Befolkningseksplosionen på vor jord

Befolkningseksplosionen på vor jord

Det er en trist kendsgerning, at ulandene ikke deler vor frygt for vor fælles Jords overbefolkning. Tværtimod – det siges af deres talsmænd og praktiseres af deres folkeslag. Undtagelsen fra reglen er Kina, men trods de statslige restriktioner, som forbyder par at få mere end ét barn, vokser befolkningen alligevel med 25 millioner om året.

Indiens årlige befolkningsvækst ligger i 1987 på omkring 12 millioner i et land, hvor i forvejen utallige millioner lever i dybeste armod.

Omkring 100 millioner er arbejdsløse analfabeter og hutler sig gennem livet på fortovene i Calcutta, Bombay og de andre storbyer. Der fødes, lever og dør de. På trods af de hyppige naturkatastrofer og blodige indbyrdes strid som koster mange liv, bliver man stadig flere.

Pakistan og Bangladesh erkender, at deres familieplanlægning er slået fejl, og deres 100 millioner indbyggere bidrager med ca. 10 millioner små nye mennesker hvert år.

Årsagen

Årsagen til denne misere burde FN interessere sig for. Fødevarehjælp og diverse hjælpeprogrammer svarer til at give aspirin for et brækket ben.

Årsagen er, at vestlig logik preller af på østlig tænkning, der lærer at fødsel og død er ubetydelige faser i en lang række af liv. At vi fødes igen og igen for at fuldende vor skæbne og nå til menneskelig fuldkommenhed. Det er en tro, som uvægerlig låser samfundet fast i dets stive struktur. Man betragter ikke sin egen elendighed som noget foranderligt, men som straf for synder i et tidligere liv og afstår derfor fra at forbedre sine levevilkår. Man lider, tier og beder. Desværre er det en tankegang, som er fast indgroet, fordi livet uden den ikke ville være til at udholde, når man ved og ikke blot frygter, at man ikke har de store chancer for at blive mere end 20 år gammel, 30, hvis man er heldig.

Det er også en tænkning, der har forhindret kommunismen i at få nævneværdigt fodfæste i Indien, og som muliggjorde Indiens rolle som ”Imperiets juvel” i kolonitiden.

Østlandenes behov for børnefødsler

Det siges, at socialismen er vejen til at begrænse fødselstallet, og der henvises til statistikker fra østlandene. Men for det første er statistikker fra østlandene sjældent i overensstemmelse med kendsgerninger. For eksempel ved man, at muslimer i Sovjetunionen får ca. 3 gange så mange børn som russerne i den vestlige del af Unionen.

For det andet er det således, at om end kvinderne i de socialistiske lande arbejder på lige fod med mændene og således deltager i det hårdeste og groveste arbejde, er trangen til at få børn dybt forankret i næsten alle kvinder. Da staten desuden har et fast tag i nakken på statistikken i alle diktatoriske stater, kan man bearbejde statistikker, som man vil. Videre er man reelt, men uofficielt interesseret i befolkningstilvækst, som anses for samfundsmæssigt ønskeligt og især, hvis nabostaterne kan bringes til at holde igen.

De fremmedes syn på befolkningstilvækst

Men lad os prøve at se tingene fra de fremmedes side.

Hvis mr. Singh fra universitetet i New Delhi besøgte familien Andersen i Herning og ville belære parret om, at de burde leve deres liv på en ganske anden måde og blandt andet få mindst 8 børn, ville Andersen sikkert vise ham døren.

Hverken indere, pakistanere eller afrikanere – hvis befolkningseksplosion trods de elendige levevilkår slår alle rekorder, og hvor man taler om en fordobling af befolkningen inden årtusindeskiftet – ytrer noget ønske om at overtage vor filosofi. De erkender, at deres liv er konfliktfyldt, men ikke, at vor livsform er bedre end deres. Hvis den da er det for dem!

Det er helt forskellige livsopfattelser, der ligger til grund for meningsdannelsen. Vi kan ikke tale sammen selv ikke, hvis vi finder et fælles anvendeligt sprog, for vi lægger ikke det samme i ordene.

Så længe dette er tilfældet, taler vi forbi hinanden.

Ingen indblanding i andres livsmønstre

Desuden lever vi i forskellige tidsaldre. Intet land kan befri et andet for nød, sult og slette herskere. Det gælder for resten også for det enkelte menneske.

Først når mennesket ønsker at befri sig selv, kan andre hjælpe, og bør gøre det.

Men undlad uønsket indblanding i andre kultures livsmønstre og filosofier. Hvem siger, at vore er de rette? Er de overhovedet for os selv? Vel har vi det materielt uendeligt meget bedre end ulandenes folk, men tragikomisk nok synes bekymringernes sum at være konstant – blot af forskellig natur.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 37 / 15. årgang / 6. november 1987