Jurassic Park og velfærdsstaten

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / December 1993 / 21. årgang 

 

Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager, Steven Spielberg.

I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste, der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om, dødeligt syg.

Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet; lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting; skatterne skal reduceres markant; de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting; den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.

Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres og om det skal ske med 50 eller 60 pct. det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav, til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig, hvilken indfaldsvinkel, der bruges vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.

Ud fra en simpel betragtning om, at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden.

Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek, samt den østrigske økonom, Von Mises har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.

Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger, der er forbundet med offentlige ydelser går fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet, påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab, som opstår, hver gang pengene skifter hænder.

Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.

Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96, så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i, at blive vasket eller få mad, så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!

Nej, det må være slut.

Individets rettigheder

Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.

Reduktion af staten eller revolution

Når det så entydigt er konstateret, at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel, der bruges vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder, der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.

Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret og at den offentlige sektor er blevet reduceret.

Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder, at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initiativet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser; den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage. Velfærdsstaten skal afl?

Kim Behnke MF Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Situationen er skabt af svage og udygtige politikere: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/10/situationen-er-skabt-af-svage-og-udygtige-politikere/ 

Indkomstskatten er ubrugelig

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang

Indkomstskatten er ubrugelig

Den er samfundsskadelig og uretfærdig.

Det er en grundtanke i fremskridtspolitikken, at de samlede offentlige udgifter skal nedsættes kraftigt, så borgerne skal af med mindre i samlede skatter og afgifter.

De samlede skatter og afgifter består af så forskelligartede ydelser som f.eks. indkomstskat, moms, ejendomsskat, told, A/S skat, afgift på øl, spiritus og tobak o.s.v., o.s.v.

En beskæring af de offentlige udgifter ville derfor kunne udmøntes i lempelser af mange slags skatter og afgifter.

Skat på arbejdsindsats

Fremskridtspartiet mener imidlertid, at det frem for alt er indkomstskatten, der skal lettes eller fjernes, fordi den i bund og grund er en skat på arbejde og på den indsats, hvorved arbejdspladser skabes. Da indfrielse af udlandsgælden og fortsat velfærdsfremgang først og fremmest kræver arbejdsindsats, er det særdeles uforstandigt, at bevare denne skatteform.

En 1903-model

Dertil kommer, at indkomstskatten hører til i tidligere tiders stillestående, let overskuelige samfund. Det er aldeles umuligt, at udforme den på hæderlig vis i det samfund, der nu er under udvikling. Dels udspecialiserer indtægtsdannelsen sig på mange forskellige arbejdsområder, så det ikke lader sig gøre for et embedsmandsapparat at foretage en rimelig og ligelig bedømmelse. Dels bevirker den stigende internationalisering, at kontrolarbejdet umuliggøres mere og mere for flere og flere skatteydere.

Indkomstbegrebet kunne bruges i det prisstabile, enkle samfund, vi havde ved indkomstskattens indførelse i 1903. Manglerne trådte ikke så skarpt frem, fordi satserne var så små – toppen lå på 2½ pct. og skavankerne var derfor ikke til at få øje på.

Uanvendelig

På baggrund af sit lektorat i skatteret ved Københavns Universitet og sin erfaring fra praktisk skattearbejde er Mogens Glistrup nået til den entydige konklusion, at indkomstskattebegrebet er aldeles uanvendeligt som beskatningsgrundlag under nutidens forhold.

Forslagene om at rydde op i fradragsjunglen hører kun hjemme hos ukyndige romantikere og hos kynikere, der ønsker et øget skattetryk.

Indkomstskatten er direkte samfundsskadelig, idet den beskatter arbejdsindsats og til trods for mange års ihærdigt arbejde på at gøre den millimeterretfærdig, er resultatet kun blevet en uoverskuelig jungle af regulativer, som til trods for et enormt administrationsapparat ikke giver retfærdighed.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Venstres skattehistorie – eller hvorfor Fremskridtspartiet er nødvendigt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/25/2044/

Rente og skattetryk

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / april 1977 / 5. årgang

Rente og skattetryk 

Danmarks økonomiske ulykke er, at de varer, vi frembringer, ikke i tilstrækkeligt omfang kan sælges til priser, som er konkurrencedygtige med udlandet. Derfor får vi både valutaunderskud og arbejdsløshed. Baggrunden er som bekendt, at de offentlige udgifter via skatterne tynger produktionens omkostninger for hårdt. Dette viser sig især på den driftsomkostningskonto, der hedder lønninger. Det forsøger Fremskridtspartiet at gøre noget ved gennem lovforslaget om lønfremgang gennem skattelettelse (se for eksempel ”FREMSKRIDT” nr. 3-1974 side 2-3). 

Den omkostningskonto, hvor skattetrykket giver sig det alvorligste udslag er lønnen til kapitalen, altså renten.

I 1959 var de danske rentesatser nogenlunde som udlandets (vi var helt på linje med Tyskland, lå 1 pct. over Belgien og Sverige og 2 pct. over Holland og USA).

Rentespændet har nu udviklet sig derhen, at de danske rentesatser er 9 pct. højere end de tyske, 6-6½ pct. højere end de svenske og belgiske, 8 pct. over de hollandske og 10 pct. over USA´s – alt i henhold til en opgørelse fra marts 1977 fra Nationalbanken.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Konkurrenceevnen skal genskabes: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/12/konkurrenceevnen-skal-genskabes/

Læs også: Afskaffelse af arbejdsløsheden:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/06/afskaffelse-af-arbejdsl%c3%b8sheden/

A eller Z?

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

A eller Z?

Tror man, Danmarks problemer kan løses ved at nedsætte statens underskud fra 63 millioner om dagen til 56?

Anker Jørgensen (A) har i det sidste års tid styret Danmarks økonomi yderst letsindigt.

Han har fråset med statsudgifter langt ud over de skatter, han har fået ind i kassen og hans regering (Socialdemokratiet, red.) har givet løfter til alle sider om yderligere støtte og hjælp. Før augustforliget var han på vej til næste år at lade seddelpressen hver eneste dag udspy 63 millioner kroner i falsk købekraft – altså penge, der ikke var produktion bag ved og som derfor stort set måtte omsætte sig i indkøb af udenlandske varer. Med andre ord i forøgelse af vor valutagæld.

September og august

Augustforligets kæmpebyrder på befolkningen har mindsket disse 63 millioner kroner til 56 millioner. Men hver eneste dag går det altså stadig hurtigt ned ad skråplanet med den danske økonomi.

Det var septemberforliget i 1975, som gav Anker Jørgensen lov til at iværksætte dette enorme statsunderskud og den deraf følgende milliardgældsætning af Danmark til Tyskland. Aldrig skal vi glemme, at dette septemberforlig blev sikret flertal i Folketinget gennem Venstres stemmer.

Venstre vendte sig imidlertid i august 1976 bort fra uansvarligheden – forhåbentlig for bestandig. Men så ilede radikale, Kristeligt Folkeparti, centrum-demokrater og konservative til og sørgede for et knebent flertal til fortsættelse af Anker Jørgensens samfundsødelæggende politik.

De sagde, at så undgik landet, at Anker Jørgensen skulle foretage en anden landsskadelig handling – udskrivning af folketingsvalg. Men Anker Jørgensens finger sidder stadig på valgaftrækkeren og landets situation forværres for hver dag. Den undskyldning er altså meget tynd.

At socialdemokraterne vil store offentlige udgifter, der uundgåeligt fører til endnu hårdere skattetryk, kan dårligt bebrejdes dem. Det er nu engang socialdemokraternes grundholdning, at det offentliges virkefelt skal vokse mest muligt.

En bedre løsning

Er der da slet ikke noget fyrtårnslys, som kan lede os ud af dette mørke?

Jo – syvpunkts-Z-planen blev lagt på Folketingets bord i august.

Z-planen rydder op i de offentlige udgifter, så de ikke bliver større end at vi får balance – ikke mere falsk købekraft – med skattefrit bundfradrag på 25.000 kroner med det samme, (60.000 kr. fra 1978). Sømandsskatten afskaffes straks. Kapitalvindingsskatten – der er et dundrende underskudsforetagende for staten – fjernes også øjeblikkelig.

Det sker vel at mærke uden at der spares på de sociale udgifter til dem, der virkelig er i nød – de åndssvage, andre handicappede, de syge og ældre. Tværtimod, her bliver råd til en ekstra indsats, fordi der luges ud i de mange mindre nødvendige statsudgifter.

Ud over de store reallønsforbedringer, der ligger i skattelettelserne, tilskynder der også på anden måde til at sætte arbejde i gang. Den stive offentlige arbejdsformidling nedlægges, arbejdsløshedsdagpengereglerne reformeres og sygelønsbestemmelserne omlægges, så den afskrækkende 5 ugers-regel ophæves. Det skal ikke mere være arbejdsgivernes opgave at udbetale sygeløn. Dertil har vi fundet plads på statens budget.

16. almindelige ejendomsvurdering aflyses og folkepension gøres – en kort, men nødvendig overgangsperiode – ens for alle. Landmanden, smeden og fiskeren får samme pensionsbeløb (26.000 kroner for enlige, 52.000 kroner for ægtepar) som ministeren, dommeren og ministerialkontorchefen.

Såvel fjernsyn, radio som aviser fortier Z-planen for befolkningen. Vil man være ordentligt underrettet må man derfor abonnere på Folketingstidende eller på ”FREMSKRIDT”.

Forskellen

Z-planen hviler på samme erkendelse som den augustpartierne udtrykker: Danmark er nu kommet så langt ud i økonomisk uføre, at kaos truer. Dette har forledt venstrepressen til at meddele, at Glistrup på landsmødet opfordrede Anker Jørgensen til et samarbejde.

Imidlertid blev Socialdemokratiet udfordret for at vælgerne gennem debatten kan få solidt grundlag, når de en dag skal træffe valget mellem augustpolitikken og Z-planen – to programmer, der er i skrigende uoverensstemmelse med hinanden.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Nu går våren gennen Danmark:http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/24/nu-gar-varen-gennem-danmark/ 

Læs også: Den tabte tråd: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/23/den-tabte-trad/

Konkurrenceevnen skal genskabes

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 9 / 12. maj 1980 / 8. årgang

Konkurrenceevnen skal genskabes

Danmark befinder sig i en økonomisk katastrofesituation. Store dele af landet er pantsat til udenlandske kreditorer og gældsætningen øges med 20 milliarder kroner om året.

Den stigende gældsætning har ikke alene ødelagt vort erhvervsliv, men truer også med at ødelægge hele vort velfærdssystem. Der kan nu ikke engang skæres af en kage, der ikke eksisterer og derfor vil den økonomiske krise også komme til at ramme alle de svagtstillede i samfundet, de gamle, de syge, de uddannelsessøgende og alle andre, der af forskellige grunde har behov for hjælp.

Årsagen til den økonomiske krise er velkendt. De stærkt stigende offentlige udgifter og det deraf følgende høje skattetryk har presset det danske omkostningsniveau så højt op, at danske varer er blevet så dyre at fremstille, at de ikke kan sælges, hverken herhjemme eller i udlandet, i konkurrence med varer fremstillet i lande med et lavere omkostningsniveau.

Når man kender årsagen til problemerne og ved, hvor det er skoen trykker, skal man selvfølgelig ikke forværre dette problem ved fortsat at lade de offentlige udgifter og skattetrykket stige, som det er sket de sidste mange år og som regeringen (Socialdemokratiet, red.) fremdeles satser på.

Fremskridtspartiet har med ”Redningsplanen for Danmark” i 12 konkrete punkter anvist, hvordan vi hurtigt og effektivt klarer os ud af den økonomiske krise, der på det seneste er blevet så alvorligt forværret, at det må betegnes som en katastrofe for landet.

Konkurrenceevnen genskabes ved at nedsætte de offentlige udgifter med godt 20 % og vi har med vore ændringsforslag til Finansloven vist, hvordan det kan gøres uden at ramme de svagtstillede i samfundet.

Kun herved er det muligt at stoppe skatteplyndringen og den udhuling af reallønnen, der er en direkte følge heraf. Fremskridtspartiet afviser hermed Socialdemokratiets asociale tanker om, at reallønnen skal forringes med 5 %. Reallønnen skal tværtimod forbedres ved at give lønfremgang gennem skattelettelser.

 Ove Jensen

www.frp.dk

Læs også: Renteudgiften til udlandet nu 100 millioner kroner om dagen: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/13/renteudgiften-til-udlandet-nu-100-mill-om-dagen/

Læs også: Zarens kur: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/zarens-kur/

Læs også: Vi kunne alle have det så godt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/28/vi-kunne-alle-have-det-sa-godt-2/ 

Et lykkeligt Danmark

Må citeres med fuld kildeangivelse:

 Fremskridt nr. 10 / 20. maj 1976 / 4. årgang

Et lykkeligt Danmark

Med den arbejdsglæde og virkelyst, der vil fremstå, når Fremskridtspolitikken vinder indpas i Danmark, vil vi være rustet til at løse problemerne omkring beskæftigelse, valuta, social tryghed, undervisning og en lang række andre vigtige forhold og samtidig forøge den enkeltes realindkomst.

I fjernsyn, radio og aviser hævdes det gang på gang ud fra fordrejede oplysninger – både, når fremskridtsfolk har mulighed for gensvar og navnlig, når de ikke har det – at fremskridtspolitikkens Danmark skulle blive et sort, egoistisk, ja, endog halvfascictisk Danmark uden tryghed for syge og socialt svage.

Imidlertid vil en fuldstændig gennemførelse af Fremskridtspartiets politik betyde, at det offentlige – i reel købekraft – vil få lige så stor en samlet udfoldelse, som vi rent faktisk udøvede i 1971. At Fremskridtspartiet så ønsker at forøge de nuværende udgifter til folkepension, forureningsbekæmpelse og sundhedsvæsen på bekostning af unødvendig offentlig virksomhed, er en anden sag.

Den befolkning, som har skabt landets store værdier, inden de ”ansvarlige” partier for vild, kan også skabe et sundt moderne samfund på trods af de vanskeligheder, de gamle partiers vildfarelser har bragt os i. Der mangler blot en erkendelse hos flere end hver sjette dansker af, at Fremskridtspartiet står for den politik, som vil føre landet til det, der ligger nærmest flertallets opfattelse af et lykkeligt Danmark.

Redaktionen

WWW.FRP.DK

Læs også: Glistrups ønskedanmark:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-%c3%b8nskedanmark/

E R H V E R V S Z O N E R

Det vil Fremskridtspartiet

 

E R H V E R V S Z O N E R

- Et frit marked 

 

Erhvervszoner er noget ganske nyt i dansk lovgivning og i dansk politik. I udlandet er erhvervszoner imidlertid en velgennemprøvet metode til at skaffe flere i arbejde og oprette mange nye virksomheder.

 

Nærværende forslag er derfor også et udtryk for et af Fremskridtspartiets bud på, hvordan dansk erhvervsliv opnår bedre konkurrenceforhold end konkurrenterne.

 

Erhvervszoner – 90´ernes løsning:

Idéen med erhvervszoner er ikke ny. Der har i udlandet været erhvervszoner lige siden 1958. Der er derfor tale om et velfungerende, internationalt afprøvet system. Alle steder har resultatet været etablering af mange tusinde nye virksomheder og millioner af arbejdspladser.

 

I 1958 oplevede den irske by Shannon en krise. Ud af en arbejdsstyrke på 2.000 mistede 300 deres arbejde som følge af lukning af en større virksomhed. Byrådet indstillede, at området blev udlagt til skatte-fri-zone. Regeringen gav tilladelse. Dertil kom en garanti fra alle myndigheder om, at alle ansøgninger ville blive besvaret inden for 24 timer. Dermed var det 20. århundredes første industri-zone etableret under navnet Shannon Free Zone. 27 år efter var der i området etableret 23.000 jobs. Der produceres/omsættes for ca. 400 millioner irske pund i Zonen. Midwestern regionen har oplevet, at yderligere ca. 10.000 nye jobs er blevet etableret i nye udenlandske virksomheder som følge af afledt effekt fra Zonen. Zonen har betydet, at 300 irske arbejdere har etableret egen virksomhed uden for Zonen. Deres virksomheder beskæftiger i alt 3.000 personer.

 

Rådgivningsfirmaet Institutum Europaeum, Bruxelles, har medvirket til etablering af ikke mindre end 226 Zoner i 39 lande og med over 1 million beskæftigede. Det amerikanske rådgivningsfirma International Parks Inc., Arizona har etableret 37 Zoner i 20 forskellige lande.

 

I EF er der industrizoner i Irland, Sorbritanien, Belgien, Grækenland og Spanien. Dertil kommer at Frankrig, Belgien og Luxembourg arbejder med etablering af meget store multinationale frizoner.

 

Storbritannien har hele 24 Zoner og 6 frihavne. Erfaringen fra den engelske Corb. Enterprise Zone er, at der på bare fem år blev etableret 5.000 jobs ved etablering af 200 små virksomheder. Så længe en Erhvervszone tillader etablering af virksomheder fra alle lande (alle EF lande) har EF ingen indvendinger mod disse zoner.

 

Fælles for de mange Erhvervszoner er, at der inden for et geografisk areal er blevet givet særlige begunstigelser til nyetablerede virksomheder. Begunstigelserne er ikke i form af tilskud, men i form af fritagelse for afgifter og skatter samt hurtig offentlig godkendelsesprocedure. Den typiske frizone i udlandet har karakter af at være et område udlagt til industri. Myndighederne kan derfor med få dages varsel give godkendelse til etablering. Virksomhederne har en meget høj frihedsgrad i forhold til produktion, udvidelse, produktvalg o.s.v. Som ekstra gulerod er der også lavere skat eller skattefrihed for virksomhederne i Zonen. Skattefriheden kan være åremålsbestemt, afgrænset til særlige afskrivninger eller lignende begunstigelse.

 

Det er vigtigt at fastslå, at der ikke er tale om tilskud til virksomhederne. Altid frihed, frihed for skat og frihed til erhverv.

 

Finansielle konsekvenser:

Indførelsen af Erhvervszoner adskiller sig fra andre politiske forsøg på at nedbringe ledigheden og andre politiske indgreb på flere væsentlige områder.

 

For det første er der ikke tale om øgede offentlige udgifter. Der er tale om færre offentlige indtægter. Det er værd at bemærke, at hver gang det offentlige betaler tilskud til erhvervslivet, betyder det, at der i gennemsnit skal opkræves tilsvarende beløb plus 30 pct. fra andre skatteydere, eftersom det koster at administrere pengestrømmen.

 

Færre indtægter koster derimod alene det reducerede provenu og ikke et “velfærdsøkonomisk tab”. Denne mekanisme er velargumenteret beskrevet i Skattepolitisk Redegørelse fra maj 1990.

 

For det andet vil etableringen af Erhvervszoner give sig udslag i etableringen af mange nye arbejdspladser. Derved sparer det offentlige udgifter til dagpenge og bistandshjælp, lige som der opnås større skatte- og afgiftsindtægter til det offentlige.

 

For det tredje er der nøje parallelitet mellem det provenue det offentlige mister som følge af mange virksomheder, der benytter Erhvervszone-tilbuddet og det provenue det offentlige opnår gennem sparede udgifter og øget skat og øgede afgifter. Jo flere nye virksomheder – jo flere arbejdspladser.

 

Der er med andre ord ingen ubehagelige overraskelser i dette forslags økonomiske virkninger.

 

De Erhvervszoner, der er etableret i andre lande, har alle opnået en betydelig tilgang af udenlandske virksomheder. Fremskridtspartiet er derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at indførelse af Erhvervszoner i Danmark vil betyde en betydelig interesse fra udlandet – og nyetablering her i landet.

 

Anslår vi forsigtigt, at f.eks. 5 Erhvervszoner vil give 25.000 nye arbejdspladser på 5 år, giver det en betydelig besparelser på de offentlige budgetter. Sparede dagpenge og bistandshjælp vil akkumulerende over de fem år nå op på en årsværdi, det femte år, svarende til en besparelse på mindst 2,5 milliarder kroner. I tilgift kommer der så yderligere skatte- og afgiftsindtægter fra de 25.000 personer, der går fra offentlig hjælp til beskæftigelse og egen-indtjening.

 

Regeringen taler meget om begrebet krone-til-krone-finansiering. Det betyder, at man ikke vil give f.eks. en skattelettelse, med mindre der er fuld dækning i form af offentlige besparelser (eller oftere nye indtægter). Dette princip er selvfølgelig prisværdigt i det omfang, der er politisk mod og flertal bag offentlige besparelser. Er der ikke det, betyder en ultimativ krone-til-krone holdning, at alt går i stå.

 

Dette forslag lægger ikke op til at gennemføre kamikaze ændringer i den offentlige økonomi. Forslaget lægger op til, at man dels erkender sammenhængen i bedre forhold for erhvervslivet og reducerede dagpengeudgifter, og dels tager et politisk hop ud af den onde cirkel som økonomien i øjeblikket befinder sig i. Den onde cirkel er udgifter til ledige, højere skatter, flere ledige, flere udgifter til ledige…o.s.v.

 

Konkurrenceforvridning:

Det er selvfølgelig relevant at spørge, hvorvidt disse Erhvervszoner vil udgøre en konkurrenceforvridende faktor? Svaret er ja!

 

Det forholder sig nemlig sådan, at et hvert politisk initiativ, enhver lov, et hvert tilskud, enhver skat o.s.v. er konkurrenceforvridning. Selv, hvis hele Danmark blev omgjort til en Erhvervszone på en gang vil det give konkurrenceforvridning. Titusinder af virksomheder er jo etableret under de nuværende højskatteforhold. De vil opleve forskelsbehandling i forhold til nyetablerede virksomheder under nye lavere skattebetingelser.

 

Erhvervszonernes succes vil få kommuner til at konkurrere om, hvem, der kan tilbyde virksomhederne de bedste forhold i retning af færre byrder og hurtigere sagsbehandling.

 

Erhvervszonerne vil give dynamik og fremgang for såvel det område, hvor de er placeret, som for hele samfundet. Den byrde, som hele landet lider under som følge af arbejdsløsheden og stagnationen, vil blive lettet betydeligt, når Erhvervszonerne kommer til at udgøre en art “Industri Lokomotiver”.

 

Erhvervszoner skal etableres ud fra følgende 6 forudsætninger:

 

1)

Erhvervszoner etableres, i første omgang som et forsøg, i fem amtskommuner. De fem amtskommuner udvælges som de amtskommuner, hvor ledigheden er størst. Fremskridtspartiet mener, at man sagtens kan gøre hele Danmark til een Erhvervszone. Det er imidlertid vigtigt at få startet, derfor vil en forsøgsordning med fem amter være bedre end ingenting.

 

2)

Erhvervszoner etableres som et geografisk afgrænset område inden for en enkelt amtskommune, men gerne således, at arealet overskrider flere kommunegrænser.

Det skal forstås således, at der kan være tale om et helt ubebygget område, der udlægges til Zone. Der kan også være tale om et område, der allerede er bebygget eller delvist bebygget (f.eks. Københavns havn).

Uanset arealets eksisterende bebygningsgrad kan arealet overskride kommunegrænser.

Arealets geografiske størrelse er ikke afgørende.

 

3)

Erhvervszoner tildeles forlods samtlige de myndighedsgodkendelser, der er behov for til brug for hurtig og fri etableringsret for virksomheder inden for Erhvervszonen.

Virksomheder, der ønsker at starte, skal ikke først afvente en stribe myndigheders godkendelser af deres etablering. Godkendelserne skal gennemføres forlods. De skal gennemføres i en form, som også gør det muligt for virksomhederne at udvide o.s.v. efter den egentlige etablering.

Denne godkendelsesprocedure udgør den offentlige sektors direkte bidrag til at få dette projekt til at lykkedes. For administrationen vil det også være en betydelig administrativ besparelse, at hver enkelt virksomhed ikke skal have særskilt godkendelsesprocedure.

Netop problemerne med den besværlige og langsommelige opnåelse af ret til etablering er i mange tilfælde den direkte årsag til, at virksomhederne opgiver deres planer. Det vil derfor være en meget betydelig lettelse for virksomhederne, at de har en egentlig etableringsret i disse Zoner.

 

4)

Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at kommunalt, amtskommunalt og/eller statsligt pålagte afgifter, skatter og/eller gebyrer for erhvervsvirksomheder kan nedsættes eller helt bortfalde for virksomheder, der etableres inden for Erhvervszonerne.

Etableringsomkostningerne omfatter f.eks. udgifter til grundkøb, byggeudgifter, el-tilslutning, kloak-tilslutning, vand-tilslutning og byggesagsbehandling. I f.eks. Roskilde kommune må en nystartet entreprenør påregne 13 millioner kroner i udgift til kommunen, mens Skovbo kommune “kun” forlanger 7,5 millioner kroner for tilsvarende ydelser. Som et andet eksempel kan nævnes, at det koster næsten 3 millioner kroner mere at starte en bilforretning i Greve end i Skovbo.

Efter etableringen er der løbende udgifter til kommunen. En maskinfabrik vil i Roskilde skulle betale 325.000 kroner årligt mod 140.000 kr. i Skovbo! – Kilde: Jyllands-Posten 02.05.1991.

Der kan være tale om permanent eller periodisk bortfald af de skatter og afgifter som virksomheder betaler til stat, amt eller kommune. Jo mere omfattende “lempelses-pakken” bliver, jo mere attraktivt bliver det for virksomhederne at starte i Erhvervszonen.

Af statslige skatter og afgifter, der kan indgå i lempelses-pakken kan nævnes følgende, hvor det for alle gælder, at de kan nedsættes, udgå helt – permanent eller være årmålsbestemt:

 

- Selskabsskatten og virksomhedsskatten på 34 pct.

- Stempelafgifter

- Energiafgifter

- Forskellige arbejdsmarkedsbidrag

- Kapitaltilførselsafgift

 

Også indkomstskatten kan bringes i overvejelse. I forbindelse med etableringen af DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) bortfaldt sømandsskatten. Forudsætningen er, at sømænd ikke længere skal betale sømandsskat af deres indkomst og nettolønnen forbliver uændret, idet nye overenskomster betyder, at skattelettelsen kom rederierne til fordel i form af lavere bruttoløn. Der kan i forbindelse med Erhvervszonerne etableres et DIE (Dansk Internationalt Erhvervsregister), hvor forudsætningen er, at alle eller en del af de beskæftigede på virksomheder i Zonen opnår en særlig personskattelettelse (f.eks. forhøjet personfradrag) mod, at der indgås særlige overenskomster, hvorved virksomhedernes bruttolønudgift reduceres samtidig med, at nettolønnen for de ansatte fastholdes (eller forbedres). For at have faste rammer omkring denne del af skattelettelsen, vil det være hensigtsmæssigt om der sker en særlig registrering af virksomhederne i f.eks. et DIE.

 

I kommuner og amter kan følgende skatter og afgifter bl.a. indgå i Zonelettelserne:

 

- Amts- og primærkommunale grundskatter

- Amts- og primærkommunale ejendomsskatter

- Amts- og primærkommunal dækningsafgift

- Kommunale koncessionsafgifter

 

5)

Erhvervszoner tildeles særstatus ved, at afskrivningsreglerne for erhvervsvirksomheder etableret i Erhvervszonerne forbedres.

 

En række af de udenlandske Zoner har særlige regler om at virksomhederne opnår hurtige eller bedre afskrivningsregler, når de etableres i Zonen. Vi kender i Danmark reglen om 125 pct. afskrivning for særlige forskningsinvesteringer.

 

For at tilskynde virksomhederne til at etablere sig i Erhvervszonerne kan der også laves særlige gunstige afskrivningsregler for de etableringsudgifter, som virksomhederne har.

 

Det kan ske i form af mulighed for hurtigere afskrivning og/eller bedre afskrivning – f.eks. gøre 125 pct. afskrivnings ordningen gældende for alle investeringer inden for Zonen.

 

6)

Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at virksomheder etableret i Zoner opnår mulighed for at søge dispensation fra lovgivning vedrørende ferieforhold, arbejdstid fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov.

 

De nævnte forhold vil i stedet blive aftalt lokalt mellem arbejdsgiver og -aftager eller disses repræsentanter.

 

For mange virksomheder er de snævre regler vedrørende f.eks. ferieforhold, arbejdstid, fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov med til at forhindre en dynamisk udvikling. Regler fastsat i lovgivning har det meget store problem, at virkelighedens mangfoldighed aldrig kan presses ned i en firkantet lovbestemmelse uden, at det giver problemer for en række virksomheder.

 

Det er Fremskridtspartiets grundlæggende opfattelse, at der slet ikke bør være lovgivning for de nævnte fire områder. Det har desværre nok lange udsigter at få lovgivningen ophævet. Derfor vil der med denne “forsøgsordning” blive skabt grundlag for at vurdere, hvordan lokale aftaler kan fungere i praksis, uden lovgivning.

 

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Dansk dynamik:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/22/dansk-dynamik/

Lapperier på et værkbrudent system

Må citeres med fuld kildeangivelse:

 Fremskridt nr. 5 / 5. marts 1974 / 2. årgang

 

Lapperier på et værkbrudent system

 

Utroligt, at regeringen (Venstre, red.) blot vil fremture med det hidtil kendte – ikke dyrtidsportionerne, men indkomstskatten bør fjernes.

 

Historien giver mange eksempler på, at selv store og mægtige kulturer er bukket under. Atlantis sank under havet, romerriget opløstes, inkariget udslettedes. Og i dag sidder så vore historikere og grunder over, hvordan dette kunne ske og skriver tykke bøger om emnet. 

 

Skulle det hænde, at en ærkæolog om nogle tusinde år sidder i sin udgravning og spekulerer over årsagen til Coca Cola kulturens undergang og hans pensel så afdækker et forstenet trækkort fra Kildeskattedirektoratet, da vil han have fundet svaret.

 

Arbejdsglæden ødelægges

Indkomstbeskatningen er den mest samfundsskadelige, sociale foreteelse vi i dag har i vort land. Millioner af arbejdstimer bliver hvert år spildt på at udregne indtægter, udspekulere fradrag, snyde skattefolkene, udfylde skemaer, gå til retssager, udfylde selvangivelser osv. Arbejdsglæden bliver ødelagt.

 

Når mange trækdyr endnu fortsætter med at arbejde hårdt, skyldes det kun gammel vane, for hver gang de tager et initiativ og udretter noget, så giver skattevæsenet dem et kraftigt rap over fingrene, så det er kun et spørgsmål om tid, inden de mister lysten. Og flere og flere opdager, at man sagtens kan indskrænke sin indsats i samfundet og så i stedet for lønnen indkassere nogle sociale ydelser, der sammen med den sparede skat muliggør et uændret eller måske hævet forbrug. Systemet forekommer skræddersyet til at sabotere ansvarlighed og erstatte denne med ugidelig ligegyldighed, hvilket på lidt længere sigt aldeles sikkert fører mod stagnation og undergang.

 

Vælgernes ønske klart

Valgkampen drejede sig i stor udstrækning om disse forhold og d. 4. december var vælgernes tale tydelig og klar: Man ønskede i stor udstrækning, at Fremskridtspartiets idéer skulle vinde indpas og man gav en yderst alvorlig advarsel til gammelpartierne, der havde ført landet ud i et morads af offentlige udgifter og stigende skatter.

 

Så fik vi regeringen Hartling (V). Mange glædede sig; nu skulle der til at ske noget nyt i dansk politik. I spændingsfyldt forventning afventede vi regeringens udspil. Og bjerget barslede – den ynkeligste lille mus.

Regeringens utrolige udspil

Forslaget om dyrtidsportionerne adskilte sig på ingen måde fra, hvad vi i det sidste par tiår havde fået fra de kolde hjerner i Slotsholmens kontorer. Det indebar yderligere administration og overførsel af offentlige ydelser til sagesløse borgere til gengæld for afgivelse af nogle hårdt tilkæmpede dyrtidsportioner. Og der oveni to måneders illusorisk prisstop.

 

V-S aftalen

Men Venstres idéer var for tåbelige og da Hartling for enhver pris ville beholde magten gik han ind i de hemmelige forhandlinger med Socialdemokratiet. Resultatet blev om muligt endnu værre end regeringens oprindelige planer. Ikke blot fik vi forøgede skatter gennem den tvungne opsparing, men som en forstærkning af idiotien hælder man så pengene, der kommer ind herved direkte ud af vinduet i form af tilskuddene til arbejdsgiverne. Arbejderne vil så selvfølgelig kræve deres del af disse i form af lønforhøjelser og så får vi netop en omkostningsforøgelse, hvor man tilsigtede det modsatte.

 

Ondets rod

Det forekommer utroligt, at regeringen ønsker at fremture således med komplicerede lapperier på et værkbrudent system, i stedet for at gå til ondets rod og reparere de grundliggende misforhold, der skaber inflation og økonomiske problemer. Og disse er netop det overhåndtagende offentlige forbrug og indkomstskatterne. Dette er, hvad vælgerne så desperat prøvede at udtrykke d. 4. december. Hvorfor vil man dog ikke lytte?

 

Løsningen

Vi forventer slet ikke, at regeringen skal afskaffe indkomstskatten totalt – det skal Fremskridtspartiet nok gøre i løbet af halvfjerdserne – men man kunne gøre en god gerning ved at gennemføre de første skridt af afviklingen nu. Dette har specielt prisstigningerne gjort påkrævet, men på længere sigt er det den eneste brugbare løsning på vore økonomiske problemer.

 

Ole Gerstrøm

 

www.frp.dk

   

Læs også: De kunne jo ikke:

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/24/de-kunne-jo-ikke/

En pyroman ser på sit værk

Må citeres med fuld kildeangivelse:

 Fremskridt nr. 4 / 3. marts 1980 / 8. årgang

 

En pyroman ser på sit værk

 

Næstkommanderende i SV-katastroferegeringen Henning Christophersen skriver i sit partiblad ”Liberal”:

 

”Tressernes mange kostbare reformer medførte en voldsom overførsel af ressourcer til den offentlige sektor.

 

Derved forsømte vi muligheden for at skaffe os et tilstrækkeligt stærkt erhvervsmæssigt fundament, og det blev samtidig nødvendigt at foretage en betydelig forøgelse af skatte- og udgiftstrykket.

 

Resultatet har været for lille valutaindtjening og dermed stigende underskud på handelsbalancen samt en skatte- og afgiftspolitik, som har nået sit bristepunkt.

 

I 1970`erne foretoges begrænsninger af de offentlige udgiftsstigninger.

 

Der blev gjort forsøg på at dæmpe omkostningsstigningerne ved at lægge loft over lønudviklingen. Ved årtiets udgang må vi imidlertid konstatere, at ingen af disse indgreb havde varige virkninger.

Begrænsningen af udgiftsstigningerne var kun kortvarige og helt utilstrækkelige.

 

Som et supplement til disse foranstaltninger har man søgt at føre en beskæftigelses- og investeringsfremmende politik, men den har dels været utilstrækkelig og den har dels ført til stadig mere omfattende erhvervsmæssige subsidier, forvridninger af kapitalmarkedet og egentlige beskæftigelsesforanstaltninger uden erhvervsmæssigt sigte.

 

Effektive løsninger forudsætter nu, at vi arbejder med helt andre talstørrelser end dem, der havde været nødvendige for fem eller ti år siden.

 

Opgaven er ikke at fordele fattigdom og byrder, men at gennemfører sådanne ændringer i vilkårene, at lønmodtagerne og selvstændige begynder at handle og disponere på en anden måde – til gavn for dem selv og for samfundet.

 

Vi må kort sagt føre en politik, som frigør de rigtige kræfter og animerer dem til en fornyet indsats. Det må eksempelvis kunne betale sig at arbejde. Det må ikke være økonomisk ligegyldigt for den enkelte, om han eller hun har et job eller ikke har det. Det må ikke være ligegyldigt, om man går på arbejde mandag morgen, eller om man snupper en ekstra fridag. Og det må kunne betale sig at investere, at drive en virksomhed godt og lade den vokse.

 

Det forudsætter en nedsættelse af indkomstskattetrykket. Det forudsætter også ændringer i hele den offentlige udgiftspolitik og i mange af de love, der i dag regulerer og bestemmer vore handlemuligheder. Der er behov for at ophæve faggrænser og at afvikle og begrænse forskellige restriktioner på erhvervsudøvelse. Der er behov for en kritisk revision af nogle af de store reformer, der blev gennemført i tresserne og i første halvdel af halvfjerdserne”.

 

Kommentar af Mogens Glistrup

 

Filosofien bag folkestyret er, at vælgerne iagttager sine forskellige valgmuligheder og derefter stemmer for den, som i tide er klogest til at forudse, hvordan landet skal styres. Venstre og de andre gammelpartier har stemt ja til de sidste to årtiers fejlslagne politik og nej til det eneste parti, som i tide påpegede, at det var aldeles piskende nødvendigt med store offentlige besparelser samt udformede de påkrævende foranstaltninger i alle detaljer.

 

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Venstretroværdighed:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/06/venstretrov%c3%a6rdighed/ 

Konservative tvangstanker!!!

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 40 / 27. november 1987 / 15. årgang

 

Konservative tvangstanker! 

 

Fhv. arbejdsminister Grethe Fenger Møller (GFM) fra de konservative er afvisende overfor tanken om et tættere samarbejde med Fremskridtspartiet – bl.a. med den begrundelse, at “særinteresser ikke må gå forud for helheden”.

 

Jamen, Fremskridtspartiets “særinteresser” er Danmarks ve og vel, medens Det konservative Folkeparti er et udpræget klasse-højreparti, som dog, lejlighedsvis mere end fraterniserer med Socialdemokratiet, og ser man på den seneste udvikling, så må mange konservative da tænke, at de ved sidste valg lige så godt kunne have sat kryds ved liste A.

 

Fru GFM anfører bl.a., at Fremskridtspartiets fremgang ved valget sikkert skyldes, at “partiet meget dygtigt forstod at slå på enkelte sager”, og det er da rigtigt. Der var f.eks. den afsindige flygtningepolitik, som de konservative under hele valgkampen end ikke turde berøre, men det slipper de ikke for næste gang.

 

Videre påstår GFM, at Fremskridtspartiets politik på en lang række områder er dunkel og uklar, og så må man virkelig spørge sig, hvor uvidende en fhv. minister kan tillade sig at være på de politisk/økonomiske sammenhænge, for derom har der aldrig været noget “dunkelt” – ej heller på miljøproblemerne, men pladsen tillader ikke en nærmere udpensling af disse i øvrigt frit tilgængelige emner.

 

Hele indlægget fremtræder nærmest som et krampagtigt forsøg på – for egen vindings skyld – at tilsværte Fremskridtspartiet og således bl.a. Pia Kjærsgaard for udtalelser om, at “skattetrykket skal ned”, “offentlige udgifter beskæres kraftigt” og “folkepensionen forbedres”, men ingen har vel sagt – som det antydes – at det kan gennemføres fra den ene dag til den anden i den økonomiske sump, som landet er havnet i – bl.a. ved konservativ hjælp, så lad os blot kalde de nødvendige tiltag for “Pia-nisme” – en modgift mod alle andre -ismer inklusive konservatisme, socialisme o.s.v.

 

Som sædvanlig prales der med, at firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) siden dens tiltræden har skabt tusinder af arbejdspladser – fru GFM nævner 200.000 i den private sektor – men hvor mange af disse er igen sat overstyr, fordi regeringen ikke har evnet at føre en erhvervsfremmende politik, og hvor mange er oprettet i den offentlige sektor.

 

Det nævnes der aldrig noget om, for det kunne jo tænkes at skæmme indtrykket, men på den anden side kan der vel også hentes stemmer fra venstre side af midterlinjen, og statsministeren (Poul Schlüter, C, red.) samt ikke mindst finansministeren (Palle Simonsen, C, red.) bejler for tiden netop hertil med opfordring om at afstå fra udfald mod den offentlige sektor. Den samme eftergivenhed forekom under overenskomstforhandlingerne i foråret, men det havde de “tilkøbte” vælgere nok glemt, da valget pludselig blev proklameret.

 

Statsministeren beklagede i det netop afholdt landsrådsmøde Folketingets uheldige sammensætning med et Fremskridtsparti, som vil tilbage, de radikale, som er alt andet end radikalt og Venstre, der er til højre. Sidstnævnte udlægninger har sin rigtighed, men at Fremskridtspartiet skulle stå for tilbageskridt må være noget han har lært under sin maskepi med socialdemokraterne, idet det bl.a. var et af Anker Jørgensens (A) yndlingsudtryk.

 

På den anden side, så ville det være ønskeligt, om man kunne skrue tiden tilbage, hvis så ellers gammelpolitikerne ville undlade at lave de samme dumheder igen. Hvorfor lyttede man f.eks. ikke til Mogens Glistrup for femten år siden i stedet for at bekrige ham, for så ville Danmark garanteret have haft det bedre i dag, men det skyldes igen den modbydelige partiegoisme og dens løgne.

 

Igen og igen skal man således fra toppen at politiske modstandere høre, at Fremskridtspartiet “sammen med venstrefløjen i december 83 nedstemte finanslovsforslaget”, hvilket er en uanstændig misfortolkning, idet Fremskridtspartiet i modsætning til de andre stemte imod, fordi forlaget var økonomisk uansvarligt, og det må enhver i dag klart kunne se, men desværre synes regeringen igen at styre videre mod de samme tåbeligheder.

 

Det efterfølgende valg i januar 1984 gav specielt megen fremgang for de konservative og dermed “firkløveret”, men jeg betegnede alligevel – i et læserbrev – sejren som en pyrrhussejr, idet regeringen måtte basere sit flertal udelukkende på de radikale og et par nordatlantiske medlemmer, som dog senere blev erstattet at to “overløbere” fra Fremskridtspartiet.

 

Når regeringen trods pyrrhussejren alligevel blev siddende tiden ud, skyldes det en hel ny form for parlamentarisme, idet den “oversad” et halvt hundrede nedstemninger, hvoraf de 22 var af vital betydning for Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, og i modsætning til statsministeren ser jeg ikke noget stort i at sidde perioden ud til trods for de mange “fodnote-nederlag”.

 

Sigurd Høy

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Et er et søkort at forstå: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/et-er-et-s%c3%b8kort-at-forsta/

Læs også: Hvorfor griner Schlüter?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/hvorfor-griner-schluter/

Læs også: Støt Fremskridtspartiet: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/30/st%c3%b8t-fremskridtspartiet/