Erhvervsoptimisme

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 17. juni 1976 / 4. årgang

Erhvervsoptimisme

Et sundt erhvervsliv uden lejlighed genskabes ikke ved tilskud, men gennem frihed for utidig offentlig indblanding

Høj levestandard, fuld beskæftigelse og social tryghed kan kun sikres gennem en tilstrækkelig høj produktion i dansk erhvervsliv.

Derfor er det nødvendigt, at forudsætningerne er til stede igennem et konkurrencedygtigt erhvervsliv. Konkurrencedygtigt på hjemmemarkedet mod importerede varer og konkurrencedygtigt på eksportmarkedet. Det er da muligt, at visse politikere tror, at disse forudsætninger skabes gennem tilskudsordninger. De overser blot at tilskuddene i sidste ende også skal betales af det værdiskabende erhvervsliv. En høne kan nu engang ikke leve af de æg, den selv lægger.

Eksempelvis er det inkonsekvent på samme tid at begrænse erhvervenes indtjeningsmuligheder gennem avance begrænsende love og samtidig udbetale arbejdsgivertilskud. Det er også ulogisk at støtte de kapitalkrævende sociale boligselskaber, så der må indføres kreditrationering osv, osv.

Derfor skal erhvervslivet ikke hjælpes gennem støtteordninger til denne eller hin pressionsgruppe, men kvælertaget fra en masse unødvendig administration, avancebegrænsning, indkomstskat, kapitalvindingsskat m.m. skal fjernes.

Alle befolkningsgrupper har en fælles interesse heri.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Erhvervszoner:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/22/e-r-h-v-e-r-v-s-z-o-n-e-r/

Stor landsorganisation: Det offentlige må betale

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 10 / 16. november 1973 / 1. årgang

Stor landsorganisation: Det offentlige må betale

Lejernes Landsorganisation har hjulpet regeringsorganet Aktuelt med svar på spørgsmålet: Hvor skal den enkelte lønmodtager hente dækning for de øgede udgifter, stigningen i oliepriserne betyder.

Lejer-organisationen: Dækningen henter man hos det offentlige. Et pristalsreguleret beløb til varme bør lægges oven i boligsikringen.

Måske Lejernes Landsorganisation også vil hjælpe Fremskridt med svar på et par spørgsmål. Hvor skal der hentes dækning for alle de øvrige prisstigninger: på benzin, tobak, fødevarer, udenlandsrejser, aviser og alt andet i øvrigt, som i disse tider stiger med en hastighed så dyrtidsreguleringen næppe kan følge med? Skal alle disse omkostninger også udmøntes i en forhøjelse af boligsikringen?

Og hvad med alle de, der ikke hører til den begunstigede klasse, der modtager sikringen?

Alle de, der selv må afholde deres boligudgifter. For slet ikke at tale om parcelhusejerne, der foruden at måtte bære stigningen på brændselsolien, efter den ny ejendomsvurdering allerede er blevet velsignet med nye kæmpeskatter, kaldet lejeværdi?

Torben Zinglersen

www.frp.dk

Læs også: Varens pris:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/varens-pris/

De spildte år

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 13. januar 1977 / 5. årgang

De spildte år

Industrirådets blad skriver (her i uddrag, red.) i en leder under overskriften ”Vognen i muddergrøften”:

”… Man kan mene, at når selv en meget betydelig vækst i industrieksporten ikke klarer arbejdsløsheden og det store underskud, så må der jo være noget riv-rav-ruskende galt i den danske økonomi. Det er der også.

Vi har ladet konkurrenceevnen underminere af alt for kraftige omkostningsstigninger. Det har ført til, at industrisektoren i Danmark er blevet alt for lille…”

”… Statsminister Anker Jørgensens åbningstale til Folketinget tiltænkte industrien en hovedrolle i løsningen af landets krise problemer. Industriens folk vil gøre deres yderste, men vor høje omkostningsniveau begrænser udfoldelsesmulighederne stærkt. Alt for mange produktioner må opgives som urentable. Alt for mange bliver aldrig sat i gang…”.

Kommentar af Mogens Glistrup:

Det er sørgeligt, at de gyldne kæders mænd i dansk erhvervsliv er så fordomsbefængte, at de nøjes med at erkende problemerne og så kommer med en tom frase om, at få vognen rejst op. Lige for deres næsetipper ligger Z-planen – den eneste, der kan redde Danmark. Den er fremlagt af det forkætrede nyparti. Så den kan man selv i den svære nød ikke bekvemme sig til at omtale. Endsige gøre brug af.

De fine herrer vil blive dømt hårdt af historien. ”De spildte år” vil utvivlsomt blive overskriften over den tid, de sad i deres industrirådsstole. Skal vi fremskridtsfolk give hinanden det nytårsløfte, at vi vil arbejde hårdt for, at der ikke bliver mange flere spildte år i den allerede alt for lange række.

www.frp.dk

Læs også: Erhvervszoner:

http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/

Socialudgifter

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 8 / Maj 1977 / 5. årgang

Socialudgifter

En særlig skatteform består i, at arbejdsmarkedet af loven tvinges til at indbetale beløb til de offentlige kasser. Ofte sker det med en vis procentdel af den enkelte virksomheds lønsum. Eksemplet herpå er de 36,4 millioner kroner, som i 1977/78 bliver indbetalt til invalidepension og de 93 millioner til sygedagpenge. Større arbejdsmarkedsbidrag må erlægges i henhold til loven om arbejdsløshedsunderstøttelse. Således går arbejdernes medlemsbidrag til arbejdsløshedskasserne med 465.900.000 kr. i statskassen og i henhold til samme lov skal arbejdsgiverne betale 150 millioner kroner. Alt i alt viser talkortlægningen af det danske skattesystem i FREMSKRITDT 6-1977 side 8-9, at de sociale kontingenter og arbejdsgiverbidrag dækker 1,6 % af den samlede skatteudskrivning.

På dette punkt adskiller Danmark sig meget markant fra vore konkurrentlande. En OECD-tabel fra 1974 fortæller, at de tilsvarende procenter var:

Land	Procent
Norge	28,7
Holland	39,8
Sverige	19,8
Belgien	31,0
Vesttyskland	31,8
Frankrig	39,3
England	17,2
Finland	14,4
Canada	9,6
Italien	42,6
Svejts	39,4
USA (1973)	24,9
Japan	18,6

Den rækkefølge landene er stillet op i, svarer til tyngden af deres samlede skattetryk. Norge, Holland og Sverige var næsten lige så højt beskattet som Danmark. De seks næste lande til og med Canada ligger 20-25 % under Italien, Svejts og USA ca. 35 % lavere og Japan på omkring halvdelen af det danske skattetrykniveau.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: Varens pris:

http://fremskridtdk.wordpress.com/?s=varens+pris

Socialdemokratisk overbudspolitik

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / August 1991 / 19. årgang

Socialdemokratisk overbudspolitik

Socialdemokraterne har altid haft en særlig evne til at bruge løs af skatteydernes penge og låne det i udlandet, som manglede til sin overbudspolitik.

Dette absolut kedelige talent har rigtig udfoldet sig her i 1991.

Vi har hørt en Jimmy Stahr, som har lovet flere penge til Det Kongelige Teater, danske film og museer.

Vi har hørt en Ole Espersen, som vil give flygtninge, som rejser hjem – økonomiske ydelser i op til et år efter de har forladt Danmark og ydermere sende pension til disse hjemvendte flygtninge.

Vi har hørt en Svend Auken, som vil eftergive FN – 600 millioner kroner, som vi har til gode for vores FN-styrke på Cypern.

Vi har set socialdemokratiet med assistance fra SF og de Radikale ødelægge Danmarks anseelse i udlandet – først omkring Golf-krisen i såvel befrielsen af Kuwait og siden omkring beskyttelsen af kurderne. Dernæst vil man blokere for Danmarks og EFs samhandel med Sydafrika, ud fra nogle holdninger, som ikke gælder for andre lande, vi handler med.

Et negativt billede dannes af danskere og det gavner ikke det mulige udenlandske investeringer og dermed nye arbejdspladser. Det kan ligeledes skade eksportmuligheder og dermed også beskæftigelsen.

Det ville være meget ulykkeligt for Danmarks økonomi, beskæftigelse og anseelse såfremt Socialdemokratiet igen fik regeringstaburetterne og desværre gør det alternative flertal – S, SF og R det muligt. Heldigvis kan vælgerne ændre det og bør gøre det – når chancen byder sig.

Johannes Sørensen, Landsformand for Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Kun promille til forskel på Anker og Poul:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/kun-promille-til-forskel-pa-anker-og-poul/

Flygtningekonventionen bør straks opsiges

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11-12 / December 1994 / 22. årgang

Flygtningekonventionen bør straks opsiges

Flygtningelobbyen hævder, at “Danmark må leve op til dets internationale forpligtelser” – altså især Flygtningekonventionen af 1951. Udlændingeordførerne fra de øvrige partier efteraber kritikløst denne “alle-ved-jo-sandhed”, når de med (skin)hellig stemmeføring nedrakker og afviser Fremskridtspartiets forslag til stramninger i udlændingepolitikken. Intet land er imidlertid folkeretligt forpligtet af aftaler, som er ødelæggende for det. FN-konventionens faktiske betydning er dybt misforstået, idet den blot giver Danmark en ret til at fordele asyl trods hjemlandets eventuelle modstand. Men nok så vigtigt er, at konventionen formentlig ligefrem er ugyldig, fordi den i Danmark tilsyneladende er vedtaget på falsk grundlag og uden Folkestyrets medvirken. Lad mig kort gennemgå baggrunden for- og betydningen af konventionen i Danmark.

I 1950 vedtog FNs generalforsamling at oprette “United Nations High Commissioner for Refugees”, FNs Højkommissær for Flygtningeanliggender (UNHCR). Gennemførelsen af en ny flygtningekonvention til afløsning af en ny flygtningekonvention af 28. oktober 1933, der kun var blevet godkendt af otte lande, skulle blive det nye Højkommissariats første afgørende opgave. Der skulle skaffes enighed om ansvaret for de resterende europæiske flygtninge efter Anden Verdenskrig.

Flygtningekonventionen af 1951 blev underskrevet den 28. juli 1951 af 12 lande, herunder Danmark, som afslutning på en FN-konference, afholdt i Geneve i dagene 2-25. juli 1951. Konventionen skulle senere ratificeres (endeligt, lovligt godkendes) af medlemslandene. Dette var i Danmark kongens (regeringens) ret, evt. efter forelæggelse for Rigsdagen, ifølge dagældende Grundlovs par, 18. I dag er det efter grundlovsrevisionen af 1953 tilsvarende Dronningen (regeringen), Folketinget og Grundlovens par, 19.

Danmark kom først med at ratificere. Det skete den 4. december 1952. Da Australien havde ratificeret som den sjette stat 22. januar 1954, kunne traktaten træde i kraft den 22. april 1954. Det blev tronfølgeren, arveprins Knud, der i Kongens fravær underskrev konventionen, medens H. C. Hansen (A) underskrev som udenrigsminister.

Konventionen blev ratificeret med forskellige forbehold af de deltagende stater. Hver artikel er i virkeligheden en traktat for sig, og når en stat har taget forbehold over for en artikel, gælder den ikke i relation til den pågældende stat. Danmark tog forbehold over for Artikel 14 (kunstnerret og industriel ejendomsret), Artikel 17 (lønnet beskæftigelse) og delvis over for Artikel 24 (arbejderlovgivning og social tryghed). Dansk lovgivning, der bl.a. sikrede danske statsborgere folkepension, invalidepension og enkepension kunne ikke uden videre udstrækkes til flygtninge, men skulle laves om først. Det samme gjaldt Ophavsretsloven. Retten til at tage lønnet arbejde i Danmark, var en ret, der ved gensidig traktat med de nordiske lande var forbeholdt statsborgere herfra. Dersom Danmark ikke havde taget disse forbehold havde følgen været, at flygtningekonventionen efter Grundloven (daværende par, 18) uden mindste tvivl skulle have været forelagt Rigsdagen til godkendelse. Med disse forbehold besluttede man, efter at have indhentet udtalelser i de berørte ministerier, at det ikke var nødvendigt at forelægge konventionen for Rigsdagen.

En interessant følge heraf er, at det i dag ikke ville have været nødvendigt at spørge Folketinget, før Danmark, det vil sige Dronning Margrethe (regeringen) alene, kunne opsige samme Flygtningekonvention med virkning et år senere. Dette står nu i Grundlovens par, 19, stk. 1. Selve konventionen indeholder en paragraf om almindelig opsigelse (altså uanset spørgsmålet om direkte ugyldighed).

En fortrolig rapport fra den danske delegation til konferencen i Geneve viser, at Danmark skulle have taget mange flere forbehold, end det endelige resultat blev. Når forbeholdene ikke blev taget havde lovændringer været nødvendige, og dette havde krævet Rigsdagens medvirken. Rigsdagen blev tilsyneladende snydt. Det samme blev arveprins Knud og dermed Kongen. Disse forhold må betyde, at konventionen er indgået under falske forudsætninger, eventuelt svig. Den er i så fald ugyldig.

Danmarks forbehold blev senere tilbagekaldt lige så stille og ubemærket som konventionen i sin tid var blevet godkendt. Helt uden folkestyrets medvirken. Den oprindelige konvention gjaldt kun flygtninge fra før 1951. Nu sørgede en tillægsprotokol lige så stille for, at konventionen pludselig blev udvidet til at gælde alle flygtninge. Og nu havde flygtninge pludselig sociale rettigheder som danskerne. Disse ting skete i 1968 med Poul Hartling (V, senere Flygtningehøjkommissær) som nøgleperson. En uskyldigt udseende cirkulæreskrivelse af 21. juni 1968 fra Socialministeriet sikrede flygtninge folke-, invalide- og enkepension. Det var baseret på konventionens artikel 24, som var blevet lusket igennem. Det har sin egen historie (se “Danskeren 2/94″ = kan ses ved at besøge flg. Internetadresse: www.dendanskeforening.dk

Senere fulgte flere rettigheder. Flygtninge fik stemmeret og kunne vælges ved kommunal- og amtsvalg, når de blot havde boet i landet i 3 år. Dette byggede på konventionens artikel 7, som Danmark ikke havde ønsket. De flygtningevenlige partier sikrede sig ad denne vej mange indvandrerstemmer.

Fundamentet for Udlændingeloven står herefter i et ganske andet lys. Vigtigere er dog, at flygtningesituationen er ændret drastisk i forhold til 1951, idet flygtningestrømmen er vokset kolossalt, og idet Danmarks rolle som “foregangsland” har sikret sig, at vi nu drukner i flygtninge.

Danmark burde nu ganske enkelt opsige konventionen straks, som der jo er let adgang til. Det er en enkel, oplagt og berettiget varetagelse af Danmarks interesser, der er tale om. Dette er vore lederes pligt: Dronning, ministre og politikere.

Hele flygtningeproblemet – og Udlændingeloven – bør derefter nyvurderes, idet der, som noget nyt også skal tages hensyn til danskerne. De har dog førsteret til Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Vort tusinde år gamle fædreland er ved at smuldre. De, der på grund af deres magtposition har muligheden for at standse nedbrydningen af landet, men intet gør, begår forræderi.

Det er værre end landsforræderi. Det er et folkeforræderi – et forræderi frem for alt mod kommende generationer af danskere.

Knud Eriksen, cand. jur.

www.frp.dk

Læs også: De skjulte tal:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/04/de-skjulte-tal/

Socialdemokratiske profetier og virkeligheden

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 10. marts 1977 / 5. årgang

Socialdemokratiske profetier og virkeligheden

Det er ikke landets ve og vel Anker Jørgensen tænker på – i så fald ville han erkende problemernes rette sammenhæng og udforme lovgivningen derefter

I februar 1975 kastede Hartling (V) vrag på Fremskridtspartiet som samarbejdspartner. Her begik han sin frygtelige historiske fejltagelse. Han banede dermed vejen for en Anker Jørgensen-regering, som i sin tiltrædelseserklæring gav udtryk for følgende:

”regering og folketing skal nu gøre en ende på den politiske og økonomiske usikkerhed, som i den senere tid har præget Danmark.

Det er så meget mere vigtigt som vi står overfor store og påtrængende problemer. Vi skal sikre det sociale indhold i demokratiet og det vil i dag først og fremmest sige, at vi skal sikre arbejde som det væsentligste grundlag for tryghed. Det er det, vi skal sætte højest på listen over de opgaver, som skal løses. Det er vor regerings opfattelse, at vi nu må skabe arbejde, at vi nu må beskytte vore borgere i et aktivt forsvar for det velfærdssamfund, vi har opbygget.

Vi har nu 150.000 arbejdsløse. En ledighed af dette omfang er en social og en menneskelig ulykke. Det er den pris, vi ikke vil betale for at opnå en forbedring af betalingsbalancen. Derfor er det uomgængeligt nødvendigt, at der gennemføres foranstaltninger, som hurtigt og effektivt kan forøge beskæftigelsen.

Regeringen ser ikke bort fra, at en simulering af beskæftigelsen i et vist omfang vil trække en forøgelse af importen med sig. Det øger behovet for at styrke de erhverv, der skal konkurrere med udlandet.

Det afgørende i en beskæftigelsesfremmende politik er imidlertid at genskabe initiativet i erhvervslivet, at genskabe tilliden i erhvervslivet”.

Efter to års forløb viser de tørre tal: Større arbejdsløshed, større valutagæld, større statsunderskud, større renteomkostning, større skattetryk og større statstvang.

Desuagtet har de konservative, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og de radikale nu sikret, at Danmark fortsat skal dalre videre under nøjagtig de samme socialdemokratiske metoder, som til fulde har vist deres landsskadelighed i 1975 og 1976.

Alle ved jo udmærket, hvad der er galt i Danmark: Det offentlige apparat har fået lov til at svulme op til et sådant kæmpeomfang, at det aldeles pressen luften ud af det erhvervsliv, hvis sprudlende foretagsomhed alene kan redde os ud af de seks katastrofer.

Fremskridtspartiet – nu det største oppositionsparti – har præcist i enkeltheder påvist, hvordan vi kan komme op af uføret uden en eneste asocial eller arbejderfjendsk foranstaltning.

Men de andre tør ikke. De er bange for de højtråbende egoistorganisationer og pressionsgrupper.

Men Fremskridtspartiet vil endnu i denne måned stille lovforslag om:

1. Lønfremgang gives gennem 25.000 kr. skattefrit bundfradrag.
2. 16. almindelige ejendomsvurdering aflyses.
3. Et væld af restriktioner afvikles.
4. Staten sætter tæring efter næring ved en række besparelser. Den første går ud på, at gennemsnitslønnen for et folketingsmedlem over det næste år falder fra de nuværende 190 kr. pr. time til 94 kr.

Med udover disse områder vil Fremskridtspartiet også på alle andre felter vise sig den øgede vælgertillid værdig. Der skal fremlægges et i alle detaljer udarbejdet modstykke overalt, hvor vi mener, at tingene kan gøres bedre.

Mogens Glistrup, MF

www.frp.dk

Læs også: Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/08/14/erhvervszonerne-%e2%80%93-hvad-blev-der-af-dem/

Velfærdssamfundet!!!

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 29. januar 1988 / 16. årgang

Velfærdssamfundet!!!

For den almindelige dansker er de faktiske daglige forhold vel egentlig ganske gode. Aldrig tidligere i vor historie har man ved lånoptagning, belåning af konjunktur- og inflationsgevinster m.v. haft mulighed for at bo så godt, spise så dyrt, klæde sig så moderne, købe så mange nye biler, hårde hvidevarer, video- og Tv-apparater, holde så lange ferier, rejse så meget og få så meget udbetalt fra de offentlige kasser uden arbejdsindsats o.s.v. – o.s.v.

Den private lille egoisme trives i dag så godt som aldrig før. Hvis man en kort stund gider på de uduelige politikere, eller som forleden lange aften i TV se og lytte til, hvad forskellige økonomer m.fl. mener om landets økonomiske situation, så kan man nok lige acceptere, at der muligvis bør gøres noget – men hvorfor egentlig? – Vi har det da nogenlunde! Og er det alligevel nødvendigt med indgreb og tilbageholdenhed, så skal det i hvert fald ikke være overfor os eller lige på vort område.

Det børnefjendske samfund

Ved læsning af dagens aviser m.v. afsløres dagligt nogle af de problemer vort velfærds- og lånesamfund også er belemret med. Flere og flere børn er de sidste årtier af fortravlede, udearbejdende forældre blevet overladt til pasning og opvækst i samfundets forkvaklede institutionssystemer.

Resultatet er, at flere og flere børn i disse år henvises til skole- og kliniske psykologer, kommer under psykiatrisk behandling, får støttepædagog, hjemmepædagog eller bliver anbragt under forskellige former uden for eget hjem.

Børne- og ungdomskriminaliteten er sammen med voksenkriminaliteten stærkt stigende, og hvis ikke flere og flere lovovertrædelser blev gjort straffrie – afkriminaliseret, så ville tallene for kriminalitetens stigning være chokerende store.

Dagligt beretter pressen om voldelige og blodige overfald på såvel børn, unge, voksne og ældre. Væbnede overfald på såvel sagesløse som banker og lignende er desværre nu også blevet en af vi danskes dagligdag.

Behandlersamfundet

Familien, der tidligere var det centrale – det samlende og faste ståsted for det enkelte menneske og det grundlæggende for hele samfundet, er gennem de sidste 25 år blevet mere og mere tilsidesat, og familiens opgaver overtaget af de såkaldte behandlere. I behandlersamfundet tales der i dag ofte mere om: Min dagplejemor, min pædagog, min lærer, min vejleder, min sagsbehandler, min læge, min hjemmehjælper, min omsorgsassistent, min hjemmesygeplejerske, min bankvejleder, min revisor, min skilsmissesagfører, min o.s.v. – o.s.v., end der tales om min mor og min far eller min familie.

I stedet for hjemmets tryghed og lille overskuelige verden, er der nu i mange danskes hverdag lige fra vugge til grav kommet en sværm af vejledere og behandlere, der alle har en eller anden form for autoritet. Det er sikkert bl.a. derfor mange børns og unges tillid og tro på autoriteter kan være på et meget lille sted.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at alt det gamle var godt, og alt det nye dårligt, men vil vi have genskabt et menneskeværdigt, varmt og rigt samfund, så må meget genprivatiseres og det naturlige i børneopdragelse- og pasning genindføres.

Barnets naturlige base skal igen være familien, og dermed vil grunden til en rolig og harmonisk ungdoms- og voksentilværelse være lagt.

Privatisering

Ved en udstrakt privatisering af de alt for mange opgaver, der i dag løses af det offentlige, kan vi genskabe et trygt og frit menneskeværdigt samfund.

En klar forudsætning for gennemførelse af disse privatiseringstanker er den grundlæggende skatte-, friheds- og socialpolitik som Fremskridtspartiet står for.

Med en skatte- og frihedsreform, der kan skabe gode konkurrencevilkår for danske eksportvarer, vil der over en overskuelig periode i forbindelse med en vidtgående privatisering kunne skabes arbejdspladser i den produktive sektor til de mange offentligt ansatte, der vil blive overflødige i Fremskridtssamfundet.

Derfor er Fremskridtspolitikken så aktuel som nogensinde!

Johs. Sørensen

www.frp.dk

Læs også: Sporene er skræmmende:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/

Vor egen apartheid

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / 19. februar 1974 / 2. årgang

 

Vi har travlt med at blande os i andre landes forhold. Den hellige forargelse lyser ud af de socialistiske Tv-folk, når de omtaler lønproblemer i Sydafrika og for at være med på noderne skynder “gammelpartiernes” politikere sig, at mistænkeliggøre forhold, de ikke har grundlag for at bedømme.

Hvad med vore egne hjemlige forhold, hvor man hos mange befolkningsgrupper gennem direkte og indirekte skatter beslaglægger 90 procent af arbejdsindtægten?

Hvad med de 20 procent af befolkningen, der holdes udenfor pristalsordningen og må betale både dyrtiden og embedsmændenes pristalsforhøjede lønninger?

Hvad med bylandmændene, der skal sættes i “kartotek” og særbeskattes, medens andre, der ikke har den “perverse lyst” til at bo på landet, gerne må bygge villaer til 1 million og trække “underskuddet” fra skatten

Hvem er i øvrigt “bylandmand”? Er det tankvognschaufføren eller slagteriarbejderen, der for at holde hjemmet oppe pukler i 20 af døgnets timer? Eller er det skolelæreren og kontormanden, der søger ud i naturen for at give børneflokken sunde interesser og en sund opvækst

Før vi korrekser andre, bør vi “muge ud” i vort eget gammelpolitiske system, der er gennemsyret af misundelse og diskriminering

A. Th. Riemann

www.frp.dk

Læs også: DR´s journalister – de største danmarksødelæggere: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/05/drs-journalister-de-st%c3%b8rste-danmarks%c3%b8del%c3%a6ggere/

Vi har talt for døve øren

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / August 1990 / 18. årgang

 

BT kan fortælle sine læsere, at 12.000 afghanere i disse dage forsøger at komme til Danmark. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) udtaler, at ”Danmarks flygtningeregler er for åbne og må skærpes”. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) vil have begrænset retten til familiesammenføringer. Den konservative formand for Udenrigsudvalget siger, at ”indvandrernes automatiske retskrav på familiesammenføring skal sløjfes”. Venstres Bjørn Elmquist udtaler, at ”barneægteskaber bør ikke have retskrav i Danmark”. Men de radikales flygtningepolitiske ordfører, Kirsten Lee, mener ikke at der ”umiddelbart er saglige grunde for at ændre flygtningeloven, da EF-flygtningekonventionen ikke giver nogen grund til at Danmark skulle komme til at virke som en flygtningemagnet”.

Godtroende

Man skal være meget godtroende, hvis man som fru Lee tør hævde, at den store ”efterspørgsel” på opholdstilladelse i Danmark ikke hænger sammen med, at de fremmede her i landet er stillet langt bedre end andre steder og at Danmark derfor vil blive det foretrukne land for alle flygtninge, som får foden indenfor i EF.

Fremskridtspartiet har i årevis forsøgt at råbe politikerne fra andre partier op i disse spørgsmål, men vi har talt for ”døve øren” og de øvrige partier har totalt afvist vore ønsker om en folkeafstemning om flygtninge- og indvandrerpolitikken. Først nu er alvoren ved at gå op for de konservative og Venstre. Man må håbe, at de to borgerlige partiers politikere endelig tør stå fast og dermed redde Danmark fra en flygtningeinvasion, som vi i dag kun kan forestille os i mareridt.

Aage Brusgaard, Gruppeformand Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Flygtningekonventionen bør straks opsiges:

 http://www.thedodo.info/Dronte%203/Dron0307.htm