Melchior leger hotelejer for offentlige penge

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 18. januar 1985 / 13. årgang

 Melchior leger hotelejer for offentlige penge

 helt i modstrid med regeringens (V, C, CD og KrF, red.) før så omtalte privatiseringsidéer

Ind imellem sin andre - for nationen så vigtige - gøremål får trafikminister Arne Melchior (CD) også tid til at lege hotelejer.

Med underskud.

For skatteborgernes penge.

Det er det store centraltbeliggende hotel Astoria i København, der tænkes på. Hotellet, der ligger lige ved Hovedbanegården ud til banegraven og Frihedsstøten, ejes af DSB.

Helge Dohrmann (Z): Hvorfor har Melchior ikke for længst givet ordre til at få hotellet solgt? Det giver anledning til undren, at ministeren krampagtig fastholder grebet om et velbeliggende hotel, hvor en privat erhvervsdrivende virkelig kunne skabe en driftig og valutaanbringende forretning.

Eller mener ministeren, at det offentlige er bedre til hoteldrift end fagkyndige folk fra det frie erhvervsliv spørger Dohrmann og peger samtidig på, at ministerens handlemåde i hvert tilfælde ikke er i overensstemmelse med regeringens tidligere privatiseringstanker.

Helge Dohrmann og Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Arne Melchior har haft personlig vinding:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/arne-melchior-har-haft-personlig-vinding/

Læs også: Lader skatteyderne forære sig luksusbil til 656.000 kroner: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/lader-skatteyderne-for%c3%a6re-sig-luksusbil-til-656000-kr/

Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium

Må citeres med fuld kildeangivelse: 

 Fremskridt nr 41 / 22. november 1985 / 13. årgang

 

Schlüters fatale fejlgreb:

 

Svageste minister sat til at lede det farligste ministerium 

 

Miljøkrigen føres af et batteri af gamle studenteroprører, der har bemægtiget sig landets farligste ministerium: Miljøministeriet. Herfra slagtes det frie næringsliv og den private ejendomsret

 

Forurening burde udelukkende være et emne for ærkæologer. Forpestning og tilsvining hører fortiden til. Nu om stunder udgør oprydning af affaldsstoffer intet problem. Planter, dyr og mennesker formentlig strutter af sundhed. En yppig frodighed møder beskueren af skov og mark. Fødevarerne svulmer af friskhed. Ungdommens fysiske velgående er uden fortilfælde i historien. Middellevetiden for mennesker slår alle rekorder. Aldrig har samfundet været så rent som nu. Intet menneske, der endnu formår at bruge sit hoved, kan nå til et andet resultat. Det gjorde da heller ingen før 1968.

 

Miljøkampagnen er importeret fra USA af studenteroprørere. Den er politisk og bør alene vurderes som sådan. Miljøkrigen ledes af intellektuelle. Bestandig er den rettet mod de næringsdrivende, mod den private ejendomsret, produktionsretten, mod kapitalismen kort sagt.

 

Men hvilken rolle har de borgerlige politikere spillet i dette opgør? Forsvarer de liberale intellektuelle næringsfriheden, eller gør de fælles sag med angriberen?

 

Et typisk eksempel

For så vidt er folketingsmedlem, Niels Ahlmann-Olsen (C), repræsentativ for en typisk borgerlig politiker. Men har han været til nogen hjælp for de selvstændige erhvervsdrivende? Hvornår gik han sidst i brechen for kapitalismen, for næringsfriheden, for retten til at være sin egen lykkes smed?. Så vidt det er bekendt, har han aldrig forsvaret det frie samfund mod bureaukratiske overgreb. De private virksomheder lod han i stikken, da miljøaktivisterne slog til. Fiskeriet værnede han ikke, da de intellektuelle greb dette erhverv i struben.

 

Og landbrugets undergang som fri næring rører ham ikke. Den åbenlyse krænkelse af den private ejendomsret lader ham kold. Miljøkommissærerne kan som et brovtende herrefolk trænge ind i stald og mark og udstede deres domme. Niels Ahlmann-Olsen lægger dem ingen hindring i vejen. Han kender magten og ved at bøje sig for den.

 

I visse henseender kan bekæmpelsen af friheden i dansk landbrug minde om de russiske bønders endeligt under Stalins tvangskollektivisering i 1930`erne. De privatejede bondebrug udgjorde en trussel mod den socialistiske opbygning. Fribårne bønder var socialismens mest naturlige fjender. Derfor måtte kulakkerne likvideres som klasse.

 

Miljøkommissærene

I Rusland gik det hårdt til. Hensynsløst blev selvejerbønderne drevet bort fra deres jord og berøvet al ejendom. I Danmark deporteres landmændene ikke, men de mister friheden. De politiske kommissærer i Sovjet-staten drog aldrig ubevæbnet ud i landsbyerne. Miljøkommissærerne herhjemme farer frem med større lempe, men bønderne kommer ligefuldt under planlæggernes forvaltning. Socialiseringen her til lands skal gå pænt og ordentligt for sig, men gå for sig skal den. De intellektuelle føler sig ikke trygge ved eksistensen af en privatisme med mulighed for udvikling af sociale kræfter. Konstante overførsler af kapital fra de produktive erhverv er en uomgængelig nødvendighed; ellers løber skrivebordene tør for blæk.

 

Også i brugen af frygtens våben er der paralleller til den sovjetiske betvingelse af selvejerbønderne. Angsten nedbryder evnen til kamp hos modstanderen. Mismod fører til overgivelse. Også dette fif behersker Ahlmann-Olsen til fulde. Den med de blå nitratbørn skal nok gøre sin virkning.

 

Som antydet er Niels Ahlmann-Olsen noget nær prototypen på en borgerlig politiker. Fra den side er der ingen støtte at få for de næringsdrivende. Forskellen på venstre- og højreintellektuelle er vanskelig at øjne. De borgerlige partier og deres ungdomsafdelinger afholder miljøkonferencer, hvor tonen stemmes i dur med miljøaktivisterne.

 

Det frie næringsliv slagtes

Hold til stadighed i erindring, at det var den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red), der satte den svageste minister i mands minde til at lede det farligste af alle ministerier: Miljøministeriet.

 

Fra dette batteri fører de gamle studenteroprørere kampen mod kapitalismen videre. De slagter det frie næringsliv, mens de borgerlige politikere ser passivt til. Adskillige deltager endog aktivt i ødelæggelsen af den private ejendomsret.

 

I denne flok er Niels Ahlmann-Olsen at skue som en driftig stridsmand. Men forrest med korsfanen marcherer Christian Christensen (Miljøminister, Kristeligt Folkeparti, red.).

 

Steen Steensen

WWW.FRP.DK

 

 

 

 

 

Læs også: Det offentlige skal ikke blande sig i folks liv:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/05/det-offentlige-skal-ikke-blande-sig-i-folks-privatliv/

Ulykkestoften

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr.25 / 28. juni 1985 / 13. årgang

 

Ulykkestoften

 

For et par måneder siden gik en prås op for Hans Excellence Statsministeren (Poul Schlüter, C, red.): “Vort indkomstskattesystem er pilråddent”.

 

Denne mageløse opdagelse har efterplapperne siden gentaget igen og igen.

 

Men Schlüter har nu præsteret det hartad umulige: At gøre et pilråddent skattesystem endnu mere pilråddent.

 

Bevares, også på skatteområdet har Optimist-Poul det som den noksombekendte Admiral: Andres tanker er ham mere end nok.

 

Og hans faste tænketank i skattespørgsmål hedder Kong Mogens (Mogens Lykketoft, A, red.). Ulykkeligvis med Lykketoft som efternavn. Han fulgte Schlüter blindt, da det gjaldt at plyndre selvpensionisterne med realrenteskatten. Selskabsskatteforhøjelsen og den lede tvangsopsparing groede også i Lykketofts ukrudts-urtegård. Og nu gjorde Schlüter så alle dårlige gange tre ved mindre end tre måneder efter den seneste kæmpefadæse råt at sluge den daværende socialdemokratiske regerings skattereformoplæg fra maj 1982.

 

Hovedstrategien er den gammelkendte: Folketinget jævner befolkningens fradragschancer med jorden. Når skatteborgeren først en gang for alle har mistet sit forsvarsværk, vil presset på de offentlige udgifter med uomgængelig sikkerhed hurtigt udløse, at skattedoseringen igen når op i de alt for velkendte galskabshøjder. Men nu udskrives de høje procenter vel at mærke på en større indkomstsum, så slutresultatet bliver langt større skatteplyndring.

 

Når de gammelparti-ræve taler for de gæs, fortier de, at dette er deres hovedformål.

 

Kuponklippere skal slippe billigere end dem, der går på arbejde. Fremtidig beskattes arbejdsindkomst med 48,5% op til 106.000, så 50% til 130.000, 56% til 200.000 og 68% derudover, mens kapitalafkastprocenten indtil videre “kun” bliver 50. Fordi man siger, at det skal betale sig at spare op. Men opsparing – udskudt forbrug – er ikke livets lyst. Den økonomiske side af tilværelsen trives ved øget produktion. Og det kræver et lavere skattetryk.

 

Derfor måles en skattereforms fortræffelighed først og fremmest i, hvor meget den nedsætter skatten. Lykketoft er just ikke skattenedsætter. Og derfor er firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) det heller ikke.

 

“Argumentet” mod skattenedsættelser er det puritanske: Det vil da være forfærdeligt at øge folks forbrug. Nej og atter nej. Det er da kun pragtfuldt, hvis det sker. Orden i økonomien – den ønskede forbrugsbegrænsning – skal opnås ved, at det offentlige nedsætter sit overforbrugs-vanvid. Men det behager ikke socialdemokratteknokrat-herskerklassen. Og derfor behager det heller ikke den firkløverregering, som har vist sig ikke at være noget skift fra socialdemokratstyret – blot et socialdemokratisk alternativ.

 

Efter den sorte 19. juni-forligsdag kan man med endnu større styrke end tilforn fastslå, at Danmark har brug for et stærkt Fremskridtsparti. Måske kommer vi et spadestik dybere end at tale om en Lykketoftsreform ved at kalde det en V. A. Jakobsen/Uffe Thorndahl-reform. Havde de ikke ved deres partisplitning gjort Fremskridtspartiet midlertidigt svagt, var katastrofen aldrig indtruffet. Da Fremskridtspartiet var rigtig stærkt – 1974 og følgende år – faldt indkomstskattetrykket. Da vi svækkedes kunne vi holde skattetrykket uændret. Da Schlüteristispesten hærgede os, begyndte skattetrykket at stige. Og nu da vi for en tid ligger på sottesengen, kommer så denne ulykkelige skattereform.

 

Men 19. juni-udspillet er ikke endnu blevet lov i Danmark. En hurtig vækst af Z-partiet vil forskrække de andre – som vi forskrækkede dem uden at have flertal for 10-12 år siden. Dengang fik vi bragt dem over mod dydens smalle vej. Det kan vi nå igen.

 

Der er i al fald ikke nogensomhelst anden redningsmulighed end at aktionere stærkt for at genskabe ånden fra 1973. Der er alt at tabe og intet at vinde ved at støtte et af forligspartierne. Der er alt at vinde og intet at tabe ved at storme over til Holger Danskes Fremskridts Parti.

 

Men tro ikke enfoldigt, at dette befolkningens eneste selvforsvar kommer af sig selv. Hvert eneste Z-menneske må gøre en målbevist, arbejdsom, selvopofrende og disciplineret indsats.

 

Den sædvanlige underlødige gammelparti-snedighed udfolder sig bl.a. i, at 19. juni-papiret bevirker, at staten fra 01. januar 1987 vil pumpe kæmpemilliardbeløb ud i dagligdagsomsætningen. Under etiketten børnetilskud. Den øjeblikkelige virkning heraf bliver, at folk tror, at nu har gammelpartierne gjort det godt for dem, mens de ikke tilstrækkeligt erkender, at de selv kommer til senere mangefold at betale regningen.

 

Efteråret 1987 er af stemmekøbsfidusmageren Poul Schlüter gentagne gange udpeget som næste valgtermin.

 

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Fremskridtspartiet´s   s k a t t e p o l i t i k: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/s-k-a-t-t-e-p-o-l-i-t-i-k/

 

Læs også: Nu kommer skattereform-skaderne: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/13/nu-kommer-skattereform-skaderne/

 

Læs også: Hvorfor griner Schlüter?:  http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/hvorfor-griner-schluter/

Skattevanviddet

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 22 / 16. juni 1989 / 17. årgang

Skattevanviddet

At lette skatterne er Fremskridtspartiets hjertesag.

Den mest urimelige skat af alle, er skatten på arbejde

Den straffer folk i at gøre nytte. Alle bliver flået mere end nogensinde. Det blev der åbnet op for ved Foighels (C) skattereform, der stjal folks fradrag.

Fremskridtspartiet vil gavne alle danskere med lavere indkomstskat.

Den såkaldte erhvervsvenlige regering (V, C, CD og KrF, red.) satte i 1985 selskabsskatten op med 10 %. Fra 40 % til 50 %. Det ødelægger dansk produktion med arbejdsløshed, udlandsgæld og lavere levestandard til følge.

Men Fremskridtspartiet er også utilfreds med, at de andre skatter er alt for store. I øjeblikket er vi oppe på at betale over 200 % afgift for at få nummerplader til vor bil.

Også olieafgifter er løbet løbsk. Når vi køber olie til fyret, så betaler vi for 4.000 liter, men får kun 1.000 leveret. Resten er afgift til staten.

Fremskridtspartiet vil ikke have alle afgifter fjernet, men vi vil have dem ned på et rimeligt niveau igen.

Der er kun èn eneste mulighed for at få skatterne ned – at styrke stemmesedlens eneste lavskatteparti.

Liste Z skal derfor huskes på valgdagen.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

 

 

Læs også: Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/20/sygstemet-f%c3%b8rer-over-40-ar-gamle-skattesager-mod-glistrup/

Læs også: En højt skattet medborger – Carsten Skattenkoch: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/20/en-h%c3%b8jt-skattet-medborger-carsten-skattenkock/

Læs også: Nødvendigt med skatteomlægning: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/22/n%c3%b8dvendigt-med-skatteoml%c3%a6gning-2/

Konservative tvangstanker!!!

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 40 / 27. november 1987 / 15. årgang

 

Konservative tvangstanker! 

 

Fhv. arbejdsminister Grethe Fenger Møller (GFM) fra de konservative er afvisende overfor tanken om et tættere samarbejde med Fremskridtspartiet – bl.a. med den begrundelse, at “særinteresser ikke må gå forud for helheden”.

 

Jamen, Fremskridtspartiets “særinteresser” er Danmarks ve og vel, medens Det konservative Folkeparti er et udpræget klasse-højreparti, som dog, lejlighedsvis mere end fraterniserer med Socialdemokratiet, og ser man på den seneste udvikling, så må mange konservative da tænke, at de ved sidste valg lige så godt kunne have sat kryds ved liste A.

 

Fru GFM anfører bl.a., at Fremskridtspartiets fremgang ved valget sikkert skyldes, at “partiet meget dygtigt forstod at slå på enkelte sager”, og det er da rigtigt. Der var f.eks. den afsindige flygtningepolitik, som de konservative under hele valgkampen end ikke turde berøre, men det slipper de ikke for næste gang.

 

Videre påstår GFM, at Fremskridtspartiets politik på en lang række områder er dunkel og uklar, og så må man virkelig spørge sig, hvor uvidende en fhv. minister kan tillade sig at være på de politisk/økonomiske sammenhænge, for derom har der aldrig været noget “dunkelt” – ej heller på miljøproblemerne, men pladsen tillader ikke en nærmere udpensling af disse i øvrigt frit tilgængelige emner.

 

Hele indlægget fremtræder nærmest som et krampagtigt forsøg på – for egen vindings skyld – at tilsværte Fremskridtspartiet og således bl.a. Pia Kjærsgaard for udtalelser om, at “skattetrykket skal ned”, “offentlige udgifter beskæres kraftigt” og “folkepensionen forbedres”, men ingen har vel sagt – som det antydes – at det kan gennemføres fra den ene dag til den anden i den økonomiske sump, som landet er havnet i – bl.a. ved konservativ hjælp, så lad os blot kalde de nødvendige tiltag for “Pia-nisme” – en modgift mod alle andre -ismer inklusive konservatisme, socialisme o.s.v.

 

Som sædvanlig prales der med, at firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.) siden dens tiltræden har skabt tusinder af arbejdspladser – fru GFM nævner 200.000 i den private sektor – men hvor mange af disse er igen sat overstyr, fordi regeringen ikke har evnet at føre en erhvervsfremmende politik, og hvor mange er oprettet i den offentlige sektor.

 

Det nævnes der aldrig noget om, for det kunne jo tænkes at skæmme indtrykket, men på den anden side kan der vel også hentes stemmer fra venstre side af midterlinjen, og statsministeren (Poul Schlüter, C, red.) samt ikke mindst finansministeren (Palle Simonsen, C, red.) bejler for tiden netop hertil med opfordring om at afstå fra udfald mod den offentlige sektor. Den samme eftergivenhed forekom under overenskomstforhandlingerne i foråret, men det havde de “tilkøbte” vælgere nok glemt, da valget pludselig blev proklameret.

 

Statsministeren beklagede i det netop afholdt landsrådsmøde Folketingets uheldige sammensætning med et Fremskridtsparti, som vil tilbage, de radikale, som er alt andet end radikalt og Venstre, der er til højre. Sidstnævnte udlægninger har sin rigtighed, men at Fremskridtspartiet skulle stå for tilbageskridt må være noget han har lært under sin maskepi med socialdemokraterne, idet det bl.a. var et af Anker Jørgensens (A) yndlingsudtryk.

 

På den anden side, så ville det være ønskeligt, om man kunne skrue tiden tilbage, hvis så ellers gammelpolitikerne ville undlade at lave de samme dumheder igen. Hvorfor lyttede man f.eks. ikke til Mogens Glistrup for femten år siden i stedet for at bekrige ham, for så ville Danmark garanteret have haft det bedre i dag, men det skyldes igen den modbydelige partiegoisme og dens løgne.

 

Igen og igen skal man således fra toppen at politiske modstandere høre, at Fremskridtspartiet “sammen med venstrefløjen i december 83 nedstemte finanslovsforslaget”, hvilket er en uanstændig misfortolkning, idet Fremskridtspartiet i modsætning til de andre stemte imod, fordi forlaget var økonomisk uansvarligt, og det må enhver i dag klart kunne se, men desværre synes regeringen igen at styre videre mod de samme tåbeligheder.

 

Det efterfølgende valg i januar 1984 gav specielt megen fremgang for de konservative og dermed “firkløveret”, men jeg betegnede alligevel – i et læserbrev – sejren som en pyrrhussejr, idet regeringen måtte basere sit flertal udelukkende på de radikale og et par nordatlantiske medlemmer, som dog senere blev erstattet at to “overløbere” fra Fremskridtspartiet.

 

Når regeringen trods pyrrhussejren alligevel blev siddende tiden ud, skyldes det en hel ny form for parlamentarisme, idet den “oversad” et halvt hundrede nedstemninger, hvoraf de 22 var af vital betydning for Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik, og i modsætning til statsministeren ser jeg ikke noget stort i at sidde perioden ud til trods for de mange “fodnote-nederlag”.

 

Sigurd Høy

WWW.FRP.DK

 

Læs også: Et er et søkort at forstå: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/et-er-et-s%c3%b8kort-at-forsta/

Læs også: Hvorfor griner Schlüter?: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/hvorfor-griner-schluter/

Læs også: Støt Fremskridtspartiet: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/30/st%c3%b8t-fremskridtspartiet/

Pressens dom over Schlüter-regeringen

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 16 / 2. maj 1986 / 14. årgang

Pressens dom over Schlüter-regeringen:

Manisk, klynkende – håbende på, at noget vil vise sig

Selv de mest konservative og trofaste Schlüter-tilhængere blandt dansk presses kommentatorer nu mere end antyder, at den er riv-rav-ruskende gal med firkløverregeringens (V, C, CD og KrF, red.) økonomiske politik. Flere og flere falder ind i koret, hvor Venstres politiske ordfører Svend Heiselberg er forsanger over refrænet “Socialdemokratisk genbrugspolitik”. Og det er så sandt, som det er sunget.

Chefredaktør Erik Rasmussen på Børsens Nyhedsmagasin udtrykker det i sig blads leder således (uddrag):

“I øjeblikket har regeringen som mål at få ligevægt på betalingsbalancen senest ved udgangen af 1988. Det er udråbt som det endelige bevis på den økonomiske genopretning. Desværre tyder intet på, at målet nås. Som månederne går med stadig dårligere tal for handels- og betalingsbalance, bliver målet stadig mere urealistisk og risikabelt for regeringen. I år må regeringen antagelig erkende, at den endnu en gang tog fejl af den forkætrede betalingsbalance.

Trods voldsomme stimulanser udefra i form af faldende dollarkurs og styrtdyk i olieprisen, samt jule- og påskepakker, vil underskuddet utvivlsomt blive noget over 20.000 millioner kr. – snarere omkring 26-28.000 millioner kr.

Gældsætningen accelereret kraftigt

Dansk industri er tilsyneladende ikke konkurrencedygtig nok. Det problem er beskrevet flere gange. Selv om det først og fremmest må løses af virksomhederne, præsenterer det regeringen for et dilemma. Det er svært at “sælge” en økonomisk genopretning, som ikke inkluderer en konkurrencedygtig industri, men tværtimod har været så kostbar, at landets gældsætning er accelereret kraftigt.

Regeringen bør holde op med at bagatellisere underskuddet på handelsbalancen eller klynge sig til de kommende måneders handelstal. Handelstallene bliver alligevel ikke bedre. Tværtimod. Og nye finanspolitiske indgreb hjælper ikke. De traditionelle nationaløkonomiske midler er allerede udpinte.

Det haster

Regeringen har brug for en ny strategi og et nyt mål. Det haster. Her kan den ikke klare sig med nærmest manisk at fastholde gamle mål og håbe på, at noget vil vise sig.

Kræver nytænkning

Det er ikke regeringens fejl, at eksporten svigter. Men det er regeringens opgave at definere samfundets problemer og fastlægge strategier og mål herefter. På kort og lang sigt. Her må udviklingen det sidste års tid give anledning til nytænkning. Udviklingen har taget en anden retning, end regeringen har forudset. Og den ændres ikke ved genindførelse af en traditionel stop-go-politik og finanspolitiske pakkeløsninger. Der kræves nye erkendelser, nye planer og nye mål”.

Afskrift

Erik Rasmussens kommentar er som skrevet af efter FREMSKRIDT. For det er jo ord til andet, hvad Fremskridtspartiet har sagt og påpeget i årevis.

Erik Rasmussen, Børsens Nyhedsmagasin og G-mand

www.frp.dk

Læs også: Renteudgiften til udlandet nu 100 millioner kroner om dagen: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/13/renteudgiften-til-udlandet-nu-100-mill-om-dagen/

Læs også: Dansk dynamik: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/22/dansk-dynamik/

Læs også: Støt Fremskridtspartiet: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/30/st%c3%b8t-fremskridtspartiet/ 

Den nationale katastrofe

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1-2 / Januar-februar 2001 / 29. årgang

 

Den nationale katastrofe 

 

Muhamedanerne fører hellig krig i:  

Palæstina, Bosnien, Kosovo, Libanon, Sudan, Eritrea, Tjetjenien, Etiopien, Somalia, Afghanistan, Turkmenistan, Usbekistan, Kirgisistan, Kashmir, Burma, Indonesien og Filippinerne. Herudover er der blodige muhamedanske stridigheder i Tyrkiet, Israel, Egypten, Algier, Iran og Irak, for lige at nævne de værste steder.

 

Ifølge det internationale samfunds normer skulle islam derfor stå øverst på dagsordenen, når FNs sikkerhedsråd holder møde. Men man lader som om denne verdensomfattende krigsstilstand ikke eksisterer og fortsætter i stedet med at hælde benzin på bålet i form af nye internationale konventioner, der skal sikre den muslimske indvandring i de kristne lande. Således, da Schlüter-regeringen (V, C, CD og KrF, red.) vedtog den nationale katastrofe, udlændingeloven af 1983, som gav retskrav for enhver af klodens beboere mod lille Danmark, var det efter pres fra den internationale godhedsindustri.

 

Denne industri har det korrupte og uduelige FN som sit øverste symbol, men den styres effektivt af klodens eneste supermagt, USA. Det kan observeres, at skiftende regeringer konstant retter dansk udenrigspolitik ind efter USA, som f.eks. da vi skulle bombe Serbien. Den internationale godhedsindustri har New York Times (amerikansk avis, red.) som et af sine vigtigste talerør. Danmark bliver stort set aldrig nævnt i denne avis, men vi kom alligevel på forsiden lige før jul, hvor temaet var “vore problemer med at integrere de forskellige minoriteter”. Man var åbenbart forfærdet over Nyrups (A) udtalelser om muslimske bønner i arbejdstiden, og Danmark fik nogle rap med pisken. Straks herefter kom Nyrups regeringsomdannelse, hvor han som medlem af sit hold optog den radikale Johannes Lebech, der prædiker muslim-tolerance med en fanatisme kun overgået af Mimi Jakobsen (CD). Det interessante er, om Nyrup, også i denne sag, var udsat for internationalt pres.

 

Tyskland, Østrig, England og Frankrig er i øvrigt hårdere ramt end Danmark, men det er en ringe trøst, når man ser på fremskrivninger af befolkningssammensætningen i Danmark. “Gammeldanskerne” vil først komme i mindretal i visse storkøbenhavnske kommuner, men herefter vil de øvrige følge som dominobrikker.

 

Men hvad er det så man går ind til, når Islams magt styrkes i et område? Fra Indonesien fortælles om, hvordan muslimer på øen Kasiui i øgruppen Molukkerne har dræbt 93 kristne, som nægtede at konvertere til islam. En flygtning fra massakrerne fortalte, at over 700 beboere på øen havde lovet at konvertere, efter at 3.000 personer fra fire landsbyer var flygtet ud i junglen efter et muslimsk angreb, hvor otte kristne var blevet dræbt. De tilbageblevne fik valget mellem at konvertere til islam eller blive dræbt. Den væbnede muslimske konflikt på Molukkerne har varet i 2 år, hvor 500.000 er flygtet, og over 4.000 er blevet dræbt.

 

I Brønshøj bor “flygtningen” Abdul Aziz med kone og to børn. Det vil sige, for tiden sidder han i fængsel i Moskva, anklaget for at udøve terror i Allahs navn i Tjetjenien. Ifølge hans dagbog har han taget gidsler og tortureret dem foran et videokamera for at tvinge store pengebeløb ud af familierne, så han kan finansiere Islams hellige krig, Jihad, i Tjetjenien. Den danske ambassade i Moskva assisterer Abdul Aziz, og har bl.a. foræret ham en koran.

 

Er det svært at forstå, at Fremskridtspartiet vil lukke de danske ambassader i udlandet og opsige en række internationale konventioner? Er vi enige om, at det er på høje tid?

 

Udenrigspolitisk ordfører Ole Gerstrøm

 

www.frp.dk 

Læs også: Ubetinget fængsel:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/ubetinget-f%c3%a6ngsel/

Venstretroværdighed

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 12 / 8. april 1988 / 16. årgang

Venstretroværdighed

Torsdag den 3. marts 1988 bragte Jyllands-Posten et indlæg skrevet af folketingsmedlem Svend Heiselberg, Venstre. Samme dag var der i Folketinget en lang debat, hvor Fremskridtspartiet havde anmodet om at få oplyst, hvornår og hvorledes regeringen ville indfri sine gentagne løfter om kraftige skattenedsættelser og dermed samtidig nedsætte de offentlige udgifter.

Sammenligner man Svend Heiselbergs indlæg med den tale Venstres ordfører Skrumsager Skau holdt i Folketinget, bekræftes det endnu engang, at Venstres folketingsgruppe anvender den taktik, at medens man udadtil er yderst kritiske og fremfører mange fornuftige synspunkter, så er holdningen en helt anden, ydmyg og logrende, overfor Socialdemokratiet, når de samme emner behandles i folketingssalen.

Hr. Heiselberg har således Fremskridtspartiets fulde sympati, når han direkte citeret skriver: “Det, som man bør beklager, er, at den borgerlige regering ikke har evnet at føre en mere ansvarlig økonomisk politik”:

Modsat må Fremskridtspartiet derimod erklære sig helt uenig med Venstres Skrumsager Skau, når denne samtidig med at Heiselberg læses, rørt til tårer står på Folketingets talerstol og roser regeringens politik og herunder de mange dyre bankerotforlig, man har indgået med Socialdemokratiet.

Nu må dette indlæg ikke opfattes således, at jeg ønsker at fremhæve den ene Venstre politiker frem for den anden, dette er aldeles ikke tilfældet, tværtimod er det måske i morgen Svend Heiselberg, der står i Folketinget og hælder vand ud af ørerne, og Skrumsager Skau, der i bladenes spalter optræder som nationens redningsmand. Formålet med dette indlæg er bl.a. at henlede læsernes opmærksomhed på, at Venstres fornuftige, kritiske holdning foreløbig “kun” er fremkommet, når man udtaler sig til pressen, men at vi selvsagt glæder os til den dag en eller anden fra Venstres folketingsgruppe holder sin egen tale i Folketinget og ikke længere lader den hånd, der skriver manuskriptet føre af enten Svend Auken (A) eller Bernhard Baunsgård (B).

Afslutningsvis fortjener Svend Heiselberg det helt klare svar, at Fremskridtspartiet hellere end gerne indgår forlig med regeringspartierne og De radikale om næste års finanslov. Det eneste vi savner, er invitationen fra regeringen til at drøfte de enkeltheder, forliget skal indeholde. Jeg kan forhåbentlig også glæde hr. Heiselberg med, at Fremskridtspartiet hellere end gerne medvirker til at stemme ja til en fornuftig og forsvarlig finanslov.

For de, der ikke har deres daglige gang på Christiansborg, lyder det nok helt afsindigt, at et af de største problemer omkring næste års finanslov, er at få påbegyndt egentlige og direkte forhandlinger mellem regeringspartierne, Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet. Vi deltager selvfølgelig uden forbehold den dag indbydelsen foreligger, men andre gør selv dette til et problem. Måske kan Venstre eller andre partier her udføre et stykke positivt arbejde.

Til slut den bemærkning, at det må da være Svend Heiselbergs spøg, når han skriver, at Fremskridtspartiet på forhånd, uden at kende udgifternes størrelse, uden at kende skattetrykket o.s.v. – forlods skulle give sin tilslutning til Finansloven 1989, – bortset fra at konsekvenserne kunne være langt langt alvorligere, svarer det nogenlunde til, hvis Heiselberg var så letsindig at købe en brugt Skoda med bind for øjnene.

Helge Dohrmann, MF

www.frp.dk

 

Læs også: Ja, hvis Venstre også ville handle herefter: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/14/ja-hvis-venstre-ogsa-ville-handle-herefter-2/

Læs også: Brændte børn skyr ilden: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/06/hilsen-til-venstrefolk-br%c3%a6ndte-b%c3%b8rn-skyr-ilden/

Læs også: Regeringen bryder forlig om skattelettelse på 485 mil. kr.: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/28/regeringen-bryder-forlig-om-skattelettelse-pa-485-millioner-kroner/

Penge lugter ikke

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 36 / 3. november 1989 / 17. årgang

 

Penge lugter ikke 

 

Lad de rige betale! (Man appellerer aldrig forgæves til misundelsen)

”I gamle dage var den første fordring, man stillede til en regering, at den skulle skaffe folket billigt brød. Nu anses det for den fineste statsmandskunst at fordyre det så meget som muligt. Mange politikere er endt på en lygtepæl for mindre end det, der nu kræves for at blive folketingsmedlem eller minister” 

 

Myndighederne har altid vist stor fantasi, når det gælder om at finde nye veje for at fylde statskassen. I den forbindelse bør man lægge mærke til, at ordet skat ofte bliver erstattet med andre betegnelser såsom afgift, gebyr eller bidrag.

 

Da den romerske kejser Vespian ved vor tidsregning begyndelse trængte til flere penge for at bygge nye pragtbygninger i Rom, fandt han på en hidtil ukendt afgift. Han lagde skat på toiletterne. Da dette påfund blev kritiseret, svarede han med de berømte ord: “Penge lugter ikke”.

 

I Danmark siger man, at vi skal arbejde os ud af samfundsproblemerne og samtidig brandbeskatter man arbejdet og beslaglægger gennem skatter, moms og afgifter op mod 90 procent af folkets indtægter.

 

Den måske mest berømte – eller berygtede – skat er “den første nats ret” eller “brudeskat”. Når en af godsejerens undersåtter giftede sig, havde godsejeren krav på en afgift. Denne afgift kunne erlægges i naturalier, d.v.s. bruden måtte tilbringe bryllupsnatten sammen med godsejeren i stedet for brudgommen.

 

Uægte penge

Thomas Gresham (1500-tallet), som senere blev adlet, begyndte sin karrierer som købmand i London. Han var en idérig og flittig købmand og blev grundlægger af børsen i London.

 

Dronning Elisabeth, der som alle andre monarker havde vanskeligheder med at få penge i statskassen, gjorde sir Thomas til sin finansrådgiver og han svigtede hende ikke. Han havde endnu en god idé.

 

Indtil da havde mønterne været deres vægt værd i guld eller sølv. Nu fandt den smarte Gresham på at erstatte de ægte guld- og sølvmønter med legeringer af mindre ædle metaller. De nye mønter fyldte godt i Elisabeths kasser.

 

Men resultatet blev i den sidste ende, at “godtfolk” lagde de ægte mønter på kistebunden medens kun de uægte cirkulerede. Dette befordrede den økonomiske naturlov, at “dårlige penge fordriver de gode penge” med alle de slette følger dette får.

 

I Rusland fandt zar Peter den Store (1700-tallet) på noget andet for at fylde rigets skattekister. Han var kendt for sin positive holdning overfor alt, der kom vestfra og han søgte at fremme Vestens påvirkning i sit isolerede og primitive rige. Da den vestlige mode påbød skægløshed, indførte Peter derfor den såkaldte “skægskat” for at få de mandlige undersåtter til at rage skægget af. Dette førte, sammen med andre urimeligheder, til oprør og stridigheder.

 

Preusserkongen Frederik den 2., også kaldet Frederik den Store, der levede for ca. 200 år siden, havde flere hundrede “kaffesnusere” i sin tjeneste. Det var oftest pensionerede militærfolk, hvis opgave var at lugte sig frem til ulovlig indført kaffe, d.v.s. kaffe, der ikke var betalt skat af. Preusseren havde dengang en meget høj afgift på kaffe.

 

Skat på vinduer og døre

Det var naturligvis langt lettere at kontrollere, hvor mange døre og vinduer folk havde i deres huse og det benyttede man sig af i Frankrig.

 

Husejerne blev simpelthen skattepligtige efter hvor mange døre og vinduer, man havde ud mod gaden. Den dag i dag undrer man sig som turist over de mange ældre huse i Frankrig – særligt på landet – der ser så tillukkede ud, men her har man altså forklaringen. Noget lignende havde man i England, hvor “vinduesskatten” først blev ophævet i 1851.

 

I Holland findes der – hvilket danske turister ikke kan have undgået at lægge mærke til – mange utroligt smalle huse. Også dette har sin forklaring i skatten. Det var facadebredden, der kostede skattepenge. Man kunne bygge husene lige så højt man ville, og så dybt som det passede en, men hver cm. mod gaden eller vejen kostede dyre skatter. Den tåbelige skattepolitik lyser os i møde i hver eneste hollandske by.

 

Her i Danmark er skatters følger også blevet synlige og vil helt sikkert afspejle sig i historien.

 

Skattens fordyrelse af biler og benzin afslører sig i de trafikfarlige “bilvrag”, der kører på vejene. Og i selve landskabet er historiske slotte og herregårde ruinprægede på grund af ejendoms- og formueskatternes plyndring.

 

Utålelige afgifter

Forretningslukninger i det sydlige Jylland og massetransporter af danskere til nordtyske forretningscentre symboliserer utålelige vareafgifter.

 

Også den store “kursusindustri” givet et tidsbillede af skatteflåningen. Kroer og hoteller i hobetal laves til konferencecentre, Det skattefrie ophold giver en behagelig skattefri ferie for “kursisten” og skæpper hos hotelejerne.

 

Jo de gamle franske, hollandske og engelske byer og bygninger fortæller skattehistorie, mens Danmark bærer præg af de nye tiders grådige skatter, der årtier fremover vil give et billede af “skatte-Pouls´” (Poul Schlüter, C, red.) politik.

 

Skatterne sløver i arbejdstiden, men giver til gengæld travlhed i fritiden, hvor indtjente penge har 3-dobbelt værdi og sætter en ekstra skattefri “kage” på bordet eller øger charterferiens charme.

 

Også den enkelte familie præges af “skatte-boom´et”. Skattetænkning og skatteunddragelse er blevet et led i børne- og ungdomsopdragelsen. Det er simpelthen en nødvendig nødværge, hvis man vil overleve under rimelige forhold.

 

“Firkløveret” har sat sig et historisk monument, mens Danmark bliver fattigere og fattigere og befolkningen “småkriminelle”.

 

A. Th. Riemann

www.frp.dk 

 

 

Læs også: Måneskinsarbejde: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/01/maneskinsarbejde/

Læs også: Sy(g)stemet fører over 40 år gamle skattesager mod Glistrup:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/20/sygstemet-f%c3%b8rer-over-40-ar-gamle-skattesager-mod-glistrup/

Læs også: Plyndringstogtet: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/15/plyndringstogtet/

Vælgerne ved at miste tilliden til regeringens kurs

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15

25. april 1986

14. årgang

Vælgerne ved at miste tilliden til regeringens kurs

Efter Heiselbergs kritik af regeringen inviterer Dohrmann Venstres ordfører til et samarbejde i Z-gruppen

Venstres politiske ordfører Svend Heiselberg, ramte klart et ømt punkt, da han tog bladet fra munden og kritiserede firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red.). “Socialdemokratisk genbrugspolitik”, kaldte han Schlüters (C) økonomiske politik.

Kommentarerne i dagspressen har været sammenfaldende:

“Han siger højt, hvad mange tænker”, skrev Jyllands-Posten.

“Hanstholm-fiskeren Svend Heiselbergs politiske ekkolod fejler ikke noget”, mente det radikale Skive Folkeblad og karakteriserede Heiselbergs kritik som “en klart registreret fornemmelse af, at adskillige vælgere nok er ved at miste tilliden til, at regeringen er på den helt rette kurs”.

B.T. havde denne advarsel: “Ved at benytte de mere end nedslidte metoder med skatte- og afgiftsforhøjelser har Schlüter taget det første skridt til at gentage VKR-regeringens store fadæse (1968-1971)”.

Invitation

Gruppeformand Helge Dohrmann siger i anledning af Heiselbergs udtalelser: – Det er godt, når enkelte af regeringspartiernes egne medlemmer omsider indser, at den politik der føres, ikke adskiller sig væsentligt fra den, der oplevedes under socialdemokratisk ledelse. Desværre må det konstateres, at den sikkert velmente kritik end ikke bliver overvejet hos regeringen.

Svend Heiselberg med flere burde måske derfor overveje at tilslutte sig Fremskridtspartiets folketingsgruppe og derved få mulighed for sammen med Fremskridtspartiet, at få stoppet den sociale-radikale linje, som regeringen Schlüter er slået ind på.

Torben Zinglersen

WWW.FRP.DK

Læs også: Ja, hvis Venstre ville handle herefter:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/14/ja-hvis-venstre-ogsa-ville-handle-herefter-2/

Læs også: Er Venstres politik socialdemokratisk?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/06/er-venstres-politik-socialdemokratisk/