Socialdemokratisk overbudspolitik

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / August 1991 / 19. årgang

Socialdemokratisk overbudspolitik

Socialdemokraterne har altid haft en særlig evne til at bruge løs af skatteydernes penge og låne det i udlandet, som manglede til sin overbudspolitik.

Dette absolut kedelige talent har rigtig udfoldet sig her i 1991.

Vi har hørt en Jimmy Stahr, som har lovet flere penge til Det Kongelige Teater, danske film og museer.

Vi har hørt en Ole Espersen, som vil give flygtninge, som rejser hjem – økonomiske ydelser i op til et år efter de har forladt Danmark og ydermere sende pension til disse hjemvendte flygtninge.

Vi har hørt en Svend Auken, som vil eftergive FN – 600 millioner kroner, som vi har til gode for vores FN-styrke på Cypern.

Vi har set socialdemokratiet med assistance fra SF og de Radikale ødelægge Danmarks anseelse i udlandet – først omkring Golf-krisen i såvel befrielsen af Kuwait og siden omkring beskyttelsen af kurderne. Dernæst vil man blokere for Danmarks og EFs samhandel med Sydafrika, ud fra nogle holdninger, som ikke gælder for andre lande, vi handler med.

Et negativt billede dannes af danskere og det gavner ikke det mulige udenlandske investeringer og dermed nye arbejdspladser. Det kan ligeledes skade eksportmuligheder og dermed også beskæftigelsen.

Det ville være meget ulykkeligt for Danmarks økonomi, beskæftigelse og anseelse såfremt Socialdemokratiet igen fik regeringstaburetterne og desværre gør det alternative flertal – S, SF og R det muligt. Heldigvis kan vælgerne ændre det og bør gøre det – når chancen byder sig.

Johannes Sørensen, Landsformand for Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Kun promille til forskel på Anker og Poul:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/kun-promille-til-forskel-pa-anker-og-poul/

Kommunistiske tilstande på fritidsmarkedet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / Marts 1994 / 23. årgang

 

I lovgivningen om kommunalfuldmagten står at læse: “Kommunen ikke må tage en opgave op, der forrykker grænsen mellem den private og offentlige sektor, eller som væsentlig påvirker konkurrencen i den private sektor”.

Til trods for dette ser vi hele tiden nye konkurrenceforvridende initiativer fra kommunernes side over for de private tilbud på fritidsmarkedet.

Over hele landet tilbyder man i kommunalt støttede skolefritidsinteressegrupper og ungdomsskoler undervisning i hip hop, jazzballet, showdance og aerobic. Det tilbydes enten helt gratis eller mod en symbolsk betaling.

Mange af landets kommuner driver kommunale styrketræningsaerobic- og solariecentre. Kommunale skatteborgerpenge bruges til, at disse centre med dumpingpriser kan udkonkurrere private forretninger, der – ifølge lovgivningen – ikke må få støtte, hverken fra hjemmekommunen direkte eller fra folkeoplysningsloven.

Ligeledes stiller også mange kommuner gratis lokaler til rådighed for danseklubber under Dansk Sportsdanserforbund og Dansk Idrætsforening. Med tilskud til alle medlemmer under 25 år samt løn til underviseren gives her tilbud om danseundervisning. Denne konkurrenceforvridning fra ca. 40 sådanne støttede danseklubber over det ganske land er naturligvis til stor skade for de private danseskoler, ligesom det kommunalt støttede “Dansens hus” i København og adskillige støttede danseteatergrupper naturligvis tager elever fra de private danseskoler.

Mange kommuner har oprettet en kommunal rideskole og en kommunal musikskole, som næsten helt har fjernet de tidligere eksisterende private initiativer på disse områder. Mange kommuner er efterhånden lokalområdets største restauratør med et væld af kommunalt støttede caféer og cafeterier, til skade for de private restauratører.

Alt tyder på, at det er mange politikeres ønske, at her på det danske fritids- og kulturmarked skal skabes et monopol, så der kun findes offentlige tilbud på dette område. Alle private tilbud bliver bekriget af dumpingpriser fra kommunale tilbud og af en utrolig erhvervsfjendsk folkeoplysningslov.

Arte har efterhånden sørget for, at staten betaler 75 procent, hver gang vi køber en teaterbillet.

Jo flere støttede fritids- og kulturtilbud, der er, jo sværere er det for de få tilbageblevne ustøttede private tilbud at overleve.

Hvornår har vi set monopoler føre til noget godt?

Det eneste, vi med sikkerhed ved er, at monopoler bringer med sig, er faldende kvalitet, stigende omkostninger og voksende sløsethed med de økonomiske ressourcer.

Landets få – endnu overlevende – private danseskoler, aerobic- og styrketræningscentre samt rideskoler er jaget vildt.

Det burde have været mere naturligt for kommunerne at støtte de private forretninger, der med faguddannede og kvalificerede medarbejdere står til rådighed, så man i samarbejde kunne tilbyde borgerne prisbillige tilbud.

Det burde have været naturligt, at folkeoplysningsloven i stedet for at være erhvervsfjendsk, havde givet mulighed for, at den økonomiske støtte kunne gives til de eksisterende private forretninger, som derigennem, under behørig kontrol, skulle nedsætte priserne til gavn for forbrugerne.

I stedet vælger stat, kommune og politikere, at udkonkurrere de private tilbud, for at opnå et monopol på dette område.

At man så sender en masse kvalificerede medborgere ud i arbejdsløshed, er så mindre væsentligt i det spil.

Politikerne taler om, at støtte erhvervslivet men glemmer helt, at det at drive en danseskole også er et erhverv, nemlig et over hundred år gammelt liberalt erhverv.

Skal vi undgå et fuldstændig monopoliseret fritidsmarked med tilbud alene fra det “hellige danske klub- og foreningssystem”, skal der handles meget hurtigt.

Nu står folkeoplysningsloven snart foran en evaluering, og jeg har derfor udformet et væld af ændringsforslag til de politiske partier og det lovgivende folkeoplysningsudval for, at redde de sidste private tilbud på det danske fritidsmarked.

Det mest groteske ved hele sagen er, at hvis det lykkes helt at udrydde de private forretninger, vil det koste mange skatteborgerkroner, thi i øjeblikket betaler de private forretninger skat af et evt. overskud. Lukkes vi, vil vore kunder søge over i det offentligt støttede system og forlange gratis lokaler, medlemstilskud til alle under 25 år, løn til underviseren og tilskud fra tipsmidlerne og derigennem forøge de offentlige udgifter.

Hele sagen drejer sig altså kun om en politisk ideologi om, at private forretninger på fritidsmarkedet skal fjernes og hele markedet monopoliseres i statsstøttede klubber, foreninger og oplysningsforbund.

Man indfører kommunistiske tilstande på fritidsmarkedet og kvalitetstilbudene og de frie markedskræfter sættes ud af spil.

Fire politiske partier har gennem deres partiledere skriftligt over for mig givet udtryk for, at de støtter mig i mine synspunkter. Nu er tiden inde til, at de også i handling skal leve op til deres løfter.

Sagen behandles i øjeblikket i Folketinget på baggrund af det materiale, jeg har udarbejdet.

Tommy Havdrup

Formand for danselærernes konkurrenceudvalg og leder af en privatdrevet danseskole i Albertslund

www.frp.dk

Læs også: Statslig konkurrence lukker firma:

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/24/statslig-konkurrence-lukker-firma/

Op med turismen – ned med tilskud

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / Marts 1990 / 8. årgang

Op med turismen – ned med tilskud 

Alle taler om betalingsbalancen og dens manglende balance. Skal vi for alvor have orden i landets økonomi, må vi spille på alle strenge for at få valutakassen fuld.

Turisme er en god indtægtskilde, eftersom erhvervene har et stort arbejdskraftindhold og ikke mange importerede råvarer.

Men hver gang talen kommer op, går Arne Melchior (CD) og hans ligesindede på barrikaderne og forlanger flere offentlige tilskud. Udsendelsen af farvestrålende kataloger gør imidlertid ikke det hele. Der skal også være nogle gode turisttilbud, når turisterne kommer frem.

Spild af skatteyderpenge

Overalt i landet findes dyrt betalte erhvervschefer og andre med snablen dybt nede i skatteyderlommerne, som forsøger at stjæle virksomheder fra nabokommunerne. Resultatet er et enormt spild af skatteyderpenge.

I stedet burde vi overalt i landet give erhvervslivet frihed til, på tværs af alle bureaukratiske grænser, at indgå kommercielle samarbejder for at få flere turister til landet. I stedet for at beskatte de eventuelle overskud i virksomhederne med verdens højeste skattetryk, skulle virksomhederne have mulighed til f.eks. at sætte penge i projekter, hvis formål er at udvikle nye projekter, der kan tillokke turister og ikke mindst deres penge.

Aktiviteter og attraktioner

Når man rejser ude i verden, må man til stadighed erkende, at vores hvide strande og bølgende kornmarker langt fra kan måle sig med Disney World og lignende. Vi har ikke nødvendigvis brug for et enormt behov for at kunne præsentere nutidens turister for aktiviteter og attraktioner, der får dem til at besøge landet mere end én gang – og endnu bedre – til at anbefale Danmark hjemme hos dem selv.

Turisme er også et spørgsmål om mentalitet. I stedet for at kikke surt efter tyske og hollandske turister skulle vi hellere opfatte dem som omvandrende profit-muligheder. Den danske mentalitet trænger til igen at få en saltvandsindsprøjtning af handelstalent og købmandskab. I stedet for at lægge hindringer i vejen for turisternes udfoldelser, så skal vi finde på nye måder at underholde dem, så de føler sig godt tilpas under opholdet.

Se Florida

Orlando i staten Florida i USA er verdens største turistområde. Byens 1 million indbyggere besøges hvert år af 11 millioner turister. Alle ved, at turisterne lægger gode penge og derfor bydes alle velkommen som var de de eneste besøgende.

Folketingets opgave er ikke uvæsentlig. Afbureaukratisering, reducerede skatter, erhvervsfrihed og andre turistfremmende tiltag bør være overskriften langt mere end det traditionelle tilskudsræs.

Kim Behnke, Finansordfører

Læs også: Enorm grænsehandel:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/25/enorm-gr%c3%a6nsehandel/

Læs også: Konkurrenceevnen skal genskabes: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/12/konkurrenceevnen-skal-genskabes/

”Flygtningetilhængere” skader bevidst det danske samfund

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / August 1992 / 20. årgang

”Flygtningetilhængere” skader bevidst det danske samfund 

Der sker i øjeblikket en positiv særbehandling af flygtninge og udlændinge her i landet, hvis omfang de færreste har kendskab til. Nævner man den forskelsbehandling, der f.eks. sker på boligområdet, det sociale område eller skatteområdet, bliver man ofte mødt med påstande om, at man enten er racist, eller der jo kun er tale om ubetydelig forskelsbehandling.

Tilhængerne af den førte udlændingepolitik er utroligt hurtige til at tilbagevise synspunkter om forskelsbehandling, at man bare ønsker at hetze mod de fremmede. Gør man sig imidlertid den ulejlighed at betragte udlændingenes samlede virke, opdager man, at summen af de forhold, vi byder dem, udgør en helt utrolig grovhed over for det danske folk – hvis tårnhøje skatter betaler hele gildet.

Hvor dygtige udlændingene er til at udnytte og malke det danske samfund, har vi fået flere chokerende eksempler på inden for de seneste måneder. Sagerne omkring rengøringsfirmaer, styret af udlændinge, der helt bevidst overtrådte momsloven, skatteloven, arbejdsmiljøloven, arbejdsløshedsloven, bistandsloven o.s.v., vidner om, hvor indgående kendskab udlændingene har til dansk velfærdslovgivning. Ligeledes vidner det om, hvor målrettet og systematisk de malker os.

Afsløringerne af, hvordan flygtningene modtager hjælp i op til tre forskellige lande og i øvrigt overhovedet ikke er på flugt, er et andet hårrejsende eksempel.

Dertil kommer alle de små dagligdags-situationer, hvor de fremmedes virksomheder og butikker drives under forhold, som vil få staten til at lukke virksomheden, hvis den var drevet af danskere. Ofte mødes myndigheder fra skatte- og toldvæsen, levnedsmiddelmyndigheder, arbejdsgiverkontrol o.s.v. med en dårligt dansk talende udlænding, der ”ikke forstår” danske regler og derfor ikke kan finde ud af at føre momsregnskab eller holde sin butik ren.

En sådan kiggen gennem fingrene over for de fremmede er ganske utilstedelig, når man tænker på, hvilket øksehug statskontrollanterne giver danske virksomheder, der ikke har orden i tingene.

Direkte svindel med dagpenge, udbetalinger og bistandshjælp, fordi myndighederne ikke kan holde rede på de udenlandske navne og i øvrigt ikke orker alle de problemer, en jobanvisning medfører, er med til at ”frede” de fremmede, så de ikke stilles over for de samme krav som danskerne. De kan herefter arbejde i hinandens virksomheder samtidig med, at offentlig støtte flyder i strid strøm.

Systematisk udnyttelse af iværksætterordninger kombineret med handel af virksomheder imellem familiemedlemmer og andre kreativiteter, som systematiske familiesammenføringer og fusk med forsørgelseskontrakter er desværre også blevet dagens Danmark.

Hvad gør politikerne så ved det? De kan ikke påstå, at de ikke ved noget. Udskrifter fra dommervagten om, hvem, der begår kriminaliteten, hundreder af breve fra fortvivlede danskere, opringninger fra offentlige ansatte, der har fået nok og åbne øjne og ører er alt sammen rigeligt til at få et forfærdeligt øjebliksbillede af vort land. Ingen politikere kan sige, at de ikke kender noget til det.

Trods mange løfter i pressen har hverken skiftende justitsministre eller Venstre og Konservative gjort noget som helst ved problemerne. Kun Fremskridtspartiet tør åbent tale om disse ting. Resultatet er som oftest afstumpede råb om racisme fra ”flygtningevennerne”. Bliver udlændingetilhængerne for alvor trængt, hvæser de ad os, at vi har et ”afstumpet menneskesyn”. Men, hvem er det egentlig, der er afstumpet?

Er det os, der tør sige sandheden, eller er det de politikere, som lukker øjne og ører af hensyn til deres egen selvtilstrækkelighed. Vedtagelsen af særloven for palæstinenserne viser, hvor langt vi er kommet ud i det grove misbrug af danskernes land. På trods af, at Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre udmærket ved, at disse palæstinensere overhovedet ikke er flygtninge, men bare velfærdsemigranter, så vedtager man loven – hvorfor? Fordi det ligger i flertallet, at man ønsker at gøre Danmark om til et samfund, hvor alle skal være velkommen ved velfærds-tag-selv-bordet.

I betragtning af, hvor entydige beviserne er for, hvordan de mange udlændinge systematisk udnytter det danske samfund gennem organiseret svindel og humbug, så er det faktisk strafbart, at det politiske flertal ikke vil reagere. Jeg anklager derfor helt åbent ”flygtningetilhængerne” for bevidst, at skade det danske samfund.

Nok har justitsministeren (Hans Engell, C, red.) lovet at komme med et lovudkast, men bliver det bare et valgoplæg? Et folketingsvalg kunne jo løse mange andre problemer for regeringen (V og C, red.)! jeg kan kun håbe, at den afgrundsdybe kløft, der er mellem befolkningens holdning og flertalspolitikernes bedreviden, vil afspejle sig i et jordskredsvalg – vi får nemlig ikke en folkeafstemning om sagen – det tør flertallet ikke.

Kim Behnke MF, Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Skibet der gik ned:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/skibet-der-gik-ned/

Læs også: Mig er politisk flygtning:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/ 

Sådan bruger Danmark pengene

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

Sådan bruger Danmark pengene

Selv om vi får flere og flere kroner mellem hænderne, behøver det ikke at betyde, at vi disponerer over større og større købekraft

Som bekendt er det forbundet med uoverstigelige vanskeligheder både principielt og praktisk at opgøre et nationalprodukt i et entydigt tal. Den måde, som man bruger i Danmarks Statistik, indebærer bl.a., at når man tager en mand ud af erhvervslivet, hvor han hidtil har tjent 80.000 kroner og i stedet for lønner ham med 220.000 kroner for at sidde og nørkle på Danmarks Statistiks eget kontor, stiger nationalproduktet med 140.000 kroner, selv om vi vitterligt er blevet fattigere i den anledning. Sådan er der utalligt stort og småt.

Rådighedsbeløbet

Ikke desto mindre ofres der et væld af skatteyderpenge på hvert år at opgøre et nationalprodukt. Hertil lægger man så årets importoverskud – altså det, som vi har brugt i Danmark af udlandets opsparing – og kommer derigennem frem til, hvor meget, der har stået til rådighed for den danske befolkning i det pågældende år.

Neden for i kolonne 1 (skemaet er desværre ikke vist her, red.) disse rådighedsbeløb angivet i milliardkroner. Da man stort set benytter det samme beregningsgrundlag år for år, fortæller det naturligvis noget om udviklingen.

Når der over perioden er sket en femdobling, er en hovedforklaring, at kronen er blevet mindre og mindre værd. I kolonne 2 har vi søgt at vise, hvordan den reelle velstandsudvikling ville have været, hvis 1960-møntværdien havde ligget fast. Ved beregningen er der benyttet forbrugerprisindekset, der udtrykker det fulde forbrugerprisniveau. Med andre ord er de stigende afgifter også indregnet, mens de som bekendt ikke mere indgår i det lønregulerende pristal. Tilbagegangen fra 1973 til 1974 skyldes oliekrisen og stagnationen fra 1974 til 1975 må tilskrives arbejdsløsheden.

”FREMSKRIDT” har tidligere – (1973-5, side 4 og 1973-9, side 3) – bragt nogle lignende opstillinger. Dengang blev de brugt til at illustrere det stigende skattetryk. I denne omgang vil vi benytte tallene til at anskue nogle andre synsvinkler.

Fordelingen

I kolonne 3 har vi således opført, hvor mange procent, der hvert år er benyttet til bruttoinvesteringer. Desværre giver Danmarks Statistik ikke tal for, hvor stor en del af disse bruttoinvesteringer, der foretages af det offentlige og hvor stor en del, der bliver privat ejendomsret undergivet.

Derimod udsender Danmarks Statistik oplysning om, hvordan det resterende forbrugsbeløb fordeler sig mellem offentligt forbrug og privat forbrug. Procenttallene herfor findes i kolonne 4 og 5.

For hvert år giver tallene i kolonne 3, 4 og 5 tilsammen 100 pct.

I det offentlige forbrug indgår ikke indkomstoverførsler som folkepension, arbejdsløshedsunderstøttelse, børnetilskud, boligsikring o.s.v., hvor midlerne vel er med til at øge skattetrykket derved, at pengene går ind over de offentlige kasser, men hvor udbetalingen sker til privat forbrug hos en bestemt person, der ikke direkte yder modvederlag for udbetalingen. Det offentlige forbrug er altså sådan noget som administration, Ulandshjælp, biblioteker, undervisning, hospitaler, teaterstøtte, DSB-underskud, politi og domstole, forsvaret o.s.v. Skattepolitisk Oversigt, hvorfra en del af tallene er hentet, uddrager som nøgletal, at det offentlige forbrug i de første fem år (1960-65) voksede med 108 pct., mens det private samtidig med kun steg med 62 pct. I den efterfølgende femårsperiode (1965-70) var stigningen henholdsvis 120 og 62 pct., mens den i de sidste fem år (1970-75) er henholdsvis 117 og 68 pct.

Udviklingen

Væksten i den egentlige offentlige sektor – hovedskurken i dansk økonomis tragedie – er altså stadig betragtelig. Også efter at vi er kommet VKR-regeringen og de øvrige sørgelige 1960er på afstand. Baggrunden herfor er, at når man først går i gang med alle de mange nye offentlige anlæg, som blev besluttet, da Folketinget særligt skejede ud, følger der nye anlægsudgifter og driftsudgifter i kølvandet. Tænk bare på oprettelsen af de nye universiteter, daginstitutioner, social bistandslov o.s.v., hvortil fundamentet blev lagt i 1960erne. Der må derfor en meget hård opbremsning til, for at tallene kan komme ind i ret gænge. Med det enorme ensidighedsforspring i den offentlige sektors favør, der har fundet sted, burde vi naturligvis nu komme frem til, at stigningen var væsentligt større i det private forbrug end i det offentlige.

Selve den omstændighed, at tallene for vækst i offentligt og privat forbrug nu nærmer sig hinanden (i 1973-75 var de henholdsvis 37 og 27 pct.) viser dog, at fremskridtsbevægelsen har haft sin enorme indflydelse. Som nævnt ville inertiens lov have ført til, at forskellen blev større og større i privatforbrugets disfavør, hvis gammelpartierne ikke var blevet indjaget den enorme fremskridtsforskrækkelse.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Det sku´ være så godt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku%c2%b4-v%c3%a6re-sa-godt/

Læs også: Danmarks Statistik har fanden skabt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/09/danmarks-statistik-har-fanden-skabt/

Læs også: Lønpolitik: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/12/l%c3%b8npolitik/

Manipulerende S-skræmmekampagne betales af skatteyderne

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 12 / December 1997 / 25. årgang

 

 

Arbejderbevægelsens faglige, politiske sekretariat har udgivet pjecen ”VOCZ- det vil de bruge stemmerne til”, hvor der bliver manipuleret groft med bl.a. Fremskridtspartiets politik.

 

På den baggrund rejser Fremskridtspartiets politiske leder, Kim Behnke nu sagen i Folketinget over for både statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen, A, red.), skatteministeren (Carsten Koch, A, red.) og arbejdsministeren (Jytte Andersen, A, red.).

 

I den pågældende pjece manipuleres udtalelser og citater fra vores partiprogram helt ud af sin helhed. Det er uanstændigt og i strid med sandheden, når der i pjecen står, at Fremskridtspartiet ikke vil have orden i økonomien og bevare velfærden. Det kæmper vi for hver dag.

 

Statsministeren kommer nu til at svare på, i hvilket omfang Socialdemokratiet har været indblandet i denne svinske kampagne. Statsministeren skal svare på, hvilke midler og hvor mange, der er brugt på at finansiere pjecen, og arbejdsministeren skal oplyse hvilke faglige organisationer, der har støttet udgivelsen og med hvor meget.

 

For det er ikke småbeløb der er tale om. Pjecen er husstandsomdelt flere steder i landet af Socialdemokratiet, der således er dybt involveret i sagen.

 

Det er skatteyderne, der har betalt for manipulationerne. Enten via statsstøtte til Socialdemokratiet eller gennem fagforeningerne, der finansieres via medlemmernes fradragsberettigede kontingenter. Derfor skal denne sag opklares fuldt ud. Befolkningen skal have at vide, hvordan tingene reelt hænger sammen.

 

Kim Behnke, MF

www.frp.dk

Læs også: Skattefri statsstyring:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/20/skattefri-statsstyring/

————-

Læs også: Velfærd frem for vanvid:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/velf%c3%a6rd-frem-for-vanvid/

————-

Læs også: Socialdemokratisk vildførelse af fjernssynsseerne:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/02/socialdemokratisk-vildf%c3%b8relse-af-fjernsynsseerne/

Den svenske advarsel

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 20 / 18. november 1976 / 4. årgang

Den svenske advarsel

På baggrund af udviklingen i Sverige og England er det meget betydningsfuldt at Fremskridtsfolkenes faglige gruppe slår igennem.

Svenskeren Erik Anners har påtaget sig det brydsomme slid at afdække Socialdemokratiets infiltration af mangfoldige samfundsområder. Gennem misbrug af lovgivningsmagten og administrationen har man forskaffet skatteyderpenge til at skabe og styrke ”Den socialdemokratiska maktapparaten”.

Sådan er titlen på Anners 272 siders dokumentarafsløring. I juni 1976 er bogen udsendt i 2. Udgave på Askild og Kärnekulls forlag.

Smugsocialisering

Ligesom Jens Otto Krags (A) ”Fremtidens Danmark” gik også de svenske socialdemokraters efterkrigsprogram ud på en hurtig massiv socialisering. Snart indså de imidlertid, at dertil fik de ikke vælgerstøtte. I stedet satte de så ind sammen med LO ad mere gedulgte og tilsyneladende spredte veje at smugsocialisere. Stadig større dele af det svenske samfund fastlåstes i partiets skruestik: ØD, sociale boligselskaber, oplysningsforbund, lejer-, forbruger- og pensionistsammenslutninger o.s.v., o.s.v. Og ”Partiet” er i virkeligheden ensbetydende med nogle få snese partiledere. At tilfredsstille deres magtbegær og styrke deres organisationsapparater på bekostning af den enkeltes dispositionsfrihed er blevet det reelle hovedindhold i snakken om ”social retfærdighed”. ”Når det politiska läget varit ogynnsamt har socialdemokraterna visserligen tillfälligt lättat på skruven. Men så snart det blivit politisk möjgligt har skruven dragits åt igen”.

I Danmark

På de fleste punker er skræmmebilledet advarende for, hvad der vil ske i Danmark, hvis vi ikke i tide får brudt med, at et parti, hvis visioner er gennemført og som nu kun har magten tilbage at leve for, årti efter årti skal være Folketingets største. På nogle områder – for eksempel retsvæsen og fjernsyn – har socialdemokraterne endda været fermere her i landet end i Sverige til at nedbryde den lighedsgrundsætning, som de med så stor urette pynter sig med.

Der er hårdt brug for en dansk Erik Anners. Hvor finder vi ham? Vore universiteter er for depraverede (åndeligt fordærvede, red.). Radiojournalisten Helge Andersen vil næppe skrive nogen ”Hvem behersker Danmark?” Og fremskridtsfolkene er så ophængte med at berigtige de løgnehistorier, som de andre udslynger om os, at der ikke bliver tid til store tidsrøvende projekter.

Får vi fremskridtshøjskolen op at stå, er her et nærliggende studieemne. Indtil da må vi betragte Erik Ammers indgående analyser som et værdigt svar på Erling Olsens (A) og Robert Petersens (A) overfladiske, usandfærdighedsfyldte bog om Fremskridtspartiet.

Mens den bog slutter med nogle skrupforkerte regnskabstal for syn konstruerede familier i fremskridtssamfundet, er Anners afslutning 40 afbildede pampere med opregning af hver enkelt vidtforgrenede sammenfiltrede ben.

Fordærvelsesprocessen

Det er overmåde vigtigt at få en indgående analyse af den fordærvelsesproces, det danske samfund udsættes for fra de teknokrater, som nu har bemægtiget sig Sabroes og Borgbjergs gamle parti og som reelt først og fremmest virker for større magt for sig selv og de andre i kystbanesocialistbrødrelauget.

 Men endnu vigtigere end skriftlige analyser er aktiv handling. Gennem vedtægtsformuleringer og på utallige andre måder har socialdemokraterne sikret sig selv magten i de mange organisationer. Derfor er det et tusindfold hårdere slid end det, Anners har udfoldet, at erobre indefra alle de mange foreninger. Det må imidlertid gøres. Nok var det fortjenstfuldt, at Eggert Petersens Mentalforening blev klaret, men der er unægteligt vigtigere opgaver.

Trediveårskrigen

Vil det kræve en trediveårskrig for fremskridtsbevægelsen at opnå flertallet på LOs kongres, så skal kampen kæmpes. Og når sejren er vundet, skal den ikke bruges til at knægte og forfølge anderledes tænkende, som socialdemokraterne nu gør. Intet LO-medlem skal tilpligtes at betale til en politisk overbevisning, der ikke er hendes eller hans.

Arbejdet er begyndt med oprettelsen af Fremskridtspartiets faglige gruppe. Indsatsen her er så vigtig, at mange bør melde sig, selv om de derved får det mere brydsomt og mindre velbetalt, end hvis de i stedet havde valgt for eksempel at gå ind i folketingsarbejdet. Det er imidlertid landets frelse og ikke den enkeltes velbehagelighed, det gælder.

Er Englands ulykke ikke tilstrækkelig anskuelsesundervisning i, hvad fortsat dansk pamperi fører os ud i?

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/uffe-bertel-og-anders-socialiserede-danmark/

 Læs også: Jeg vil leve mit eget liv: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/19/jeg-vil-leve-mit-eget-liv/

 

De kunne jo ikke

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 14 / 19. august 1976 / 4. årgang

De kunne jo ikke

Danmarks problemer kan kun løses gennem store skattelettelser og kraftige offentlige besparelser

Danmark har to slags underskud: Underskud på betalingsbalancen og underskud på finansloven.

Betalingsbalancen er syg, fordi omkostningsniveauet i dansk erhvervsliv er for højt, først og fremmest p.g.a. de høje lønudgifter, der igen er affødt af skattetrykket.

Derfor bør lovgivere og arbejdsmarkedets parter enes om, at de næste dyrtidsportioner skal erstattes med skattelettelser i form af en hævning af den skattefri bundgrænse. Herved falder det offentliges indtægt og dette skal modsvares af reelle besparelser på de offentlige udgifter.

I virkeligheden kan dansk erhvervsliv blive mere konkurrencedygtigt ved at nationen sparer på rådhusbyggerier, kunstnerstøtte, uanvendelige universitetsuddannelser og andet offentligt luksusforbrug.

Men også udenlandsk er der underskud, fordi de ”ansvarlige” politikere ikke vil være bekendt at opkræve lige så meget i skat, som de lader det offentlige bruge. Også dette underskud, som er inflationsskabende, skal fjernes gennem offentlige besparelser.

Septemberforligspartierne har påtaget sig at arbejde for at få Danmark på fode igen, men det er nu bevist, at de ikke kunne. Momsnedsættelsen var lige så tåbelig, som det påbud Hans Hækkerup (A) i sin tid fik gennemført om tvungne stænklapper på alle biler.

Den Hækkerupske stænklaps-tåbelighed blev senere opgivet efter at have kostet skatteyderne nogle millioner. Det var trods alt til at bære økonomisk.

Men septemberforligets tåbeligheder har langt større virkninger og de, der ikke evnede at undgå dem, evner heller ikke at afbøde dem.

Redaktionen

WWW.FRP.DK  

Læs også: Glistrups ønskedanmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-%c3%b8nskedanmark/

Læs også: Velfærd frem for vanvid: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/velf%c3%a6rd-frem-for-vanvid/

Læs også: Sporene er skræmmende: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/

Den tabte tråd

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

Den tabte tråd

Danmarks største parti, Socialdemokratiet, får tilslutning fra omtrent en tredjedel af vælgerne og er vidt forgrenet i fagbevægelse, administration og blandt dem, der uddanner børn og unge.

Dette er opnået ved årti efter årti at kæmpe for den brede befolknings ve og vel og frem for alt ved at nå resultater for sine vælgere.

I dag kæmper Socialdemokratiet stadig, men kampen gavner ikke længere de store befolkningsgrupper. Det parti, der var forrest i kampen for at nedbryde klasseforskellene, har skabt – og støtter nu – den herskende klasse af halv- og helakademikere spændende fra administrationens teknokrater til kultureliten og favnende en kreds af bedrevidende specialister i det i øvrigt uundværlige social- og undervisningsvæsen.

Den gamle vælgerskare i den brede befolkning udsættes dermed for århundredets største udbytning, når den herskende klasse hæver sine honorarer for at blande sig i folks hverdag og give penge ud til alverdens påhit.

Da samfundsudviklingen tog fart efter anden verdenskrig, blegnede betydningen af de kundskaber i socialisme og planøkonomi, som de nye socialdemokratiske ledere havde ofret så mange kræfter på at tilegne sig og p.g.a. manglende forståelse for de virkelige problemer i samfundet tabte de tråden.

Socialdemokratiet ophørte med at være et arbejderparti.

Redaktionen

www.frp.dk 

 

Læs også: Velfærdsstaten er en af historiens største politiske fiaskoer:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/velf%c3%a6rdsstaten-er-en-af-historiens-st%c3%b8rste-politiske-fiaskoer/

Læs også: Har vi verdens bedste sociallov?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/13/har-vi-verdens-bedste-sociallov/

Læs også: Fremskridt 1980: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/13/fremskridt-1980-2/

Skattefri statsstyring

 Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 2 / 29. januar 1976 / 4. årgang

Skattefri statsstyring

Socialdemokratiets ”fond til støtte for usunde virksomheder” får den skattefrihed, andre har brug for.

Socialdemokratipamperne ser ofte at de erhvervsvirksomheder, de kæledækker for, bliver dødssejlere og derfor ikke kan få bankkreditter.

I juni fik partiet imidlertid lusket igennem Folketinget en lov om ”statslig bistandsfond”, så disse firmaer kunne låne statspenge via en fond. Fremskridtspartiet stemte selvfølgelig imod.

Efter sommerferien havde regeringen (Socialdemokratiet, red.) så den frækhed at foreslå, at denne fond skulle være skattefri.

Herimod skrev Fremskridtspartiet i udvalgsbetænkningen:

”Ændringsforslaget vedrører den af socialdemokraterne i juni 1975 gennemtrumfede fond, der skal bidrage med skatteyderpenge (foreløbig 100 millioner kroner) til at forlænge dødskampen for urentable foretagender, som det er politisk bekvemt for Socialdemokratiet, at holde i live noget længere end efter det tidspunkt, hvor man burde se sandheden i øjnene.

Der er absolut ingen grund til at begunstige denne fond, som ganske givet i praksis vil komme til at skade meget mere, end den vil gavne, derved at fonden holder liv i et vilkårligt udsnit af virksomheder inden for branchen, dels, når de til syvende og sidst går fallit, forvolder større tab for kreditorerne, end tilfældet ville have været, hvis de havde fået lov til at dø en naturlig død. Der er såmænd ingen særlig grund til at forvente, at fonden nogensinde vil indtjene et skattepligtigt overskud, medmindre den ad skattefidusvejen lægger andre indtægter ind til modregning af det underskud, den er dømt til at give.

Det kan derfor ikke set ud fra nogen som helst synsvinkel forsvares, at fonden skattestilles anderledes end de banker og sparekasser, den måske i et vist omfang kan komme til at konkurrere med, ligesom der er al mulig grund til, at den misskabning, som fonden er, bliver underkastet alt det overadministrationsdjævelskab, som man bliver udsat for, når man bliver skattepligtig”.

Alle de andre ni partier stemte imidlertid for, at fonden skulle skattefrihedspriviligeres.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK  

Læs også: Manipulerende S-skræmmekampagne betales af skatteyderne:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/19/manipulerende-s-skr%c3%a6mmekampagne-betales-af-skatteyderne/

Læs også: Virksomheden andre menneskers penge: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/02/01/virksomheden-andre-menneskers-penge/

Læs også: Mon vælgerne vidste, at det kun gjaldt prominente socialdemokrater:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/28/mon-v%c3%a6lgerne-vidste-at-det-kun-gjaldt-prominente-socialdemokrater/