Arkiv

Posts Tagged ‘FN’

De uvidende eksperter

29. januar 2012 6 kommentarer

De uvidende eksperter

Winston Churchill sagde i sin tid, at han anså demokratiet for en elendig styreform, men den bedste man havde. Sikkert rigtigt, men måske kan vi alligevel en dag finde på noget bedre uden at forfalde til diktatur. Den slags har vi set nok af for tiden hos vore østlige naboer, som har det mangefold værre end os.

En af årsagerne til at demokratiet er så tungt at danse med er, at det ifølge sin natur kræver, at selv de dummeste menneskers udsagn skal påhøres med respekt og tages alvorligt. Og at mange selvbestaltede eksperter udtaler sig skråsikkert om ting, de reelt ikke aner noget om. Velfunderede meninger tæller for dem ikke mere end fordomme og med sådanne ”vejledere”, skal det gå skidt.

Lad os tage et par eksempler.

Nylig hævdede Socialdemokratiets militærpolitiske ordfører – Knud Damgaard – i sit blad ”Hjemmeværnet”, at ”generalerne ved for lidt”. Det var møntet på NATO-generalen Rogers, der havde ytret sig kritisk om det tåbelige begreb ”defensivt forsvar”, der som bekendt går ud på at bekæmpe en fjendtlig aggressor på dansk grund frem for i angrebsfasen uden for Danmark.

En general er – med undtagelser, en man hverken finder i vestlige eller østlige lande, men kun i sydamerikanske eller afrikanske diktaturlande – en person, der har tilbragt omkring 40 år af sit liv med militære studier: Krigshistorie, strategi, taktik, våbenlære, psykologi, geopolitik m.m. ofte har han krigserfaring. Han er professionel soldat!

Knud Damgaard er (iflg. Blå Bog) professionel handelsmedhjælper, fhv. gartnerimedhjælper, hotelportier, forsikringsrepræsentant, annoncekonsulent, sekretær og nu redaktør af førnævnte blad.

Med denne brogede baggrund tillader han sig ikke blot en dialog, men endog en kritik af en højt kvalificeret professionel!

Damgaards naive forestillinger ville medføre, at danske soldater og eventuelle allierede forstærkninger i en krigssituation ville have samme chancer som ænder i jagttid.

Danmarks Radio

Danmarks Radio og TV har den seneste tid beskæftiget sig meget med den afrikanske stat Zimbabwe. Karin Lis Svarre – ”afrikaspecialist” – har beskrevet den som en moderne stat, der under Mugabes kloge ledelse er i gang med en fredelig udvikling og belært os om det zimbabwianske folks glade fremtid og indre harmoni. Virkeligheden ser anderledes ud. Der eksisterer ikke noget ”zimbabwiansk” folk, men stammer – shonaer, matabeler og ”indvandrede” buskmænd, der inderligt hader hinanden. Mugabe – den glødende marxist der sidder med magten – har ført skånselsløs udryddelseskrig mod sin ærkefjende Nkomo og hans stamme. Med østtysk bistand for øvrigt. Det er et land i borgerkrig, når man kommer lidt uden for de større byer. Præcis som i nabostaterne Mozambique. Mugabe har på det nærmeste udryddet Ndebele stammen (ca. 20 % af befolkningen), der ledes af Nkomo. Det skete med den berygtede 5´ Brigade – ledet af nordkoreanerne.

Når Mugabe ikke har smidt de hvide ud, skyldes det, at landet ville gå i stå. Medens det tidligere Rhodesia under hvid ledelse foruden at brødføde sig selv også forsynede naboer med mad, industriprodukter – og endda kunne bidrage til Røde Kors´ internationale hjælpeprogrammer –, så har Zimbabwe for længst meldt sig på FNs bistandskontor og modtager milliarder af dollars. Navnet Zimbabwe stammer fra nogle ruiner af bygningsværker i den sydvestlige del af landet. Ifølge den officielle version skulle de være rester af en forsvundet negerkultur på højt niveau. Faktum er, at engelske og tyske arkæologer allerede i forrige århundrede klart påviste, at de er rester fra en arabisk kultur omkring 1400-tallet og bygget som værn om en guldmine imod de vilde indfødte. Hverken historikere eller arkæologer har for øvrigt noget sted fundet rester negerkulturer al den stund, der aldrig har eksisteret andet end jævne agrarsamfund, medens det almindeligste har været jæger- og samlersamfund.

Se – en betingelse for at mennesker kan træffe de rigtige beslutninger er, at de informeres korrekt og ikke fyldes med ideologisk propaganda og sniksnak. Vi bebrejder diktaturstaterne deres censur og vildleden at deres befolkninger, men hvordan med vort eget demokrati og vore ”eksperter”, som fylder os med forvrøvlet sludder for at fremme deres egne politiske formål?

Claus Frost-Hansen

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11 / 27. marts 1987 / 15. årgang

Befolkningseksplosionen på vor jord

5. maj 2011 7 kommentarer

Befolkningseksplosionen på vor jord

Det er en trist kendsgerning, at ulandene ikke deler vor frygt for vor fælles Jords overbefolkning. Tværtimod – det siges af deres talsmænd og praktiseres af deres folkeslag. Undtagelsen fra reglen er Kina, men trods de statslige restriktioner, som forbyder par at få mere end ét barn, vokser befolkningen alligevel med 25 millioner om året.

Indiens årlige befolkningsvækst ligger i 1987 på omkring 12 millioner i et land, hvor i forvejen utallige millioner lever i dybeste armod.

Omkring 100 millioner er arbejdsløse analfabeter og hutler sig gennem livet på fortovene i Calcutta, Bombay og de andre storbyer. Der fødes, lever og dør de. På trods af de hyppige naturkatastrofer og blodige indbyrdes strid som koster mange liv, bliver man stadig flere.

Pakistan og Bangladesh erkender, at deres familieplanlægning er slået fejl, og deres 100 millioner indbyggere bidrager med ca. 10 millioner små nye mennesker hvert år.

Årsagen

Årsagen til denne misere burde FN interessere sig for. Fødevarehjælp og diverse hjælpeprogrammer svarer til at give aspirin for et brækket ben.

Årsagen er, at vestlig logik preller af på østlig tænkning, der lærer at fødsel og død er ubetydelige faser i en lang række af liv. At vi fødes igen og igen for at fuldende vor skæbne og nå til menneskelig fuldkommenhed. Det er en tro, som uvægerlig låser samfundet fast i dets stive struktur. Man betragter ikke sin egen elendighed som noget foranderligt, men som straf for synder i et tidligere liv og afstår derfor fra at forbedre sine levevilkår. Man lider, tier og beder. Desværre er det en tankegang, som er fast indgroet, fordi livet uden den ikke ville være til at udholde, når man ved og ikke blot frygter, at man ikke har de store chancer for at blive mere end 20 år gammel, 30, hvis man er heldig.

Det er også en tænkning, der har forhindret kommunismen i at få nævneværdigt fodfæste i Indien, og som muliggjorde Indiens rolle som ”Imperiets juvel” i kolonitiden.

Østlandenes behov for børnefødsler

Det siges, at socialismen er vejen til at begrænse fødselstallet, og der henvises til statistikker fra østlandene. Men for det første er statistikker fra østlandene sjældent i overensstemmelse med kendsgerninger. For eksempel ved man, at muslimer i Sovjetunionen får ca. 3 gange så mange børn som russerne i den vestlige del af Unionen.

For det andet er det således, at om end kvinderne i de socialistiske lande arbejder på lige fod med mændene og således deltager i det hårdeste og groveste arbejde, er trangen til at få børn dybt forankret i næsten alle kvinder. Da staten desuden har et fast tag i nakken på statistikken i alle diktatoriske stater, kan man bearbejde statistikker, som man vil. Videre er man reelt, men uofficielt interesseret i befolkningstilvækst, som anses for samfundsmæssigt ønskeligt og især, hvis nabostaterne kan bringes til at holde igen.

De fremmedes syn på befolkningstilvækst

Men lad os prøve at se tingene fra de fremmedes side.

Hvis mr. Singh fra universitetet i New Delhi besøgte familien Andersen i Herning og ville belære parret om, at de burde leve deres liv på en ganske anden måde og blandt andet få mindst 8 børn, ville Andersen sikkert vise ham døren.

Hverken indere, pakistanere eller afrikanere – hvis befolkningseksplosion trods de elendige levevilkår slår alle rekorder, og hvor man taler om en fordobling af befolkningen inden årtusindeskiftet – ytrer noget ønske om at overtage vor filosofi. De erkender, at deres liv er konfliktfyldt, men ikke, at vor livsform er bedre end deres. Hvis den da er det for dem!

Det er helt forskellige livsopfattelser, der ligger til grund for meningsdannelsen. Vi kan ikke tale sammen selv ikke, hvis vi finder et fælles anvendeligt sprog, for vi lægger ikke det samme i ordene.

Så længe dette er tilfældet, taler vi forbi hinanden.

Ingen indblanding i andres livsmønstre

Desuden lever vi i forskellige tidsaldre. Intet land kan befri et andet for nød, sult og slette herskere. Det gælder for resten også for det enkelte menneske.

Først når mennesket ønsker at befri sig selv, kan andre hjælpe, og bør gøre det.

Men undlad uønsket indblanding i andre kultures livsmønstre og filosofier. Hvem siger, at vore er de rette? Er de overhovedet for os selv? Vel har vi det materielt uendeligt meget bedre end ulandenes folk, men tragikomisk nok synes bekymringernes sum at være konstant – blot af forskellig natur.

Claus Frost-Hansen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 37 / 6. november 1987 / 15. årgang

Socialdemokratisk overbudspolitik

27. november 2009 2 kommentarer

Socialdemokratisk overbudspolitik

Socialdemokraterne har altid haft en særlig evne til at bruge løs af skatteydernes penge og låne det i udlandet, som manglede til sin overbudspolitik.

Dette absolut kedelige talent har rigtig udfoldet sig her i 1991.

Vi har hørt en Jimmy Stahr, som har lovet flere penge til Det Kongelige Teater, danske film og museer.

Vi har hørt en Ole Espersen, som vil give flygtninge, som rejser hjem, økonomiske ydelser i op til et år efter de har forladt Danmark og ydermere sende pension til disse hjemvendte flygtninge.

Vi har hørt en Svend Auken, som vil eftergive FN – 600 millioner kroner, som vi har til gode for vores FN-styrke på Cypern.

Vi har set socialdemokratiet med assistance fra SF og de Radikale (B) ødelægge Danmarks anseelse i udlandet – først omkring Golf-krisen i såvel befrielsen af Kuwait og siden omkring beskyttelsen af kurderne. Dernæst vil man blokere for Danmarks og EFs samhandel med Sydafrika, ud fra nogle holdninger, som ikke gælder for andre lande, vi handler med.

Et negativt billede dannes af danskere, og det gavner ikke de mulige udenlandske investeringer og dermed nye arbejdspladser. Det kan ligeledes skade eksportmuligheder og dermed også beskæftigelsen.

Det ville være meget ulykkeligt for Danmarks økonomi, beskæftigelse og anseelse såfremt Socialdemokratiet igen fik regeringstaburetterne, og desværre gør det alternative flertal – S, SF og R det muligt. Heldigvis kan vælgerne ændre det, og bør gøre det, når chancen byder sig.

Johannes Sørensen

Landsformand 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / august 1991 / 19. årgang

Skal vi ud af FN?

26. marts 2009 9 kommentarer

Skal vi ud af FN?


Folketingsgruppen har drøftet muligheden af en dansk udmeldelse af Forenede Nationer.


Fremskridtspartiet har ikke taget endelig stilling til spørgsmålet, om Danmark burde melde sig ud af FN. Det har været drøftet i folketingsgruppen, uden at gruppen har truffet beslutning om noget.


Fremskridtspartiets udenrigspolitiske ordfører – John Arentoft – rejste under Folketingets udenrigspolitiske debat den 15. Ds. Spørgsmålet. John Arentoft betegner det som skuffende, at udenrigsministeren (K.B. Andersen, red.) ikke kom ind på det i debatten. Kun et enkelt parti berørte emnet.


Spørgsmålet om hvorvidt Danmark burde udmelde sig af FN begrundes bl.a. med, at der ved afstemninger i FN afgives tilkendegivelser, der kan udsætte vitale danske interesser for meget væsentlige risici, når Danmark som medlem tvinges til at tage stilling for eller imod andre lande til problemer, som vi ret beset kun har ringe forbindelse til og indsigt i.


Det er normalt at rejse udenrigspolitiske spørgsmål under debatter i Folketinget for at høre andre partiers eller ministres syn på tingene. Derfor gjorde John Arentoft det. Hele spørgsmålet er af stor vigtighed og bør derfor også drøftes uden for Folketinget.


Redaktionen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 12. februar 1976 / 4. årgang

Den nationale katastrofe

7. december 2008 36 kommentarer

Den nationale katastrofe


Muhamedanerne fører hellig krig i:

Palæstina, Bosnien, Kosovo, Libanon, Sudan, Eritrea, Tjetjenien, Etiopien, Somalia, Afghanistan, Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan, Kashmir, Burma, Indonesien og Filippinerne. Herudover er der blodige muhamedanske stridigheder i Tyrkiet, Israel, Egypten, Algier, Iran og Irak - for lige at nævne de værste steder.

Ifølge det internationale samfunds normer skulle islam derfor stå øverst på dagsordenen, når FNs sikkerhedsråd holder møde. Men, man lader som om, denne verdensomfattende krigsstilstand ikke eksisterer og fortsætter i stedet med at hælde benzin på bålet i form af nye internationale konventioner, der skal sikre den muslimske indvandring i de kristne lande. Således – da Schlüter-regeringen (V, C, CD og KrF, red.) vedtog den nationale katastrofe, udlændingeloven af 1983, som gav retskrav for enhver af klodens beboere mod lille Danmark -, var det efter pres fra den internationale godhedsindustri.


Denne industri har det korrupte og uduelige FN som sit øverste symbol, men den styres effektivt af klodens eneste supermagt, USA. Det kan observeres, at skiftende regeringer konstant retter dansk udenrigspolitik ind efter USA, som f.eks. da vi skulle bombe Serbien. Den internationale godhedsindustri har New York Times (amerikansk avis, red.) som et af sine vigtigste talerør. Danmark bliver stort set aldrig nævnt i denne avis, men vi kom alligevel på forsiden lige før jul, hvor temaet var “vore problemer med at integrere de forskellige minoriteter”. Man var åbenbart forfærdet over Nyrups (A) udtalelser om muslimske bønner i arbejdstiden, og Danmark fik nogle rap med pisken. Straks herefter kom Nyrups regeringsomdannelse, hvor han som medlem af sit hold optog den radikale Johannes Lebech, der prædiker muslim-tolerance med en fanatisme kun overgået af Mimi Jakobsen (Centrum Demokraterne, D). Det interessante er, om Nyrupogså i denne sag – var udsat for internationalt pres.


Tyskland, Østrig, England og Frankrig er i øvrigt hårdere ramt end Danmark, men det er en ringe trøst, når man ser på fremskrivninger af befolkningssammensætningen i Danmark. “Gammeldanskerne” vil først komme i mindretal i visse storkøbenhavnske kommuner, men herefter vil de øvrige følge som dominobrikker.


Men hvad er det så, man går ind til, når Islams magt styrkes i et område? Fra Indonesien fortælles om, hvordan muslimer på øen Kasiui i øgruppen Molukkerne har dræbt 93 kristne, som nægtede at konvertere til islam. En flygtning fra massakrerne fortalte, at over 700 beboere på øen havde lovet at konvertere, efter at 3.000 personer fra fire landsbyer var flygtet ud i junglen efter et muslimsk angreb, hvor otte kristne var blevet dræbt. De tilbageblevne fik valget mellem at konvertere til islam eller blive dræbt. Den væbnede muslimske konflikt på Molukkerne har varet i 2 år, hvor 500.000 er flygtet, og over 4.000 er blevet dræbt.


I Brønshøj bor “flygtningenAbdul Aziz med kone og to børn. Det vil sige, for tiden sidder han i fængsel i Moskva anklaget for at udøve terror i Allahs navn i Tjetjenien. Ifølge hans dagbog har han taget gidsler og tortureret dem foran et videokamera for at tvinge store pengebeløb ud af familierne, så han kan finansiere Islams hellige krig – Jihad – i Tjetjenien. Den danske ambassade i Moskva assisterer Abdul Aziz,og har bl.a. foræret ham en koran.


Er det svært at forstå, at Fremskridtspartiet vil lukke de danske ambassader i udlandet og opsige en række internationale konventioner? Er vi enige om, at det er på høje tid?


O. Gerstrøm


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1-2 / januar-februar 2001 / 29. årgang

Fiasko for Schlüters Moskva-safari

21. november 2008 15 kommentarer

Fiasko for Schlüters Moskva-safari

Det mest positive der kan siges om statsminister Poul Schlüters (C) nylig afsluttede rejse til Moskva, må vel være, at han ikke, som det ellers er sædvane når danske ministre rejser ud, forærede værtslandet nogle hundrede millioner i såkaldt ulandsbistand.

Bortset fra dette enkeltstående lyspunkt må turen til Rusland betegnes som en total fiasko. End ikke en enkelt udrejsetilladelse til en dansk gift sovjetborger lykkedes det Schlüter at få magthaverne i Kreml til at underskrive. Handelsmæssigt var safarituren også en dyr oplevelse. Ganske vist blev der indgået handelsaftaler om dansk eksport for 90 millioner kroner, men samtidig blev Danmark prakket for 120 millioner kroner russiske varer på. Altså et underskud på ca. 30 millioner kroner.

Hvor er logikken?

Det er meget svært at se logikken i den udenrigspolitik, regeringen fører. I EF, FN og andre internationale forsamlinger optræder Danmark stærkt fordømmende overfor et vestligt orienteret land som Sydafrika. Dagen efter står Danmarks statsminister respektfuldt og bukker for de ledere i Moskva, der blæser på alt, hvad der hedder menneskerettigheder, samtidig med at de myrder løs i Afghanistan.

Lille Danmark kan naturligvis ikke ændre forholdene i hverken Sydafrika eller Rusland, men vi skal heller ikke være hyklere og gå Moskvas ærinde.

I øvrigt er det påfaldende, så ivrige danske regeringer altid bliver efter at optræde på de skrå brædder i udlandet, når de ikke længere magter problemerne herhjemme.

Efter julepakke, påskepakke og kartoffelpesten er det forståeligt, at ingen herhjemme står i vejsiderne og vifter med små dannebrogsflag, når statsministeren passerer.

Det gjorde man i Moskva, hvor rørende…

Helge Dohrmann

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 39 / 14. november 1986 / 14. årgang

Flygtningekonventionen bør straks opsiges

7. september 2008 30 kommentarer

Flygtningekonventionen bør straks opsiges


Flygtningelobbyen hævder, at “Danmark må leve op til dets internationale forpligtelser” – altså især Flygtningekonventionen af 1951. Udlændingeordførerne fra de øvrige partier efteraber kritikløst denne “alle-ved-jo-sandhed”, når de med (skin)hellig stemmeføring nedrakker og afviser Fremskridtspartiets forslag til stramninger i udlændingepolitikken. Intet land er imidlertid folkeretligt forpligtet af aftaler, som er ødelæggende for det. FN-konventionens faktiske betydning er dybt misforstået, idet den blot giver Danmark en ret til at fordele asyl trods hjemlandets eventuelle modstand. Men nok så vigtigt er, at konventionen formentlig ligefrem er ugyldig, fordi den i Danmark tilsyneladende er vedtaget på falsk grundlag og uden Folkestyrets medvirken. Lad mig kort gennemgå baggrunden for- og betydningen af konventionen i Danmark.


I 1950 vedtog FNs generalforsamling at oprette “United Nations High Commissioner for Refugees”, FNs Højkommissær for Flygtningeanliggender (UNHCR). Gennemførelsen af en ny flygtningekonvention til afløsning af en ny flygtningekonvention af 28. oktober 1933, der kun var blevet godkendt af otte lande skulle blive det nye Højkommissariats første afgørende opgave. Der skulle skaffes enighed om ansvaret for de resterende europæiske flygtninge efter Anden Verdenskrig.


Flygtningekonventionen af 1951 blev underskrevet den 28. juli 1951 af 12 lande -herunder Danmark – som afslutning på en FN-konference, afholdt i Geneve i dagene 2-25. juli 1951. Konventionen skulle senere ratificeres (endeligt, lovligt godkendes) af medlemslandene. Dette var i Danmark kongens (regeringens) ret, eventuelt efter forelæggelse for Rigsdagen, ifølge dagældende Grundlovs § 18. I dag er det efter grundlovsrevisionen af 1953 tilsvarende Dronningen (regeringen), Folketinget og Grundlovens § 19.


Danmark kom først med at ratificere. Det skete den 4. december 1952. Da Australien havde ratificeret, som den sjette stat 22. januar 1954, kunne traktaten træde i kraft den 22. april 1954. Det blev tronfølgeren arveprins Knud, der i Kongens fravær underskrev konventionen, medens H. C. Hansen (A) underskrev som udenrigsminister.


Konventionen blev ratificeret med forskellige forbehold af de deltagende stater. Hver artikel er i virkeligheden en traktat for sig, og når en stat har taget forbehold over for en artikel, gælder den ikke i relation til den pågældende stat. Danmark tog forbehold over for Artikel 14 (kunstnerret og industriel ejendomsret), Artikel 17 (lønnet beskæftigelse) og delvis over for Artikel 24 (arbejderlovgivning og social tryghed). Dansk lovgivning, der bl.a. sikrede danske statsborgere folkepension, invalidepension og enkepension, kunne ikke uden videre udstrækkes til flygtninge, men skulle laves om først. Det samme gjaldt Ophavsretsloven. Retten til at tage lønnet arbejde i Danmark var en ret, der ved gensidig traktat med de nordiske lande var forbeholdt statsborgere herfra. Dersom Danmark ikke havde taget disse forbehold, havde følgen været, at flygtningekonventionen efter Grundloven (daværende § 18) uden mindste tvivl skulle have været forelagt Rigsdagen til godkendelse. Med disse forbehold besluttede man, efter at have indhentet udtalelser i de berørte ministerier, at det ikke var nødvendigt at forelægge konventionen for Rigsdagen.


En interessant følge heraf er, at det i dag ikke ville have været nødvendigt at spørge Folketinget før Danmark – det vil sige Dronning Margrethe (regeringen) alene – kunne opsige samme Flygtningekonvention med virkning et år senere. Dette står nu i Grundlovens § 19, stk. 1. Selve konventionen indeholder en paragraf om almindelig opsigelse (altså uanset spørgsmålet om direkte ugyldighed).


En fortrolig rapport fra den danske delegation til konferencen i Geneve viser, at Danmark skulle have taget mange flere forbehold, end det endelige resultat blev. Når forbeholdene ikke blev taget, havde lovændringer været nødvendige, og dette havde krævet Rigsdagens medvirken. Rigsdagen blev tilsyneladende snydt. Det samme blev arveprins Knud og dermed Kongen. Disse forhold må betyde, at konventionen er indgået under falske forudsætninger eventuelt svig. Den er i så fald ugyldig.


Danmarks forbehold blev senere tilbagekaldt lige så stille og ubemærket, som konventionen i sin tid var blevet godkendt. Helt uden folkestyrets medvirken. Den oprindelige konvention gjaldt kun flygtninge fra før 1951. Nu sørgede en tillægsprotokol lige så stille for, at konventionen pludselig blev udvidet til at gælde alle flygtninge. Og nu havde flygtninge pludselig sociale rettigheder som danskerne. Disse ting skete i 1968 med Poul Hartling (V, senere Flygtningehøjkommissær) som nøgleperson. En uskyldigt udseende cirkulæreskrivelse af 21. juni 1968 fra Socialministeriet sikrede flygtninge folke-, invalide- og enkepension. Det var baseret på konventionens artikel 24, som var blevet lusket igennem. Det har sin egen historie (se “Danskeren 2/94“.


Senere fulgte flere rettigheder. Flygtninge fik stemmeret og kunne vælges ved kommunal- og amtsvalg, når de blot havde boet i landet i 3 år. Dette byggede på konventionens artikel 7, som Danmark ikke havde ønsket. De flygtningevenlige partier sikrede sig ad denne vej mange indvandrerstemmer.


Fundamentet for Udlændingeloven står herefter i et ganske andet lys. Vigtigere er dog, at flygtningesituationen er ændret drastisk i forhold til 1951, idet flygtningestrømmen er vokset kolossalt, og idet Danmarks rolle som “foregangsland” har sikret sig, at vi nu drukner i flygtninge.


Danmark burde nu ganske enkelt opsige konventionen straks, som der jo er let adgang til. Det er en enkel, oplagt og berettiget varetagelse af Danmarks interesser, der er tale om. Dette er vore lederes pligt: Dronning, ministre og politikere.


Hele flygtningeproblemet – og Udlændingeloven - bør derefter nyvurderes, idet der som noget nyt også skal tages hensyn til danskerne. De har dog førsteret til Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Vort tusinde år gamle fædreland er ved at smuldre. De, der på grund af deres magtposition har muligheden for at standse nedbrydningen af landet, men intet gør, begår forræderi.


Det er værre end landsforræderi. Det er et folkeforræderi – et forræderi frem for alt mod kommende generationer af danskere.

Cand. jur.

Knud Eriksen

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 11-12 / december 1994 / 22. årgang

50 år med menneskerettighederne

23. august 2008 5 kommentarer

50 år med menneskerettighederne

Før jul fejredes med pomp og pragt 50-året for menneskerettighedserklæringen. En god sag, som det kan være svært at være imod. Og alligevel bør især Fremskridtsfolk rynke brynene af alt for megen snak om menneskerettigheder. Det er socialisme ad bagdøren.

Frihedsrettigheder er ikke det samme som menneskerettigheder. Frihedsrettighederne bør vi kæmpe for til sidste mand og kvinde. Frihedsrettighederne findes i Grundlovens kapitel 8. Det er al det, der handler om den private ejendomsret, ytringsfrihed, religionsfrihed, foreningsfrihed o.s.v.

Men FN´s menneskerettighedserklæring fra 1948 handler om meget mere end det. For FN´s menneskerettighedserklæring handler om meget mere og andet end frihed.

Grundloven indeholder frihedsrettigheder, fordi de som formål har at garantere individets frihed. De etablerer politikfrie zoner, hvor den enkeltes selvbestemmelse er suveræn.

Menneskerettighederne adskiller sig mærkbart fra frihedsrettighederne. For frihedsrettighederne beskytter mod overgreb og sikrer friheden, mens mange af de moderne menneskerettigheder i princippet og i praksis betyder overgreb, regereri og statsindgriben.

Menneskerettighederne handler mest om stærkt moralsk prægede forestillinger om, hvad der er et godt menneskeliv, menneskelig værdighed etc. Groft sagt kan det være svært at skelne et basalt menneskeligt behov fra en menneskeret. For 15-20 år siden var de mest højtråbende i politik mest venstreorienterede og de råbte op om socialisme og mere statslig regulering. I dag formuleres den samme politik med helt andre ord. Ingen erklærer sig for kommunister i dag, men som menneskerettighedsforkæmpere. Før hed det revolution, nu hedder det menneskeret, men funktionen er den samme: Undermineringen af det danske samfund ved at karakterisere det som undertrykkende, diskriminerende og racistisk.

FN har af alle lande ofte kritiseret staten Israel for brud på menneskerettighederne. Det viser mere end noget andet, hvorledes menneskerettighederne blot udgør et brækjern for de politiske ideologier til at få deres egen politik igennem. Når et solidt parlamentarisk demokrati og åbent samfund som Israel kritiseres af FN, mens PLO anerkendes selvom deres målsætning i årtier har været at udslette Israel fra landkortet, ja, så ser vi hykleriet. Ligesom Pinochet arresteres i London, mens Fidel Castro får lov til at gå frit omkring og slagte cubanere.

Det meningsløse ved menneskerettighederne forstået som et samlet og ukrænkeligt hele er, at der er kommet alt for meget med. De eneste menigsfulde menneskerettigheder er de klassiske frihedsrettigheder, så som den private ejendomsret, ytringsfrihed, foreningsfrihed, religionsfrihed etc. Disse lader sig nemlig universalisere, d.v.s., at de kan gøres gældende for alle uden modifikation. Frihedsrettighederne forpligter nemlig ikke nogen til at gøre noget positivt, men alene forpligtiger de til at afholde sig fra at gøre noget. Når jeg sover i min seng, krænker jeg ingens frihedsrettighed.

Modsat forholder det sig med mange menneskerettigheder, nemlig alle dem, som kaldes sociale og økonomiske rettigheder. De forpligter den enkelte til at gøre noget bestemt. Ret til en bolig, ret til forsørgelse, ret til et arbejde, ret til tryghed og varme etc. forpligter i princippet alle andre til at sørge for, at folks rettigheder kan blive tilfredsstillet. Så bliver jeg uretfærdig ved at nyde min søvn, hvis andre er hjemløse, sultne, arbejdsløse etc.

Min passivitet kan bidrage til at undertrykke andres sociale rettigheder. Derimod er min passivitet en garanti for, at jeg ikke undertrykker andres frihedsrettigheder. Alle kan ikke få opfyldt deres sociale rettigheder på samme tid. Hvis alle menneskene satte sig ned og sagde: Jeg har ret til mad, så ville ingen af menneskene få deres “ret” opfyldt.

Sociale rettigheder kan aldrig gøres universelt gældende. De vil altid være krævende overfor dem, som undlader alene at lade deres liv bero på menneskerettigheder.

Hvis hr. Jensen har ret til en bolig, så betyder det i sin konsekvens, at alle dem, der selv har sørget for at erhverve sig noget at bo i, også skal sørge for hr. Jensens husly. Det samme gælder, når fru Pedersen har ret til et arbejde. Så skal den resterende befolkning, som selv har skaffet sig et udkomme, efter egen endt arbejdstid i princippet også skal sørge for, at fru Pedersen kan få et arbejde.

Sagt med andre ord betyder sociale og økonomiske rettigheder i virkeligheden tvang overfor andre mennesker, nemlig alle de mennesker, som selv sørger for deres udkommende. Hvis vi som tankeeksperiment antager, at alle danskere minus mig løser deres boligproblem selv, f.eks. ved at købe eller leje lejlighed eller parcelhus, så står jeg jeg dér tilbage med min “ret” til en bolig. Hvis så min “ret” til en bolig skal opfyldes, indebærer det i virkeligheden tvang overfor de mennesker, der vælger selv at tilfredsstille deres behov uanset menneskerettighedserklæringen. Så skal de mennesker, der udover at bruge en stor del af deres indkomst på egen bolig, også bidrage til at andre, som har en erklæret menneskeret dertil, skal have en bolig.

Politisk og ideologisk kan man argumentere for, at det bør være en offentlig opgave at skabe beskæftigelsesprojekter, sørge for at alle har tag over hovedet, have et offentligt forsørgelsesvæsen etc. Det har været traditionel socialistisk eller socialdemokratisk politik gennem 100 år. Men når det indskrives i en menneskerettighedserklæring, og som tilmed gøres hellig og urørlig, som om den var hævet over politik, moraliseres politikken.

Det kan derfor heller ikke undre, at når menneskerettighederne udvikles fra de klassiske frihedsrettigheder til de luftige og velmenende menneskerettigheder, som vi kender fra FN, så bliver konsekvensen ikke frihed, men et slags menneskerettighedsdiktatur.

I dag bruges menneskerettighederne til at tryne og kujonere den danske befolkning. Da Danmark stemte ja til Amsterdam-traktaten, afgav Danmark suverænitet med hensyn til menneskerettighederne. Det tænkte ingen på den gang, for alle de etablerede partier opfatter menneskerettighederne som mere hellige end paven, men det betyder i praksis i dag, at EU-kommissionen kan blande sig i tilfælde af diskrimination i det danske samfund. Og da der stort set ikke er nogen grænser for, hvad der kan opfattes som diskriminerende adfærd og holdninger, betyder den ukritiske accept af menneskerettighederne at udskrive en blanko-check til statsindgriben. Og det er svært at modsætte sig dem, der fører sig frem med ædle hensigter.

Fremskridtspartiet

 

Må citeres med fuld kildeangivelse:
Fremskridt nr. 1 / januar 1999 / 27. årgang

Uffe Ellemann-Jensen – den mand er farlig!!!

22. august 2008 15 kommentarer

Uffe Ellemann-Jensen -den mand er farlig!

Udenrigsministerens legen “julemand” – med finansudvalgets billigelse – på skatteydernes bekostning.

Det er en farlig sag at slippe udenrigsministeren løs på udebane. For hver eneste gang udenrigsministeren vender tilbage, har han givet “gyldne” løfter ude i den store vide verden, som finansudvalget så – stort set – kritikløst bevilger uden smålig skelen til, at “skillingerne” stammer fra surt betalte skatteyderkroner.

Nu er det jo sådan, at udenrigsministeren havde lovet lande med sultende mennesker et eller andet sted i verden – et i forhold til Danmarks håbløse økonomiske situation – rimeligt beløb, ville ikke mange have protesteret. Men når man ser, hvad denne udenrigsministrerielle tjenestemand øser skatteyderbetalte skattekroner ud til, må man tage sig til hovedet. Nogle få eksempler.

Sahara skal stoppes!

I et visionært øjeblik er udenrigsministerens “falkeøje” – faldet på den umådeligt store Saharaørken og specielt den del, der støder op til den afrikanske stat Mauretanien og mener så, at 42,2 millioner finansudvalgsbevilgede skatteyderkroner kan standse Saharaørkenens “fremmarch” mod syd. Der skal pukles meget for at betale 42,2 millioner kr., men der skal sandt for dyden ikke megen snusfornuft til at indse, at skatteyderkronerne er en dråbe i havet og derfor smidt lige ud af vinduet.

Tanzanias signalsystem!

Af en eller anden grund har udenrigsministeren set sig gal på signal- og meddelsessystemet på en fjern jernbane i den østafrikanske stat Tanzania og indtrængende anmodet finansudvalget – og fået bevilget – 20 millioner skatteyderkroner til forbedring af dette signal- og meddelsessystem på denne for danskere aldeles ligegyldige tanzanianske jernbane.

Hvilke motiver der ligger til grund for pengeudsmidningen, foreligger der naturligvis intet om. Der er sikkert mange, der sulter ude i den store verden, som undrende vil gå sultne i seng, hvis de havde en anelse om en så tåbelig bevilling på deres sultne mavers bekostning.

Global folkelighed!

Det er nu ikke kun udenrigsministeren, der optræder på slap line på skatteydernes bekostning. Også undervisningsministeren har sans for det bizarre.

Sidst på året 1986 fik han bevilget 520.000 skatteyderkroner til “folkeligheden i verden og specielt Thy”, så thyboerne og “verdensborgere” til ugentlige festmiddage kan spise, synge og holde taler om de ting, de er optaget af.

Rektor Aage Rosendal Nielsen – som skal forvalte skatteyderkronerne – udtaler: “Et af målene er at gøre FNs projekter forståelige for befolkningen, men da også at skaffe nye kursister”!

Der er nok ingen tvivl om, at en hulens masse underbetalte folkepensionister samt folk, der pinefuldt venter på hospitalsindlæggelse har “stor” forståelse for disse skatteyderkroneudgydelser.

JL

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 13. marts 1987 / 15. årgang

2600 millioner kroner i ulandshjælp

22. august 2008 1 comment

2600 millioner kroner i ulandshjælp

Ca. 0,7% af BNP gives i ulandshjælp. Dette svarer til ca. 2600 millioner kroner. Eftersom vi er ca. 5 millioner danskere, vil det sige, at hver enkelt dansker betaler ca. 500 kr. hvert år i ulandshjælp. I vort nuværende socialdemokratiske samfund finder det naturnødvendigt at betale disse penge, idet man i en formynderstat – som den danske – ikke mener, at borgerne er deres ansvar bevist og derfor må staten sørge for, at folk overholder deres moralske forpligtelse ved at opkræve pengene og dernæst uddele disse via FN og Danida.

Her finder vi den ideologiske forskel på et socialdemokrati og et fremskridtssamfund. Hvor Socialdemokratiet mener, at den enkelte borger ikke selv er i stand til at administrere sine penge, herunder yde humanitær bistand, tror Fremskridtspartiet på, at det enkelte menneske selv er i stand til at administrere sine egne penge og at borgeren er en dygtigere administrator, herunder mindre bureaukratisk, mere kritisk, mindre partiegoistisk end staten – ja, hvordan skulle borgeren næsten være en dårligere økonom end staten.

Fremskridtspartiet mener ikke, som det påstås fra partiets fjender, at vi ikke skal yde humanitær hjælp til ulandene. Fremskridtspartiet mener, at det skal være den enkelte borger, som selv skal yde det beløb, han evner, og ikke staten som skal opkræve beløbet fastsat efter en procentsats af BNP.

Beløbet 0,7% af BNP, som Socialdemokratiet stolt overfor andre Ilande bryster sig af at yde (USA yder f.eks. kun 0,2% af BNP, Holland, Norge og Sverige dog et noget større beløb end Danmark), er i virkeligheden et urovækkende lavt beløb. Tænk en gang, den enkelte borger giver ikke mere end ca. 50 kr. om måneden i humanitær hjælp fra staten. Fremskridtspartiet mener, at den danske ansvarsbevidsthed lulles i søvn af Socialdemokratiets formynderi. Mange danske borgere føler, at den danske stat yder en rimelig humanitær bistand. Sandheden er derimod, at den enkelte borger i virkeligheden yder en ringe humanitær bistand. Dels fordi man tror at staten ”sørger for det”, dels fordi man på grund af et belastende og vanvittigt højt opskruet skattetryk ikke har mange penge til overs.

H. C. Hansen


Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 34 / 2. oktober 1981 / 9. årgang

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

%d bloggers like this: