Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 1 / Maj 1973 / 1. årgang
Nu går våren gennem Danmark
Dygtige danskere har i årtier haft ulyst til at arbejde med partipolitik og offentlig administration. Udfordringerne fra den faglig-erhvervsmæssige udvikling har været så kæmpemæssige, at alle gode kræfter er ofret på arbejdspladsen. Derfor var de tider forbi, hvor det offentlige liv kunne tælle skikkelser som I. C. Christensen og K. K. Steincke.. Derfor har de på Slotsholmen beskæftigede i mange år gjort deres arbejde for dårligt. I Folketinget såvel som i “den røde bygning”.
Med selvforstærkende virkning har dette afskrækket endnu flere egnede fra at gå ind i statsstyrelsen. Leden ved ordskvalderet med kunstig grøftegravning og forældede talemåder har holdt mangen en velegnet kvinde og mand væk fra Christiansborg-klubben.
Pæredansk
Men nu går våren gennem Danmark. For første gang i en generation ser det ud til, at det nytter noget at slutte op omkring et tidssvarende politisk parti, som har kastet de gamle partiers vraggods af forældet tankemateriale og hellige køer over bord.
Forstår tilstrækkeligt mange, at det er nu et aktivt arbejde må gøres, så kan Fremskridtspartiet blive den skelsættende fornyelse i forhold til de mere end hundrede år gamle ideologier og tankesæt, der ligger til grund for vore fem gammelpartier.
Det ny parti er pæredansk og gennemdemokratisk. De første mål, vi har sat os er, at rydde op i det af centraladministrationsembedsmændene skabte og af de nuværende politikere bekræftede hængedynd af blanketpapir, indkomstskat og lovuforståelighed. Naturligvis skal det ikke gå ud over de syge, de gamle og de andre socialt svagt stillede.
Spareprogrammer
Man har sagt, at aldrig har et politisk parti med så få mandater (nul) haft så stor indflydelse i dansk politik. Man henviser til, hvordan alle politiske partier var ved at falde over hinanden i iver efter at gennemføre spareprogrammer, den første dag Folketinget samledes, efter at Gallup havde forkyndt, at Fremskridtspartiet repræsenterede 5,8 pct. af vælgerne.
Af disse i hast opstablede projekter blev det Socialdemokratiets 44 punkts program, som fik finanspolitisk realitet. Det er imidlertid et typisk eksempel på gammelpolitikernes visionsløshed. Mere eller mindre tilfældigt samler man i hast nogle brokker fra de forskellige ministeriers ukrudtsbede. I øvrigt kører man så i traditionelle baner med at kalde forøgelsen af skatteplyndringen for besparelser. Hvis vi i oppositionen havde brugt sådanne falske varebetegnelser, så havde man pudset politiet på os. Men det gør man jo ikke over for magthaverne.
Anker Jørgensen (A) og følge turnerer nu land og rige rundt og proklamerer, at denne spareplan virkelig er udtryk for en fundamental ny økonomisk politik. I de sidste 20 år er befolkningen imidlertid blevet stopfodret med bragesnak om, at denne eller hin skatteforhøjelsesbuket skulle repræsentere en virkelig konstruktiv løsning på landets problemer. Lige så mange gange er man blevet skuffet. Derfor er de fleste nu immune overfor nye taler af den slags.
Også denne gang vil det gå sådan, at skatteforhøjelserne nok vil blive varige, hvis der ikke sker et skifte i folketingsarbejdet. På ny må ofrene bæres aldeles forgæves og mellem påske og pinse eller til oktober får vi nye skatteforhøjelser. Fordi marts-spareprojektet var perspektivløst.
Ingen lapperier
Fremskridtspartiet ønsker ikke, at man skal kaste sig ud i den slags lapperier. I stedet skal der arbejdes langsigtet ud fra en sammenhængende nytænkning. Fremskridtspartiet kan derfor først love lettelser fra 1. januar 1975, men allerede nu vil vi gennemføre den lovgivning, som indeholder disse lettelser.
En lov i sommeren 1973 om et skattefrit bundfradrag på 60.000 kr. fra 1. januar 1975 og derpå følgende total-afvikling af indkomstskatten over fem år ville få enorme psykologiske og dermed økonomiske virkninger.
Hermed være naturligvis ikke sagt, at Socialdemokratiets 44 spareprogrampunkter ikke også rummede noget godt. Eksempelvis var det da strålende, at Anker Jørgensen (A) vandrede til Canossa og udskød det ny menneskefjendske bureaukrati, som han så ivrigt havde søgt at sælge til befolkningen under en anden falsk varebetegnelse, nemlig “Økonomisk Demokrati”.
Parcelhusejerforfølgelse
Omvendt var de værste tidsler i 44 punktsprogrammet parcelhusejerforfølgelsen. Man burde have skabt den jordforbindelse hos politikerne, at man for et par måneder siden havde tvangsindlagt dem til at udfylde en snes selvangivelser for de mennesker, der indenfor de seneste år har købt parcelhus. De ville da have lært, at det at være parcelhusejer ikke er, hvad vor finansminister (Henry Grünbaum, A, red.) forestiller sig – efter at han for nogle år siden solgte sit hus nord for København og flyttede ind i en stor, billig lejelejlighed.
Ej heller er det, hvad mange af gammelpartiernes medlemmer oplever, at sidde velkonsoliderede med gamle nedbragte lån.
For titusindvis af familier i dette land er parcelhusanskaffelsen en anstrengelse af økonomien helt ud til den yderste bristegrænse. Noget som familien alligevel gennemfører for, at give børnene de lykkeligste opvækstvilkår. Enhver forværring af parcelhusejernes stilling medfører, at tusindvis kommer ud over bristegrænsen med unødig menneskelig ulykke til følge. Stavnsbåndsreglerne i kapitalvindingsskatteforslaget fører til en uhensigtsmæssig fordeling af landets boligmasse og katastrofer i flyttesituationer. Statsministerens forsøg på at bagatellisere dette, viser blot, hvordan den megen omgang med cand. polit’er har fået Anker Jørgensen til at miste folkeroden.
Af interesse er ikke en blodløs gennemsnitsborgers forhold på lang sigt, men rækkehusprioritetsbestyrer Peter Hansens chance for at klare de førstkommende terminer.
Uberettiget hetz
Da mine øjne første gang løb ned over Socialdemokratiets 44 spareprogrampunkter, tittede jeg naturligt nok med særlig interesse efter, om staten ville opgive at bortøde den snes millioner kroner af skatteyderpengene, som ifølge beslutning af ministre og topembedsmænd skal bruges på, gennem politiapparat og andre myndighedsmisbrug, at genere mig og helst få mig knaldet. Enhver i dette land ved jo, at disse millionudgifter alene er iværksat, fordi jeg tillod mig åbent at oplyse, at de velbjærgede i dette land ikke reelt er underkastet noget indkomstskattetryk.
At det forholder sig på den måde, har alle politikere og topembedsmænd jo vidst i masser af år. At røbe det for åben Tv-skærm udløste, at jeg ene af alle skal bære en uberettiget hetz, som vist ingen anden har været udsat for i mands minde. Dette er blot et eksempel på, at modenhedsgraden er for lav hos vore nuværende politikere og papirembedsmænd i administrationen og domstolene.
Saglige argumenter
Kunne vi dog blot komme dertil i Danmark, at man i den offentlige debat ikke altid forsøgte at ramme modstanderpersonen, men i stedet med saglige argumenter imødegik hans synspunkter. En sådan sanering ville utvivlsomt bevirke, at adskillige dygtigheder, der nu ser på landets styre med afsky, ville være rede til at gå ind og gøre en aktiv politisk gerning.
Sandheden er jo imidlertid den, at blandt de mange dårlige traditioner, gammelpartierne har opbygget, er også den, at man bestemt ikke modtager nye politiske bevægelser med åbne arme. Den behandling, Fremskridtspartiet har været ude for, er nok ikke principielt så meget anderledes, end hvad der f.eks. blev Aksel Larsen og Niels Westerbyes partier til del. Et kendetegn for kampagnen mod Fremskridtspartiet er imidlertid, at de forskellige faser er kommet så hurtigt efter hinanden, at menigmand ikke har kunnet nå at glemme den ene, før man var ude i den anden.
Man fastslog
Fremskridtspartiets barnevuggetale i Grøften i Tivoli den 22. august 1972 blev fulgt op med, at man søgte at latterliggøre os. Man fastslog, at vi aldrig kunne samle de af valgloven krævede 16.480 underskrifter. Derefter prøvede man længst muligt at fortie den ny folkebevægelse, der skød op i efteråret 1972. Da underskriftsindsamlingen havde rundet de første 10.000 underskrifter, begyndte man at fastslå, at ét var, at folk skrev under. Men der ville nok ikke være mere end en enkelt vælger, som ville sætte sit kryds ved partiet, hvis det opstillede ved det kommende valg.
Senere blev den almindelige stemmespildskampagne den fremherskende. Partiet ville aldrig komme over de 58.000 stemmer som gammelpartiernes gennem – udemokratiske valglov kræver for repræsentation i Folketinget. Derfor var det stemmespild, at tænke på partiet på valgdagen.
Mistænkeliggøre
Herefter søgte man at mistænkeliggøre de mennesker, der ville være kandidater eller stillere for partiet. De ville tabe enhver agtelse hos deres medborgere. Da der desuagtet var en hel del modige mennesker, som indfandt sig til den folkelige møderække, som tåler sammenligning med højskolens barndomsår og Jakob Knudsens rundrejser i vore bedste- og oldeforældres tid, kom beskyldningerne om, at det der skete ved disse møder, var hel- eller halvfascisme. Gammelpolitikerne tænker nu en gang i tankebanerne fra det årti, hvor de dannede sig deres politiske opfattelse, nemlig 1930´erne.
Denne facistgrammofonplade faldt snart hjælpeløs til jorden, fordi den absolut intet havde på sig. Så begyndte landets folkekårne mænd at forvrænge Fremskridtspartiets programpunkter.
Den politiske situation i Danmark foråret 1973, kan lettest udtrykkes med en omskrivning af Piet Heins lille digt. Sådan:
I partipolitisk polemik
er dette nu det brugte trick
at dutte Fremskridtsfolk en mening på
hvis vanvid alle kan forstå
Mogens Glistrup
WWW.FRP.DK
Læs også: Glistrup´s ønskedanmark: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/22/glistrups-%c3%b8nskedanmark/
Læs også: Udnyt chancen – kast åget bort: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/23/udnyt-chancen-kast-aget-bort/
Læs også: Glistrup om Glistrup-sagen: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/02/de-fortiede-skandalers-sag/
