Arkiv
Ret til frit at vælge vand
Ret til frit at vælge vand
Det er for Fremskridtspartiet helt uforståeligt, at landets kommuner vil/kan tvinge private husejere generelt at tilslutte sig fælles vandværk, til trods for at den private brøndboring lever op til drikkevandskvaliteten.
Hvad værre er: Når en grundejer af egen drift vil forbedre kvaliteten på vandet fra egen brønd og henvender sig til kommunen for at få hjælp, bruger kommunen henvendelsen til at tvinge grundejeren til tilslutning til det kommunale vandforsyningsnet. Som oftest med god hjælp fra amtet og Miljøstyrelsen.
Jo flere små og velfungerende brøndanlæg og vandværker vi har des bedre. Det giver nemlig sikkerhed for vandforsyningen. Hvis der sker uheld eller bliver begået hærværk mod de større fælles vandværk, vil alle tilsluttede stå uden vand. Hvis så mange husstande som muligt har egen brønd, vil vandforsyningen generelt være mere sikret og der vil dermed være flere kort at spille med. Der er altså god grund til at kæmpe mod kommunerne, når de vil tvinge husstande ind i det fælles vandværk.
Fremskridtspartiet tager ikke kun hensyn til spørgsmålet om forsyningssikkerhed. Det handler også om principper og livssyn. I Fremskridtspartiet er vi modstandere af, at en offentlig myndighed kan tvinge husejere med i den kommunalt besluttede fælles vandforsyning. Det handler om frihed til at vælge. Frihed til at vælge mellem “kommunens vand” og egen brønd.
I sager om vandforsyningen opfører mange kommuner sig usmageligt. Kommunerne skulle være til hjælp for borgerne, men er blevet det modsatte.
Et eksempel
En borger finder ud af, at vandkvaliteten fra egen brønd ikke er tilfredsstillende. Han henvender sig til kommunen, så de i fællesskab kan finde frem til en løsning. Kommunen ser straks chancen for at indlemme endnu en husstand i det kommunale vandforsyningsnet. Grundejeren afviser, fordi han selv kan rense vandet så det overholder kravene, men afvises af kommunen, der melder vedkommende til politiet. Mens sagen kører, installerer grundejeren et filteranlæg, så vandet igen opfylder vandkvalitetskravene og dommen giver borgeren medhold. Men det stopper ikke kommunen, der dernæst erklærer filteranlægget ulovligt opsat og bruger det som løftestang til at få husstanden ind i det fælles vandværk.
Ovenstående er ikke en enkeltstående sag. Tværtimod. Sådanne sager er der flere af. De beviser med al ønskelig tydelighed, at de kommunale myndigheder tænker mere på at få så mange som muligt tilsluttet fælles vandværk, end borgerens ret til frit at kunne vælge, hvor fra de vil have deres vand. Det går ud over sikkerheden for vandforsyningen og kvaliteten af vandet.
Aage Brusgaard
http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/24/vi-gar-helhjertet-ind-for-den-personlige-frihed/
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 4 / april 1997 / 25. årgang
Kommunal boligkorruption
Kommunal boligkorruption
Nu kan ingen finde ud af noget som helst. Denne bemærkning kræver jo nok en nærmere begrundelse. Den skal De få her.
Enhver kommune uanset størrelse, har altid nogle personer, som har brug for lidt hjælp i ny og næ. Således havde Kerteminde kommune et problem med en dame i den modne alder (57 år), som p.g.a. forskellige omstændigheder kom i den situation, at stå uden tag over hovedet. Nu skal det bemærkes at damen også havde plejetilladelse til et barnebarn på 4 år, som hun naturligvis ville gøre alt for. Hvad gør man i denne situation? Ja nu var det så heldigt, at kommunen samtidigt annoncerede med 3 ledige lejligheder til leje.
En 1 værelses, en 2 værelses samt en 4 værelses. Damen ringede til kulturudvalgsformanden hvorunder lejlighederne hørte, og sagde at hun ønskede at komme i betragtning. Formanden gav den besked, at hun jo kunne gå op og se lejlighederne og herefter skrive et brev om, hvilken af lejlighederne, hun ønskede. Fruen skrev så, at hun gerne ville have en af de små lejligheder.
Herefter gik fruen ud fra, at hun naturligvis fik besked om, at hun kunne flytte ind i den ene lejlighed (fruen havde allernådigst fået lov til at flytte ind i et værelse uden køkken, bad og selvstændigt toilet hos nogle private). Men ak og ve, det skulle gå anderledes. Fruen hørte fra anden side, at lejlighederne var lejet ud, ikke til hende men den 1-værelses til en ældre dame og den 2-værelses til en ung pige på 21 år.
Ved forespørgsel i kommunen fik fruen at vide, at så måtte man jo leje et værelse til hende på hotellet, så kunne barnet blive anbragt på et børnehjem.
Herefter begyndte jeg at blande mig i sagen, idet det altid har været således at Fremskridtspartiet ønskede at yde, der hvor hjælp var behov.
Andre af mine byrådskollegaer syntes heller ikke, at man havde behandlet denne sag med den alvor, som den krævede. Dette førte til en byrådsvedtagelse, der gik ud på, at fruen kunne flytte ind i en af kommunens ejendomme, som blev ledig 1. marts.
Så godt så langt, og den 27. februar blev der skriftligt meddelt fruen, at nævnte ejendom var udlejet til hende, og nøglen blev udleveret, man oplyste at lejemålet var 1. marts, samtidig skrev man at lejekontrakt hurtigst ville blive skrevet. Men allerede dagen efter blev fruen opsøgt af en af kommunens repræsentanter, som forlangte at få nøglen udleveret igen, da fruen endelig ikke måtte tage ejendommen i besiddelse, før dette var blevet behandlet en gang yderligere i kulturelt udvalg.
Den 6. marts fik fruen så et brev om, at nu ville man tilbyde at leje ejendommen ud til hende, men det krævede, at hun ville betale 1.250 kr. om måneden. (Dette var 350,- kr. mere end tidligere, idet lejen var fastsat til 900,- kr. ganske vist til en af kommunens skolelærere). Hertil kom så lys og varme.
Dette havde man bestemt til trods for, at man vidste, at fruens indtægt ikke var over 3.000 kr. pr. måned.
Så er det man spørger sig selv, om dette også er en måde at forhindre fruen i at få tag over hovedet. Nøjagtigt som det skete, da hun heller ikke blev taget i betragtning til en af de små lejligheder, hvor man foretrak en 21-årig ung pige.
Vi er nogle stykker, som med spænding venter på, om kommunen nu vil fastholde den forhøjede mdr. leje til 1.250,- kr., i håb om at fruen må sige nej tak, med den begrundelse at hun ikke kan betale lejen, eller kommunen har i sinde at yde økonomisk hjælp til fruen, således at hun har mulighed for at betale sin leje.
Et lyspunkt i den sidste løsning kan da skimtes, idet kommunen jo da så betaler til sig selv.
Ali i alt en genial løsning på et huslejeproblem i Kerteminde kommune.
P. Bodart
Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 6 / 14. april 1980 / 8. årgang
