De spildte år

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / 13. januar 1977 / 5. årgang

De spildte år

Industrirådets blad skriver (her i uddrag, red.) i en leder under overskriften ”Vognen i muddergrøften”:

”… Man kan mene, at når selv en meget betydelig vækst i industrieksporten ikke klarer arbejdsløsheden og det store underskud, så må der jo være noget riv-rav-ruskende galt i den danske økonomi. Det er der også.

Vi har ladet konkurrenceevnen underminere af alt for kraftige omkostningsstigninger. Det har ført til, at industrisektoren i Danmark er blevet alt for lille…”

”… Statsminister Anker Jørgensens åbningstale til Folketinget tiltænkte industrien en hovedrolle i løsningen af landets krise problemer. Industriens folk vil gøre deres yderste, men vor høje omkostningsniveau begrænser udfoldelsesmulighederne stærkt. Alt for mange produktioner må opgives som urentable. Alt for mange bliver aldrig sat i gang…”.

Kommentar af Mogens Glistrup:

Det er sørgeligt, at de gyldne kæders mænd i dansk erhvervsliv er så fordomsbefængte, at de nøjes med at erkende problemerne og så kommer med en tom frase om, at få vognen rejst op. Lige for deres næsetipper ligger Z-planen – den eneste, der kan redde Danmark. Den er fremlagt af det forkætrede nyparti. Så den kan man selv i den svære nød ikke bekvemme sig til at omtale. Endsige gøre brug af.

De fine herrer vil blive dømt hårdt af historien. ”De spildte år” vil utvivlsomt blive overskriften over den tid, de sad i deres industrirådsstole. Skal vi fremskridtsfolk give hinanden det nytårsløfte, at vi vil arbejde hårdt for, at der ikke bliver mange flere spildte år i den allerede alt for lange række.

www.frp.dk

Læs også: Erhvervszoner:

http://fremskridtdk.wordpress.com/category/erhvervszoner/

Socialdemokratiske profetier og virkeligheden

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / 10. marts 1977 / 5. årgang

Socialdemokratiske profetier og virkeligheden

Det er ikke landets ve og vel Anker Jørgensen tænker på – i så fald ville han erkende problemernes rette sammenhæng og udforme lovgivningen derefter

I februar 1975 kastede Hartling (V) vrag på Fremskridtspartiet som samarbejdspartner. Her begik han sin frygtelige historiske fejltagelse. Han banede dermed vejen for en Anker Jørgensen-regering, som i sin tiltrædelseserklæring gav udtryk for følgende:

”regering og folketing skal nu gøre en ende på den politiske og økonomiske usikkerhed, som i den senere tid har præget Danmark.

Det er så meget mere vigtigt som vi står overfor store og påtrængende problemer. Vi skal sikre det sociale indhold i demokratiet og det vil i dag først og fremmest sige, at vi skal sikre arbejde som det væsentligste grundlag for tryghed. Det er det, vi skal sætte højest på listen over de opgaver, som skal løses. Det er vor regerings opfattelse, at vi nu må skabe arbejde, at vi nu må beskytte vore borgere i et aktivt forsvar for det velfærdssamfund, vi har opbygget.

Vi har nu 150.000 arbejdsløse. En ledighed af dette omfang er en social og en menneskelig ulykke. Det er den pris, vi ikke vil betale for at opnå en forbedring af betalingsbalancen. Derfor er det uomgængeligt nødvendigt, at der gennemføres foranstaltninger, som hurtigt og effektivt kan forøge beskæftigelsen.

Regeringen ser ikke bort fra, at en simulering af beskæftigelsen i et vist omfang vil trække en forøgelse af importen med sig. Det øger behovet for at styrke de erhverv, der skal konkurrere med udlandet.

Det afgørende i en beskæftigelsesfremmende politik er imidlertid at genskabe initiativet i erhvervslivet, at genskabe tilliden i erhvervslivet”.

Efter to års forløb viser de tørre tal: Større arbejdsløshed, større valutagæld, større statsunderskud, større renteomkostning, større skattetryk og større statstvang.

Desuagtet har de konservative, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og de radikale nu sikret, at Danmark fortsat skal dalre videre under nøjagtig de samme socialdemokratiske metoder, som til fulde har vist deres landsskadelighed i 1975 og 1976.

Alle ved jo udmærket, hvad der er galt i Danmark: Det offentlige apparat har fået lov til at svulme op til et sådant kæmpeomfang, at det aldeles pressen luften ud af det erhvervsliv, hvis sprudlende foretagsomhed alene kan redde os ud af de seks katastrofer.

Fremskridtspartiet – nu det største oppositionsparti – har præcist i enkeltheder påvist, hvordan vi kan komme op af uføret uden en eneste asocial eller arbejderfjendsk foranstaltning.

Men de andre tør ikke. De er bange for de højtråbende egoistorganisationer og pressionsgrupper.

Men Fremskridtspartiet vil endnu i denne måned stille lovforslag om:

1. Lønfremgang gives gennem 25.000 kr. skattefrit bundfradrag.
2. 16. almindelige ejendomsvurdering aflyses.
3. Et væld af restriktioner afvikles.
4. Staten sætter tæring efter næring ved en række besparelser. Den første går ud på, at gennemsnitslønnen for et folketingsmedlem over det næste år falder fra de nuværende 190 kr. pr. time til 94 kr.

Med udover disse områder vil Fremskridtspartiet også på alle andre felter vise sig den øgede vælgertillid værdig. Der skal fremlægges et i alle detaljer udarbejdet modstykke overalt, hvor vi mener, at tingene kan gøres bedre.

Mogens Glistrup, MF

www.frp.dk

Læs også: Erhvervszonerne – hvad blev der af dem?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/08/14/erhvervszonerne-%e2%80%93-hvad-blev-der-af-dem/

Velfærdssamfundet!!!

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 29. januar 1988 / 16. årgang

Velfærdssamfundet!!!

For den almindelige dansker er de faktiske daglige forhold vel egentlig ganske gode. Aldrig tidligere i vor historie har man ved lånoptagning, belåning af konjunktur- og inflationsgevinster m.v. haft mulighed for at bo så godt, spise så dyrt, klæde sig så moderne, købe så mange nye biler, hårde hvidevarer, video- og Tv-apparater, holde så lange ferier, rejse så meget og få så meget udbetalt fra de offentlige kasser uden arbejdsindsats o.s.v. – o.s.v.

Den private lille egoisme trives i dag så godt som aldrig før. Hvis man en kort stund gider på de uduelige politikere, eller som forleden lange aften i TV se og lytte til, hvad forskellige økonomer m.fl. mener om landets økonomiske situation, så kan man nok lige acceptere, at der muligvis bør gøres noget – men hvorfor egentlig? – Vi har det da nogenlunde! Og er det alligevel nødvendigt med indgreb og tilbageholdenhed, så skal det i hvert fald ikke være overfor os eller lige på vort område.

Det børnefjendske samfund

Ved læsning af dagens aviser m.v. afsløres dagligt nogle af de problemer vort velfærds- og lånesamfund også er belemret med. Flere og flere børn er de sidste årtier af fortravlede, udearbejdende forældre blevet overladt til pasning og opvækst i samfundets forkvaklede institutionssystemer.

Resultatet er, at flere og flere børn i disse år henvises til skole- og kliniske psykologer, kommer under psykiatrisk behandling, får støttepædagog, hjemmepædagog eller bliver anbragt under forskellige former uden for eget hjem.

Børne- og ungdomskriminaliteten er sammen med voksenkriminaliteten stærkt stigende, og hvis ikke flere og flere lovovertrædelser blev gjort straffrie – afkriminaliseret, så ville tallene for kriminalitetens stigning være chokerende store.

Dagligt beretter pressen om voldelige og blodige overfald på såvel børn, unge, voksne og ældre. Væbnede overfald på såvel sagesløse som banker og lignende er desværre nu også blevet en af vi danskes dagligdag.

Behandlersamfundet

Familien, der tidligere var det centrale – det samlende og faste ståsted for det enkelte menneske og det grundlæggende for hele samfundet, er gennem de sidste 25 år blevet mere og mere tilsidesat, og familiens opgaver overtaget af de såkaldte behandlere. I behandlersamfundet tales der i dag ofte mere om: Min dagplejemor, min pædagog, min lærer, min vejleder, min sagsbehandler, min læge, min hjemmehjælper, min omsorgsassistent, min hjemmesygeplejerske, min bankvejleder, min revisor, min skilsmissesagfører, min o.s.v. – o.s.v., end der tales om min mor og min far eller min familie.

I stedet for hjemmets tryghed og lille overskuelige verden, er der nu i mange danskes hverdag lige fra vugge til grav kommet en sværm af vejledere og behandlere, der alle har en eller anden form for autoritet. Det er sikkert bl.a. derfor mange børns og unges tillid og tro på autoriteter kan være på et meget lille sted.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at alt det gamle var godt, og alt det nye dårligt, men vil vi have genskabt et menneskeværdigt, varmt og rigt samfund, så må meget genprivatiseres og det naturlige i børneopdragelse- og pasning genindføres.

Barnets naturlige base skal igen være familien, og dermed vil grunden til en rolig og harmonisk ungdoms- og voksentilværelse være lagt.

Privatisering

Ved en udstrakt privatisering af de alt for mange opgaver, der i dag løses af det offentlige, kan vi genskabe et trygt og frit menneskeværdigt samfund.

En klar forudsætning for gennemførelse af disse privatiseringstanker er den grundlæggende skatte-, friheds- og socialpolitik som Fremskridtspartiet står for.

Med en skatte- og frihedsreform, der kan skabe gode konkurrencevilkår for danske eksportvarer, vil der over en overskuelig periode i forbindelse med en vidtgående privatisering kunne skabes arbejdspladser i den produktive sektor til de mange offentligt ansatte, der vil blive overflødige i Fremskridtssamfundet.

Derfor er Fremskridtspolitikken så aktuel som nogensinde!

Johs. Sørensen

www.frp.dk

Læs også: Sporene er skræmmende:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/29/sporene-er-skr%c3%a6mmende/

Kommunistiske tilstande på fritidsmarkedet

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / Marts 1994 / 23. årgang

 

I lovgivningen om kommunalfuldmagten står at læse: “Kommunen ikke må tage en opgave op, der forrykker grænsen mellem den private og offentlige sektor, eller som væsentlig påvirker konkurrencen i den private sektor”.

Til trods for dette ser vi hele tiden nye konkurrenceforvridende initiativer fra kommunernes side over for de private tilbud på fritidsmarkedet.

Over hele landet tilbyder man i kommunalt støttede skolefritidsinteressegrupper og ungdomsskoler undervisning i hip hop, jazzballet, showdance og aerobic. Det tilbydes enten helt gratis eller mod en symbolsk betaling.

Mange af landets kommuner driver kommunale styrketræningsaerobic- og solariecentre. Kommunale skatteborgerpenge bruges til, at disse centre med dumpingpriser kan udkonkurrere private forretninger, der – ifølge lovgivningen – ikke må få støtte, hverken fra hjemmekommunen direkte eller fra folkeoplysningsloven.

Ligeledes stiller også mange kommuner gratis lokaler til rådighed for danseklubber under Dansk Sportsdanserforbund og Dansk Idrætsforening. Med tilskud til alle medlemmer under 25 år samt løn til underviseren gives her tilbud om danseundervisning. Denne konkurrenceforvridning fra ca. 40 sådanne støttede danseklubber over det ganske land er naturligvis til stor skade for de private danseskoler, ligesom det kommunalt støttede “Dansens hus” i København og adskillige støttede danseteatergrupper naturligvis tager elever fra de private danseskoler.

Mange kommuner har oprettet en kommunal rideskole og en kommunal musikskole, som næsten helt har fjernet de tidligere eksisterende private initiativer på disse områder. Mange kommuner er efterhånden lokalområdets største restauratør med et væld af kommunalt støttede caféer og cafeterier, til skade for de private restauratører.

Alt tyder på, at det er mange politikeres ønske, at her på det danske fritids- og kulturmarked skal skabes et monopol, så der kun findes offentlige tilbud på dette område. Alle private tilbud bliver bekriget af dumpingpriser fra kommunale tilbud og af en utrolig erhvervsfjendsk folkeoplysningslov.

Arte har efterhånden sørget for, at staten betaler 75 procent, hver gang vi køber en teaterbillet.

Jo flere støttede fritids- og kulturtilbud, der er, jo sværere er det for de få tilbageblevne ustøttede private tilbud at overleve.

Hvornår har vi set monopoler føre til noget godt?

Det eneste, vi med sikkerhed ved er, at monopoler bringer med sig, er faldende kvalitet, stigende omkostninger og voksende sløsethed med de økonomiske ressourcer.

Landets få – endnu overlevende – private danseskoler, aerobic- og styrketræningscentre samt rideskoler er jaget vildt.

Det burde have været mere naturligt for kommunerne at støtte de private forretninger, der med faguddannede og kvalificerede medarbejdere står til rådighed, så man i samarbejde kunne tilbyde borgerne prisbillige tilbud.

Det burde have været naturligt, at folkeoplysningsloven i stedet for at være erhvervsfjendsk, havde givet mulighed for, at den økonomiske støtte kunne gives til de eksisterende private forretninger, som derigennem, under behørig kontrol, skulle nedsætte priserne til gavn for forbrugerne.

I stedet vælger stat, kommune og politikere, at udkonkurrere de private tilbud, for at opnå et monopol på dette område.

At man så sender en masse kvalificerede medborgere ud i arbejdsløshed, er så mindre væsentligt i det spil.

Politikerne taler om, at støtte erhvervslivet men glemmer helt, at det at drive en danseskole også er et erhverv, nemlig et over hundred år gammelt liberalt erhverv.

Skal vi undgå et fuldstændig monopoliseret fritidsmarked med tilbud alene fra det “hellige danske klub- og foreningssystem”, skal der handles meget hurtigt.

Nu står folkeoplysningsloven snart foran en evaluering, og jeg har derfor udformet et væld af ændringsforslag til de politiske partier og det lovgivende folkeoplysningsudval for, at redde de sidste private tilbud på det danske fritidsmarked.

Det mest groteske ved hele sagen er, at hvis det lykkes helt at udrydde de private forretninger, vil det koste mange skatteborgerkroner, thi i øjeblikket betaler de private forretninger skat af et evt. overskud. Lukkes vi, vil vore kunder søge over i det offentligt støttede system og forlange gratis lokaler, medlemstilskud til alle under 25 år, løn til underviseren og tilskud fra tipsmidlerne og derigennem forøge de offentlige udgifter.

Hele sagen drejer sig altså kun om en politisk ideologi om, at private forretninger på fritidsmarkedet skal fjernes og hele markedet monopoliseres i statsstøttede klubber, foreninger og oplysningsforbund.

Man indfører kommunistiske tilstande på fritidsmarkedet og kvalitetstilbudene og de frie markedskræfter sættes ud af spil.

Fire politiske partier har gennem deres partiledere skriftligt over for mig givet udtryk for, at de støtter mig i mine synspunkter. Nu er tiden inde til, at de også i handling skal leve op til deres løfter.

Sagen behandles i øjeblikket i Folketinget på baggrund af det materiale, jeg har udarbejdet.

Tommy Havdrup

Formand for danselærernes konkurrenceudvalg og leder af en privatdrevet danseskole i Albertslund

www.frp.dk

Læs også: Statslig konkurrence lukker firma:

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/24/statslig-konkurrence-lukker-firma/

Borgerlig soldetur med socialisterne

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 1 / Januar 1990 / 18. årgang

Borgerlig soldetur med socialisterne 

Som kommentar til regeringens (V, C og B, red.) aftale med Socialdemokratiet om DSB siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke:

Regeringens aftale med Socialdemokratiet om at anvende en hel milliard ekstra til DSB er en komplet uforståelig og skatteyderfjendsk handling.

DSB modtager i forvejen over 3 milliarder kroner årligt i skatteydertilskud og på den baggrund må regeringens tale om offentlige besparelser virke som en ”nøgen skal”. Regeringen har endnu engang kapituleret totalt over for socialisterne og dens advarsler mod befolkningens ”private overforbrug” er både hyklerisk og ude af proportioner.

Dette DSB-forlig viser endnu en gang klart og tydeligt, at det er regeringen og den offentlige sektor, som bærer hovedansvaret for landets dårlige økonomi. Det er meget utilfredsstillende, at regeringen kun bruger Fremskridtspartiet til at finde offentlige besparelser for så kun 42 dage efter at ”køre et parløb med DSB og Svend Auken (A) ud at male byen rød”.

Den seneste budgetoversigt viste, at allerede nu mangler 7 milliarder kroner på statsbudgettet for 1990. Med DSB-forliget stiger dette beløb yderligere ¼ milliard kroner. Fremskridtspartiet medvirker gerne til at skabe balance i statsbudgettet, men det fordrer, at finansminister Dyremose (C) holder op med at dele skatteydernes penge ud til højre og venstre i den offentlige sektor. ”Pengene ligger bedst i borgernes egne lommer”, men det har den borgerlige regering jo tydeligvis ”glemt”.

Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke

www.frp.dk

Læs også: Finansloven understreger behovet for et seriøst ikke-socialistisk samarbejde: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/02/finansloven-understreger-behovet-for-et-seri%c3%b8st-ikke-socialistisk-samarbejde/

Læs også: Vi kunne alle have det så godt:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/28/vi-kunne-alle-have-det-sa-godt-2/

Melchior leger hotelejer for offentlige penge

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / 18. januar 1985 / 13. årgang

 Melchior leger hotelejer for offentlige penge

 helt i modstrid med regeringens (V, C, CD og KrF, red.) før så omtalte privatiseringsidéer

Ind imellem sin andre - for nationen så vigtige - gøremål får trafikminister Arne Melchior (CD) også tid til at lege hotelejer.

Med underskud.

For skatteborgernes penge.

Det er det store centraltbeliggende hotel Astoria i København, der tænkes på. Hotellet, der ligger lige ved Hovedbanegården ud til banegraven og Frihedsstøten, ejes af DSB.

Helge Dohrmann (Z): Hvorfor har Melchior ikke for længst givet ordre til at få hotellet solgt? Det giver anledning til undren, at ministeren krampagtig fastholder grebet om et velbeliggende hotel, hvor en privat erhvervsdrivende virkelig kunne skabe en driftig og valutaanbringende forretning.

Eller mener ministeren, at det offentlige er bedre til hoteldrift end fagkyndige folk fra det frie erhvervsliv spørger Dohrmann og peger samtidig på, at ministerens handlemåde i hvert tilfælde ikke er i overensstemmelse med regeringens tidligere privatiseringstanker.

Helge Dohrmann og Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Arne Melchior har haft personlig vinding:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/17/arne-melchior-har-haft-personlig-vinding/

Læs også: Lader skatteyderne forære sig luksusbil til 656.000 kroner: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/lader-skatteyderne-for%c3%a6re-sig-luksusbil-til-656000-kr/

A eller Z?

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

A eller Z?

Tror man, Danmarks problemer kan løses ved at nedsætte statens underskud fra 63 millioner om dagen til 56?

Anker Jørgensen (A) har i det sidste års tid styret Danmarks økonomi yderst letsindigt.

Han har fråset med statsudgifter langt ud over de skatter, han har fået ind i kassen og hans regering (Socialdemokratiet, red.) har givet løfter til alle sider om yderligere støtte og hjælp. Før augustforliget var han på vej til næste år at lade seddelpressen hver eneste dag udspy 63 millioner kroner i falsk købekraft – altså penge, der ikke var produktion bag ved og som derfor stort set måtte omsætte sig i indkøb af udenlandske varer. Med andre ord i forøgelse af vor valutagæld.

September og august

Augustforligets kæmpebyrder på befolkningen har mindsket disse 63 millioner kroner til 56 millioner. Men hver eneste dag går det altså stadig hurtigt ned ad skråplanet med den danske økonomi.

Det var septemberforliget i 1975, som gav Anker Jørgensen lov til at iværksætte dette enorme statsunderskud og den deraf følgende milliardgældsætning af Danmark til Tyskland. Aldrig skal vi glemme, at dette septemberforlig blev sikret flertal i Folketinget gennem Venstres stemmer.

Venstre vendte sig imidlertid i august 1976 bort fra uansvarligheden – forhåbentlig for bestandig. Men så ilede radikale, Kristeligt Folkeparti, centrum-demokrater og konservative til og sørgede for et knebent flertal til fortsættelse af Anker Jørgensens samfundsødelæggende politik.

De sagde, at så undgik landet, at Anker Jørgensen skulle foretage en anden landsskadelig handling – udskrivning af folketingsvalg. Men Anker Jørgensens finger sidder stadig på valgaftrækkeren og landets situation forværres for hver dag. Den undskyldning er altså meget tynd.

At socialdemokraterne vil store offentlige udgifter, der uundgåeligt fører til endnu hårdere skattetryk, kan dårligt bebrejdes dem. Det er nu engang socialdemokraternes grundholdning, at det offentliges virkefelt skal vokse mest muligt.

En bedre løsning

Er der da slet ikke noget fyrtårnslys, som kan lede os ud af dette mørke?

Jo – syvpunkts-Z-planen blev lagt på Folketingets bord i august.

Z-planen rydder op i de offentlige udgifter, så de ikke bliver større end at vi får balance – ikke mere falsk købekraft – med skattefrit bundfradrag på 25.000 kroner med det samme, (60.000 kr. fra 1978). Sømandsskatten afskaffes straks. Kapitalvindingsskatten – der er et dundrende underskudsforetagende for staten – fjernes også øjeblikkelig.

Det sker vel at mærke uden at der spares på de sociale udgifter til dem, der virkelig er i nød – de åndssvage, andre handicappede, de syge og ældre. Tværtimod, her bliver råd til en ekstra indsats, fordi der luges ud i de mange mindre nødvendige statsudgifter.

Ud over de store reallønsforbedringer, der ligger i skattelettelserne, tilskynder der også på anden måde til at sætte arbejde i gang. Den stive offentlige arbejdsformidling nedlægges, arbejdsløshedsdagpengereglerne reformeres og sygelønsbestemmelserne omlægges, så den afskrækkende 5 ugers-regel ophæves. Det skal ikke mere være arbejdsgivernes opgave at udbetale sygeløn. Dertil har vi fundet plads på statens budget.

16. almindelige ejendomsvurdering aflyses og folkepension gøres – en kort, men nødvendig overgangsperiode – ens for alle. Landmanden, smeden og fiskeren får samme pensionsbeløb (26.000 kroner for enlige, 52.000 kroner for ægtepar) som ministeren, dommeren og ministerialkontorchefen.

Såvel fjernsyn, radio som aviser fortier Z-planen for befolkningen. Vil man være ordentligt underrettet må man derfor abonnere på Folketingstidende eller på ”FREMSKRIDT”.

Forskellen

Z-planen hviler på samme erkendelse som den augustpartierne udtrykker: Danmark er nu kommet så langt ud i økonomisk uføre, at kaos truer. Dette har forledt venstrepressen til at meddele, at Glistrup på landsmødet opfordrede Anker Jørgensen til et samarbejde.

Imidlertid blev Socialdemokratiet udfordret for at vælgerne gennem debatten kan få solidt grundlag, når de en dag skal træffe valget mellem augustpolitikken og Z-planen – to programmer, der er i skrigende uoverensstemmelse med hinanden.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Nu går våren gennen Danmark:http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/24/nu-gar-varen-gennem-danmark/ 

Læs også: Den tabte tråd: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/23/den-tabte-trad/

Pas på pamperne!

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 9 / 6. maj 1976 / 4. årgang

Pas på pamperne!

”Lad os være taknemmelige for fæhovederne. Uden dem kunne vi socialister ikke få succes”.

Denne kyniske udtalelse af en snedig socialist dækker godt over de senere års politiske udvikling. Og nu søger man på ny at narre befolkningen. Man kan ikke komme længere ad skatteplyndringens vej, men der er andre metoder.

Indkomstpolitik, reformer, fordelingstaktik og økonomisk demokrati. Bag etiketterne står det faktum, at vi igen skal plukkes.

”Økonomisk demokrati” er misundelse i politisk funktion. Røde og halvrøde politikere søger at bilde os ind, at det er lønmodtagerne, der får medbestemmelsesret, når fagforeningspaver dykker ned i lønningsposen og vil bestemme, hvad ugelønnen skal bruges til.

Fremskridtspartiet siger klart fra, når der ud fra socialistisk side lægges op til konfiskation af produktionsmidlerne i løbet af 10-15 år med tilstande som øst for jerntæppet til følge.

De ansatte skal have del i den formuestigning, der i dag ensidigt kommer erhvervslivets ejere til gode, siger man, og det lyder forjættende i manges ører. Selv såkaldte liberale som Venstre, radikale og de kristelige er hoppet på limpinden og har hver deres forslag om ”økonomisk demokrati”.

Disse borgerlige partier leger med ilden, når de forsøger at præke fornuft, medens de er med til at udbrede galskaben.

Vi må med hænder og fødder, oplysning, propaganda og krav om folkeafstemning sætte os imod det ”økonomiske demokratis” økonomiske diktatur.

Det står enhver dansker frit for at bruge sin ugeløn eller sine sparepenge til at købe aktier for og derigennem få indflydelse på ledelse og udbytte. Det har man imidlertid altid opfordret til i fagforeningen eller Socialdemokratiet. Tværtimod, da bryggerierne for nylig inviterede arbejderne til aktietegning på særdeles gunstige vilkår, gik socialisterne voldsomt imod. Man ville godt lave vrøvl på arbejdspladsen, men ikke tage et medansvar.

Aktionærernes stilling er da heller ikke misundelsesværdig. Udbyttet er sparsomt og der bliver kun lidt tilbage, når staten har været der med sin dobbeltbeskatning. Propagandaen mod erhvervslivet er i bund og grund falsk, når man taler om kæmpeudbytte og arbejderudnyttelse og bliver ikke mere sand af socialisternes voksende og pågående agitation.

Med Jern-Anker og L.O.-Thomas i spidsen lancerer socialisterne deres idé om en ”lønmodtagerfond”. Idéen er kynisk. Man søger at lokke lønmodtagerne til at betale uden at kende noget som helst til værdien af det, man betaler for.

Kapitalisterne skal finansiere fonden, hævder man. De skal nemlig gennem en lønskat købe sig ud af deres egne virksomheder. Med bind for øjnene skal erhvervslivet overlade produktionsapparatet til embedsmænd og socialister. En speciel lønmæssig ”merværdiskat” skal gøre erhvervslivet mørt og modent til offentlig overtagelse.

Små virksomheder, der ikke kan klare lønmodtagerfondens afgifter, må naturligvis lukke og overgive sig til de store statsdrevne foretagender.

”Økonomisk demokrati” har intet med retfærdighed at gøre. Det drejer sig simpelthen om magt til at ekspropiere fabrikker og virksomheder uden erstatning. Uanset navne som ”Ø.D.” eller ”lønmodtagerfond” bliver resultatet afskaffelse af den private ejendomsret og indførelse af statskapitalisme og diktatur.

A.    Th. Riemann

www.frp.dk

Læs også: Den tabte tråd: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/23/den-tabte-trad/

Læs også: VKRMQ-dødedriften: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/25/vkrmq-d%c3%b8dedriften/

Læs også: Kun for de blåøjede: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/13/kun-for-de-bla%c3%b8jede/

Storkapitalen og Socialdemokratiet

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 19 / 4. november 1976 / 4. årgang

Storkapitalen og Socialdemokratiet

Ole Maisted, MF, skildrer Socialdemokratiets systematiske kvælning af erhvervslivet, så staten til sidste må overtage det. Kun storkapitalen kan leve under disse forhold.

Ved hjælp af støtteordninger forsøger den socialdemokratiske regering at styre dansk erhvervsliv i den retning, der passer ind i deres politiske kram.

Socialisterne går ind for en kapitalstyring og en statsstyret planøkonomi. Ved hjælp af arbejdsmiljøloven har man fået et nyt styringsmiddel til at knægte småindustrien og håndværksmestrene.

Ved hjælp af fonden til støtte af virksomheder, der er i økonomiske vanskeligheder, er det lykkedes at lukke de virksomheder, der er uønskede og holde liv i den, man har politisk interesse i, betalt af de produktionsvirksomheder, der kan klare dagen og vejen.

Ved hjælp af en stor offentlig sektor har man muligheder for at øge skattetrykket og derigennem gøre erhvervslivet afhængigt af støtten fra det offentlige.

Konkurrencen fra det offentlige

Ved at gøre indtjeningsmulighederne større i den offentlige sektor og beslægtede serviceområder afgår en række virksomheder ved døden og de, der beskæftigede må søge til det offentlige for at overleve. Tilbage bliver mand/kone virksomhederne, hvis levetid er begrænset.

Produktionsapparatet giver mindre muligheder for en lønsom afkastning og lønningerne bliver presset. Filosofien er enkel: Idet det kun ved støtteordninger er muligt, at aflønne rimeligt i forhold til de lønninger, det offentlige udbetaler og i forhold til arbejdstid, ferie, pensionsordninger og andre arbejdsvilkår, vil det frie erhvervsliv blive afløst af et statsdrevet erhvervsliv.

Denne socialdemokratiske salamitaktik – hvor man skive for skive nærmer sig den socialistiske stat – er kommet i vanskeligheder, fordi vi har fået et økonomisk tilbageslag. I 1974 var det en klar socialistisk taktik, at de mindre erhvervsdrivende skulle kvæles og deres arbejdskraft skulle overføres til de store arbejdspladser og den offentlige sektor.

Der blev bevidst ført en politik, hvor trykket blev øget på de mindre virksomheder i form af øget lønpres, regnskabsmæssige byrder, nedsættelse af arbejdstiden for de ansatte etc.

De store selskaber

Færre og færre af de unge ønskede at blive selvstændige, når det offentlige kunne tilbyde større lønninger, kortere arbejdstid og skatteyderbetalt pension. De eneste konkurrenter på arbejdsmarkedet til det offentlige blev de store selskaber, der har institutionspræg. Den bevidste plan om et samarbejde mellem socialisterne og storkapitalen blev sløret af de gode tider og kun det stigende skattetryk gjorde, at befolkningen begyndte at reagere imod den socialistiske plan.

De store koncerner har selvfølgelig kun accepteret denne udvikling p.g.a. de økonomiske fordele, de har haft og fordi ethvert stort firma har muligheder for at foretage en pengeoverførsel til det sted i verden, hvor beskæringen af deres nettoudbytte er mindst mulig.

Den økonomiske krise har imidlertid væltet de socialistiske planer og sat det socialistiske systems svagheder i relief.

I dag har vi underskud på de offentlige budgetter og et stort underskud på vor samhandel med udlandet, hvilket betyder, at vi rammes særligt hårdt af arbejdsløsheden.

For at opretholde og udvide den offentlige sektor må befolkningen gå ned i realløn.

P.g.a. en dårlig indkomstpolitik vil vore produktionsvirksomheder blive ramt af en række strejker. De mindre virksomheder vil uddø, hvis den socialistiske strukturrationalisering fastholdes over en kortere årrække og arbejdsløsheden vil stige.

Tilskud

De store virksomheder vil kræve tilskud til deres produktionsapparat for at fastholde rentabiliteten. Hvis der ikke ydes støtte, vil produktionen blive overført til andre lande, hvor arbejdslønnen og restriktionerne er mindre.

Dette er endnu en faktor, der vil få arbejdsløsheden til at stige, fordi vi ikke kan konkurrere med de store landes statskasser.

Fastholdes den socialistiske politik, vil vi nå frem til en socialistisk stat, hvor levestandarden for den arbejdende del af befolkningen skal nedsættes til det halve – men målet er nået: – Socialdemokraterne har fået en statsstyring af kapitalen og produktionsapparatet.

Fremskridtspartiet som redning

Fremskridtspartiet vender sig skarpt imod denne udvikling. Vi ønsker ikke, at staten skal yde tilskud til erhvervslivet. Vi vil afskaffe restriktionerne og lade erhvervslivet i fred. Vi vil skabe et indkomstskattefrit samfund og beskære den alt for store offentlige sektor, der har ødelagt velfærdssamfundet.

Der er endnu en grund til at skabe et samfund, hvor fremmedkapitalen strømmer til: Det er den arbejdsmarkedssituation, vi vil komme i om 5-10 år.

Inden for 5-10 år vil vi være ude af stand til at konkurrere med østlandene og Ulandene, om de produktioner, hvor lønningerne er af afgørende betydning. Vi er derfor nødsaget til at satse på teknisk avancerede produktioner, der kræver megen kapital og være handelscenter for udenlandske virksomheder, der kan se en skattemæssig fordel i at placere deres virksomheder her i landet. Det vil skabe flere arbejdspladser, økonomisk vækst for landet og større velfærd for den enkelte borger.

Ole Maisted, MF

Læs også: Skattefri statsstyring: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/03/20/skattefri-statsstyring/

Læs også: Vor tids paria – den selvstændige erhvervsdrivende: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/09/vor-tids-paria-den-selvst%c3%a6ndige-erhvervsdrivende/

Læs også: Hækkerup og Jørgensen ligeglade med eksport: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/15/h%c3%a6kkerup-og-j%c3%b8rgensen-ligeglade-med-eksport/

Sådan bruger Danmark pengene

Må citeres med fuld kildeangivelse: Fremskridt nr. 17 / 7. oktober 1976 / 4. årgang

Sådan bruger Danmark pengene

Selv om vi får flere og flere kroner mellem hænderne, behøver det ikke at betyde, at vi disponerer over større og større købekraft

Som bekendt er det forbundet med uoverstigelige vanskeligheder både principielt og praktisk at opgøre et nationalprodukt i et entydigt tal. Den måde, som man bruger i Danmarks Statistik, indebærer bl.a., at når man tager en mand ud af erhvervslivet, hvor han hidtil har tjent 80.000 kroner og i stedet for lønner ham med 220.000 kroner for at sidde og nørkle på Danmarks Statistiks eget kontor, stiger nationalproduktet med 140.000 kroner, selv om vi vitterligt er blevet fattigere i den anledning. Sådan er der utalligt stort og småt.

Rådighedsbeløbet

Ikke desto mindre ofres der et væld af skatteyderpenge på hvert år at opgøre et nationalprodukt. Hertil lægger man så årets importoverskud – altså det, som vi har brugt i Danmark af udlandets opsparing – og kommer derigennem frem til, hvor meget, der har stået til rådighed for den danske befolkning i det pågældende år.

Neden for i kolonne 1 (skemaet er desværre ikke vist her, red.) disse rådighedsbeløb angivet i milliardkroner. Da man stort set benytter det samme beregningsgrundlag år for år, fortæller det naturligvis noget om udviklingen.

Når der over perioden er sket en femdobling, er en hovedforklaring, at kronen er blevet mindre og mindre værd. I kolonne 2 har vi søgt at vise, hvordan den reelle velstandsudvikling ville have været, hvis 1960-møntværdien havde ligget fast. Ved beregningen er der benyttet forbrugerprisindekset, der udtrykker det fulde forbrugerprisniveau. Med andre ord er de stigende afgifter også indregnet, mens de som bekendt ikke mere indgår i det lønregulerende pristal. Tilbagegangen fra 1973 til 1974 skyldes oliekrisen og stagnationen fra 1974 til 1975 må tilskrives arbejdsløsheden.

”FREMSKRIDT” har tidligere – (1973-5, side 4 og 1973-9, side 3) – bragt nogle lignende opstillinger. Dengang blev de brugt til at illustrere det stigende skattetryk. I denne omgang vil vi benytte tallene til at anskue nogle andre synsvinkler.

Fordelingen

I kolonne 3 har vi således opført, hvor mange procent, der hvert år er benyttet til bruttoinvesteringer. Desværre giver Danmarks Statistik ikke tal for, hvor stor en del af disse bruttoinvesteringer, der foretages af det offentlige og hvor stor en del, der bliver privat ejendomsret undergivet.

Derimod udsender Danmarks Statistik oplysning om, hvordan det resterende forbrugsbeløb fordeler sig mellem offentligt forbrug og privat forbrug. Procenttallene herfor findes i kolonne 4 og 5.

For hvert år giver tallene i kolonne 3, 4 og 5 tilsammen 100 pct.

I det offentlige forbrug indgår ikke indkomstoverførsler som folkepension, arbejdsløshedsunderstøttelse, børnetilskud, boligsikring o.s.v., hvor midlerne vel er med til at øge skattetrykket derved, at pengene går ind over de offentlige kasser, men hvor udbetalingen sker til privat forbrug hos en bestemt person, der ikke direkte yder modvederlag for udbetalingen. Det offentlige forbrug er altså sådan noget som administration, Ulandshjælp, biblioteker, undervisning, hospitaler, teaterstøtte, DSB-underskud, politi og domstole, forsvaret o.s.v. Skattepolitisk Oversigt, hvorfra en del af tallene er hentet, uddrager som nøgletal, at det offentlige forbrug i de første fem år (1960-65) voksede med 108 pct., mens det private samtidig med kun steg med 62 pct. I den efterfølgende femårsperiode (1965-70) var stigningen henholdsvis 120 og 62 pct., mens den i de sidste fem år (1970-75) er henholdsvis 117 og 68 pct.

Udviklingen

Væksten i den egentlige offentlige sektor – hovedskurken i dansk økonomis tragedie – er altså stadig betragtelig. Også efter at vi er kommet VKR-regeringen og de øvrige sørgelige 1960er på afstand. Baggrunden herfor er, at når man først går i gang med alle de mange nye offentlige anlæg, som blev besluttet, da Folketinget særligt skejede ud, følger der nye anlægsudgifter og driftsudgifter i kølvandet. Tænk bare på oprettelsen af de nye universiteter, daginstitutioner, social bistandslov o.s.v., hvortil fundamentet blev lagt i 1960erne. Der må derfor en meget hård opbremsning til, for at tallene kan komme ind i ret gænge. Med det enorme ensidighedsforspring i den offentlige sektors favør, der har fundet sted, burde vi naturligvis nu komme frem til, at stigningen var væsentligt større i det private forbrug end i det offentlige.

Selve den omstændighed, at tallene for vækst i offentligt og privat forbrug nu nærmer sig hinanden (i 1973-75 var de henholdsvis 37 og 27 pct.) viser dog, at fremskridtsbevægelsen har haft sin enorme indflydelse. Som nævnt ville inertiens lov have ført til, at forskellen blev større og større i privatforbrugets disfavør, hvis gammelpartierne ikke var blevet indjaget den enorme fremskridtsforskrækkelse.

Redaktionen

www.frp.dk

Læs også: Det sku´ være så godt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/03/det-sku%c2%b4-v%c3%a6re-sa-godt/

Læs også: Danmarks Statistik har fanden skabt: http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/09/danmarks-statistik-har-fanden-skabt/

Læs også: Lønpolitik: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/12/l%c3%b8npolitik/