Spansk TV be´r om skatteråd hos Glistrup

Spansk TV be´r om skatteråd hos Glistrup

Der er bud efter Fremskridtspolitik. Senest fra det officielle spanske fjernsyn, der har inviteret Mogens Glistrup til at fortælle om indkomstskattens forbandelser.

Spanien står som bekendt på tærsklen mellem 1930´ernes Franco-diktatur og indpasning i 1980´ernes Vesteuropa.

Et af de store problemer er, om man skal indføre indkomstskat i stil med, hvad vi for eksempel i Danmark har haft siden 1903.

Til brug for den store samfundsdiskussion herom har det spanske fjernsyn indbudt Mogens Glistrup til i en spansk TV-Aktuelt for, at redegøre for erfaringerne med indkomstskatten.

Alligevel har Ninn-Hansens (C) forlængede arm i Horserød nægtet Glistrup, at tage imod indbydelsen.

Hvis man har troet, at spanierne i stedet for skulle være interesserede i at høre, hvad partikammerat Foighel mener, gjorde man regning uden vært.

I stedet for Glistrup er det nu Fremskridtspartiets statsrevisor Henrik Warburg, der redegør for de danske erfaringer med indkomstskatten.

De grundlæggende synspunkter

Det sker i udsendelsen “Programa la Clave”, der er spansk fjernsyns svar på Gyngemosens TV-Aktuelt. Programmet sendes i Spanien 10 dage før spaniolerne skal aflevere selvangivelse!

Jeg er jo ikke indkomstskatteekspert, men kan forklare de grundlæggende synspunkter i Fremskridtspartiets skattepolitik, og det er det vigtigste i denne sammenhæng, mener Henrik Warburg.

Gælder det indkomstskattens detaljer skal man enten sidde i Folketingets skate- og afgiftsudvalg eller, endnu bedre, hedde Mogens Glistrup.

Jeg vil fortælle spanierne, at indkomstskatten er den mest tåbelige måde at skaffe det offentlige indtægter på. Kun simpel lodtrækning ville være en endnu tåbeligere facon. Så tåbelig, at selv socialister måtte kunne se det.

På engelsk

Efter, hvad der før Henrik Warburgs afrejse til Madrid forelå oplyst om selve programmet, skal Warburg være med i en debat, hvor de øvrige deltagere er en tidligere spansk finansminister samt to socialister og to konservative.

Debatten bliver simultantolket og Henrik Warburg vil forsvare Z-politikken på engelsk, et sprog han taler perfekt efter flere års ophold i USA.

Kontakten til Fremskridtspartiet er kommet i stand gennem den spanske ambassade i København.

Warburg er fløjet til Madrid og benytter lejligheden til et par dages ophold i den spanske hovedstad.

Nej fra TV-A

Danske Tv-kiggere skal ikke regne med at få del i det spændende spanske initiativ. End ikke en orientering om, at “Program la Clave” har haft bud efter Danmarks skatteekspert nummer et, Mogens Glistrup, har DR-monopolet planer om at formidle.

Med vanlig arrogance og hovmod, når det gælder saglig orientering om Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup, afviser Tv-avisens chef, Lasse Jensen, overfor FREMSKRIDT, at ville beskæftige sig med det spanske program.

Set fra et dansk synspunkt kan det ikke være journalistisk interessant, at en dansker deltager i en spansk fjernsynsudsendelse, der beskæftiger sig med spanske forhold. Jeg tror afgjort ikke, at vi vil gøre noget ved den sag. Omkostningerne ville også blive for store.

Snyder statsmonopolet licensbetalerne vil Fremskridts læsere ikke blive ladt uorienteret. Henrik Warburg har lovet redaktionen at sende en fyldig rapport hjem.

G + Z

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 8. juni 1984 / 12. årgang

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert?

Hvorfor holder Socialdemokratiet fast ved en politik, der er så åbenlys forkert? 

Jeg tænker her på Socialdemokratiets politik m.h.t. den voldsomt store offentlige sektor, der har medført en forskel mellem udgifter og indtægter i milliardklassen.

Statsgælden kommer op på ca. 400 mia. kr. i 1983 som et resultat af mange års forsyndelser. Tallet sættes i relief, når man kan konstatere, at de personlige indkomster i 1983 forventes at udgøre 390,7 mia. kr., og de samlede skatter og afgifter vil beløbe sig til 234,3 mia. kr.

Hvis man havde ønsket, at der skulle være balance mellem statens indtægter og udgifter, skulle der have været opkrævet skatter og afgifter for yderligere ca. 400 mia. kr.

Man trykker statspapirer

Det turde Socialdemokratiet ikke. I stedet valgte man at trykke statspapirer, der kunne sælges – skulle man tro. Socialdemokratiets politiske modstandere, nemlig kuponklipperne. For at dække underskuddet ind, måtte Socialdemokratiet give kuponklipningen imellem 10 til 20 mia. kr. i skattefri gevinster forlods, for at nogle overhovedet ville købe statspapirerne. Dernæst måtte Socialdemokratiet give kuponklipperne ca. 40 mia. kr. i renteindtægter. Altså en stensikker indkomst af passive investeringer, der ikke har medvirket til nye produktive arbejdspladser.

Hvem skal nu betale denne statsgæld, kursgevinster og renteindkomster til kuponklipperne? Det skal de lønmodtagere, der ikke har mere i indkomst, end til at betale skatter, husleje og andre fornødenheder. Fremskridtspartiet finder, det er en ejendommelig fordelingspolitik, Socialdemokratiet fører. Dette parti tager fra de fattige, og giver til de rige (kuponklipperne).

Det er ikke os, der er asociale

Når Socialdemokratiet skælder Fremskridtspartiet ud for at være asocialt, så kan Fremskridtspartiet melde hus forbi. I stedet for at skabe balance på de offentlige budgetter, har Socialdemokratiet ved sin asociale politik yderligere skabt over 300.000 arbejdsløse i den private sektor. Det kan man da kalde fiasko på alle fronter.

Socialdemokratiet har haft travlt med at forsvare kuponklippernes, de finkulturelles, de højtlønnede offentligt ansattes interesser, frem for almindelige lønmodtageres interesser. Oven i alle de andre ulykker, Socialdemokratiet har påført de mindre indkomster her i landet, har Socialdemokratiet forbitret bekæmpet Fremskridtspartiets idé med at hæve den skattefri bundgrænse. Socialdemokratiet vil kun være med til at forbedre statens budget ved at opkræve nye skatter og afgifter.

De lave indkomster skal ud af skattesystemet

Uanset hvordan man vender og drejer skattelovene, så må det være indlysende, at det er en fordel for de laveste indkomster, at de bliver løftet ud af skattesystemet. At hæve den skattefri bundgrænse er et udtryk for, at de laveste indkomster ikke kan bære skattebyrden.

Hvordan Socialdemokratiet kan få en sådan skattepolitik til at være asocial, kan kun være et udtryk for, at Socialdemokratiet har mistet enhver tillid til, at indkomstskatten er anvendelig til noget som helst.

Hvis det skulle være tilfældet, så støt Fremskridtspartiet i, at vi får afskaffet et asocialt skattesystem.

Ole Maisted

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 38 / 28. oktober 1983 / 11. årgang

Frit samfund med uafhængigt TV

Frit samfund med uafhængigt TV

Jersey er et selvstændigt velhaversamfund. Minimale skatter og toldfrie goder. Sådan skaber befolkningen sig gratis TV. Flere programmer for en brøkdel af udgifter. 

Da Elisabeth den anden, dronning af England, i sommer besøgte sine kære undersåtter på øen Jersey, mindedes hun med afsky et årstal, kendt af alle danske skolebørn: 1066. Det var året, da Wilhelm Erobreren, Vikingehøvding og hertug af Normandiet, indtog England hjulpet af blandt andre tapre Jerseyfolk, der siden ynder at omtale England og Skotland som ”vore nordlige besiddelser”.

138 år senere skiltes Storbritannien og Nordmandiet for evigt, men Jersey og de øvrige kanaløer holdt sig til England, men sikrede sig ubrydeligt selvstyre under kongefællesskab.

Der ligger Jersey så ved Frankrigs kyst, begunstiget af Golfstrømmen, palmekranset, en uafhængig atlanterhavsø med stolte traditioner.

45 kvadratmiles, 75.000 indbyggere, hvoraf 6.000 franske. Engelsksprogede, med fransk oversættelse i alle officielle dokumenter.

Højeste beskatning 22 %

Med 11-13 meters forskel på tidevandsstanden er det evigt usikkert, om bølgerne sprøjter op på hotelvinduerne, eller man skal spadsere en kilometer ud for at finde vandet. Ellers er alting sikkert og solidt i staten Jersey. Indkomstskatten er en såre beskeden udgift for almindelige mennesker og kan end ikke for millionærer stige til mere end 22 % af skattepligtig indtægt. Moms har man aldrig hørt om. Told og afgifter er beskedne. Spiritus, tobak og parfume er toldfrit. Omsætningen enorm. Kunstigt nok – for der skal jo også findes særheder – er vin beskattet, så det koster det samme som i London. Selv en mousserende pærevin er der told på. En god whisky koster 24 danske kroner. Cigaretter 12-25 øre. Arveafgifter og grundskatter kendes ikke. Arbejdsløshed findes ikke. Lønniveauet er rimeligt takket være den minimale indkomstskat.

Offentlige hverv ulønnede

Jersey regeres af ”The assembly of the States” med 54 folkevalgte medlemmer (der er ingen partier) og the Bailiff som præsident, udnævnt af dronningen. Medlemmerne er ulønnede. Det er det lokale politi også – en slags sognefogedordning – som fungerer godt. Kun hovedgaden – Statsborgerskab. Heliger – har et lille korps af flinke og venlige Bobbyer. Forbrydelser er få og sjældne.

Naturligvis sværmer millionærerne om Jersey, men de får ikke uden videre adgang. Først må de garantere en indtægt på ½ million om året og opfylde en række andre betingelser. Knapheden på byggemoden jord lægger også grænser for tilstrømningen. Fremmedarbejdere er derimod altid velkomne.

Levefoden stiger stadig. Man malker turister og lokker dem til indkøbsorgier, selv om alt ikke er lige billigt. Man malker også de fede Jerseykøer og sælger prægtige frimærker. Men først og fremmest er det kapitalmarkedet, der vejer til, skønt man her har restriktioner mod storfinansielle interesser.

På denne baggrund af uafhængighed, frihed for offentlig udbytning af et land, hvor man beholder udbyttet af sin indsats, og føler sig som et frit menneske uden stress, finder vi et lilleputsamfund, der nærmer sig det ideelle.

Gratis TV til 42.000 hjem

Jersey har eget pengesystem, der følger pundet, men i øvrigt er uafhængigt af britiske finanser, eget postvæsen, der giver kæmpe overskud, eget flyvevæsen, der løber smukt rundt.

Imponerende er også Jerseys eget TV. Kanaløerne skabte i 1962 deres eget kommercielle Televisionsselskab, der i nært samarbejde med det engelske sender 12 timer i døgnet foruden undervisning heraf 4-5 timer med lokalt stof. Øens egne indbyggere købte aktier for 150.000 pund, hvoraf den lokale avis tegnede sig for 30 % og Guernsey-avisen for 20 %.

Men, siger generaldirektør Kenneth Killip i Statsborgerskab Helier, vi betaler kun 15 % i udbytte, hvad der naturligvis er for lidt i forhold til 1962-kapitalværdien. Vi driver imidlertid også andre forretninger. f.eks. udlån af Tv-apparater og reklamevirksomhed, så vi håber at nå et bedre regnskabsresultat. Vi køber programmer i London for ca. 40.000 pund årligt, men det er i virkeligheden kun en fjerdedel af den egentlige kostpris. Vi har 340 aktionærer og 64 ansatte i alt til samtlige aktiviteter. Det er en meget flittig og interesseret stab, vi arbejder med.

Reklamer, der ikke bryder ind i programmerne, omfatter seks minutter for hver sendetime. 42.000 hjem modtager vort program, der aflyttes tæt. BBC kan også modtages på øerne, men ses kun af nogle få procent.

Gratis for seerne

Udsendelserne koster ikke kanaløernes seere en øre. Alt finansieres kommercielt. En sammenligning med dansk TV er vanskelig, fordi vi her kører tre radioprogrammer, medens man ikke på Channal Islands har egen radio. Skønsmæssigt er de samlede Jerseyudgifter imidlertid kun en ethundredeoghalvtredsindstyvendedel af de tilsvarende danske Tv-udgifter, og arbejdet udføres af et antal mennesker, der er tredive gange mindre. Bortset fra at vi i Danmark også har en provinstjeneste, er det i øvrigt uden betydning, om man sender til en million seere eller til 42.000.  Til gengæld sender Jersey langt flere Tv-timer end Danmark.

M. Jørgensen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 13 / 28. august 1978 / 6. årgang

Skattelofterne

Skattelofterne 

Hvor meget kan man i værste fald blive plyndret for i indkomstskat?

Direkte har dette spørgsmål interesse for folk, der – som et stjerneskud eller mere varigt – tjener en pæn sum penge (eller af skatteembedsmændene bliver dømt til at tjene godt).

Egentlige velhavere opretholder under alle omstændigheder det privatforbrug, som de har lyst til. Derfor er det reelt opsparingen, der svækkes, hvis de skal spare mere. Og deres lyst til at udvide deres virksomheder, når de kun selv må beholde nogle skallede småprocenter af, hvad de tjener.

Hertil kommer, at netop den gruppe har de største praktiske muligheder for at træffe skattetænkerdispositioner. Jo højere beskatningsprocent, de udsættes for, des større er risikoen for, at de via udenlandstransaktioner eller på anden måde tager deres skattetilsvar i egen hånd.

Fradragsretten

Indirekte har skattelofternes placering også ganske stor betydning for hundredetusinder af mennesker uden topindtægter. Deres beskatningsprocenter fastsættes jo et stykke under skatteloftet. Jo lavere det ligger des mindre skat, vil de i den politiske lovgiverpraksis blive opkrævet.

Frem til og med 1966 var den praktisk vigtigste skatteloftsregel bestemmelsen om, hvad man havde betalt i skat, kunne man fradrage på selvangivelse. Det betød, at en hård beskatning det ene år mildnede skatteluften det følgende.

Da skattefradragsreglen blev afskaffet, fandt man så i stedet på en bestemmelse om, at ingen kunne komme til at betale mere end 70 % i indkomstskat (excl. kirkeskat) af nogen indkomstdel. Ligegyldigt hvor meget man tjente, kunne man altså regne med at beholde 30 øre af hver ekstrakrone, man tjener.  Som skatterne steg, blev det for meget for Folketinget. Og fra og med 1983 er de 30 øre nedsat til 27 øre. Bernhard Baunsgaard (B) m.fl. taler for at forhøje skatteloftet yderligere fra og med 1986.

78 % -værn

Mens 73 % -reglen ikke tager hensyn til formueskatten, er der i relation til denne et 78 % -værn. Det går ud på, at indkomstskat + formueskat ikke må overstige 78 % af den skattepligtige indkomst. Den regel hjælper nok ca. 6000 i 1985.

Langt flere (ca. 65.000) støder mod 73 % -skatteloftet. I 1985 sker det, når man dels har en skattepligtig indkomst på over 182.600 kr., dels bor i en af landets 75 dyreste kommuner.

Fremskridtspartiet foreslår, at skatteloftet fra og med 1986 bliver på 50 %. I vor katekismus er den yderste etiske grænse overskredet, når man kan komme i den situation, at man står over for at kunne tjene nogle penge og så må regne med, at det offentlige tager mere i indkomstskat, end man selv får ud af sin egen indsats.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 32 / 21. september 1984 / 12. årgang

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner

Otte hovedveje fra 124.000 til 91.000 millioner kroner 

Udgiftsreduktionerne fra 124.000 til 91.000 millioner kroner kører ad otte hovedveje: 

Fra én kasse til en anden                                                                                                             

En del af de milliardbeløb borgerne indbetaler i den ene offentlige kasse, får de samme borgere senere udbetalt af en anden offentlig kasse. Havde skattevæsenet blot ladet folk i fred, havde de selv været i stand til at betale deres egne udgifter. Både økonomisk og menneskeligt vil det være langt bedre. Ud fra denne synsvinkel spares for eksempel børnetilskud, fritidsundervisning, boligsikring og teaterstøtte.

Forældede udgifter                                                                                                                     

Det offentlige har gennem årerne påtaget sig at betale for et væld af aktiviteter, hvor Fremskridtspartiet under nutidens forhold prioriterer indkomstskatteafviklingen højere end fortsat skatteyderfinansiering. Nye udgiftsområder (f.eks. forureningsbekæmpelse) og vækst på gamle (folkepension og sygelønnens overgang fra arbejdsgiver til stat) bevirker, at man for ikke at havne i uacceptable skatteresultater må bortsanere offentlige udgiftsfelter, der er groet op under andre samfundsforhold end de nu rådende. Eksempelvis kan nævnes diplomatiske repræsentationer, store dele af biblioteksvæsenet, erhvervstilskud, Ribe, Roskilde og Aalborg Universitets Centre og uddannelser i sociologi, psykologi og snesevis af luksusuddannelser.

Urimelige udgifter                                                                                                                     

Staten og kommunerne har for skatteborgernes penge indladt sig på at yde tilskud til formål, om hvilke der er vidtstrakt uenighed. Fremskridtspartiet mener, at den enkelte selv må afgøre, hvad hun eller han vil bidrage til. Derfor bør man ikke skatteyderfinansiere f.eks. ulandsbistand, idræt og kunstfonds.

Kirken                                                                                                                                         

Med indkomstskatteafviklingen forsvinder kirkeskatten pr 1. januar 1978. Menighederne får herefter økonomisk selvstyre. Ved at gøre statens kirke til folkets kirke modvirkes den ligegyldighedspræst, der på lidt længere sigt truer den lutherske kirke.

Færøerne og Grønland                                                                                                                              

Færøerne og Grønland er ikke naturlige områder under Danmark. Ønsker færinger eller grønlændere at flytte til Danmark, skal de være velkomne, men at fortsætte med at styre disse områder fra Syddanmark, er hverken i den færøske eller den grønlandske nations interesse.

Offentlige lønninger                                                                                                                    

Indkomstskatteafvikling vil især være en fordel for de offentligt ansatte. I praksis rammes de nemlig særlig hårdt af indkomstskatten.  Dette er nok en del af baggrunden for, at der sideløbende med indkomstskattens himmelflugt i de sidste 12-14 år er sket større forhøjelser i de offentligt ansattes arbejdsvederlag pr. effektiv arbejdstime, end de privatansatte har opnået. Alle, der forbliver i offentlig tjeneste, vil få mindre bruttoløn efter alternativ Z. Forskellen bliver minimal for de lavtlønnede tjenestemænd og så meget desto større for de højtlønnede overenskomstansatte. Gennemsnitsnedsættelsen bliver på 14 %. Med den samtidige indkomstskattereduktion skulle alligevel næsten alle få levestandardsfremgang, men det offentlige sparer ca. 9 % af de 33.000 millioner kroner, der skal findes.

Det er naturligvis ikke de offentligt ansatte som mennesker, Fremskridtspartiet har noget imod. Det, vi går i krig mod er, at vi i Danmark fejlanvender vort vigtigste råstof, arbejdskraften. Det har vi simpelthen ikke råd til at fortsætte med. Slet ikke efter at stigende råvarepriser og den unødvendige arbejdsløshed har gjort os fattigere. I de næste par år bør man nok holde op med at øge antallet af offentligt ansatte med ca. 2500 om måneden og i stedet mindske det med omkring 4300. Den gradvise mindskning skal først og fremmest ske ved, at man undlader at foretage nyansættelser ved naturlig afgang. Der bliver jo rigeligt med beskæftigelsesmuligheder i det private erhvervsliv i et samfund, hvor indkomstskatten er under afvikling. Egentlige afskedigelser kommer der nok kun ca. 100 af pr. måned (mindre end 1/7000 del af de offentligt ansatte).

Ens pension                                                                                                                                 

Den skatteyderfinansierede pension til tidligere offentligt ansatte må i længden ikke være større end andre borgers folkepension. Som led i overgangsordningen nedskæres aktuelle tjenestemandspensioner med 55 %, samtidig med indkomstskatteafviklingens iværksættelse den 1. januar 1978. Dette betyder, at det disponible pensionsbeløb bliver nogenlunde uændret for den enkelte tjenestemandspensionist. I og med forhøjelsen af den almindelige folkepension ophæves særpensionsordningerne såsom ATP og den til 1979 planlagte tillægspension fra den sociale pensionsfond.

Mindre administration

Fremskridtspartiets lovforenklingsindsats vil medføre, at det administrative personale – også i den offentlige sektor – bliver formindsket meget væsentligt. Herved spares naturligvis ikke blot lønudgifter til de pågældende, men også alle de mange følgeudgifter, som det nuværende kontoriusseri fører med sig.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 20 / 18. november 1976 / 4. årgang

Socialdemokrater og finanslov

Socialdemokrater og finanslov

Den nuværende generation af topsocialdemokraters politik har ført til kæmpe arbejdsløshed, enorm valutagæld, meget høj rente, rekordskattetryk, statsunderskud (en snes milliarder) og alt for lav folkepension. Enhver må kunne se at de mennesker, der har ført denne politik ikke evner korrekt at vurdere samfundsøkonomiens sammenhænge.

Derfor ville det være urimeligt at lægge vægt på det, ledende socialdemokrater siger, når de udtaler sig om Fremskridtspartiets 800 ændringsforslag til finansloven.

Sandheden er, at en vedtagelse af forslagene over kort tid vil fjerne arbejdsløshed, valutaunderskud, lave obligationskurser og størstedelen af inflationspengeforringelsen. Derudover lempes den urimelige indkomstskat, der ikke svarer til tidens krav allerede i år, så den skattefri bundgrænse bliver 21.000 kroner, medens bundgrænsen bliver 60.000 kroner i 1977. Folkepensionen stiger til 23.400 kroner (46.800 kroner for et pensionistægtepar), og der kommer orden i statens finanser.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 8. april 1976 / 4. årgang

Nye skatter hele tiden

Nye skatter hele tiden

Regeringen (A og B, red.) har siden 1993 indført nye skatter og afgifter, som betyder, at vi i dag – efter bare 6 år – betaler 100.000 millioner kroner mere i skatter og afgifter. I samme periode er der indført 75 nye skatter og afgifter. Hvis de offentlige udgifter var blevet holdt i ro over de 6 år, så kunne vi i dag have klaret os med f.eks. 15 pct. moms, eller 5 pct. point lavere indkomstskat. Men det seneste år er det med Pinsepakken gået rigtigt hurtigt.

Alene vores boligejere vil komme til at betale 3.300 millioner kroner mere i skat i 1999. Når Pinsepakken er helt gennemført i år 2002 vil boligejerne betale 10.000 millioner kroner mere om året end før Pinsepakken.

En familie som bor i eget hus, har bil og en kapitalpension vil – når Pinsepakken er helt gennemført – komme til at betale 25.000 kr. mere om året i skatter og afgifter. For hele befolkningen er det 22.000 millioner kroner!

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridtspartiets nyhedsbrev nr. 1

18 marts 1999

Skatteskorpionerne

Skatteskorpionerne

Sagesløse skatteydere har gentagne gange gjort den erfaring, at hver eneste gang regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red.) indgår en aftale med Socialdemokratiet, er dette ensbetydende med, at skatteskruen bliver strammet en ekstra omgang.

Det vakte berettiget opsigt, da disse grådige partier for kort tid siden – under stor pressemæssig dækning – meddelte, at der nu var enighed om at lempe realrentebeskatningen, så den højst kunne udgøre 56 %.

Glæden i Fremskridtspartiet varede dog kun, til forslaget lå på tryk i folketingssalen, og vi således fik mulighed for at læse, hvad det egentlig var Isi Foighel (C) og Mogens Lykketoft (A) – med opbakning fra deres fem respektive partier – havde brygget sammen og formentlig ”glemt” at orientere offentligheden rigtigt om.

Det viser sig nemlig, at det der ved første blik ser ud som en skattelettelse på ca. 3 milliarder kroner i 1988 – for dem, der har sparet op – allerede i 1989 udarter sig til en skattestigning på ca. 5 milliarder kroner, ligesom årene fremover med en forventet stigende inflation også vil være ensbetydende med, at sparerne vil blive flået i skat.

Førstebehandlingen i Folketinget var nærmest pinlig. Ordførerne fra regeringspartierne takkede hjerteligt skatteministeren (Isi Foighel, C, red.) uden, at det egentlig kom frem, hvad det var, man mente Isi Foighel fortjente tak for.

Eneste afveksling var, da SFs ordfører – Jens Toft – i lighed med sit indlæg i Jyllands-Posten den 18. maj nærmest knugede såvel Venstre som Konservative til sit bryst i begejstring over, at dem der har sparet lidt op nu igen får et spark og bliver straffet, fordi de har fulgt skiftende regeringers opfordringer om at sætte lidt til side, og dermed har givet afkald på at bruge rub og stub af deres disponible indtægter.

Skattealliancen mellem regeringen og Socialdemokratiet er nu så langt ude, at SF begejstret roser de forlig, der indgås. Dermed er bunden formentlig nået i retning af politisk uvederhæftighed fra regeringspartiernes side.

Helge Dohrmann 

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 29. maj 1987 / 15. årgang

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet

Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet 

Man må vælge mellem statsstyring eller meget store offentlige besparelser og der må i al fald arbejdes konsekvent

Ved næste folketingsvalg vil stemmesedlen opregne 11 – måske endda flere – partier. Reelt får vælgerne imidlertid kun to valgmuligheder: Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet.

VKR-partierne har vist, at de savner mod og styrkekraft til at føre selvstændig politik. De kristelige og Centrum-Demokrater har så ringe saglig indsigt i landets hovedspørgsmål, at de blot hænger på som frynsevasaller til den til enhver tid siddende regering. De to kommunistpartiers hovedsyn – socialiseringen – kan alene gennemføres efter en grundlovsændring. Retsforbundet har ikke styrke til at udgøre alternativet.

Hovedpartierne

De to hovedpartier er enige om, at Danmarks situation er meget alvorlig og om, at der kræves en kraftanstrengelse for at landet ikke skal gå helt rabundus.

Den altdominerende årsag hertil er, at Folketinget i de sidste 16 år har ført en slap og uforstandig politik. Umiddelbart kan man sige sig selv, at det er dumdristigt at stemme på de partier, som i de sidste år klart har bevist, at de ikke magter problemer, som var langt mere beskedne end de nuværende.

Tocifrede milliardbeløb

Kun Fremskridtspartiet har fremlagt præcise tal for, hvad vi vil gøre. Vi opererer bl.a. med offentlige besparelser på tocifrede milliardbeløb. Alle de andre partier kalder dette urealistisk. Så meget har ingen af dem jo nogensinde sparet. Sandheden er imidlertid, at vi i 1977 med gammelpartiernes politik må se i øjnene, at vi får øget skattetryk, høj rente, øget arbejdsløshed og et statsunderskud på hen ved en snes milliarder kroner samtidig med, at den danske stat på ny må ud og låne kæmpebeløb – sandsynligvis omkring 15 milliarder kroner – i udlandet.

Når problemerne er af den størrelsesorden, består det urealistiske i forskræmt at lukke øjnene herfor og alene foreslå foranstaltninger på det beskedne niveau, hvor augustforligsmagerne og Venstre bevæger sig.

To veje

Skal tilstrækkeligt store indgreb til, må de nødvendigvis gå en af to veje. Enten kraftig statsdirigering og planøkonomi eller frigørelse af de nu bundne økonomiske kæmpekræfter med afvikling i stort format af restriktioner, bureaukrati og indkomstskat.

Det er landsskadeligt miskmask i den situation at foregøgle, at problemerne kan løses hen over midten i dansk politik. Tager man lidt fra den ene dåse og lidt fra den anden, bliver vi på stedet og synker stadig dybere i hængedyndet.

Så enkelt

På vejviseren til den første metode står liste A.

Til den anden liste Z.

Så enkel plejer politik altid at blive, når store nationale katastrofer truer.

Og det gør de i øjeblikket.

Mogens Glistrup

http://fremskridtdk.wordpress.com/2011/08/18/socialdemokratiet-vil-umyndiggore-folket/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang

 

Finanslov og skattelov

Finanslov og skattelov

Her ved begyndelsen af skattereformens år nr. 1 kunne det være nyttigt at genopfriske, hvordan situationen ville have tegnet sig, såfremt det i stedet havde været Fremskridtspartiets skatteår nr. 1.

Fremskridtspartiets skattepolitik går ud på, at der over en 6-årig periode sker en fuldstændig afvikling af selve begrebet indkomstskat.

Det ville have startet med, at alle fra 1. januar i år havde fået et skattekort med en skattefri bundgrænse på 48.000 kroner samt, at sømandsskatten var blevet ophævet helt lige som kapitalvindingsskatten. Fra næste år ville den skattefrie bundgrænse ligge på 60.000 kroner og med en maksimal skat på 50 % af indkomst derudover.

Fra 1989 vil bundfradraget være 75.000 kroner og i 1990 hele 100.000 kroner samtidig med, at selskabsskatten bliver ophævet. I 1991 hæves bundgrænsen til 125.000 kroner, og endelig i 1992 skal der slet ikke betales indkomstskat. Samme år bliver formueskatten også ophævet. Og så endelig fra 1993 kan skattevæsenet helt nedlægges.

Planen har eksisteret i alle Fremskridtspartiets leveår og er altid blevet kritiseret. Hovedargumentet er: Hvor skal pengene så komme fra? De fleste glemmer for det første, at der ikke længere vil være den samme offentlige sektor, og at der udover indkomstskat er andre former for skat. For Fremskridtssamfundet vil forbrugerafgifter som 22 % moms og punktafgifter være en væsentlig del af finansieringen af skoler, sygehuse, folkepension og de andre opgaver, som det offentlige fortsat skal løse.

En af goderne (set fra det offentliges synspunkt) ved at afvikle indkomstskatten er, at befolkningen får flere penge i hænderne. Det gør igen at forbruget øges eller flyttes til dyre varer og med moms og punktafgifter, vil det give ekstra penge i statskassen.

For finansloven 1987 ville det have set således ud, såfremt Fremskridtspartiet havde bestemt:

Regeringens skatteudskrivning 1987: 350 milliarder kroner. Heraf udgør indkomstskatten de 200 milliarder kroner.

Vi ønsker at afvikle indkomstskatten, og det første år med 48.000 kroner skattefrit ville vi miste 30 milliarder i indkomstskat. Når disse 30 milliarder kommer ud til privatforbrug, vil forbrugsskatterne stige med omkring 8 milliarder kroner. Derudover kommer reaktioner i erhvervslivet m.v. som skatter (selskabs-, ejendoms,- formueskatter o.s.v.), vil komme ca. 6 milliarder yderligere ind til det offentlige. Det giver et samlet resultat på en fremskridtsfinanslov med 334 milliarder kroner for 1987. Fremskridtspartiet har en række forslag til forbedringer i den offentlige sektor. Fjernelse af ventelister, bedre pension o.s.v. Ting der koster ekstra penge. Disse – samt den nævnte mindskelse af indkomstskatten – vil betyde besparelser. Her gælder det i første omgang kulturministeriet, udenrigsministjenesten, statslig ulandsbistand, erhvervstilskud og ikke mindst millioner af blanketter og skemaer, som ikke længere skal trykkes og udfyldes.

For interesserede så giver bogen ”Ud af skattereformfælderne (af Mogens Glistrup, red.) det samlede billede af et lykkeligt 1987 fremskridtssamfund.

Kim Behnke 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 16. januar 1987 / 15. årgang