at kigge i det forslag, som Fremskridtspartiet nu for fjerde gang har lagt på folketingets bord. Lige fra Fremskridtspartiets indtog på Christiansborg har det tordnet imod alle disse ben og dobbeltlønninger til folketingets medlemmer. Mod ministerventepenge, mod ministerpensioner, mod ministerdobbeltvederlag m.m. De andre havde kun en hånlig latter tilovers for Fremskridtspartiet og frydede sig over, at partiets protester over dette meningsløse pampervælde ikke vandt genklang.

Nu siger de imidlertid, at det er umoralsk, at tjenestemænd kan oppebære en tredjedel løn for ikke at bestille noget, medens de er medlem af Folketinget. Ja, de kappes nærmest over det, hvilket klart er kommet til udtryk i dagspressen og radiotinget lørdag den 14. januar.

Det bliver nu spændende at se, hvordan de øvrige partier vil sno sig for ikke at skulle støtte det forslag, som Fremskridtspartiet atter har lagt frem, og som de ved tidligere lejligheder hånede og kaldte et sammenrend mod de offentligt ansatte.

Sagen er ikke stor – set i relation til de mange øvrige kæmpeuretfærdigheder, der plager vort samfund – men den viser, at Fremskridtspartiet atter fik ret. Den viser, at det ikke er en hetz mod nogen befolkningsgruppe, når Fremskridtspartiet fremlægger sine renlivede forslag. Den viser, at statsministerens (Anker Jørgensen, red.) beskyldninger om egoisme i Fremskridtspartiet gik efter parolen, ”angreb er det bedste forsvar”. Hr. statsminister, fri os for fremover for den slags hørm fra grebningen.

Lysholt Hansens tilbagetog skal vi heller ikke beklage, og han kan heller ikke finde trøst i det gamle ordsprog: ”Det er en dårlig trøst, at de andre også har gjort det ilde”.

Zmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 6. årgang / 23. januar 1978

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: