Z-genrejsningen

Z-genrejsningen

Fremskridtspartiet havde før september 1982 en ikke helt så ringe indflydelse.

Men så startede Thorndahlismen en bølge af bortforæringer af Z-synspunkter. Fremskridtsfolk blev så selvopgivende, at det lignede et totalt ophørsudsalg.

Midt i al traurigheden i afvigte vinter tør vi håbe på, at sabotagen indefra mod vort nødvendige parti alene var noget forbigående og midlertidigt.

Men vi skal ikke være overmodige over, at det nu er gået så fredeligt indadtil i de sidste par år. Vi bøder stadig for synderne i halvandet året med de mange faneflugter. Derfor er det stadig nødvendigt at handle disciplineret og uselvisk og opofrende at afstå fra egotrips:

• Ikke for personlig vinding.
• Ikke for partiets skyld.
• Men for Danmarks skyld.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 14 / 18. april 1986 / 14. årgang 

Fortryder Anker Jørgensen?

Fortryder Anker Jørgensen?

Demokratiets livskraft er størst, når debatterne kan ske for åbent tæppe. Anker Jørgensens hyppige advarsler om faren for demokratiet består ikke i de mange partier – store eller små – men kun i hemmelighedskræmmeriet eller fortielser.

Derfor endnu en opfordring til statsministeren om i fuld udstrækning at debattere landets problemer for åbent tæppe.

I forbindelse med Tv-debatten den 1. oktober havde Billed-Bladet planlagt en artikel om Mogens Glistrup og Anker Jørgensen. Hver især var opfordret til at skrive om modparten.

 

Den 19. september sendte Billed-Bladet følgende brev til Mogens Glistrup:

Kære Glistrup:

Det er med sorg jeg skriver til dig for at fortælle dig, at dit indlæg i sidste øjeblik er taget ud. Efter at Anker Jørgensen havde sagt nej, besluttede bladets ledelse trods alt at droppe sagen, fordi vi ikke må beskyldes for at tage parti. Sådan mener man, det kunne virke på nogle mennesker, hvis vi bragte dit indlæg alene.

Jeg er ked af, at du har ulejliget dig forgæves, men regner med, at vi er lige gode venner af den grund. Hils din kone mange gange.

Venlig hilsen

Leif Kjeldsen

 

Nedenstående gengiver vi den artikel, Mogens Glistrup havde skrevet, idet det dog skal tilføjes, at Billed-Bladet ville have kortet artiklen en smule ned:

Da fremskridtsbevægelsen var spædbarn, kom mange dybt fortvivlede til os og sagde med næsten ens ord: ”Min bedstefar var socialdemokrat. Min far var socialdemokrat. Selv har jeg altid stemt socialdemokratisk. Jeg har aldrig troet, jeg skulle tvivle, men nu kan jeg altså ikke holde det ud længere. Kildeskatten, Rifbjerg og alt det der. Det kan da ikke være socialdemokratisk politik. Jeg kan simpelt hen ikke blive ved mere. Er det mig, der er fej? Er det mig, der svigter? Eller er det Krag og de andre fine?

Samme Jens Otto Krag fortæller ikke om tilsvarende oplevelser i sin offentliggjorte dagbog. Utvivlsomt må imidlertid også han have mødt holdningen og fornemmet dens udbredthed. Derfor var det ikke overraskende at han – der jo ikke længere var nogen årsunge – benyttede først givne lejlighed til at lade sig erstatte af en arbejdsmand. De 13 år med cand. politter som socialdemokratiske partiledere havde kostet dyrt i retning af tabt kontakt med de virkelige samfundsproblemer.

Arbejdsmanden var Anker Jørgensen. Vi fremskridtsfolk modtog ham i største spænding. Skulle han blive med- eller modspiller i vor kamp mod den nye herremandsklasse, som de 13 år havde skabt?

Olympiadetalen

Det første sikre tegn på, hvor det bar hen, var hans olympiade tale. Blot muligheden for offentlige besparelser – den eneste vej at komme ud af skattemoradset på – blev kaldt for ”falsk tale”. Ved enhver olympiade – sagde Anker Jørgensen – sættes nye rekorder, og sådan er også naturloven for hver finanslov. Det offentliges udgifter må nødvendigvis blive større og større.

Hermed var handsken til fremskridtsbevægelsen kastet. Da vi få måneder senere i Gallup-tilslutning var Socialdemokratiets jævnbyrdige, udfordrede vi gang på gang Anker Jørgensen til at komme og diskutere med os. Han undslog sig konsekvent og undtagelsesfrit. Men omsider kom dog en socialdemokrat – Erhard Jacobsen. Med ham dystede vi møde efter møde om sygdomsbærmen i den danske samfundsøkonomi – at stat og kommuner har ladet sine udgifter svulme så stærkt ud over den økonomiske bæreevne.

I løbet af et halvt års tid var Erhard Jacobsen blevet klar over, hvilken vej de stærke befolkningsstrømme bar. På fjernsynsskærmen så vi Anker Jørgensen holde sin ”til venstre for midten-tale”. Direkte kontakt med ham var aldeles uopnåelig. Hans forhold til fremskridtsbevægelsen var blot, at han efter avisernes sigende arbejdede med, om han dog ikke kunne få puttet mig i fængsel.

Men snart skulle han få endnu flere problemer. Den Erhard Jacobsen, der skulle have gjort socialdemokratiarbejdet med at knække Fremskridtspartiet, indgik nu i de manges brigade, der simpelt hen ikke længere kunne bære over deres samvittighed fortsat at slutte op om Socialdemokratiet, som var blevet så totalt ændret siden Staunings og H. C. Hansens dage.

For at knuse oprøreren Erhard Jacobsen, før denne nåede partimæssigt at etablere sig tilstrækkeligt fast, kastede Anker Jørgensen Danmark ud i et valg. Snart stod det klart, at dette stykke partitaktik slog fejl. Befolkningen havde fået nok af socialdemokraternes olympiske rekorder.

Foragt for fair play

Men midt i valgkampen kammede udviklingen over. Anker Jørgensen havde været i Middelfart og talt om Middelhavet. Med socialdemokraternes sædvanlige nævnenyttighed til at ville løse alle andre landes problemer, havde han groft fornærmet olielandene. Det førte nu til boykot af Danmark, og det blev Anker Jørgensens redning. Med suveræn foragt for alle fair play synspunkter og særregler, lod Danmarks Radio nemlig socialdemokraterne – især Erling Jensen – køre en trommeild af valgpropaganda med det hovedindhold, at i en sådan national krisesituation, måtte man da slutte op om regeringspartiet.

Derfor gik Anker Jørgensen ud af valgslaget som nr. 1. Stadig leder af Danmarks største parti. Men det næststørste blev Fremskridtspartiet. Og derfor kunne han nu ikke længere undslå sig for at møde os ved officielle lejligheder.

Første gang, jeg traf ham på tomandshånd, var et par dage efter valget. Da statsministersekretæren viste mig ind, sad han ved et lille bord i et kæmpestort isnende koldt lokale. Menneskekontakten mellem os føltes endnu koldere.  Hans uforstående foragt var tydelig for dette nymodens sammenrend af apolitiske fremskridtsfolk. Også jeg skulle imidlertid sige noget. Jeg kom til at formulere mig på den måde, at jeg nok vidste, at en statsminister fik umådeligt mange tal på sit arbejdsbord hver dag og knapt kunne huske dem alle, men jeg ville dog lige gerne genopfriske hans hukommelse med ét tal, han måske havde glemt, nemlig at vælgerne havde udrustet Fremskridtspartiet med 28 folketingsmandater.

Det skæve smil hvormed han svarede ændrede aldeles stemningen. Det nærmest forårsvarmede. Det udtrykte til 100 %, at jeg da også måtte forstå den knibe, han var i. Kastet ud i at være leder for det parti, som i to generationer havde været den danske arbejders. Og så nu alle disse bryderier fordi andre havde fejlet.

Andres fejl

Siden da har ånden fra den 6. december 1973 altid været det dominerende, når jeg tænker på Anker Jørgensen. Nok har ikke i de knapt tre år vi har haft fælles arbejdsplads én eneste gang villet sludre uformelt med mig. Vi påtrængende fremskridtsfolk skal bestemt ikke tro, at vi er noget – at vi skulle være lige så gode som de gamle. Men selv om han altså dag ud og dag ind passerer forbi mig på Christiansborg uden et ord eller en kommentar til, hvad der er oppe – selv på trods af det, fornemmer jeg altså – ærlig eller falsk – en vis gensidighedens sympati fra december mødets tøbrud.

Men med en enkelt begrænsning: Fra Folketingets talerstol taler man lige ned til ministrene. Nærmest sidder statsministeren. Og normalt virker Anker Jørgensen som den forstående lytter, som det er inspirerende at henvende sig til. Men ikke når K. B. Andersen undtagelsesvis er på visit i Danmark og sidder ved hans side. Han er legemliggørelsen af det inkvisitoriske fremskridshad. Og påvirkelig som han er af sine nærmeste omgivelser, konkurrerer Anker Jørgensen med sin udenrigsminister ved de lejligheder om at hidse sig op mod banditten Glistrup.

Ganske oplagt er det skammeligt, at der skal være så elendig en kontakt mellem de to største politiske partier inden for arbejdslivet.

Derfor var den 13. september 1976 en lykkens dag. Anker Jørgensens fok erkendte da omsider, at man ikke får Z-bevægelsen dræbt ved fortsat at lade som om, vi ikke eksisterede. Folkestyre betyder debat. Debat med dem man er uenige med så det folk, der skal styre også kan bedømme de eksisterende opfattelser over for hinanden.

Og selv om vi fremskridtsfolk har svært ved at forstå at 913.155 ved sidste valg holdt fast ved det socialdemokratiske parti, må vi naturligvis respektere det og respektere, at deres politiske leder er Anker Jørgensen. Måtte den seneste udvikling klart konstatere, at han ikke længere til de mindreværdiges kreds henregner de 414.219, som satte deres krydser i den anden ende af stemmesedlen.

Vi er alle sammen mennesker.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang 

Forslag om opstramninger for kriminelle udlændinge

Fremskridtspartiets forslag til en ny udlændingepolitik

Forslag 7

Forslag om opstramninger for kriminelle udlændinge

Fremskridtspartiet foreslår:

• Udvisning af kriminelle udlændinge.
• Fængsling af anonyme udlændinge.
• Det skal sikres, at afviste og udviste udlændinge reelt forlader Danmark.

Fremskridtspartiet vil ikke acceptere, at gæster i Danmark begår vold, mord, voldtægt etc. Fremskridtspartiet vil have strammet kravene til, hvornår der skal ske udvisning af kriminelle udlændinge.

Flygtninge og indvandrere der dømmes for grovere kriminalitet – det vil sige over 30 dages fængsel – skal efter endt afsoning udvises af Danmark. Samtidig skal det sikres, at afviste og udviste udlændinge rent faktisk forlader landet. Fremskridtspartiet foreslår også, at flygtninge med ”hukommelsestab” fængsles. Det er uacceptabelt, at flygtninge nægter at opgive deres identitet for at sikre sig ophold i Danmark.

Fremskridtspartiet fremsætter beslutningsforslag om, at der sker opstramninger på ovenstående områder vedrørende kriminalitet og udlændinge.

Fremskridtspartiet

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1997 / 25. årgang

Forslag på det økonomiske område ift. flygtninge og indvandrere

Fremskridtspartiets forslag til en ny udlændingepolitik

Forslag 6

Forslag på det økonomiske område

Fremskridtspartiet foreslår:

• Retskravet på familiesammenføring skal fjernes.
• Strammere forsørgelseskontrakter.
• Ingen penge til indvandrere der ikke vil lære dansk.
• Ingen kontanthjælp til pensionister.
• Kun kost og logi til flygtninge i lejre.

Flygtninge og indvandrere koster danske skatteydere milliarder af kroner. Ingen har i dag et samlet overblik over udgifterne da beløbene er spredt ud på et tort antal konti i stat, amter og kommuner. Et kvalificeret bud ligger på langt over 30 milliarder kroner.

Det er for Fremskridtspartiet uforståeligt, at et flertal i Folketinget årligt bruger et tocifret milliardbeløb på udlændinge, mens vore egne svage ikke får den hjælp og omsorg, de har krav på. Den prioritering vil Fremskridtspartiet have lavet om.

Antallet af familiesammenføringer stiger konstant. Det samme gør udgifterne til forsørgelse, undervisning, integration, boligsikring, etnisk ligestilling etc. Fremskridtspartiet vil have fjernet retskravet på familiesammenføringer. Hvis en indvandrer vil have en slægtning til landet, skal vedkommende kunne forsørge sig selv. Den forpligtelse må aldrig overgå til det offentlige. Sker det, skal den pågældende straks forlade landet.

Det skal ikke være muligt for pensionister at opnå kontanthjælp. Herved sikres, at udenlandske pensionister ikke får udbetalt mere i offentlig hjælp end danske pensionister, der har knoklet på arbejdsmarkedet for at opbygge det samfund, vi andre nyder godt af idag.

Fundamentet for al integration er gode danskkundskaber. Derfor vil Fremskridtspartiet tvinge indvandrerne på skolebænken. Kommunerne skal have pligt til at trække i de offentlige ydelser, for hver dag indvandreren udebliver fra danskundervisning.

Der er næsten ingen grænser for, hvad flygtninge kan opnå i offentlig hjælp. Derfor har Danmark udviklet sig til en magnet for luksusflygtninge fra fjerntliggende lande. Fremskridtspartiet vil gerne hjælpe rigtige flygtninge i virkelig nød. Men de skal kun have til kost og logi i flygtningelejre. Når forholdene i hjemlandet er til det, skal de sendes hjem.

Fremskridtspartiet fremsætter et samlet beslutningsforslag om opstramninger på området vedrørende udgifter til udlændinge.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1997 / 25. årgang

Flygtningenævnet skal nedlægges

Fremskridtspartiets forslag til en ny udlændingepolitik

Forslag 3

Flygtningenævnet skal nedlægges

Fremskridtspartiet vil have nedlagt Flygtningenævnet, der har udviklet sig til et ”overfolketing”. Senest har Flygtningenævnet tilsidesat Folketingets beslutning om, at narkokriminelle flygtninge skal udvises. Det finder Fremskridtspartiet helt uacceptabelt.

Når en flygtning får afslag på opholdstilladelse i Danmark, skal afgørelsen ikke kunne ankes i en uendelighed. I sidste ende er det de danske skatteydere, der står med regningen. Både i den periode ansøgningen skal behandles, og når ansøgeren efter 3 år automatisk får opholdstilladelse.

Fremskridtspartiet har fuld tillid til de afgørelser, der træffes i Udlændingestyrelsen. Fremskridtspartiet anser Flygtningenævnet som en overflødig instans, der alene er med til at trække sagerne i langdrag.

Fremskridtspartiet afleverer lovforslag om, at Flygtningenævnet nedlægges fra 1. januar 1998.

Fremskridtspartiet

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/vaer-ikke-blaojet-overfor-musliminvasionen-der-haerger-dannevang/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1997 / 25. årgang

AIDS-kontrol og DNA-test af alle indvandrere og flygtninge

Fremskridtspartiets forslag til en ny udlændingepolitik

Forslag 2

AIDS-kontrol og DNA-test

Alle indvandrere og flygtninge der kommer hertil skal underkastes en AIDS-kontrol og en DNA-test.

Mange udlændinge kommer til Danmark fra områder i verden, hvor AIDS er meget udbredt. Derfor skal det være et krav, at de pågældende kontrolleres for AIDS. Af hensyn til folkesundheden må vi i Danmark have kontrol med hvem og hvor mange AIDS-smittede, der ønsker at komme til Danmark.

Indvandrere i Danmark og flygtninge der ønsker at komme til landet skal underkastes en obligatorisk DNA-test. Den skal også omfatte alle børn.

En DNA-test er nødvendig for at imødegå svindel med fx familiesammenføring. DNA-tests har allerede afsløret at i omkring cirka 30 % af disse sager, er der tale om fup. Derfor skal DNA-testen gøres obligatorisk.

Fremskridtspartiet fremsætter beslutningsforslag om disse forhold.

Fremskridtspartiet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1997 / 25. årgang

Forslag om kontrakt for flygtninge og indvandrere

Fremskridtspartiets forslag til en ny udlændingepolitik

Forslag 1

Forslag om kontrakt for flygtninge og indvandrere

Fremskridtspartiet stiller forslag om, at alle flygtninge og indvandrere der opholder sig i Danmark skal underskrive en opholdskontrakt. Hvis de nægter, medfører det øjeblikkelig udvisning.

Kontrakten skal altid kun give midlertidig opholdstilladelse og sikre at de krav, der stilles til danske statsborgere om at overholde dansk lov også stilles til flygtninge og indvandrere.

Kontrakten skal indeholde bestemmelser om pligt til at tage imod anvist arbejde og om, at den pågældende skal hjemsendes, så snart forholdene i hjemlandet tillader det og om, at der ikke kan ske familiesammenføring. Der skal også være en indberetningspligt for alle pengeoverførsler mellem Danmark og hjemlandet. Overtrædes kontraktens bestemmelser, skal det medføre øjeblikkelig udvisning.

Kontrakten indeholder desuden følgende:

1. Flygtninge og indvandrere skal efter meddelt opholdstilladelse opholde sig i det anviste område, kommune, by.
2. Det er flygtningens og indvandrernes pligt at lære sig dansk.
3. Fradrag i skattepligtig indkomst er afhængig af, at modtageren er bosiddende i Danmark.
4. Turistrejse til udlandet for flygtninge medfører udelukkelse fra Danmark.
5. Indfødsret tildeles ikke automatisk ved fødsel her i landet for flygtninges børn.
6. Statsborgerskab kan kun opnås ved særlig tilknytning til Danmark.
7. Flygtningene tillades ophold i Danmark med heraf følgende fysisk beskyttelse og garanti af basale rettigheder.

Fremskridtspartiet fremsætter beslutningsforslag om, at alle flygtninge og indvandrere fremover kun kan opholde sig i Danmark, hvis de underskriver en kontrakt.

Fremskridtspartiet

http://fremskridtdk.wordpress.com/2012/10/29/vort-store-gaestebud/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / december 1997 / 25. årgang

Vort store gæstebud

Vort store gæstebud

Det er ikke god skik at diskutere, om gæster er velkomne, når gæsterne selv er til stede, og om de er dukket op på en noget ureglementeret måde. Men hvis der stadig dukker flere og flere gæster op, som ikke er inviteret, og som endog laver om på husets orden og åbent praktiserer egen sæd og skik, som er huset fremmed, – ja, så er det på tide at holde husmøde om sagen.

På husmødet viser det sig, at den ansvarlige for indbydelsen har skrevet: “Alle er hjertelig velkomne til gæstebuddet“! Der er ikke sat nogen begrænsninger i indbydelsen – hverken på antal gæster eller varigheden på gæstebuddet. Gæsterne kan altså ikke klantres, det er indbydelsen, der er noget i vejen med.

Hvem er de ansvarlige?

Det er en sådan situation, Danmark befinder sig i i dag, fordi vore politikere i 1983 vedtog en fremmedlov, som ikke sætter nogen grænser for det antal asylsøgere, vort land skal være forpligtet til at modtage.

Dansk retsområde, der ellers kun omfatter rigets territorium, er udvidet til at omfatte den vide verden, så enhver udvandrer fra den tredje verdens mange befolkningseksploderende lande, der ved grænsen eller på et dansk konsulat i udlandet er i stand til at stave til “A-s-y-l“, har ret til at blive modtaget enten som såkaldt flygtning – eller mere ærligt og redeligt – som bekvemmelighedsindvandrer. For Danmark er et dejligt land – har de hørt, – hvor få har for meget og færre for lidt. Ganske vist kom der i 1987 en lille stramning af loven, men ikke nær tilstrækkeligt til at standse folkevandringen, som 1983-loven afstedkom. Vore politikere har forpligtet det danske folk – uden at spørge det - til at være værter for et ubegrænset antal fremmede, som af en eller anden grund finder det opportunt at fremstille sig som asylansøger, fordi græsset er grønnere på vore marker.

Hvem bør de ansvarlige være?

Ikke politikerne, som af frygt for en fædrelandsforagtende og alt dominerende presses verbale overgreb og terror har vedtaget lovene hen over hovedet på det menige folk, der alene bør træffe en så vigtig afgørelse, der berører folkets råderum over sit eget territorium. Det er danskernes soleklare ret til at udforme en fremmedlov, der er i overensstemmelse med almindelige menneskers retsopfattelse. En sådan lov er vigtigere end nogen anden paragraf i den danske grundlov, fordi den får konsekvenser for vore børn ikke blot i 2 og 3 led, men i 10 og 20 led, og videre endnu. Den får konsekvens for Danmark som nationalstat. Derfor skal loven laves om, indvandringen af fremmede religioner og kulturer stoppes, ved en folkeafstemning og reglerne for dansk statsborgerskab skærpes meget.

Hvor og hvem skal vi hjælpe?

Vi skal hjælpe nødlidende mennesker i den 3 verden så nær deres hjem som muligt. Der kan vi hjælpe langt flere og bedre end i Danmark.

T. Lassen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 37 / 11. november 1988 / 16. årgang

Z lige nu

Z lige nu

Det statsmonopol som indehaves af Danmarks Radio og TV er helt og fuldt i hænderne på gammelpartiernes røde lejesvende med deres bestandige tromlen fra årle morgen til sen nat for at fremkomme med ensidige budskaber til fædrelandets fordærvelse.

Løgn, fortielse og forvrængning er de våben, hvormed de vil ødelægge Fremskridtsbevægelsen. Brugt år efter år. Nu 16. år i træk. Og af alle de toneangivende journalister.

Derfor har vi nok kun os selv og vore spinkle kræfter at bygge på. Og derfor må disse kræfter udnyttes i længere tid, end de få uger som hengår fra valgudskrivelsen til valgdagen. I de par dusin døgn er det særdeles svært for et kirkerottefattigt parti som Fremskridtspartiet overhovedet at komme til orde. I de dage overlades scenen jo stort set til magthaverpartierne, som lover alt paradisisk og spiller på, at vælgerhukommelsen gang efter gang har vist sig at være uhyggelig kort.

Vor opgave nu er derfor ikke at fuldkommengøre vort indre partiorganisationsapparat. Det må vente. Vort virke skal være udadvendt. Med et ofte anvendt Fremskridtsudtryk: Nu gælder det at missionere blandt hedninge. Og efter opinionsresultater er der over 97 % af dem på landsplan. I visse egne af landet endda endnu flere.

Metoden er ganske enkel. Det eneste vi skal gøre er at sige sandheden. Vi Fremskridtsfolk skal bruge alle vore kræfter til at oplyse om de virkelige forhold.

Hver gang det lykkedes for os, er sejren vor. Hver eneste dansker er nemlig i virkeligheden et Fremskridtsmenneske. De fleste ved det bare ikke selv. Fordi de er blevet proppet med så mange usandheder om Z-partiet. Vor opgave er derfor uforfærdet at være sandhedens fakkelbærere.

I højsædet skal vi sætte de gamle dyder. Folketinget skal forkæle den arbejdsomme, den flittige, den selvdisciplinerede, den selvopofrende. Det er kravene, når vi skal ud af de folketingsskabte plager, som har præmieret ødslerne, de letsindige, de forkælede, de klynkende og de uforstandige.

Mogens Glistrup

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 6 / 20. februar 1987 / 15. årgang 

Ny sejr for fagforeningsdiktaturet

Ny sejr for fagforeningsdiktaturet

Beskæmmende, siger Z-gruppeformanden om regeringens afværgeværk.

“Folketinget udtaler, at ingen mod sin vilje kan tvinges til at bidrage økonomisk til partier, de ikke sympatiserer med”.

Så enkelt og indlysende var ordene i det dagsordensforslag Fremskridtsgruppen fremsatte ved Folketingets afslutningsdebat i forrige uge.

Men selv det var for meget for tøsedrengene i firkløverregeringen og dens partier (V, C, CD og KrF, red.). Der måtte en afværgedagsorden til. Så sølle var det.

- Det har været beskæmmende og deprimerende at opleve først HT-konflikten og nu senest uroen på hospitaler, siger gruppeformand Helge Dohrmann. Vi danskere har altid med henvisning til Grundloven påstået, at vi har foreningsfrihed i landet. Den sidste tids begivenheder, hvor der nærmest er sket en legalisering af organisationernes tyveri af medlemmernes penge, vidner om noget andet.

Ny sejr

- Desværre kom vores dagsorden ikke til afstemning i Folketinget. Regeringens ynkelige afværgeværk blev, med hjælp af en grønlænder, en færing og en løsgænger, vedtaget. Dermed har fagforeningsdiktaturet i realiteten vundet en ny sejr, slutter Helge Dohrmann.

T. Zinglersen

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/23/det-konservative-bidrag/

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 22 / 8. juni 1984 / 12. årgang